Læs dette indlæg fra Information! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen?
Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt veloplagte læserbreve blot endnu et bevis på.
Men Rifbjergs monumentale opråb lyder temmelig tomt, uden klangbund i tiden så at sige, og han tyr endog til det mest latterlige argument af dem alle, det der kan forstene enhver debat. Efter at have nævnt en række nuværende danske ministres baggrund, kommer det:
"Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen."
Jeg ved ikke med jer andre, men for mig lød det nu som en sammenligning alligevel. Lykkeberg taler en hel del om den usynlige magt, kulturradikalismen har udøvet, men som den selv står fuldstændig uforstående overfor. Ovenstående er endnu et eksempel på det.
Jeg er ikke modstander af kulturradikalismen, og sympatiserer ikke specielt meget med den nuværende regering, og det samme, tror jeg, gælder Lykkeberg, men derfor kan man jo sagtens analysere tingene og drage de konklusioner, som han gør.
Hvis Rifbjerg virkelig gerne vil holde sit blodtryk nede, hvorfor så kaste sig ud i et sådant pinligt læserbrev, som enhver spindoktor ville have advaret ham imod? Desværre kommer Rifbjerg ved sin ignorance og overlegenhed blot til at udstille sig selv og sin uvidenhed om Lykkebergs fremragende bog og standpunkter, og det er jo ærgerligt for en forfatter, der har betydet så meget for dansk litteratur de seneste 50 år, og som vi et eller andet sted alle holder umådeligt meget af på godt og ondt.
3 kommentarer:
ok! enig. ok?
Jeg er også enig, og jeg synes, at dumheden faktisk er mest udtalt i det faktum, at tingene jo aldrig ændres - og det bliver mere og mere akut, nu med studietidsgrænser på vej på universiteterne - hvis man ikke vil tage tyren ved hornene og se på, hvad der er galt. Her, synes jeg, er Lykkeberg på meget rigtig vej, ikke mindst som et vidne til udviklingen fra den yngre generation. Jeg, der er 10 år ældre end jer, har kunnet iagttage den nivellering af uddannelserne, som "effektivisering" over årene har medført. I virkeligheden er der tale om økonomisk udhuling af gymnasium og masseuniversitet; men forudsætningerne bliver dårligere, når man ikke vil betale, hvad det koster, at opretholde standarderne og mulighederne.
Det indrømmes i dagens Politiken fra KUs humanistiske fakultets side, at man betragter effektivitet fremfor fordybelse som den moderne verdens krav - hvor absolut forfærdeligt! Men I har jo i højere grad måttet leve med det igennem jeres studieliv.
For godt 10 år siden bragte DR P1 en fremragende portrætserie med sinologen Peter Egerod - dér kunne man forvisse sig om, hvad uddannelse og forskning på højeste plan var engang.
Ja, enig. Jeg kunne også supplere og fortælle et par grumme historier om, hvordan forskere bruger deres tid på ansøgninger om at komme til at forske i stedet for faktisk at forske. Heri ligger der ikke en kritik, men en konstatering. Staten holder bevidst på midlerne og lader os arbejde meget mere for at få lov til at bruge dem. Sådan er livet blevet på humaniora ; - (
Men altså: jeg hører måske til dem, der ikke bør klage, idet jeg har været heldig og velbemidlet det meste af vejen ; - )
Send en kommentar