Der er ikke noget punktum. Naturligvis er jeg voksen, føler mig voksen, med alt hvad deraf følger. Men det er ikke en roman værd. Den har vi læst. Kan man finde en form, som både er en slags logbog, og som giver mening bagefter, for andre? Spor af liv, der peger fremad. Jeg mener: en blog skulle nødigt være en dødsdom. Dette indlæg kan altid opdateres. Jeg er allerede træt af legen. Jeg er mere end mig selv. Jeg er også de andre og omvendt. De lever jo i mig. Det gælder min familie, mine venner. Det er også vigtigt for mig, at det her afspejler mit arbejde, hvor jeg henter en stor del af min identitet. Men at inkludere artikler eller dele fra de bøger, som jeg allerede har udgivet i forbindelse hermed, virker forkert og desuden underligt. Jeg vil hellere beskrive de mellemrum, der findes mellem arbejdet og så det her. Hvad det så end er? Måske en kontekst til det andet, eller omvendt? Man kan jo skrive selvbiografisk om det samme stof, fx som Hans Otto Jørgensen gør det. Der find...

Jeppe Brixvold er i mine øjne en undervurderet forfatter. Måske har han allerede skrevet to mindre mesterværker, dels Hæfte , dels Forbrydelse og fremgang . Begge bøger er mærkværdige og udgør på mange måder hinandens modsætninger. Antifiktion og hyperfiktion. Hæfte er bekendende og performativ, en søgen efter identitet, men også efter en anden stil, at gøre noget andet med litteraturen. Den er en forløber for Claus Beck-Nielsens projekt og beskriver en pilgrimsvandring på El Camino. Det sker mange år før berømtheder fik den idé, at de også burde tage derned som del af deres egen opreklamerede selvfortælling. Mest fascineret er jeg af afsnittet ”Månebrødre”. Det beskriver jo fint, hvad det er for en selvforståelse, vi har i dag, ja hvad vi forstår ved selvet. Men det indledende, misantropiske afsnit i begyndelsen af bogen er og forbliver bogens højdepunkt. Her vrisser Brixvold som en anden Stig Larsson. Claus Beck-Nielsen har i et portræt af Stig Larsson ( Information 13/...

Der er noget i Lone Hørslevs stemme, som jeg godt kan lide. Noget vigende måske? Hun bider ligesom sig selv af, når hun læser Naturlige fjender op. Det har jeg erfaret fra lydbogen. Men også at hun måske er lidt forkølet, da hun læser del tre ind? Hendes stemme er i hvert fald den rigtige for bogen. Eller: Den er der jo alligevel. Sorg og camping har faktisk en jegfortæller, måske er det helt simpelt bare Lone, der fortæller sin fiktion inde i bogen? Hvorfor ikke? Lydbøger er en fantastisk ting. Dér sidder jeg i min lille sorte bil, på vej til arbejde. Vi er mange og den første kø starter på Oddervej, lige før krydset ved Ringvejen. Så kommer de myldrende, nu også fra Mårslet, og som myrer mod tuen sidder vi fast, må ned i fart, og det er aldrig sjovt. Vi skal jo for fanden på arbejde, og vi har afleveret børn og sager. Tiden er skrøbelig, når vi er frie, løse, parate til at slå til. Sidder man for længe i kø uden at bevæge sig, kommer skammen. Skammen over ikke at foretage sig nog...