Dagens ansigt

Jeg har nu endelig fået læst undergrundssensationen Dagens ansigt: Allie Mae, som jo ikke er udgivet på noget forlag og heller ikke har en forfatter, selvom flere har foreslået at forfatteren må være Mikkel Thykier og forlaget Basilisk. Nå, men jeg havde rimeligt høje forventninger til denne hemmelige kult-udgivelse, men blev, må jeg indrømme, nok en smule skuffet, da jeg endelig fik mulighed for at læse den. Måske var mine forventninger bygget op til det urimelige, men alligevel. Som modsprog eller modstrøm i en tid, hvor alle lægger deres ansigt ud på Facebook - også undertegnede - er det naturligvis fint og både sjovt og godt gået, men det føles alligevel lidt outdated at læse alle de pointer, der fx i første afsnit hives op af hatten fra Onkel Dunkel, Maurice Blanchot og co. Bogen emmer af intimitet og generthed, også nøglebegreber i tidligere bøger af Thykier (hvis det ellers er ham?), og pointen om at gå fra jeg til mig er fin nok, og måske en pointe man kan bruge om Thykiers digtning. Det er også en sjov detalje, at efter det allerførste ord i bogen, som er "Jeg", kommer der en parentes, som er 33 sider lang (så vidt jeg kan se). Men altså: Jeg er lidt usikker på, om vi ikke har hørt alle pointerne før? Hos Derrida, hos Benveniste, hos Barthes osv. Og hvorfor ikke inddrage en filosof som Løgstrup, hvis begreb omkring ordenes sigte (der er inspireret af Hans Lipps, som et sted skriver "For overfor eller i hans [den andens] ansigt er man bekendt og dèr er man der for den anden. Man kan ikke mere vise sig. For hvori tør man endnu møde den anden, hvori vil han endnu træffe "mig"? Men mens man her undgår offentligheden, er det ved skammen netop mødet med næsten, som man skyer") kunne være relevant. Og nå ja, så er bogen jo mere eller mindre blottet for humor. Man kunne ellers godt forestille sig selvironi en masse i forhold til projektets natur. Men det forbliver en smule patetisk, desværre. Det bedste ved bogen er dens mere narrative element, som aldrig udfoldes helt, om et møde på biblioteket med en person, der ligner Allie Mae (billedet). Jeg ville hellere have læst en egentlig roman om dette møde. Kommentarerne til Francis Bacons ansigtsportrætter er desuden fremragende, synes jeg: "Bacons maleri er tættere på ansigtet end på et billede af det, det er et ansigt frem for et billede af et ansigt, et ansigt i bevægelse, et ansigt som mere end en identitet, som mere end det, der kan sidestilles med et navn, tid er en del af det, det er ansigtet som eksistens." (s. 88)