I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat "Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det." På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som F...

Jeg har kommenteret den løseligt før, men jeg kunne godt tænke mig at følge en smule mere seriøst op på den diskussion , som Mikkel Zangenberg og Tue Andersen Nexø havde i oktober måned omkring kriterier for litteraturkritikken. Positionerne er for mig at se ikke helt optegnede, som Tue ellers hævder. Det startede med, at Zangenberg i en klumme i Politiken beklagede sig over, at kriterierne for, hvad der er godt eller skidt, nu er blevet så vilkårlige, at man burde nedlægge anmelderiet og smagsdommeriet. Dette underskud på kriterier udmønter sig i en fremturing af kritikerens personlighed på bekostning af kritikkens seriøsitet, som det fx sker i programmet ”Smagsdommerne” på DR2, hvor folk fra vidt forskellige fagområder anstiller domme over værker, som de ikke nødvendigvis har megen forstand på, i hvert fald ikke på værkernes rent faglige tilhørsforhold, om det så er litteratur, film, billedkunst osv. Dette medførte et verbalt angreb fra Andersen Nexøs side, som mente, at de...

Jeg sidder med et gammelt speciale om Per Højholt fra starten af halvfjerdserne. I slutningen af specialets indledning står der følgende at læse: "Endelig skal der her til slut gøres nøgle bemærkninger om det personlige pronomen, skriveren benytter i omtalen af sig selv. Det lyder kunstigt i manges øren at sige "vi" om sig selv. Det gjorde det også i vores ører i begyndelsen, men vi vænnede os hurtigt til det. Og når vi betragter de to alternativer: man og jeg, bliver vi sikrere i vor sag. "Man" indicerer en total reduktion af det aktive moment i processen, det fungerer som en skyden ansvaret fra sig ved helt at fjerne det aktive moment. Det er et pronomen, der kræver hypotetiske verber. "Jeg" er et pronomen, der så tydeligt bliver negeret og afsløret i al sin grundlæggende overensstemmelse med den metafysik, der kritiseres og søges afskrevet i denne fremstilling. Både Derrida og Højholt river grundlaget bort under det. "Vi" har den fordel, ...