Den blå port 79

I dag udkommer Den blå port med ny redaktion. Det er blevet til et fint lille nummer, bl.a. om emnet "liberatur". Der er fine ting at læse. Fx Adam Ægidius' fine rapport udefra om fransk litteratur (men hvor er Hoeullebecq?), eller Mikkel Bolts artikel om Matias Faldbakken, hvor jeg dog savner en smule, at han fx taler om modkultur som brand, men alligevel. Derudover oversætteslse af Jonathan Safran Foers "En forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom", som er forrygende, eller Vagn Lundbyes fantastisk langdigt.

Dog et enkelt hjertesuk:

Martin Larsen, redaktør på forlaget Basilisk og forfatter til bl.a. Svanesøsonetterne (2004) udtaler i et ellers udmærket og vældig velturneret mailinterview foretaget af Thomas Hvid Kromann følgende:

”Størstedelen af dagbladskritikken taler til massen (selv hvis denne ”masse” kun er et par tusind mennesker, der er interesseret i litteraturen som kunstart i den bredest mulige forstand) og forsøger at tale på massens vegne og vejlede massen om hvorvidt denne og hin bog er værd at købe eller ej. Det har jeg overhovedet ikke noget problem med, men det er ikke og kan ikke være litteraturkritik i den forstand jeg synes er mest interessant; læsninger der åbner ens øjne for ting i en bog man ikke havde set før. Den slags kritik har vi ikke meget af; ikke i aviserne, ikke i tidsskrifterne, ikke på universiteterne. Og det er sikkert naturligt nok, fordi det er svært, utroligt svært; Borum sagde engang at for hver ti geniale forfattere findes der én genial kritiker. (Borum sagde en anden gang, at man måske kunne regne med at finde ét litterært geni for hver en million mennesker, og så er det jo ikke så mærkeligt at vi ikke har megen god kritik i Danmark).”Fra Den Blå Port nr. 79, s. 35-36

Udtalelsen provokerede mig (og jeg har absolut intet imod Martin Larsen, tværtimod, stor respekt for det, han står for og gør, men her alligevel en kommentar til ovenstående, som måske er helt ude af proportioner?).

Måske er det bare min faglige stolthed. Det kan være, at dagbladene ikke bugner med gode læsninger, men at tidsskrifterne ikke rummer god kritik, og at den gode kritik ikke findes på universiteterne – det synes jeg måske nok er at stramme den mere, end hvad godt er.

I mit daglige arbejde på universitetet synes jeg ellers nok, at jeg støder ind i en masse gode læsninger og en masse god kritik – det kunne være i bøger, antologier og monografier eller i tidsskrifter som Kritik, Passage, Apparatur, Den Blå Port, Kultur & Klasse, men også i de mindre profilerede tidsskrifter, der er tilknyttet enkelte afdelinger på universiteterne. Det kunne være Vandfanget (Nordisk, AU) eller Reception (Nordisk, KU). I tidsskrifter og bøger som disse finder man masser af gode og fornyende læsninger, der bringer værkerne og forhåbentlig også forfatterne nye og andre steder hen.

Når Larsen snakker om kritikere, har jeg på fornemmelsen, at han kun tænker de sædvanlige dagbladskritikere, som jo ikke nødvendigvis er de bedste læsere, men kun de mest synlige. En god læsning i en sædvanlig akademisk antologi har måske 0,01 % chance for at få omtale i et stort dagblads bogsektion (alligevel findes de og er måske derfor ligeså stædige, på tværs, uhåndterlige som Larsens litteratur i en kasse). Det er én ting.

En anden, som måske er mere vigtig, er, at Larsens udtalelse om muligt demonstrerer en række misforståelser, som måske måtte herske mellem det mere akademiske miljø og så et forfattermiljø? Jeg har aldrig været vild med det skel, om end det i en række tilfælde kan være nødvendigt og endog produktivt, men jeg synes, at udtalelsen ovenfor er en smule fordomsfuld og så endog gøre det med en (måske?) genial kritikers udtalelse om, at for hver ti geniale forfattere findes der kun én genial kritiker - det er en anelse ærgerligt i mine øjne.

Man kunne gå tilbage til slutningen af 60’erne. Dengang begyndte Niels Egebak (i mine øjne en genial kritiker) at læse Per Højholt, og det resulterede i bogen Højholts metode fra 1974, måske stadig det bedste der er skrevet om Højholt til dags dato? Det har uden tvivl være en skelsættende oplevelse for Højholt at få en sådan bog serveret, med fremragende læsninger og samtidig en bog, der siger ”Hey mand, dit projekt er kulmineret med Turbo”. Men det tog Højholt blot med oprejst pande og som endnu en udfordring. Han blev bedre af det. Han kom et andet sted hen. Desuden har de to uden tvivl introduceret hinanden til en række forfattere, som har fået en produktiv indflydelse i hvert sit forfatterskab (Egebak har nok haft en indflydelse på Højholts læsning af Derrida).

Det er sådan noget, der er brug for. En respektfuld dialog på tværs af diskurser og miljøer. Ikke fordomsfuld mudderkastning fra det ene sted til det andet.