Op fra dækslerne stiger dampen fodgængere suser som zombier ned ad 5th Avenue mod East Village senere Lower Manhattan. Byen er som en hjerne uden tanker drømmene er endnu en bid af øjeæblet, min 9/11. Vi skal videre nu med benene der aldrig sover. Hører du mig, når jeg kalder løfter vandet mod dit navn. Her ved mindet, hvor alle forsøger at se dybet som ikke er. Vi er fanget i vores syn vi ser dem springe i vores øjne én gang til vi griber dem aldrig.

MIN DANMARK ER KARL STIKKER OG MATADORMIX SOM POUL RICARDOS 92 RØVSNAPS TIL DEN GRIMME TÆLLING OG FLÆSKEPOST TIL ALLE MUSLIMER OG ANDRE UDEN SYG RIGTIG HUDFARVE PÅ FYN OG OMEGN MIG JEG ER FAR TIL FIRS OG FISSE TIL FARS KAPERS RIBS LAKS ASTERS SOVS GIPS OG SKIPPERLABSKOVS TIL ØSTERLARS ELLER ET ROLIGANSLIPS FOR AT BLIVE HVAD MIG JEG SPISER SELVOM KOSTPYRAMIDEN ER AF SYVENDE ETNISKE OPRINDELSE MEN DE BLØDE KONSONANTER KOMMER KUN UD FORNEDEN HVOR JEG SÅ FØLER MIG MEST DANSK FOR TIDEN FOR HAR JEG MIG ANDEN DANSKHED END DEN DU SIDDER PÅ GRIZZEBAZZE NÅR UDAD TABES OG INDAD IKKE LÆNGERE FINDES.

På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird" og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid. Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det? Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig falde pladask i koret og guitaren. Så k...