We are fiction?

For en måneds tid siden modtog jeg via mail et link og en afhandling. Mailadressens navn var ”udgaaet” – en adresse der ellers plejer at relatere sig til forfatteren og performancekunstneren Nielsen. Men denne gang var det ikke Nielsens besked, der tikkede ind, men derimod Thomas Altheimers. (Eller Rasmussen. Eller Thomas Strøbech, eller Thomas Van Brunt?).

Under alle omstændigheder satte jeg mig for at læse afhandlingen samt at se den film, som linket henviste til, nemlig dokumentarfilmen I am fiction eller Identitetstyveriet (instrueret af Max Kestner), som den skal hedde på dansk. Filmen og afhandlingen komplementerer hinanden og udgør samlet set, den ph.d-afhandling, som Altheimer har stået for. Begge dele er interessante, og man bør ikke tage sig synderligt af den temmelig misvisende anmeldelse, der blev bragt i Information. For det første handler den jo mere om Nielsen, end om Altheimer, og for det andet udtrykker den kun den lede eller forstoppelse, som man muligvis kan have i forhold til Nielsen og Rasmussen som sådan.

Men sagen er, at Thomas Altheimer har været forsvundet siden, han tabte sagen mod Danske Bank. En sag der fulgte i kølvandet på den mere berømte retssag om brugen af Thomas’ liv i Nielsens roman Suverænen. Da Thomas (ifølge sig selv) har fået berøvet sit liv, og nu har rettens ord for, at han er fiktion, kan han ikke stilles ansvarlig for dækningen af omkostningerne. Det bør derfor være denne fiktions ejermænd, nemlig Nielsen og Gyldendal, som skal sørge for omkostningerne ved det hele. Men sådan skulle det ikke være, og Thomas har siden nederlaget været forsvundet. Han er sidst set på Ladywell, Lewisham Hospital’s psychiatric Facility den 3. maj. Det betyder, at han ikke selv har stået for indleveringen af sin afhandling, men at en medstuderende fra Goldsmiths (University of London) Vemund Thoe har gjort det. Desuden har denne Thoe samlet delene sammen og skrevet en slags udgiverens noter til afhandlingen. Om Thomas (Altheimer?) så møder op, når afhandlingen skal forsvares nu her den 3. december, må vi jo få at se.

Afhandlingen består af en heteronom samling skrifter, der spænder fra løse dagbogsnotater, mails mellem Thomas og en række involverede personer, både akademikere og venner, oversættelse af avisartikler, reportager fra retssagen, hvor Altheimer sagsøgte Helge Bille Nielsen for identitetstyveri. Dertil kommer citater fra en kongerække af tænkere, især tænkere over forholdet mellem liv og kunst: Nietzsche, Bataille, Agamben (som de tre væsentligste). Afhandlingen har suverænitet som sit emne, eller som Thoe afslutter sin intro med:  

In the beginning he thought he could compete with state sovereignty. His understanding of sovereignty was Hobbesian. But he failed and as he failed he shifted gradually to a different understanding of sovereignty – a type he first resented – from the point of view of action – but learned to embrace – in writing, in the journal: the sovereignty of inner experience that also Georges Bataille was forced to embrace. If the mountain won't come to Muhammad then Muhammad must go to the mountain.

That Thomas has now gone; that he has fallen silent is an indication that he finally succeeded attaining real, unadulterated sovereignty.

Passagen henviser til, at Thomas Strøbech i 2002 blev berømt og berygtet for sit Ticket to Denmark projekt. Som studentermedhjælp i Integrationsministeriet etablerede en hjemmeside, hvor danskere, der er utilfredse med landets stramme udlændingepolitik, kunne melde sig til at indgå et proformaægteskab med en udlænding, der på den måde kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Men hvilken uforfalsket suverænitet, Thoe taler om i citatet, som Thomas skulle have opnået, er en anden sag. Og om Batailles ide om suverænitet, knyttet til en indre erfaring, er en efterlevelsesværdig løsning, er – også efter afhandlingen – højest tvivlsom. Det er afhandlingen naturligvis bevidst om. Bl.a. citeres der fra Sartres over 60 år gamle anmeldelse af Batailles bog Den indre erfaring, hvor Sartre stiller sig yderst kritisk overfor et projekt, hvor en ”videnskabsmand” både vil være sit subjekt og objekt på samme tid, dvs. genstand og undersøger af den genstand. Det kan formentlig ikke undgå at føre til enten galskab eller suveræn latter. Således også i afhandlingen, hvor Thomas i en sekvens, som man ikke utvetydigt kan afgøre, om den er drøm eller virkelighed (og dermed om den er fiktion eller ikke-fiktion), vifter med en bankudskrift, der viser, at Helge Bille Nielsen har overført et eller andet beløb, men formentlig ikke helt svarende til de udgifter, som retssagerne har kostet Altheimer. Nuvel havde dette kun været skrift, ville man være mindre urolig, men da afhandlingen tillige viser et (dog meget utydeligt) billede af bankudskriften, bliver man (som ved alt der vedrører koalitionen Nielsen og Rasmussen) direkte paranoid.

