Litteratur- eller bogpris?

I forbindelse med indstillingen af bøger til Montanas litteraturpris, havde jeg et par kommentarer til Mads Eslunds blog, hvor man løbende kan følge med i, hvem der indstilles. Jeg bryder mig ikke så meget om udviklingen, idet litteraturprisen er ved at blive en bogpris i stedet. Det er fint nok for bogen, men skidt for litteraturen, tror jeg.

Mht. indstillingen af Kim Leines Kalak, som dog er en form for litteratur i gængs forstand, synes jeg faktisk, at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder sin bog for roman, så må man også stykke form og indhold sammen på en eller anden måde, som er interessant eller i det mindste givende. Det har Leine naturligvis også gjort til en vis grad, men hvis det ikke havde været for det sande, det virkelige, det autentiske i romanen, så havde den efter min mening ikke været værd at læse. Stig Elling, ham med Startour, har vistnok også lige udgivet en selvbiografi, som også er interessant, hvis det er ud fra de kriterier, man bedømmer en bog. Og Leine kan da slet ikke sammenlignes med det, som Hans Otto - til eksempel (fordi han også er indstillet) - gør ved sproget, hans helt suveræne prosa med saft og kraft helt nede et sted i den jyske muld. Men det er en anden snak.

Eller måske ikke, for problemet er, at man tilsidesætter litterære kvaliteter for noget som ikke længere er litterært, synes jeg. Det viser sig jo også i det faktum, at LITTERATURprisen ikke længere er forbeholdt litteratur, når nu Øvig Knudsen og Grænselandet også er indstillet. Det er et litterært forfald, eller i hvert fald forfald af litterære kriterier, synes jeg. Begge bøger er sikkert vældig gode, men litteratur som sådan er de næppe. Naturligvis siger det noget om, at grænserne mellem genrerne er blevet mere flydende, og det er jo godt nok, men hvad er kriterierne så? Og kan man overhovedet sammenligne Hans Otto Jørgensens bøger med Peter Øvigs? Giver det mening? Jeg er ikke ude på at sige, at det ene er finere eller bedre end det andet, men jeg vil gerne forsvare litteraturen, som kan noget andet end dokumentarismen. Det er simpelt, for den er noget andet, noget radikalt andet. Hvis litteraturen reduceres til noget, som kun er eller bør være "based on a true story", så hører litteraturen op - i hvert fald med at være noget andet.

Mht. beregning, så er det jo ikke Leine, som er beregnende, men det forlag der udgiver bogen. De kan jo sagtens se, hvornår indholdet rammer tidens toneklang, og dér er der mange aspekter ved Leines bog, som lige i Bull's eye. Forleden var der fx en dokumentar om Grønland som bragte mange af de ting, som Leine også nævner, på banen, og inden for litteraturteorien har der været de såkaldte postkoloniale teorier, igen plet, derudover er der tale om en autofiktion med terapeutisk indhold, igen plet, derudover så er en del danske kunstnere der netop arbejder med Grønland og den danske indflydelse på øen som særdeles problematisk, igen plet. Romanen er desuden global eller i hvert fald postnational i sit sigte (en nordmand der skriver på dansk om Grønland) .