Om lyrikkens krise ???

"neither the lyricization nor the delyricization of criticism has effected this shift from poetry as cultural practice to poetry as pathetic abstraction. Instead, the lyricization of poetry itself—the historical transformation of many varied poetic genres into the single abstraction of the post-Romantic lyric—is responsible for our current, spectral ideal of a genre powerful enough to overcome our habits of not reading it. But my way of phrasing that idea betrays the problem. The notion that poetry is or ever was one genre is the primary symptom of the lyricization of poetry: the songs, riddles, epigrams, sonnets, epitaphs, blasons, lieder, elegies, marches, dialogues, conceits, ballads, epistles, hymns, odes, eclogues, and monodramas considered lyric in the Western tradition before the early nineteenth century were not lyric in the same sense as the poetry that we think of as lyric. The fact that we think of almost all poetry as lyric is the secondary symptom of lyricization. When the stipulative functions of particular genres are collapsed into one big idea of poems as lyrics, then the only function poems can perform in our culture is to become individual or communal ideals."

Sådan skriver Virginia Jackson i et nyligt nummer af PMLA. Hendes artikel er måske den mest interessante i en mindre artikel-enquete under titlen "The New Lyric Studies" som PMLA har i nummer 123. Kritikken af litteraturstudiets lyrikisering af lyrikken, eller hvad man skal kalde det, er for mig at se særdeles interessant, også i forhold til danske forhold. Hvorfor kalder man Andkjær Olsens bøger for "digte". Så vidt jeg husker havde den første bog Lulus sange og taler faktisk ingen genrebetegnelse, før den blev genudgivet påå Gyldendal, og den og hendes tekster generelt er jo også meget mere og andet end det. I det hele taget er der måske et opbrud i den danske lyrik siden midten af 90'erne i forhold til en sådan tendens til lyrikisering, hvorfor man måske burde tage et nøjere blik på genren som sådan igen. Vi har naturligvis haft et opgør med den danske modernismekonstruktion og dens måske lidt ensidige og pædagogiske blik på det autonome, centrallyriske digt, men der er for mig at se stadigvæk meget mere at sige om emnet, ligesom man sagtens kan få øje på masser af lyrik igennem hele det 20. århundrede, der overhovedet ikke opfører sig sådan, altså som en lille overskuelig tekst, helst ikke over en sides penge, rummende en subjektiv erfaring og helst i en anticiperende form, fx som i Malinovskis elelr fremragende "Myggesang" ("snart brister alt") - tænk bare på Inger Christensens lyrik.