Og det er på en måde også den paranoide fornemmelse, som jeg gik ud af iografen med, efter at have set den praktiske del af afhandlingen, filmen I am fiction. Langt størstedelen af det filmede materiale er filmet af Thomas selv med et amatørkamera. Max Kestner og en lyddesigner har så efterbehandlet materialet og lavet denne film ud af det. Den er virkelig god. Men naturligvis kan man, som nogle af mine studerende gjorde det (og anmelderen i Information), godt blive forarget over uafgørligheden. Hvornår er det iscenesat, hvornår er det alvor, humor, fiktion, ikke-fiktion? Og er det bare den helt store satan, blodsugeren Nielsen, som i virkeligheden trækker i alle trådene?

Alt dette er måske i virkeligheden også den pris, som både Thomas Altheimer og Nielsen må betale for deres værker. De bliver aldrig igen pålidelige, hverken hver for sig, eller (da slet ikke) når de er sammen, og man tænker som tilskuer: Gad vide, om de selv skelner mellem fiktion og løgn? Fiktionalisering er jo i mine (og en række af mine kollegers øjne) noget, der adskiller sig fra den sande talehandling ved ikke at omtale virkeligheden, som den er, og fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er.

Men måske det er et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, som de eftersøger? Hvis man forestiller sig en gråzone mellem fiktion og ikke-fiktion – at der i denne gråzone (og med en metafor) eksisterer en line, og at denne line kan forstørres i det uendelige uden at blive helt skarp, så nærmer man sig det, som I am fiction balancerer på. Mange vil hævde, at det er naivt at tænke sådan, at der ikke findes noget sådant, at distinktionen er forældet – at det performative udraderer den. Kunsten er så at gøre linen til et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, at trække grænsen så skarpt op, at vi ikke længere magter at skelne, at man med linen så at sige eftersøger lækager i eller ligefrem skærer i virkeligheden (og til sidst falder ned og tramper rundt, måske?). Jeg taler ikke om faktion (gråzonen som sådan) her, som er alt godt fra havet, men om at lade tingene ernære sig ved forsvindingspunktet.

Filmen har en fantastisk scene, hvor Thomas møder digteren Morten Søndergaard i et tog. De sidder og taler om hele sagen, om Nielsen, identitetstyveriet osv. Det er lykkedes Thomas at filme ind i vinduet overfor, hvorfor man ser passagerne i den modsatte side af toget, samtidig med at man i vinduet ser Thomas og Morten tale. Under hele seancen hører man deres samtale. En uforvarende passager sidder med åben mund og polypper, fatter tilsyneladende intet af samtalen, men er fanget mellem lyd, billede og en refleksion af de samtalende. Præcis sådan en måbende tilstand ønsker filmen formentlig at bringe sin tilskuer ind i, men måske netop derfor forsøger jeg at samle mine kæber op her. Vi kan ikke vide, om filmen lader som om, at den ikke ved, at hele retssagen er en iscenesættelse, eller om den spiller på, at mange har troet, at den var en iscenesættelse. At den er en performance brought to court, så at sige, kan man imidlertid ikke være i tvivl om, og selv hvis man betragter den som ren konstruktion og/eller fiktion, vil jeg stadigvæk hævde, at den er god.

Framegrab fra I am fiction

Tidligere har jeg måske ikke haft så meget fidus til denne Thomas Altheimer i forbindelse med min læsning af Nielsens værker, men hvis der er noget, som afhandlingen i sin helhed demonstrerer, både den skriftlige og filmiske del, så er det, at Altheimers tankegods og virke har udgjort ikke så lille en del af Das Beckwerk. Den balancegang mellem storladen patos og suveræn latter på grænsen til galskab, som projekterne i sin helhed er udtryk for, er i høj grad også Altheimers (og Rasmussens) fortjeneste. Gad vide om Nielsen nogensinde ville have taget på selvmordsaktion til Irak uden Rasmussen? Hvordan ville Das Beckwerk have set ud, hvis ikke projektet var blevet ført over i den ”verdenshistorie”, som Beckwerket ynder at påberåbe sig adgangen til? Måske havde den hjemløse Nielsen stadigvæk løbet rundt på gaderne i København?