Jeg afleverer Arthur på Cragmont og tager Regal Rd op til Euclid. Derefter hedder det: Cragmont Ave (som vel også fører ned til skolen?) Keith Ave (her er langt og hist host hvor vejen bugter sig uforholdmæssigt meget) Eunice St (Rose Garden, et kig ud på bugten lyden af tennisslag: swop... swop... swop) Bayview Pl Hawthorne Terrace (husker den rystende oplevelse det var første gang jeg læste "The Minister's Black Veil") Cedar St (som man nok bør kende og orientere sig efter hvis man bor i Berkeley?) (for er det ikke én af de veje der skærer sig hele vejen ned til Dwight D. Eisenhower Hwy?)) Hilgard Av (Hvem fanden var Hilgard?) Virginia St (What's her name Virginia Plain) Le Conte Av (Henry Lecontes serv, som jeg altid har efterlignet: at hamre bolden ned på sin vej op, servens piskesmæld med krop) Ridge Rd indtil jeg rammer Hearst Av og Northside. Så begynder det at vrimle med mad og mennesker fra hele verden og længere inde bl.a....

I dag skriver jeg til jeg svæver af sult ned igennem UCBs campus mod en propfyldt bagel på Center St og marihuanaen på Downtown Berkeley Station, hvor Sine henter mig i den røde Corolla. Vi har automatgear og børn i skole. Bedsteforældrene er sendt afsted på roadtrip ned langs Highway 1. I morgen sidder jeg her formentlig igen og løser knuden på det indre slips.

Den udsigt standser aldrig og i aften glimtes der omkring bugten som et jordisk stjernehav efter rekordvarmen her i april: Livet er et øjekast fra døden selv San Quentin lyser op. Californien favner alle også dem der ikke kan sove i Danmark.