I går aftes var jeg ude at spise med flere af foredragsholderne til Why Study Literature konferencen som afholdes i Århus disse dage. Jeg talte med Brian McHale. Vi kunne hurtigt blive enige om, at litteraturen var i krise, og at poesien var i en endnu større een af slagsen. Men desuden også, at litteraturen intet var uden poesien. McHale brugte billedet, at poesien var som den kanariefugl, der sad på de blinde ponyer i minegangene, og som kunne afsløre - hvis de pludselig faldt døde om - om der var giftige gasarter på vej. Det slog mig pludselig, at det var præcis det billede, Peter Laugesen havde brugt i Vejrudsigter fra 2007:
digtet er en blind pony
med en kanariefugl på ryggen
i sprogets dybe minegange
Derfor kan man også kunne være glad for tiltag som dette her, hvor børn lærer at læse poesi. Så please: Er man lærer, så tag børnene med ind til det her!
6 kommentarer:
hmmmm. McHale og Laugesen synes enige om metaforen, men ikke om rollefordelingen og dermed i sidste ende betydningen, dør poesien som kanariefugl eller indirekte, som blind pony, af kanariefuglens død... ;)
... og ER poesien mere i krise end den altid har været? ... Enzensberger talte allerede i 1968 om den moderne litteraturs gravfølge, der havde vandret nu i godt 100 år (jeg bruger billedet i Operation Hvid, vist nok).
(en driftig akademisk reklamemand ville nok forsøge at brande poesien som digterisk vidnesbyrdslitteratur... en stakket frist)
En stor tak for anbefalingen fra Lise, (uddannet på Nordisk i århus og stifter af virksomheden, der står bag Digte for begyndere og let øvede... som i øvrigt også er for voksne:)
jeg lover i hvert fald at gøre mit for at holde poesien væk fra giftige gasarter.
Udstillingen kommer faktisk til Århus hovedbibliotek ganske snart... nærmere bestemt den 4. november, så kig endeligt forbi (og ta din pen og de studerende med)
Selv tak Lise.
Og til Thomas: Godt at se dig tilbage i blogosfæren. Du har naturligvis helt ret.
Men jo, poesien er i krise, og McHales billede skal vel forstås sådan, at det er poesien der ligesom lugter litteraturens krise først. Den som krisen først rammer, fordi den dels er litteraturens essens (måske?), fordi den dels er langt mere esoterisk end fx romanen, som er bedre til at klare sig ( hvilket jo er stik modsat situationen i romantikken, hvor litteratur var lig med poesi og til nød prosa.) Dorothy Hale, som også besøgte vores konference, har jo en spændende tese om, at romanen er den bedste genre til at adaptere sig til de nye forhold.
Men ok. Litteraturen skal formentlig vænne sig til en ny plads inden for de kulturelle rammer, i konkurrence med så mange andre gode medier. Sådan er det. Men den skal nok overleve. Både i skøn og uskøn form.
Så ja, det er fint med Enzensberger. På Nordisk Institut i Århus hængte der dengang også et banner, hvor der stod litteraturen er død, men det var jo sagt i helt en anden kontekst, tror jeg, som var præget af bestemte politiske strømninger. I dag er situationen en anden.
Så jeg tror på Rune Lykkebergs tese om, at litteraturen har mistet sin gyldighed som erkendelsesmiddel, eller i hvert fald mistet en del af denne værdi. Men det er ikke kun Anders Foghs skyld, slet ikke. Der er så mange andre grunde til dette.
Det ville altså også være imponerende hvis denne Anders kunne ugyldiggøre Litteraturen ene mand. En præstation, om ikke andet.
Ja, mange ting kan man anklage ham for, men for det, næppe ; - )
Send en kommentar