Hold ud, Claus!

Tue Andersen Nexø skriver i sin klumme, at Claus Beck-Nielsen bør vende tilbage til livet og sammenligner bl.a. dennes argumentation med Henrik Qvortrups forsvar for sine dispostioner angående redaktionen af Se og Hør. Men der er jo, så vidt jeg kan se, en verden til forskel imellem Beck-Nielsen og Qvortrup, bl.a. den at Se og Hør ikke er kunst og ej heller en roman, og Qvortrup vistnok ikke en kunstner, selvom mange måske synes, at han er fantastisk.

Parateksten, som man kalder det, betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det (måske et livstegn?). Og det med at døden giver god PR, som Tue skriver, og i næste omgang står i vejen for både mandens liv og kunst, tjah, det er jo kun de platte journalister, der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter.

Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Forbliv død, så længe du kan og tør. Hver dag er faktisk en form for gave. Det er ikke bare en udfordring for dig selv, men også for os andre (og i parentes bemærket: jeg orkede ikke selv at være det og forstår gerne, hvis du er ved at være træt af det. Det er jo i sig selv uhyggeligt morsomt, at Das Beckwerk foreslår som en løsning på Claus Beck-Nielsens død død at lade ham begrave).

Den utidighed imellem hændelser, der angår liv og død, det er der hunden ligger begravet. Kan vi være den foruden? Vil det ikke formindske den kunstneriske kvalitet i projektet?