Dissensus i Det 3. årtusindes hjerte

Jeg har endelig fået læst Ursula Andkjær Olsens seneste bog, Det 3. årtusindes hjerte, fordi jeg er i gang med at opdatere en artikel om forfatterskabet, som skulle være udkommet i tidsskriftet Spring for et stykke tid siden, men som er på vej i trykken nu. Og jeg ville jo gerne have den med, for at artiklen var så aktuel som mulig. 

Det er en form for sammenbrudsbog og en maveknugende læsning. Den er måske mere i familie med Skønheden hænger på træerne end Havet er en scene. Karakteristisk er det således også, at hvor Havet er en scene "handler om" svangerskab, når vandet går osv., dér "handler" den nye bog snarere om - ja om hvad? Jeg er i tvivl her, selvom jeg jo godt er klar over, at ordene "handler om" ikke er helt præcise i forhold til nogen af Andkjær Olsens bøger. Helt overordnet er det som om, at sammenbrud og adskillelse især er tydelige faktorer i første halvdel af bogen, imens de vendes til en form for politisk motor og drivkraft i den anden del.

Fornemmelsen af sammenbrud gælder især jegets immersion med tingene og sproget. Fx i forbindelse med hjertemetaforen, der udvides og bruges i en række forbindelser. Fx når der tales om hjertekamre som venterum, ligesom det med et omkvæd hedder, at ”Alle kar er forbundne”, hvilket korrigeres i bogens allersidste linje: ”ALLE OG INGEN KAR ER FORBUNDNE”. Hvis kar ellers er en metafor for jeget, som det antydes i linjerne ”Står jeg ikke her som/ et risikovilligt kar?”, bliver udgangen en smule forstemmende: Lykkes udsigelsen, forandrer den verden? Her bør man måske huske på Per Højholts ord om poesi og politik; at poesiens hensigt ikke er at stifte fællesskaber eller at splitte dem ad. Dette gælder også for de mange jeger i Andkjær Olsens forfatterskab, der ikke samler sig om en konkretpolitisk udsigelse eller ligefrem en fælles holdning. Men det er en maveknugende fornemmelse, man får, af at læse bogen. Det skyldes måske, som  Tue Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse, at bogen (igen til forskel fra Havet er en scenes svangre stil) muligvis "handler om" abort. Det skyldes dog også, tror jeg, i ligeså høj grad, at jeget i denne bog virker mere tvivlende, frustreret og tøvende omkring (ikke sin, for jeget har netop ikke ejerskab her) udsigelsen:

Jeg er ikke et subjekt.

Jeg har ingen kendetegn.

Jeg har ikke følelser.

Måske er jeg sværere at afgrænse, også for mig

selv, men så er jeg er jeg mindre følsom over for den ensomhed, som

alle (alle andre) er udsat for.

Så stor er jeg, at min smerte ikke har noget med mig at gøre.

                                                                                                        

Fornemmer man ikke her en fed ironi? Altså at digtet faktisk skal læses, som at jeget er et subjekt, jeget har følelser og ikke mindst, den smerte der følger af dette, har i høj grad med jeget at gøre? Linjerne kan læses som en kommentar til den måde, mange traditionelt har opfattet Andkjær Olsens udsigelse på, dvs. som legende, befriet og befriende, ja nærmest som en art humoristisk teflon, hvor intet hænger fast. 

Sådan har det aldrig været, tror jeg, og Det 3. årtusindes hjerte er et kraftigt dementi imod en sådan opfattelse. Hvis første del af bogen bevæger sig indad i en knugende, men samtidig adskillende bevægelse, så vendes denne langsomt til en samlet bevægelse udad, der manifesteres som en stadig knuget, men nu politisk udsigelse, hvor alt ”skal blive til én”. Smerten ved adskillelsen, om det er mor og barn eller ej, bliver til et ”våben”, en politisk udsigelse, der laver sprækker i den sansede orden og konfronterer det etablerede (konsensus) med det afviste. Det barn der aldrig bliver født, taler på en måde videre i moderstemmen, moderskab sammenlignes med markedet, svangerskabet er en slags terrorbombe osv. Med den franske filosof Jacques Rancières term ville man kunne kalde denne bevægelse for dissensus. Selvom man således kan tale om dissensus generelt i forfatterskabet, bliver den desto mere synlig i Det 3. årtusindes hjerte. 

Men det viser sig måske også at være en dissensus i forhold til den konsensus, der er ved at danne sig omkring forfatterskabet, ikke mindst omkring Havet er en scene. Flere steder i Det 3. årtusindes hjerte hører man om havets ironi, eller man finder et digt som nedenstående, der kan siges at give et anderledes billede af baggrunden for den meget vandmetaforik i Havet er en scene:

Når jeg ligger på ryggen og græder, løber tårerne via tindingen ind i

øregangene. Når trykket bliver højt nok, vil væsken presses tilbage op i

tårekanalen, og jeg kan ligge sådan, som et lukket kredsløb, lydløs jubel,

springvand, i flere tusind år.

                                                                                       

Uanset hvad, så har Andkjær Olsen igen skrevet en helt igennem fantastisk bog. Hendes tekster er, tror jeg,  bevidst ikke-samtidige. De er fx ikke udtryk for poesi i 00erne eller 10erne, og de er heller ikke fremtidsmusik. De er snarere utidig musik – det 3. årtusindes poesi.