Røvkiggeri poesi

I sin tid skrev jeg en artikel til bogen:Krysninger. Nye perspektiver på moderne nordisk lyrikk, som er redigeret af Ole Karlsen. Den er nu blevet anmeldt og min artikel får følgende, sjove svada med på vejen:

"Stefan Kjerkegaards ”Prosaen som tidsånd – eller om at gøre en forskel med poesien” [...] handler om, at der i den nyere litteratur er fremkommet et mere komplekst, åbent eller mudret – alt efter hvordan man vil formulere det – forhold ikke blot mellem fiktion og ikke-fiktion eller mellem prosa og lyrik, men også mellem poesi og ’poesi’. Ved at zoome ind på tidsskriftet Øverste Kirurgiske og digtet ”Rockertilståelse” af den pseudonyme forfatter Bob Hvid Green peger Kjerkegaard på et stykke tekst, der parodierer et digt af Søren Ulrik Thomsen og redaktionelt er blevet behandlet som værende på grænsen til rigtig poesi. Imidlertid er det Kjerkegaards pointe, at digtet ikke blot gør grin med sit forlæg, men at det som en pastiche parodierer over selve det, at det parodierer, hvormed digtet destabiliserer poesiens rum – og i yderste konsekvens litteraturens. Det er et givende metarefleksivt niveau at anskue ’digtet’ ud fra, men også høje og ædle intentioner at tilskrive en tekst, der med sine anale og lavsociale fikseringer umiddelbart minder om en rå ræben fra en, der ikke udholder skønhedens patos og en diktion så forførende sikker som Thomsens, at selv røvkiggerri kan forvandles til noget nær poesi."

Det er en fin karakteristik, synes jeg, og den er jeg selvfølgelig glad for, men hvem siger, at røvkiggeri ikke kan være den højeste poesi? Jeg får lyst til at citere Grotrian:

"Fortiden venter os
himle og lofter
er smykket med klaser af øjne
i træerne ringler de fede monokler
og æblerne glor.

Gud kan favne alle
men spionerne er til som dværge
oppe mellem benene.

Lyskeglen rammer dig nedefra hér
du ser din egen bag på skærmen
inden du trækker i snoren som nødbremse
huset er standset igen med et suk.

Bryd ud fra toilettet!
vi er på."