Simongalop

Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok?

Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen.

Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne?

Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig er fan af. Ingen, absolut ingen, kunne finde på en titel som Soprangalop. Det er i virkeligheden alt nok.

Og hatten af for Borgens forlag, som giver rum for Grotrians galop. Det er rent faktisk en temmelig letlæselig Grotrian denne gang, nye læsere kunne for så vidt hoppe med på (mare)ridtet igennem poesiens himmel og helvede her:

At flamme op, hallucinere
og at smelte.

Blive til dét, der rykker dig
på hvidt.

For hvis jeg ikke
var til stede i mit fuglehoved.

Fløj jeg over skallen.

-------------------------

P.S.: Kære Simon. Du ER en engel...