Rifbjerget går amok på Lykkeberg

Læs dette indlæg fra Information! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen?

Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt veloplagte læserbreve blot endnu et bevis på.

Men Rifbjergs monumentale opråb lyder temmelig tomt, uden klangbund i tiden så at sige, og han tyr endog til det mest latterlige argument af dem alle, det der kan forstene enhver debat. Efter at have nævnt en række nuværende danske ministres baggrund, kommer det:

"Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen."

Jeg ved ikke med jer andre, men for mig lød det nu som en sammenligning alligevel. Lykkeberg taler en hel del om den usynlige magt, kulturradikalismen har udøvet, men som den selv står fuldstændig uforstående overfor. Ovenstående er endnu et eksempel på det.

Jeg er ikke modstander af kulturradikalismen, og sympatiserer ikke specielt meget med den nuværende regering, og det samme, tror jeg, gælder Lykkeberg, men derfor kan man jo sagtens analysere tingene og drage de konklusioner, som han gør.

Hvis Rifbjerg virkelig gerne vil holde sit blodtryk nede, hvorfor så kaste sig ud i et sådant pinligt læserbrev, som enhver spindoktor ville have advaret ham imod? Desværre kommer Rifbjerg ved sin ignorance og overlegenhed blot til at udstille sig selv og sin uvidenhed om Lykkebergs fremragende bog og standpunkter, og det er jo ærgerligt for en forfatter, der har betydet så meget for dansk litteratur de seneste 50 år, og som vi et eller andet sted alle holder umådeligt meget af på godt og ondt.