Selvom Elvin havde hørt om David Bowies helt specielle brug af mikrofonerne under indspilningen af ”Heroes” i Berlin, lod han sin stemme konfiskere på en ganske normal måde, da bandet The Hölderlins lavede et demobånd. Bowie derimod havde placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør rummet, hvori Bowies stemme lyder, mindre og særdeles klaustrofobisk, det opfanger og griber ham uanset, hvor højt han skriger. Men det bærer ham også oppe i en euforisk lyd, der giver nummeret en fantastisk medvind, som man enten mærker eller ikke mærker, alt afhængigt af hvilket menneske man er. Således inddelte salig Michael Strunge kategorisk verden i to typer mennesker: dem der forstod ”Heroes” og dem, der ikke fatter en pind. Og Elvin hørte uden tvivl til den første slags. Han var bare født på den forkerte side af 68 og fik derfor kun forsoningens sødme at smage efter 89, hvor Berlin atter blev samlet og Elvin endeligt kom til byen. Han nåede derfor ikke som Bowie at stå ansigt til ansigt med en mur og lade splittelsen forplante sig. Men han fik et stykke af muren med sig hjem i en stofpose, som han ikke længere ved, hvor er. (2003)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar