Svar til Jette Hansen

Mit svar til Jette Hansen kan pga. juleomstændigheder først blive bragt i det nye år i Information. Derfor har jeg valgt at smide det ud her tillige: God JUL

Smædebrev og hævnakt forklædt som debat

Lad mig slå fast, at det her ikke er et forsvar, for hvordan kan jeg forsvare noget, som Jette Hansen alene tillægger mig i Information den 20/12 på baggrund af et læserbrev og en påtale i Informations bogtillæg, som hun klasker sammen til fordel for eget perspektiv. Fx når hun med sit eget tillægsord "rosende" fuldstændigt fordrejer mit udsagn om, at "værkets grænse udvides" skulle være noget, der automatisk forøger et værks kvalitet. Det ord, "rosende", er ikke mit, men hendes.

På intet tidspunkt har jeg talt for, at det autonome eller det ikke-autonome værk skulle være bedre end det andet, om end jeg har talt en del ud fra det autonomes principper, fordi det er mest uproblematisk, fx i forbindelse med Leines bog. Jeg kunne godt have en tendens til at mene, at man skal tilbage til værket for at se kvaliteten af de udenomsværkelige aktiviteter, som kan være af forskellig kvalitet. Hos Das Beckwerk fx af stor kvalitet, hos Knud Romer af ingen kvalitet, for værket slutter for mig at se med dennes romans pegen fingre ad virkeligheden, hvilket jo egentlig også er et brud på autonomien, men indefra værket selv. Jeg har en større artikel på vej om dette og om Knud Romers roman, som jeg stadigvæk synes er god.

Måske er det Ella Steehck, der står bag Jette Hansen eller omvendt, for deres aggressive og personfikserede angreb kan til forveksling minde om hinanden. Jeg husker, at Mads Brügger i en kronik til forsvar for Knud Romers bog skrev, at Jette Hansens indlæg var "et smædebrev skrevet i kussens hule" (Jyllands-Posten 19.03, 2007). Her er der så et mere af slagsen, men denne gang rettet mod mig. Jeg fatter ikke, hvordan det på nogen måde kan være interessant i forhold til den diskussion, der ellers kører. Selv hvis Jette Hansen havde ret i sine påstande, så ville det jo ikke virke konstruktivt ind i debatten, men blot afspore den. Og hun kalder sig debattør?

Det er præcis typer som Jette Hansen, der afholder typer som mig i at blande sig i den litterære debat. Jette Hansen bruger sin faglighed som dække til at sige højest ufaglige ting, imens jeg med alle midler, i hvert fald i denne debat, har forsøgt at afklæde mig min faglighed, være demokratisk sammen med andre gode boglæsere, fordi fagligheden måske ikke er det vigtigste, når det kommer til bedømmelsen af, hvad god litteratur er. Det skider Jette Hansen på. Hun fremturer egoistisk, egen- og nævenyttigt og tænker kun på hævn, fordi jeg tilfældigvis korreksede hendes kronik i Politiken for knap et år siden med et læserbrev ugen efter. Men desværre er det ikke kun mig, som hun ender med at skide på med sit indlæg, men også alle de andre, der har deltaget i debatten, og det er straks værre.

Med venlig hilsen

Stefan Kjerkegaard

Pludselig hjemkaldt fra juleferie

af en temmelig infernalsk stemme i Information lover jeg her, at der kommer et modsvar til Jette Hansens indlæg i går, hvor hun ud fra sine halvstuderede meninger forsøger at udstede dom over min forskning og på eksemplarisk vis viser, hvordan skrift og affekt kan få de fleste til at konkludere mærkelige ting. ”Er der da ingen faglige standarder tilbage i den danske universitetsverden?” Fra to korte tekster af mig til hele universitetsverdenen af lave. Det går stærkt, når man er hævngerrig og hysterisk. FOR stærkt. For mage til vrøvl og odiøst angreb på baggrund af forvildede meninger, skal man lede længe efter.

Jeg håber, at Information vælger at trykke mit svar til hende, ellers må jeg jo smide det herud.

Juletid

Kære alle, der har gidet at læse og diskutere på min blog. Tak for i år og god jul. Jeg vender tilbage til januar og ikke nødvendigvis som litteraturens ridder.

I mellemtiden kan man jo hygge sig med WHAM.

Højholt amok

Det fantastiske arbejde med at lægge Per Højholts manuskripter ud på nettet fortsætter. Jeg er fuldstændig mundlam. Bl.a. 3 uudgivne digtsamlinger. Men også oplæsninger af Min hånd 66 og Show.

Forslag til mandelgave

Simon Grotrian har sammen med Jesper Gottlieb, der her komponeret musikken, udsendt bogen Salmeregn på Det Kgl. Vajsenhus' Forlag. Tættere på den egentlige salmebog kommer man vist ikke. Grotrian er med næste gang. En flot bog med fantastiske salmer. Bl.a. den julesalme, som man kan se her til højre -->

Mere modsprog

Så er mit indlæg fra Informations bogtillæg lagt ud på nettet. Det kan læses her. Jeg har en længere kommentar nedenfor hovedteksten i kommentarfeltet.

Nu er det tid til skrivekrampe. Eller bogen om Højholt... Eller bare frokost.

Tænk sig - en anmeldelse af Ildspor

Og den er jeg superglad for. Den kan læses her.

Kamilla Löfström holder gryden i kog

Jeg troede, at jeg var den eneste i hele verden, som ikke kunne se de helt store litterære kvaliteter i Kim Leines bog, men nu melder Kamilla Löfström sig også på banen.

Efter at Information bragte mit hoved på et fad, på bloggen så at sige, i deres bogtillæg i går, så var jeg ved at være en anelse nervøs, men jeg er glad for, at det er har sat gang i en længere diskussion.

Det vigtige er her ikke Leines bog, men hvad litteratur er og hvilke kriterier, som man bedømmer litteraturen ud fra, synes jeg.

Modsprogets proces: Er "samfundskritisk" et litterært kriterie?

Som bevisførelse for og i forlængelse af mine sidste to indlæg vil jeg gerne citere en artikel af kulturredaktør på Information, Peter Nielsen. Den blev bragt 16/11, 2007. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den. Fx hvordan der lige linkes mellem samfundskritisk og sprogkritisk, således at det bliver de samfundskritiske bøger, der alene står for fornyelsen. Men taler han om litterær fornyelse eller hvordan?

Noget andet er det han skriver om Kalak, at den er et "undersøgende selvportræt". Det er den måske nok, men den undersøger fx ikke selvportrættet som genre eller mulighed, hvorfor den ikke bliver specielt interessant i en litterær optik. Men bevar mig vel, den er samfundskritisk, nærmest ad helvede til.

Om den gode litteratur i løbet af året skriver han: "Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser". Her er det underforstået, at frisættelsen skal bruges til noget - noget samfundskritisk. Hvem siger det? Og hvem siger, at den faktisk ikke lige præcis gør det? At frisættelsen i sig selv måske er samfundskritisk!

Han skulle tage at læse sin egen fine anmelder Erik Skyum-Nielsens bog Modsprogets proces. Måske han kunne lære noget? I hvert fald om, at alt hvad han nedenfor skriver i DEN grad er udtryk for en tidsånd, vi må håbe snart er ved at gå over.

Ingen af de bøger han nævner som fornyende, er fornyende i et litterært perspektiv, og det er jo ganske tankevækkende.

------------

Hvor kommer fornyelsen fra?

Af Peter Nielsen, kulturredaktør

Nu har skønlitteraturen på ingen måde patent på at være samfundskritisk. Traditionelt har vi jo fag- og debatbøger til at skrive kritisk om samfundet. Men skønlitteraturen har derimod haft patent på en anden form for samfundskritik, nemlig den mere sprogkritiske og den, der stikker et lag dybere og blotlægger de forskydninger, der finder sted i forholdet mellem individ og samfund.

Og fordi skønlitteraturen traditionelt har den rolle, er det altid med spændte forventninger, man går til et nyt bogår for at læse om nye forsøg på at forstå menneskets og samfundets krinkelkroge. Men også for at afdække de skyggesider, som har svært ved at trænge frem i mediernes billede af verden, hvis de vel at mærke ikke lige er ledsaget af nyhedens eller sensationens motor.

Skønlitteraturen kan med andre ord spejle tidsånden på en mere vedvarende måde.

Her ved slutningen af bogåret 2007 kan man konkludere, at der er skrevet mange gode bøger i år, men at de mest opsigtsvækkende samfundskritiske værker ikke kommer fra skønlitteraturen. Vi har fået en række stærke fornyelser af hjemstavnslitteraturen i form af Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Hans Otto Jørgensens Med plads til hundrede køer. To bøger som begge på mesterlig vis giver sprog til mere upåfaldende og stille eksistenser.

I mere eksplicit forstand står Peter Adolphsen med En million historier for det mest radikale forsøg på en demokratisk befrielse af bogen, hvor man som læser får præsenteret 10 sider, hver skåret i seks strimler, der så kan sættes sammen til, ja én million forskellige historier. Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser?

Og lidt det samme kan man sige om Jeppe Brixvold, der med det store episke værk Forbrydelse og fremgang leverer et af de flotteste og modigste romanforsøg set i mange år, men som det efter de første forrygende 200 sider aldrig lykkes at overbevise sin læser om, hvorfor man egentlig skal læse hans historie, og hvorfor den nedskrivning af historien til et mytisk nulpunkt er nødvendig?

Eller omAdda Djørup, som i sin nye bog Hvis man begyndte at spørge sig selv er så herligt skæv og dygtig til at skrive noveller, at man lidt glemmer, hvad det er, hun egentlig vil med sine historier?

Den mest hudløse og ærlige fra bogåret 2007 er uden tvivl debutanten Kim Leines Kalak, der i en forunderlig komposition både er en incest-historie, en grønlandsk samtidsroman og et undersøgende selvportræt. Hvis han ikke får årets debutantpris på bogmessen i dag, er det en litterær katastrofe.

Det er imidlertid faglitteraturen, der i år mest overbevisende formår at være samfundskritisk. Peter Øvig Knudsen har med sine to bind om Blekingegadebanden ikke bare skrevet en levende dokumentarisk beretning om den berygtede røverbande, men formår samtidig at levere så meget nyt materiale, så vi for alvor må revidere vores opfattelse af 1970'ernes og 80'ernes venstrefløjshistorie og Blekingegadebandens forbindelse med internationalt terrornetværk.

Og Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, der i en kras og voldsom bog, Grænseland, om Tøndersagen, ikke bare gør op med normal journalistisk praksis og hunger efter sensationer, men også formår at levere et stykke virkelighedsbeskrivelse set fra udkanten. Det er en bog, der har flyttet grænser for, hvordan man i det hele taget kan skrive sådan en bog og flytte mentale hegnspæle.

Det er herfra, fornyelsen kommer i år. Gad vide om disse forsøg også kommer til at smitte af på skønlitteraturen i de kommende år?

Montanas litteraturpris

For en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige, hvad Montanas litteraturpris egentlig var i udgangspunktet, hvilke kriterier, de som udgangspunkt lagde for dagen, og fandt følgende fra Luftskibet, bloggen på Informations hjemmeside:

"En helt ny litteraturpris ser dagens lys. Det er dagbladet Information og Testrup Højskole, der i fællesskab har indstiftet en ny litteratur-pris, Montanas Litteratur-pris, der vil blive uddelt første gang i januar 2007. Ifølge kriterierne skal prisen gives til "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde".

Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essay-samlinger, fagbøger og biografier. Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere.

I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere, er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen. Dette arbejde ønsker vi at støtte symbolsk og økonomisk. I løbet af efteråret indstiller vi derfor i alt seks danske værker fra 2006."

Ud fra disse kriterier kan jeg naturligvis godt se, at man kan nominere Blekingegade-tingen, Leine og Grænselandet, men det der forvirrede mig, var et totalt kursskifte. For efter at der kun blev indstillet deciderede skønlitterære bøger sidste gang, så er de næsten helt ude i år.

Det er den tvetydige brug af ordet litteratur, som jeg ikke helt kan fange. Noget andet er, at Øvig Knudsens bog jo må betragtes som en form for mainstream-litteratur. Hvad skal den med de 30.000 kroner eller værre endnu: anerkendelsen fra skønlitterær side? Er det romanens mål at blive dokumentar? Skal man nu til at halse efter virkeligheden?

Nå, måske må jeg sande at mit litteratur-begreb er blevet overhalet indenom, men det samme er skønlitteraturen i dette tilfælde, tror jeg, og det er det, der er det bekymrende i foretagendet. Virkelighedshunger, er der nogen der kalder det, og det er det, som disse nomineringer er et udtryk for. Det er i den grad et litteraturpolitisk signal, som jeg ikke bryder mig specielt meget om, heller ikke selvom jeg synes, at det er spændende, at litteraturen intervenerer med virkeligheden på alle mulige måder fra Romer-lyset til Beckwerket.

Litteratur- eller bogpris?

I forbindelse med indstillingen af bøger til Montanas litteraturpris, havde jeg et par kommentarer til Mads Eslunds blog, hvor man løbende kan følge med i, hvem der indstilles. Jeg bryder mig ikke så meget om udviklingen, idet litteraturprisen er ved at blive en bogpris i stedet. Det er fint nok for bogen, men skidt for litteraturen, tror jeg.

Mht. indstillingen af Kim Leines Kalak, som dog er en form for litteratur i gængs forstand, synes jeg faktisk, at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder sin bog for roman, så må man også stykke form og indhold sammen på en eller anden måde, som er interessant eller i det mindste givende. Det har Leine naturligvis også gjort til en vis grad, men hvis det ikke havde været for det sande, det virkelige, det autentiske i romanen, så havde den efter min mening ikke været værd at læse. Stig Elling, ham med Startour, har vistnok også lige udgivet en selvbiografi, som også er interessant, hvis det er ud fra de kriterier, man bedømmer en bog. Og Leine kan da slet ikke sammenlignes med det, som Hans Otto - til eksempel (fordi han også er indstillet) - gør ved sproget, hans helt suveræne prosa med saft og kraft helt nede et sted i den jyske muld. Men det er en anden snak.

Eller måske ikke, for problemet er, at man tilsidesætter litterære kvaliteter for noget som ikke længere er litterært, synes jeg. Det viser sig jo også i det faktum, at LITTERATURprisen ikke længere er forbeholdt litteratur, når nu Øvig Knudsen og Grænselandet også er indstillet. Det er et litterært forfald, eller i hvert fald forfald af litterære kriterier, synes jeg. Begge bøger er sikkert vældig gode, men litteratur som sådan er de næppe. Naturligvis siger det noget om, at grænserne mellem genrerne er blevet mere flydende, og det er jo godt nok, men hvad er kriterierne så? Og kan man overhovedet sammenligne Hans Otto Jørgensens bøger med Peter Øvigs? Giver det mening? Jeg er ikke ude på at sige, at det ene er finere eller bedre end det andet, men jeg vil gerne forsvare litteraturen, som kan noget andet end dokumentarismen. Det er simpelt, for den er noget andet, noget radikalt andet. Hvis litteraturen reduceres til noget, som kun er eller bør være "based on a true story", så hører litteraturen op - i hvert fald med at være noget andet.

Mht. beregning, så er det jo ikke Leine, som er beregnende, men det forlag der udgiver bogen. De kan jo sagtens se, hvornår indholdet rammer tidens toneklang, og dér er der mange aspekter ved Leines bog, som lige i Bull's eye. Forleden var der fx en dokumentar om Grønland som bragte mange af de ting, som Leine også nævner, på banen, og inden for litteraturteorien har der været de såkaldte postkoloniale teorier, igen plet, derudover er der tale om en autofiktion med terapeutisk indhold, igen plet, derudover så er en del danske kunstnere der netop arbejder med Grønland og den danske indflydelse på øen som særdeles problematisk, igen plet. Romanen er desuden global eller i hvert fald postnational i sit sigte (en nordmand der skriver på dansk om Grønland) .

Ryan Adams - uden for nummer - og lidt Højholt til sidst

Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans stemme og måske et instrument til at akkompagnere denne. Det er ikke patetisk, men så megen patos, at Ryan konstant passer på ikke at drukne i den, og det er lige præcis det, som hans musik læner sig opad, og som for mig at se gør den god. En ordentlig og uudgrundelig stilhed, som nødvendigvis er behæftet med patos, fordi vi er væsener, der skal dø, og som ved præcis det. Har man ikke forstået det, så forstår man intet af den.

Og anledningen til at jeg præcis tænkte den tanke, det var, at jeg samme dag som koncerten var, besøgte Per Højholts arkiver på det kongelige. Ja, jeg sad og rodede med manuskripter som Højholt også havde rodet i - det var blasfemisk pirrende, men alligevel. Sæt nu, at det intet, den stilhed, alt det som Højholt skriver sig op imod, sæt nu, at det er den form for patos, som jeg forsøgte at karakterisere ovenfor! Prøv at læse hele forfatterskabet som en lang kamp mod patosen og prøv at læse de sene digte, som nye versioner af de tidlige digte, man kunne læse i de to første digtsamlinger. Temaerne er for så vidt de samme. Tonen har ændret sig. I stedet for at overgive sig til patos, flygter de bare fra den. Patosen er der, men som en art baggrund, kun indirekte tilstede, det lys de bader og af og til drukner sig i. Det som de altid forsøger at undgå.

Nu kan man selvfølgelig klandre mig for, at mine refleksioner er et udtryk for, at det, som jeg sad og fyldte mig med ved de sidste 4 numre, var patetisk og ikke patos på trods - ergo er jeg en gammel nar og anmelderen fra Gaffa har gennemskuet mig. Men så simpelt tror jeg ikke på det er. Country handler om at svitse sjælen, om længsel og patos, men det er svært, og tiden som sådan gør det ikke nemmere. På den anden side: hvad var vi mennesker uden den patos, alt det som får os til at hænge sammen, også selvom det gør ondt? Gamle nar!

Hvid, vild og total uforudsigelig

Lige nu udspiller der sig en hel den spændende ting på nettet i forlængelse af en enquete omkring litteratur og politik på Informations hjemmeside. Den har desuden affødt denne diskussion på Kornkammeret.

Jeg er enig med Thomas Hvid Kromann i, at kritikken er malplaceret og ukvalificeret. Et af problemerne er, at politisk litteratur har ændret sig, tror jeg. Den er ikke politisk som i de "gode gamle dage", alle de utilfredse og (halv)gamle kritikere efterlyser. De kan måske ikke se skoven for bare træer. Måske leder de efter det forkerte, når de ser efter bøger med holdninger og politisk indhold. For mig at se er det politisk overhovedet at skrive litteratur, når nu litteraturen mere eller mindre er erklæret død. Derfor: Skriv videre. Jeg ved det lyder en smule naivt, men litteraturens fjende, hvis den har en, er jo ikke Anders Fogh, Pia K, Kulturradikalisme, Neokonservatisme eller hvad har vi - det er snarere det som fx Klaus Wivel udsætter litteraturen for i sit bogtillæg, uge efter uge. Her ligger det politiske projekt for litteraturen. Men den skal ikke forsvare, at den er til, snarere blive ved med at kværne løs, alle de umulige steder, den alligevel finder sted. Lige nu overlever den jo fint, men i en slags karantæne på nettet, via blogs, tidsskrifter osv., en understrøm som nok skal skylle parnasset ud, men bevares: De skal nok få deres redningsveste, efterløn og friværdi at slubre i.

Kalak! Amok!

Jeg forstår simpelthen ikke begejstringen over Kim Leines erindringsroman Kalak. Eller jo, det gør jeg måske nok, idet den ud fra en række kriterier rammer plet. Den er en autofiktion, og det er jo moderne, den er en bekendelse, ditto, den behandler et forhold, hvor en (næsten) dansker er indvandrer i Grønland, dvs. omvendt af den situation, som vi savner beskrivelser af på dansk jord (indvandrere der skriver gode bøger om at bo i DK). Men i Leines tilfælde er indholdet åbenbart så vitalt, at man helt glemmer at se, om bogen nu også er god, godt skruet sammen osv. Det er den overhovedet ikke, efter min mening. Den er snarere pinlig, i hele dette ords mange fine betydninger, en udbasunering. Og det er den fordi den ikke holder på formerne, om man så må sige. Alt for meget erindring og for lidt roman. Personbillederne er fx ufuldstændige, og det er de, fordi den har så travlt med at fortælle om incest, narko og sex, travlt med at bekende og vække læserens nyfigenhed, i stedet for at være en roman.

I modsætning til fx Knud Romers bog, der lige præcis kalder sig for roman af en nødvendighed, synes jeg. Der er en verden til forskel mellem de to bøger. Men med Leines debut overskrider man en form for grænse, som der er med denne slags selvbiografiske bøger. Jeg har nærmest ondt af Leine, men også af de personer der medvirker i bogen, især hvis dens indhold rent faktisk er sandt. Det burde aldrig have set dagens lys i den (mangel på) form, som det har nu. Stakkels mennesker.

Dette tab af sted jeg rejser i

Bruno Svindborg fortsætter sin fantastiske arbejde med at lægge Højholt-godbidder ud på nettet. Denne gang er det bl.a. videoen "Dette tab af sted jeg rejser i", som man også kunne se på udstillingen i Roskilde for nogle år tilbage om performeren Per H.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om filmen, men Højholts tekst er god, med masser af ordspil på vejen, vej og mig osv. Og den er faktisk noget uhyggelig, hvilket måske er en smule specielt, når det handler om Højholt.

Elastikken svuppede i ruinen

Simon Grotrian gør det bestemt ikke nemt for sin læser at følge med i den nye Ofelialåger, selvom gode og ihærdige kritikere som Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl forsøger sig med fine læsninger. (Og i øvrigt også Martin Johs. Møller)

I går aftes forsøgte jeg mig også, for Gud ved hvilken gang, og da jeg var ved at være halvtræt og døsig, begyndte ordene pludselig at give "mening", eller hvad man nu siger. Tæt på drømmeland, hang flere af Grotrians sætninger pludselig sammen. Tag fx dette digt:

Kald på Isak gennem tågesløret, jeg véd, han er et sted derude.
Blyantspidseren sænker sig over isen på toppen af bjerget. Vaf-
lerne trækker sørgespor ind i mine stuer, hvor geværkuglen er
standset foran min mund. Hvis det er kloden, jeg ser, så hold
mig med selskab.

Først og fremmest så må man finde forbindelser mellem sætningerne på forskellige niveauer. Der er rent faktisk en elastik mellem sætningerne, som svupper og som svuppede for mig i går.

Fra Isak til is,
fra blyantspidserens form til bjerget og vaflen
fra vaflerne til Isak og isen
fra vaflerne til (gevær)kuglen
fra kuglen til kloden

På denne vis ”hænger” digtet faktisk sammen. Jeg tror ikke så meget på Bukdahls læsning af digtsamlingen som en gravskrift over en veninde. Hvis bogen er en gravskrift, så er det en gravskrift over sproget og digtningen, eller rettere et forsøg på at lægge låg på digtningen. Ofelialåger er også kistelåger:

Rusk mig, så jeg kan sove. Poesien er en døgnvagt og digtene
en cocktail, der ryster enhver. Vanerne består af sekunder på
Herrens klinge. Når jeg læner mig forover, ser jeg, at jeg har
skrevet noget. Farveeksplosioner som at gasse biler op og lade
himlen være resten.

Poesien rusker og ryster digtet og jeget, som måske skal læses som det samme. Altså hvis det er digtet, der taler. Alting er for så vidt overladt til Gud, der bestemmer, hvornår vi lever og dør, men hvad er det, som jeget har skrevet? Det er selvmordstekster, så vidt jeg kan se. Tekster, der tager livet af sig selv. Tekster, der dør på papiret.

Men sproget er i hvert fald i ruiner og endnu mere, så er sprogets betydning i ruiner.. Det betyder, at der åbnes op for et helt andet spil, eller som Grotrian skriver et sted:

Jeg ville ønske, der var noget, man ikke kunne sige.

I Grotrians sprog er alle ord underlagt et (ord)spil, en flertydighed som er et faktum. Alting betyder grundlæggende også noget andet, fx i denne passage i et digt der ellers grundlæggende handler om et kærlighedsforhold og jalousi:

Du misforstår, ja, men dén knogle, du tog fra min
side, kunne du passende gnave ren, og ringe mig op.

Knoglen er både Adams ribben, en telefon og ja, gæt selv resten.

Det, som Grotrian udfordrer, er sprogets elasticitet. Hvor meget kan man lade sproget strække sig, førend betydningen sprænger helt, eller som han skriver et sted: ”det er godt, at harmonikaen trækkes længere og længere ud” eller ”Jeg skriver som en flyvetur over Atlanten/ et par svaner hver vej.”

Selvom jeg ikke på stående fod kan argumentere logisk for hver eneste sammenhæng mellem linjerne, så er jeg bange for, at de findes. Der ER en forbindelse, og det er det mest uhyggelige ved det hele. Angsten og døden, den hvide side, digtets grav.

Skyum-Nielsen kalder det for det metapoetiske. På sin vis har han ret. Det er metapoetisk, men spørgsmålet er, hvor meget man skal lægge i dette. Han citerer bl.a. dette digt:

Traktorsporet valser med sin pilefletning. Jeg må bare finde
mig i, at kuglepennen damper over havets kruseduller, folder
livet ind i nældebrand og larve. Jeg køber panik. Jeg har råd
til at modtage gaverne, hagl for eksempel. Parkerede digte,
der sniffer i kor. Er der væg bag tapetet? Issort styrter evighe-
dens maske, og jeg svitses af dit blik.

Om digtet skriver han:

Her kan man identificere det metapoetiske spor i den dampende kuglepen og digtene, der sniffer i kor, og man kan ane den gennemgående tematik: foran og bagved, tapetet og væggen, lågerne bag hvilke et billede muligvis findes, venter på, at nogen skal se det. Og alligevel opleves teksten som at lytte til nyheder fra Timbuktu på en kortbølgeradio, hvis knitren overdøver ethvert ydmygt tilløb til sammenhængende mening. Det er som at betragte bagenden af en kunstfærdig vævning, der stritter af frynser og klodsede knuder - og så, forhåbningsfuld, vende stoffet og opdage, at det var forsiden, man så; bagsiden er endnu mere flosset!

Det ironiske er, at Skyum altid er forbløffende god til at læse Grotrian, især når han skriver, at han ikke forstår noget som helst. ”[B]agsiden er endnu mere flosset”. Det er da en præcis og poetisk læsning. Grotrian selv skriver et sted ”På bagsiden af alle digte/ ser der sådan ud”. Grotrians tekster er måske vendt med bagsiden udad? En bagside der skal oversættes, og når den oversættes, så kommer der endnu mere poesi ud af det, som når Skyum-Nielsen læser det, han ikke forstår og præcis dér er mest poetisk.

Jeg skal ikke gøre mig klogere end Skyum-Nielsen, som er en god anmelder, men igen kunne man til en begyndelse forsøge at finde de elastikker, som holder sætningerne sammen, for ligesom at forsøge at få digtene til at vende ud imod os læsere.

Traktorspor til folder og larve(spor/fødder).
Traktorspor/ pilefletning/ kruseduller
Køb/ gave
Parkerede digte, bogreol, væg, tapet

Tjah, blev man klogere af det? Næppe. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på begyndelsen til Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, når Grotrian skriver ”Jeg køber panik”. Har digteren i virkelighed blot købt denne digtsamling og genkender sig selv, Andkjær Olsens inspiration fra Grotrian selv. Og det som de parkerede digte gør, er det ikke at suge til sig af intertekstuelle referencer, at sniffe i kor? Men lad nu det ligge. De hagl, som digtet taler om, kunne igen knyttes til selvmord. Her kunne man tænke på, at jeget er ved at skyde sig selv ind i ansigtet, og at vedkommende så gør sig tanker om, hvor og hvordan ansigtet ser ud bagefter, jf. evighedens maske.

Nå, andre må læse videre. Og i øvrigt, så er det jo sjovt, hvordan Grotrian er begyndt at opfinde digtere, som han selv citerer fra: David Richter Fönss: Klopfen wird blau. Her ligger der også en eller anden vits eller hund begravet. God arbejdslyst!

Min angst er den enfoldiges. Den er et stykke papir, der kun/ er foldet én gang (…) Vi, de enfoldige./ Et enfoldigt leve! Men derved bliver døden jo større.

Mattesen 2

Som Lars (Bukdahl) påpeger nedenfor så lavede jeg faktisk en fejl i min begejstrede læsning af Højholts efterladte roman. Det er ikke Elly Marcussen, som Mattesen dyrker heftig sex med sidst i romanen, men lærerens kone. Det komplicerer naturligvis sagerne og ikke mindst visse aspekter i min læsning. Fakta i den forbindelse skal naturligvis være i orden. Det ændrer dog ikke på, at det landskab som Mattesen bevæger sig rundt i, da han betragter Elly bade, i unægtelig grad minder om det landskab, man ser, når man glugger ind ad Marcel Duchamps Étant Donnés. Forbindelsen er der stadigvæk, så vidt jeg kan se. Hvordan det så lige skal forstås, er noget andet, udover at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at de to værker er efterladte.

Det er altid svært at finde ud af, hvor meget man skal lægge i sådanne detaljer, men det er sjovt for os, der sidder tilbage at overvurdere Højholt på det vildeste, hvis det ellers kan lade sig gøre. Hvad Højholt lærte af Duchamp handler ikke kun om det, man læser i værkerne. Der er mere, tror jeg. Han lærte også en masse om, hvordan man promoverer værket, lader det sive ud, hvor grænserne bliver diffuse. I den forstand er hverken Auricula eller bogen om Mattesen bare bøger - de er også begivenheder på et andet plan. Auricula er også historien om Auricula, hele optakten, anekdoterne osv. Begge er blindgyder, javel, i tråd med forfatterskabets poetik i øvrigt, oversavede grene, hvor forfatteren selv holder saven.

Men altså, min hovedpointe i læsningen er, at Højholt demonstrerer, hvordan lysten driver værket netop ved at vise, hvordan den holder op, og så er der ingen grund til at fortsætte, uanset om projektet har kørt på siden 1978, eller hvornår det nu er. Tidsudstrækningen er i sig selv med til at pointere den pointe, om man så kan sige - de bliver bare ved og ved. Værkerne ender i en form for frigiditet. Der er ingen orgasmer, hverken i Auricula eller Hans Henrik Mattesen, ingen kulmination. Heller ikke selvom ørerne knalder løs i øst og vest.

Noget andet, som jeg ikke fik nævnt i min anmeldelse, er, hvordan Mattesen-bogen, især det første kapitel, som uden sammenligning er det mest vanskelige at læse, minder en del om Thomas Hvid Kromanns Hr. Toksvig, som på sin vidunderlige vis også er kropumulig at læse. Det er måske nok et Kafka-trick, den her med at holde det hele hen, også syntaksen, indtil hovedet dunker, og man klokker i det hele, men når det virker, er det sjovt på sin egen udsyrede måde.

Og apropos ordspil på navne, hvad skal Elly så betyde? El-Ly? Eller ligger der et skummelt vink til filmklassikeren Elly Petersen fra 1944 med Bodil Kjer i hovedrollen, når nu vi hører, at Mattesen kender så meget til filmens verden. Nå, det er nok for langt ude. Jeg må hellere gå i seng, og mon ikke Mattesen lurer et sted i mine drømme ; - )

Hans Henrik Mattesen. En monografi

NU har jeg gennemlæst en række anmeldelser af Per Højholts Hans Henrik Mattesen. En monografi, men flere af anmelderne synes ikke helt at fatte alvoren bag bogen, tror jeg, ser den ikke i en sammenhæng med forfatterskabet. Der er mange flere spor og kommentarer til forfatterskabet end som sådan. Nøgler og nøglehuller, der afslører alt og især intet. Desværre er min egen kommentar eller anmeldelse, eller hvad man nu skal kalde det, endnu ikke på nettet i Sentura-sammenhæng, men den er efter sigende på vej. Dog kan jeg her sige, at bogens "slutning" naturligvis skal læses sammen med Marcel Duchamps efterladte værk Étant donnés. Lars Bukdahl er opmærksom på dette, men uden at gøre mere ved det. Men det ligner da et vink med en vognstang fra Højholts side, et efterladt værk afspejler et andet. Dermed ikke være sagt at Mattesen er hovedværket, slet ikke, men det er tænkt som et efterladt værk, en form for kryptisk testamente, der skal kommentere de tidligere, ingen tvivl om det. Læs mere, når min tekst trykkes på Sentura .

Ildspor

Efter lang tids arbejde udkommer min ph.d.-afhandling i en mere letlæselig form. Det er blevet til denne bog, der hedder Ildspor. Ordspillet og dets funktion i Per Højholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning.

Titlen er et anagram på ordet "ordspil", en idé som jeg har tyvstjålet fra Lars Bukdahl, tak for det Lars! Det skal dog siges, at forfatteren Henning Mankell allerede har brugt titlen til en af sine bøger, men jeg har ikke noget imod gentagelsen. Måske lover titlen mere end den holder, men det må titler gerne, især når det drejer sig om akademiske bøger, hvem er fx ikke trådt igennem Dæmonernes port!

Citroner til Vorherre

Jeg har just fået tilsendt dette lille bønne-hæfte fra Simon Grotrian. Her er forsiden og et par smagsprøver.

Man kan vistnok stadig anskaffe sig eksemplarer, hvis man er heldig og skriver til prk@km.dk

God efterårsferie!

Hvor er hovedstolen begravet? Efterlysning?

Alle kender til Per Højholts udsagn om, at man som forfatter ikke må tage af hovedstolen, men hvem ved, hvor udsagnet reelt kommer fra? Selvom jeg efterhånden har endevendt en hel del af dennes tekster, herunder også en del interviews, er det ikke lykkedes mig at finde STEDET, hvor det optræder. I et portrætinterview som Morten Sabroe laver med Pia Juul fra 1993, bruger Juul citatet, men naturligvis uden henvisning. Jeg har endda kontaktet min gode kollega, Carsten Madsen, der har skrevet doktorafhandling om Højholt, og han ved det desværre heller ikke.


Sådanne udsagn fra Højholts side, der lever sit helt eget liv og vandrer fra mund til mund, findes der naturligvis en del af, men dette er nu alligevel af særlig interesse, fordi det får så stor betydning for dansk litteratur efter Hesselholdts bog Hovedstolen i 1998.

Er der nogen, der ved noget?

Den tyske Purity lov

I går mens jeg sad og nød min tyske weissbier, Franziskaner-tingen med munken udenpå, slog det mig, da jeg læst etiketten bagpå, hvordan det tyske sprog stadigvæk har sine ar efter 2. Verdenskrig. Selskabet House of Beer havde i deres danske præsentation af øllen omdøbt det tyske Reinheitsgebot til den tyske Purity lov. Det forekom mig næsten komisk. Hvad skyldes denne erstatning af et tysk ord med et engelsk i en dansk tekst? Ølentusiaster er vel ikke så dumme, at de ikke kender til begrebet Reinheitsgebot! For mig selv, mens jeg sad der og funderede ovenpå en halv liter øl, tænkte jeg på, at det formentlig skyldes de konnotationer ordet har i danske ord. Renhed, så tænker man også udrenselse og på det styggeste ord af dem alle i det tyske sprog "Vernichtung".

Det tyske sprog bløder stadig, og selvom Paul Celan flere steder plastrede det til, ja skrev sine ar, så er det måske snarere til Rilke og Hölderlin, at man må gå for at standse blødningen.

Litteraturen i mod- og medvind

Peter Nielsen, redaktør på Information, havde følgende bandbulle og bogspids mod litteraturteori og litteraturen nu i det hele taget i forlængelse af et interview med Todorov i Weekendavisen. Bl.a. skriver han:

"Han [Todorov] forlanger simpelt hen af litteraturen, at den skal have eksistentiel relevans og ikke skal reduceres til sproglige finurligheder og litterært spil for galleriet.

Så er det, at man kommer til at tænke tilbage på de seneste årtiers teoretiske hærgen på de danske litteraturstudier.

Især på den livsfornægtende dekonstruktion, hvis eneste formål er at påvise, at værker kan være i strid med sig selv, og at man kan påvise et misforhold mellem intention med et værk og det faktiske resultat, eller at litteraturen ikke evner at stå i et repræsenterende forhold til verden og at det handler om at demonstrere den vrangforestilling.

Alt sammen noget, der ofte ender i bogholdermæssige teknikaliteter. Og det, der gør, at litteraturvidenskaben udvikler sig til et reservat på tryg afstand af ikke bare verden, men også af selve litteraturen."

Det lyder så såre simpelt. Men sådan hænger tingene jo ikke helt sammen. Man kan fx ikke affærdige dekonstruktionen, sådan som han gør det ovenfor, som livsfornægtende, sikke noget vrøvl. Man kunne med rette sige det stik modsatte. At dekonstruktion er livet, livsaffirmerende. Det er tilfældet som mulighed. Det kan man fx forsikre sig om, hvis man kender en smule til den engelske ekspert Nicholas Royle, som flere gange har besøgt Aarhus Universitet de seneste par år. Og man kan ikke bare sådan uden videre se bort på den indflydelse en sådan tankegang har haft på hele humaniora som sådan. Naturligvis findes der teori-rytteri som er dårligt og livsfornægtende. Men det er ikke nødvendigvis dekonstruktion. Det er bare dårlig teori.

Desuden: Et værk som Beck-Nielsens Selvmordsaktionen, som måske er det mest intervenerende værk imellem samfund og kunst inden for litteraturen i de seneste mange år, kunne aldrig være opstået uden dekonstruktionen, uden Derrida eller Agamben. Det har både eksistentiel relevans og sproglige finurligheder på samme tid.

Jeg har den dybeste respekt for Todorov, men det lyder nu alligevel lidt gammelmandsagtigt, ligesom når man besøger sine bedsteforældre, der synes at de fremmede er sære, og at ungdommen nu til dags er af lave. Hvorfor skulle litteraturen pludselig ændre sig så radikalt og ikke interessere sig for livet, lave reservater og den slags? Vås.

I årene efter at Shakespeare skrev Hamlet, var der fx ingen der havde respekt for dennes ordspil. Det var jo blot noget sprogligt sludder, ren tomgang. Men i dag kan vi se at de tog fejl. Siden da har vores tid så at sige været "out of joint".

For god ordens skyld: Jeg synes også, at litteraturen skal tage del i livet, og at den af og til kan blive for selvsmagende, men hele ideen om at skyde den og teorierne i sænk som ovenfor er blot et modefænomen, som man ikke nødvendigvis skal lægge sig på knæ for.

Bevidsthed om sammenhængskraft?

Ved et tilfælde kom jeg til at sidde og læse denne grundlovstale af vores Statsminister. Her skriver han bl.a.:

"I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum.

På den anden side møder vi undertiden fra visse religiøse kredse en urimelig insisteren på hensyntagen til specielle, religiøst motiverede særordninger i situationer, hvor danske sædvaner støder sammen med andre normer og religiøse forestillinger. Det ville klart bidrage til færre religiøse spændinger i det offentlige rum, hvis der fra religiøse kredse blev udvist en passende fleksibilitet, pragmatisme og tilpasningsevne i de situationer.

Vi skal i højere grad være bevidste om de principper og holdninger, der har gjort Danmark til et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør vi ved at insistere på, at religion først og fremmest er en privatsag.

Hvis vi skal opretholde den stærke sammenhængskraft, der er så væsentlig for Danmarks fremgang og stabilitet, er det nødvendigt, at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark – og ikke som repræsentanter for forskellige religioner."

Javel, vi skal møde hinanden i det offentlige rum, men som "mennesker og borgere i Danmark". Vi skal med andre ord være partikulære og universelle på samme tid. Vi skal være enhver, men også enhver borger i DK. Det er ikke så let, som det lyder ovenfor.

Måske bør man overveje at lade kirkerne forstumme hver eneste søndag morgen, når de igen og igen ringer sognebørnene til kirke. Det er der ikke meget privat over. Heldigvis så er de fleste af os så meget verdensborgere, at vi vælger at blive hjemme i privaten og med døren godt lukket for at spise rundstykker og drikke kaffe i stedet. Kirkeklokkerne er blevet så meget sædvane (og ikke religiøse spændinger i det offentlige rum), at de stort set ikke er religiøse symboler mere, og vi registrerer dem ikke, imens vi sidder dér og slubrer kaffen i os. Men indeni mærker vi måske nok et lille ryk, et måske, en længsel efter at sidde i den kirke og om muligt mærke den gryende religiøsitet, som mange af os vel nok har eller ikke kan gøre for. Eller: om ikke andet så pga. det eksotiske ved hele situationen i kirken, når vi som nikkedukker skal rejse os op og ned fra bænken, synge og bede sammen med præsten deroppe i nogle langt ude og skøre, men naturligvis af sædvanen prægede klæder.

Een konklusion på talen kunne være, at sammenhængskraften ikke rigtig tilhører det private, men sædvaner, offentlig færden i det offentlige rum, bevidsthed om principper og holdninger. Det er i sig selv yderst tvivlsomt. Er det ikke netop det mest private, som binder os sammen? Ja skaber sammenhængskraft. Tænk, bare på enhver form for kloakering. Man kunne også tænke mere klassisk liberalisme, fx Hobbes' naturtilstand, men Statsministeren går den anden vej. Det naturlige er her borgeren.

Desuden går jeg ud fra, at Fogh Rasmussen indirekte taler om Muhammed-krisen, men her var der jo ikke megen bevidsthed om principper og holdninger, her var der i den grad tale om en naiv færden udi det offentlige rum, ja måske i sidste ende et privat projekt, som kostede på mange planer, men som vi til en vis grad alligevel valgte at forsvare i det offentlige rum.

Jeg er i tvivl og ved snart ikke, hvem jeg har mest lyst til at møde derude "i det offentlige rum": Mennesket, borgeren eller dem med det private udenpå tøjet.

Lad dog DEM om det, kunne man sige, men er DEM og MAN ikke de samme? Og så længe MAN ikke anser DEM for også at være os, så aner jeg ikke sammenhængen. Det gør jeg nok heller ikke alligevel.

De verbale pupillers succes

Det var ikke fordi jeg ligefrem overrendte litteraturfestivalen Verbale Pupiller, men jeg nåede da at være lidt med lørdag aften og søndag eftermiddag. En fantastisk stemning var der helt bestemt og havde jeg ikke familie og sager, ville jeg klart hænge ud hele weekenden. Hvad Spot-festivalen er for dansk musik i Århus, kan man kun håbe at Verbale Pupiller kan blive for poesien. Takket være den allestedsnærværende Mathias Kokholm og bande-medlemmerne Mads Mygind, Christoffer Ugilt Jensen kunne man opleve litteraturen på vrangen i Århus. Små forlag, små bøger og stor, stor kunst. Det eneste man kan håbe på er, at arrangørerne får penge til at gøre det igen næste år, og hvis Århus kommune mener det alvorligt med deres litteraturpolitik, så har de da alle chancer her. Så let røven....

Skal man evaluere lidt, kunne man sige, at det var en succes at lade festivalen være skandinavisk, ikke mindst set ud fra det perspektiv at der langsomt er ved at vokse en ny nordisk offentlighed frem, især via tidsskrifter og blogs på nettet. Så en udbygning af dette samarbejde vil kun styrke festivalen. Man kunne måske ønske sig lidt mere sammenhæng / dialog mellem rap-musikken og lyrikken, fx ved en kritisk dialog, sådan at rapmusikken ikke bare er dem der står for festen og lyrikken for al det hemmelige ude i VIP-rummet. Det er klart, at når man satser på ung og ny lyrik, så skal man da have rapperne med, men de skal også med ind der, hvor de betragtes som litteratur og lyrikken ud der, hvor den er med til festen. Desuden kunne man måske ønske sig lidt mere struktur på Kritiker-salonen, fx ved at een vidste at vedkommende skulle lægge ud med et oplæg eller lign.

Men sådanne betragtninger ændrer ikke på den ubetingede succes, som festivalen har været. Tillykke og vi ses forhåbentlig igen næste år.

& Celan

Faldt over et digt af Paul Celan i denne artikel om den selvsamme og oversatte det fluks:

14.12.1968

Lev livene, lev dem alle,
hold drømmene fra hinanden,
se, jeg stiger, se, jeg falder,
er en anden, er ingen anden.

Derrida til det sidste

Lad mig benytte lejligheden til at reklamere en smule for nogle af mine kollegers arbejde. Er man interesseret i Jacques Derrida, kan man med fordel møde op til dette seminar. Personligt synes jeg selv, at Derrida til stadighed blev ved med at skrive interessante ting til det sidste.

Trafikken er uvirkelig

Så fik jeg endelig fyret anmeldelsen af Martin Glaz Serups Trafikken er uvirkelig af sted til Sentura. Den er sikkert på i løbet af nogle dage. Grundlæggende er jeg sympatisk indstillet overfor bogen. Det er jeg jo stort set overfor alt det, som jeg siger ja til at anmelde, hvilket naturligvis er et problem, som det at anmelde af lyst indeholder. Nok om det. En smule malurt var jeg dog nødt til at komme i bægeret, selvom jeg slet ikke havde lyst til det, især fordi jeg synes, at Glaz Serup gør mange gode ting for den danske litteratur i det hele taget og er en glimrende blogger. Bogen er også blevet ganske vellykket, hvad omslaget angår, så et lille billede kan man jo altid bringe.

Mere Højholt på nettet

Nu kan man se billeder fra afsnit p's udstilling Min hånd 67 og downloade antologien Album Alder ganske gratis her. Det er bl.a. i den antologi, at Thorkild Bjørnvig skriver et fantastisk digt til Højholt, faktisk et af de bedste Bjørnvig-digte, som jeg kender:

Alder
Til en ungdomsven

Først var et genskær af havet på gulvet.
Solen stod op og træer tabte blade.
Mit liv flimred hen over strand skov og gade.
Månens lyn slog ned og jeg sværmede, elskede,
skrev og forlod.

Jeg står nu ved randen af et åbent hav.
Jeg svajer ved randen af en bundløs rus.
Jeg er nået frem. Solen stiger af rusen
gloende rød. Havet stråler ud fra mig
til horisonten.

Bagved min ryg er skyggerne lange
og bag horisonten langt ude er intet.
Her er mit liv, min rest af liv
gløder af glemsel, nu og kun nu
ved kanten af mørket.

En detalje ved Vejrudsigten

Først skulle skrivebordet lige ryddes, før jeg kom så langt som til at skrive i min blog igen.

Nå, men i sommerferien fik jeg et brev af Peter Laugesen, der har en kommentar til min anmeldelse af Vejrudsigter på Senturas hjemmeside. Jeg kommenterer billedet af digtet som en kanariefugl på ryggen af en blind pony. Laugesen skriver, at sådan foregik det rent faktisk i visse minegange, og hvis fuglene faldt døde om, så var der tegn på giftige gasarter i gangene.

At billedet er autentisk, om man så kan sige, underminerer dog ikke min læsning, synes jeg ikke, snarere tværtimod. Laugesen skriver jo præcis, at "Digtet er....". Jeg vil snarere sige, at autenticiteten gør billedet stærkere, bl.a. at det tilmed er politisk, fordi det sympatiserer med de folk, der arbejdede under sådanne forhold i minegangene. Men det er altid spændende at få sine læsninger suppleret op, om man så kan sige. Som læser er man jo ofte også en kanariefugl på ryggen af en blind pony.

Selv Harry Potter kan ikke redde læsningen af bøger

Apropos nogle af mine kommentarer tidligere omkring litteraturens krise, så faldt jeg over denne artikel i New York Times, der slår fast, at børn, trods Harry Potter-fænomenet, læser mindre og mindre. Det er da værd at tænke over...

Salmerne på nettet

Nogle vil måske klandre mig for at være lidt oldfashioned eller out of date, eller nogle andre klichéfyldte ting på engelsk, som jeg også burde oversætte til dansk, men stødte ind i dette site, hvor man kan rode rundt med salmerne online. Det er i hvert fald yderst praktisk, hvis man, som jeg, af og til skal skrive noget om dem, fx hvis man skal kigge Grotrian efter i kortene eller ærmerne. Grotrian der for nyligt og fortjent i øvrigt har fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Lidt udokumenteret statistik

Jeg bladrede lige litteratursidens liste over danske debutanter igennem inden for de seneste 7 år. Den her ikke helt komplet, men pyt nu med det. Herunder søgte jeg på ordet "digte" for at danne mig et overblik over digtdebutanter. Hvis der er en tendens, så handler den om, at der er opstået en række nye små forlag som Eksperimental, Frother, Undr og Facet. Det er mestendels dem, der står for debutanter i dansk lyrik, men i reglen forfattere man ikke hører så meget om, og som oftest ikke bliver anmeldt. Hos Eksperimental skal man selv finansiere sin bog.

Tager man de etablerede forlag (Borgen, Gyldendal, Samleren, Lindhardt og Ringhof) og kigger nærmere på, hvor mange lyrik-debutanter de har, så varierer det en smule, men et sted mellem 2 og 5 lyrik-debutanter om året.

Men apropos den udmeldte krise fra Bendik Wold, bogredaktør på det norske avis Klassekampen, siger disse tal så noget om, hvordan det står til med ny dansk lyrik?

Desværre er mit statistiske materiale en smule udokumenteret og unøjagtigt, hvorimod det kunne være spændende at se, hvor mange lyrikudgivelser de etablerede forlag udsender hvert år, fx en liste for de seneste 15-20 år. Og alligevel: Selvom tallet skulle være faldende, så siger det jo intet om kvaliteten. Hvilken statistik skal man derfor hænge sine gisninger op på?

Højholts manuskripter på nettet (2)

Jeg har jo allerede gjort reklame for dette site en gang, men der sker fortsat nyt. Nu er Praksis, 10 også lagt ud, og der er planer om at lægge både 9 og 11 ud tillige. Det glæder mig i særdeleshed, da jeg holder meget af disse sene digte. Fx kan man se at digtet "Idyl, overbelyst" i sin tid startede med et "På den anden side...", og at Højholt når frem til titlen i det øjeblik, at digtets start ændres til "på den ene side". Netop den ændring betyder jo en hel del for digtet. Den betyder, at digtet bliver overbelyst, og at den anden side forsvinder i den overbelysning, og det præcis skaber digtets lidt uhyggeligt-fortrolige tone, hjemlig-uhjemlige.

Åh altså. På den ene side er man altså taknemmelig for Bruno Svindborgs fantastiske arbejde med manuskripterne på det kongelige. På den anden giver det blot os "stakkels" Højholt-læsere endnu mere at lave. Kan man fx læse det digt her på samme måde igen, når man ved, at der har stået "På den anden side..." til en begyndelse. Det kan man næppe. Og så fremdeles.

Tadeusz Borowski

Læste Borowskis This Way for the Gas, Ladies and Gentlemen, som er fantastisk, men desværre ikke oversat til dansk. Til sidst måtte jeg lægge bogen fra mig og kunne heller ikke fravriste mig billederne i mine drømme flere nætter efter. Borowskis nøgterne og ofte ironiske blik kombineret med de frygtelige scenarier i Auschwitz blev for meget. Men Borowski er bestemt i samme klasse som andre forfattere, der skriver om lejren, fx Primo Levi eller Imre Kertész, og desto mere ærgerligt er det, at vi ikke kan læse ham på dansk. Desuden adskiller Borowski sig fra de andre, fordi han havde en anden, og man kunne måske sige, mere aktiv rolle i lejren. Borowski er tættere på det man i fagsproget kalder "bystander", men er samtidig også et "victim", dvs. tilskuer og offer på samme tid. Man gør sig således skyldig ved at overleve, ifølge Borowski. Det er han langtfra den eneste, der mener, men man mærker det på en anden måde i dennes litteratur end hos de andre, synes jeg. Borowskis prosa bliver kynisk og dermed desto mere uhyggelig og skræmmende. Altså absolut anbefalelsesværdig, men ikke til sarte sjæle.

Jacques Derrida: At skrive med det talte sprog

På Youtube ligger der faktisk en del småfilm med mere eller mindre prominente akademia-stars. Bl.a. faldt jeg over denne fine lille ting med Jacques Derrida, hvor han taler om frygten for at skrive, skrivens frygt. Derrida er, i modsætning til hvad man kunne regne med når man læser dennes artikler og bøger, utroligt skarp og præcis i interviews og lign. Men han improviserer, eller mere præcist, skriver med det talte sprog.

Krise og kritik, sprogkunst og litteratur

Her til aften faldt jeg lige over Mikkel Zangenbergs mere moderate og eftertænksomme kommentar til den debat omkring litteraturkritikkens status, som denne havde med Tue Andersen Nexø i løbet af efteråret 06. Jeg er ikke så sikker på, at litteraturkritikken er i krise og tror heller ikke så meget på de store sociologiske forklaringer på alt, hvor man spænder Habermas, Luhman eller andre væddeløbsheste foran den kritiske guldkaret. Jeg tror snarere, som Zangenberg også er inde på, at denne "krise" hænger intimt sammen med en anden, nemlig litteraturens "krise" eller rettere: dens diffusion. Man behøver ikke at bladre ret meget, fx i amerikanske litterære tidsskrifter, for at finde ud, at de meget sjældent handler om litteraturen, som vi tror vi kender den. Sådan har det efterhånden været nogle år. De litterære kritikere kaster sig over noget andet ved litteraturen. Kulturstudier kalder man det vist, hvis man ellers oversætter cultural studies ligeover. At litteraturen sådan diffunderer behøver dog ikke at betyde litteraturens endeligt. Som én af mine kolleger sagde forleden, så vil der altid eksistere sprogkunst. Det er sådan set sandt, og det vil sikkert også skabe beskæftigelse for den "litterære" kritiker. Men er sprogkunst lig med litteratur? Det tvivler jeg på, i hvert fald ikke lig med litteraturen som vi kender den, og mon ikke vi må vænne os til, at der i litteraturen er blevet åbnet for nogle sluser, hvis effekt vi endnu ikke kender det litterære omfang af, og som betyder, at den er under voldsom forvandling. Mest tydeligt er det måske i den autobiografiske bølge, som jo blot er en måde at skrive litteratur på, som egentlig ikke er litteratur i gængs forstand. Det gælder også rejselitteratur, litteratur af mere essayistisk art, litterære værker på nettet, poetry slam osv. osv. Der vil sikkert altid være kioskbaskere, og altid være mennesker, som nyder at sidde stille med en bog for enten at fordybe eller forglemme sig selv. Tager man fx Harry Potter eller Da Vinci mysteriet, ja så minder begge måske mere om film end om litteratur i udgangspunktet, og det er naturligvis en smule foruroligende, for hvis det ikke er det litterære, hvad er det så, der får folk til at læse den slags? Men igen: Jeg tror heller ikke på fortællingens endeligt, når det gælder litteraturen, tværtimod (lyrikken er her snarere ude på et sidespor!!!). Film kræver som regel et massivt styringsapparat, masser af planlægning, penge, samarbejde osv., imens man jo ganske alene kan skrive eller fortælle sin fortælling. Det kræver i princippet kun pen og papir, ja ikke engang, det kræver faktisk kun behændig omgang med sproget. Så ja, litteratur vil altid eksistere som sprogkunst, nogle taler endda om, at vores bevidsthed grundlæggende er litterær. Det kan være, men det er præcis sådan et perspektiv, om man kan lide det eller ej, som ligesom undergraver det traditionelle begreb, de fleste af os har om litteratur og sætter et andet, som stadig er på vej til at sive ud og lige nu siver ud mellem fingrene på de måbende litteraturkritikere, mig selv inkl.

Rune Christiansen

Jeg har næsten lige fået Rune Christiansens bog Utelatelsen ind ad døren og vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et fantastisk, men relativt uopdaget forfatterskab fra Norge. Christiansen har efterhånden en del bøger bag sig, mestendels digtsamlinger, men også nogle romaner. I Utelatelsen eksperimenterer Christiansen en del med formen. Teksterne har ikke et knæk, som digte normalt har det, og man kan formentlig heller ikke tale om vers i gængs forstand. Professor Arne Melberg ville sikkert tale om interferensen mellem prosa og digt, jf. denne artikel, og om en prosaisering af det lyriske udtryk. Linjerne er ligesom punkterede af ellipser, ja udeladelser. Men en interessant lille og eksklusiv bog af en forfatter, der ligesom er for international til kun at blive læst på norsk, men måske også for norsk til at få et internationalt gennembrud, hvorfor kritikerne måske indtil videre har haft en vis berøringsangst. Man burde uden videre lave et udvalg og oversætte til dansk.

Lille uddrag fra en tekst i Christiansens bog, hvor højrelinje jo står lige tillige (men igen bliver man ved en gengivelse i tvivl, om der er tale om prosa eller poesi og derfor om man skal respektere linjeskift, dvs. om man skal se linjerne som vers):

ENVOI
man kunne kanskje forestille seg at barndommen var en
anstrengelse i mangel av et sentrum ... da jeg lovet å oppfylle
ønsket ditt fordi det nå engang også var mitt uttrykte ønske ...
en inskripsjon full av abstrakte elementer ... og noen ganske få
sprekkdannelser ... i løpet av en vår kunne de ... deretter slukner
den, men det var ingen grunn til å fortvile så lang tid i forveien
... opreist i morgenlyset ... ble mottatt med stor begeistring
... en dvale så uanstendig og så ulastelig ... men ingen uhyre
vanmakt ... kalte seg kritiker ... altid dette "det er noe med"
og så "bla-bla-bla"

Besøgstid

Jeg anmelder den nye digtsamling af Henrik Nordbrandt på Sentura. Den er god, ingen tvivl om det. Men det undrer mig, at forlaget ikke har læst ordentlig korrektur på bogen. Jeg fandt en 4-5 fejl af varierende art, fra manglende stort bogstav efter punktum til almindelige stavefejl, og det er en del for en bog med så forholdsvis lidt tekst. Værre endnu er det, at man kan komme i tvivl visse steder i bogen, om den og den sætning nu også er intenderet. Fx når de allerførste vers lyder sådan her:

Jeg ville så gerne skrive et digt
må være den uskrevne linje
som alverdens digte begynder med.

Enten mangler der noget, eller også eksperimenterer Nordbrandt lige rigeligt med enjambementet, således at man kan læse "et digt" som tilhørende to sætninger på een gang - både "Jeg ville så gerne skrive et digt" og "et digt/ må være den uskrevne linje/ som alverdens digte begynder med." Man kan sagtens argumentere for, at det er med vilje, dvs. at Nordbrandt ligesom lader linjen knække før versets knæk, men når man så læser hele digtsamlingen og finder en del sjuskede korrekturfejl, kommer man i tvivl om den læsning, og det kan man næsten ikke være bekendt overfor Nordbrandts digte. Desuden er det ikke en typisk ting for Nordbrandt, hvis enjambementer egentlig er højest ensartede.

Småfejlene gør, at man automatisk nærer en mistro til hele digtsamlingen, at den ligesom er for hurtig og en smule sjusket skrevet, i hvert fald for en digter af Nordbrandts slags. Omvendt er det hurtige og spontane måske en ny styrke for Nordbrandts digte. Der kommer mere med, også digte der fx hedder "Narrefisse" (jf. bogens sidste digt), og den form for spontanitet klæder egentlig Nordbrandts digte ganske godt.

Men altså: Den første digtsamling af Nordbrandt i 3 år og nu med sjusk eller hvad? Måske er Nordbrandt gået over til at skrive digte med venstre hånd. I stedet er det prosaen, der gælder. Jeg er i hvert fald glad for den selvbiografiske bog Døden fra Lübeck, som jeg synes er noget af det bedste, han har lavet i de senere år.

Per Højholts manuskripter på nettet

Bruno Svindborg der arbejder på det Kongelige Bibliotek, har været i gang med at lægge en del af Per Højholts manuskripter ud på nettet. Det er blevet til dette fantastiske site, som alle Højholt-fans bør kende til.

Svane tåre tåre le

Simon Grotrian sendte mig et eksemplar af bogen Svane tåre tåre le, som er opstået ud fra et samarbejdet med kunstneren Leif Dræby og udgivet på eget forlag i forbindelse med Midtjyllands Avis' 150 års jubilæum. Dræby lavede også omslaget til Grotrians seneste bog på Borgen Tyve sorte kinder. Normalt holder Dræby sig til ansigtsportrættet, men har i dette tilfælde gjort en undtagelse. Det fungerer vældig fint, synes jeg. Man kan bl.a. læse dette digt.

Pulsen blev havskum
og skyerne hvælvet
det regner på øjnene
alt, hvad du synes om mig
er et hjerte
skriv ikke dét digt
som du lige har læst.


Man kan læse mere om Dræby her og her og om bogen her.

Erfaringer med tykke, svære bøger

Jeg har et ambivalent forhold til det at læse de her tykke, fantastisk svære klassikere, såsom Mason & Dixon, Ulysses, Beckett i særdeleshed og i den lidt blødere ende Absalom, Absalom! m.fl. På den ene side får man en fantastisk læseoplevelse, men på den anden så er oplevelsen ikke forankret i selve bogens tekst, i stedet er det, man husker bedst, efter læsningen, de rammer, som der var omkring bogen, fx om man læste bogen i en bestemt periode af ens liv, om man læste den i et sommerhus etc. Måske skyldes det, at jeg er lyrisk stemt? Måske det faktum, at jeg er for dum til at læse bøgerne? Måske for basalt uinteresseret? Men det kunne måske også være, at bøgerne rent faktisk udstøder sin læser. Man bliver ganske enkelt forkastet. Det giver til gengæld en helt bestemt oplevelse, især når man endelig har pløjet sig igennem bogen. Ahhhh. Forløsning igen, ingen modstand. Der er tale om en temmelig sej måde at kommunikere på, hvis det da overhovedet er kommunikation! Op ad bakke, det rene marathonløb, eller hvad man nu kan finde at sammenligne med (helst inden for sportsmetaforikken). Omvendt så står bøgerne der jo, lige deroppe, de findes på mirakuløs vis. Man kan bare pille dem ned fra reolen og gå i gang. Men det kræver dæleme et tilløb af de store, ja træning, hvis man vil i mål. Så findes der jo også tykke, vanskelige, men alligevel forholdsvis letlæselige bøger, fx Perecs Livet - en brugsanvisning, Thomas Manns Buddenbrooks osv. De nærmer sig mere det her sug, som fortællingen også kan være, hvor man helt forsvinder i bogen, fx når man som dreng læser Ringenes herre. Her udstødes man slet ikke, snarere omvendt: Man opsuges, forbrændes som læser. Måske ikke lige den oplevelse, man søger som forholdsvis trænet læser, men det kan være godt at minde sig selv om, at den stadigvæk findes, selvom man sidder og fedter med blækket i de ulæselige bøger.

Men hatten af for den, der skriver en bog, som ingen tør at hive ned fra reolen. Der står den og lyser, monsteret over dem alle, Finnegans Wake, parat til at voldtage alle ører med ordspil på ordspil.

Lidt gammel er man vel altid

Her til morgen blev jeg lige sat 17 år tilbage i tiden, da jeg hørte Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit digt "Levende". Formidabelt og samtidig et genhør med mit eget udgangspunkt for at læse og indimellem skrive digte. Dengang var det jo Søren Ulrik og Michael Strunge, som var heltene.

Jeg holder stadig utrolig meget af begge digtere. Derfor er det lidt nedslående, at når man i dag kommer ud på et gymnasium, så kender de ikke Strunge, men vil gerne høre historien om ham, især anekdoten med at han hoppede ud med skrivemaskinen på nakken fra den og den sal, fordi han troede, at han kunne flyve. Jeg ved ikke, om den passer, men eleverne husker det hele bedre, hvis det serveres sådan. Thomsen har de måske stødt ind i, hvis deres lærer ellers er lidt chick. Synd og skam, men sådan er der så meget, når man er ved at blive gammel, og lidt gammel er man vel altid.

Nu ringer min mobil: En sms fra min fortid.

& Laugesen

Indimellem, bare indimellem, og det er alt nok, så overgår Peter Laugesen dem alle:



Jeg er som en guitar
på endeløs feedback
mens universerne bobler.

(fra Trashpilot, 2000)

Not I

Der er måske ikke så meget nyt over det, men jeg faldt over en lille film på UBU i dag. Filmen er med tekst af Samuel Beckett. "Not I". Ikke-jeg eller knude-jeg måske, hvad ved jeg. Både tekst og film er interessante. Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har været inde i en Beckett-periode, men det skal man vel være en gang imellem. Dels fordi det er er svært at undervurdere Becketts betydning for den danske litterære modernisme i 60'erne, Højholt ikke mindst. Dels fordi man lærer så meget om, hvad litteratur er: Beckett er jo så tæt på litteraturens mumlende mund at man må grine eller græde for ikke at miste sig selv mere end det, en slags manifesteret litterær krop, og den er mærkelig og minder ikke altid om det, vi ellers kender, hvilket dog ikke bør forlede læseren til i desperation at opsøge et genkendeligt perspektiv på tingene, blot fordi man ikke føler sig hjemme. Her findes hjemme ikke, her findes "jeg" ikke, kun litteraturen, der imploderer.

"dull roar in the skull . . . and all the time this ray or beam . . . like moonbeam . . . but probably not . . . certainly not . . . always the same spot . . . now bright . . . now shrouded . . . but always the same spot . . . as no moon could . . . no . . . no moon . . . just all part of the same wish to . . . torment . . . though actually in point of fact . . . not in the least . . . not a twinge . . . so far . . . ha! . . so far . . . "

Tyve sorte kinder

Snart udkommer Simon Grotrians næste digtsamling. Det er faktisk den tyvende fra hans side og han udnytter igen nummeret i titlen. Jeg vil blot citere det første digt, som er aldeles fremragende:

"Kroppen smelter ned
i sin betagelse af solen
jeg kan tro på dét, jeg ikke ser
og folde mine hænder som en rose."


Poesi, Ikaros og religiøsitet i skøn forening. Poesi som religion. Religion som poesi.

Mellem Romer og romanen

I lørdagens bogsektion i Politiken havde jeg følgende kommentar til en kronik af Jette Hansen, som blev trykt ugen før i samme dagblad. Jeg kunne ikke dy mig for at give mit besyv med, men min kommentar virkede muligvis lidt blamerende og abrupt, fordi de havde forkortet den til sidst. Her er den i hele sin tekst, som giver mere sammenhæng:

Det er bemærkelsesværdigt og højest overraskende, at et værk som Knud Romers ”Den som blinker…” kan forarge sine læsere i sådan en grad, at det medfører læserbrevsstorm og kronikker i et væld. Der er mange perspektiver i debatten, som man kunne have lyst til at kommentere, men især et af dem finder jeg særlig diskutabelt. Det drejer sig om Jette Hansen, der i sin kronik i Politiken 17. februar anfører en række årsager til, at det er vigtigt at diskutere, om historien er sand eller ej. Som en kommentar til Poul Behrendts indlæg skriver Hansen: ”Sjovt nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har erklæret i offentligheden, at Nykøbings borgere virkelig har gjort det, han skriver. Men netop af denne årsag er spørgsmålet om sandhed og virkelighed relevant at stille til Romers bog.” Jette Hansens kommentar her og generelle forsøg på at finde forfatterens ubevidste og uformidlede brudflader er endnu et eksempel, hvordan man kan forplumre debatten endnu mere, selv på højest sofistikeret vis. En roman er jo ikke afgrænset til de ting, der står på siderne, slet ikke i dag, hvor meget omkring en romans udgivelse ofte hører med til iscenesættelsen, ja til romanen selv. Knud Romers udtalelse kunne være en del af fiktionen, ja måske er forfatteren Knud Romer en helt anden, end den Knud Romer som Jette Hansen så gerne vil psykoanalysere sig frem til. Når man afkræver et svar, som Jette Hansen gør, bliver man således blot endnu en brik i romanens effektive spil. Man træder ind i en svingdør mellem fiktion og virkelighed og får svært ved at træde ud igen. Det er jo netop det, som romanen er ude på, nemlig at lokke os i en sådan fælde, hvor vi som Jette Hansen afkræver den et svar. Men så let er det desværre ikke at være læser i dag. Der findes ingen entydige svar på et sådant spil, slet ikke når den genremæssige kontrakt mellem forfatter og læser går på, at der er tale om en roman. Og det kan undre mig, at Jette Hansen og andre insisterer på at få et svar, om dette nu er ’based on a true story’, især når hun selv andetsteds skriver: ”Læseoplevelsen får sin fylde ved, at man ’ved’, at dette er sket for en virkelig person, som man kan få et indtryk af gennem dennes optræden i medierne. Det er ikke værket i sig selv, man oplever, men kombinationen af værk og markedsføring. Og dét er faktisk værket ... Men dermed kan man også sige, at bogen ’Den som blinker ...’ mister sin autonomi.” Her er Jette Hansens læsning anderledes præcis. For værket mister netop sin autonomi ved sine selvbiografiske strategier. Værkets grænse udvides, og måske endda i sådan en grad, at det slet ikke giver mening at sætte grænsen mellem roman og Romer, og det er jo ellers den grænse, som resten af Jette Hansens læsning ernærer sig ved, når hun leder efter forfatterens ubevidste o.a. Med andre ord, hvis man skal læse en udmærket roman som Romers, må man først og fremmest være bevidst om, at værket indefra sprænger enhver forestilling om autonomi ved netop at inddrage selvbiografiske elementer, men omvendt har man som læser ingen ret til at drage disse elementer til et repræsentativt ansvar for romanens begivenheder som sådan. Romer må fortælle sine historier, som han vil, også uden for romanen. At læse en bog som hans kræver derfor et helt andet greb, end det Jette Hansen fremviser. Det nytter ikke noget, hverken at reducere forfatteren til patient eller fiktionen til virkelighed, både forfatter og fiktion spiller sammen i sådan et værk. Poul Behrendt kalder dette for en dobbelt-kontrakt. Jeg har selv, sammen med to andre, forestået en bog om emnet, som lige nu er mere aktuel end nogensinde. Bogen hedder ”Selvskreven – om litterær selvfremstilling” og udkom sidste år. Her kan man jo læse videre om bøger, hvis problemstilling er den samme som i Romers, hvis man endnu ikke føler, at man har fået svar på tiltale. For sagen er, at forfattere altid har inddraget selvbiografiske elementer i deres værker, ofte med samme formål og ligeså eksplicit som Romer. Det gælder fx forfattere som St. St. Blicher, Henrik Pontoppidan, Jens August Schade, Frank Jæger m.fl. Præcis derfor er reaktionerne overfor Romers bog desto mere overraskende. Vi burde have vænnet os til romaner, der agerer selvbiografier, og selvbiografier der optræder som romaner.

Briefwechsel

Sidder og læser Briefwechsel imellem Nelly Sachs og Paul Celan. Det er bemærkelsesværdige ting. Fx den måde som Celan nærmest besværgende skriver til Sachs, at hun skal komme ud i lyset, væk fra mørket. Det er ikke ordene, der her står i centrum for Celan, men handlingen. Ordene skal gøre noget; de skal hive Sachs ud af mørket. Det siger mange ting om dennes forhold til ordene, fx om en tillid til deres besværgende magi. Ordene skal handle for Celan, og digtene er en redning for digteren. Flere gange skriver Celan også om et fællesskab, som Sachs og han jo i den grad har via ordene og deres eksil, ikke mindst sproglige eksil. Men han kan ikke overtage Sachs' Gud, selvom han accepterer denne. Digtningens Gud da? Måske?

Anmeldelse af Selvskreven

Det har som skrevet tidligere været småt med kommentarer til vores antologi, men nu er der endelig dukket én anmeldelse op af Selvskreven, og det er jo formentlig bedre end ingenting.

Advarsel til mig selv

Min bog om Højholt skriver sig selv. Jeg skal til at passe på. Det sker næsten hver gang, jeg skal skrive noget om forfatterskabet. Man falder ind i en stime, hvor det hele giver sig selv. Gad vide om andre skribenter, der skriver om Højholt, har det på samme måde? Man må gribe sig selv i armen. Er det mig, eller Højholt der taler?

Man må vride sig selv af led, ellers bliver det aldrig godt. Men ude af sig selv dukker Højholts stemme netop op, snakker løs og jeg er til diktat igen.

Arrrghhh

Højholt & Naturen

I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat

"Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det."

På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som Frederik Stjernfelt omtaler som en "konfrontation med endeligheden" i den sene Højholts digtning? Et tyst: "Nu mødes vi snart!", men også et undersøgende forhold "Hvad kan det møde bruges til i min digtning?".

Det afføder en potentiel elegisk tone og en omkringliggende patos, som Højholt dog vælger at værge sig imod. Det er en konstant mulighed for digtene i praksis 9, 10 og 11, men en mulighed, som de vælger at sige "nej tak" til, men hvor det "nej tak" alligevel får lov til at blive stående. Herved får Højholt udnyttet negationens effekt. Fornægtelsen skrives med. Vi kan fornemme, at digtene ligesom er badet i patos, men vi kan ikke finde den nogen steder, kun Højholts smækken døre i overfor alle de patetiske farer, der står på lur overalt.

Imellem mudderkastning og mundsvejr

Jeg har kommenteret den løseligt før, men jeg kunne godt tænke mig at følge en smule mere seriøst op på den diskussion, som Mikkel Zangenberg og Tue Andersen Nexø havde i oktober måned omkring kriterier for litteraturkritikken. Positionerne er for mig at se ikke helt optegnede, som Tue ellers hævder.

Det startede med, at Zangenberg i en klumme i Politiken beklagede sig over, at kriterierne for, hvad der er godt eller skidt, nu er blevet så vilkårlige, at man burde nedlægge anmelderiet og smagsdommeriet. Dette underskud på kriterier udmønter sig i en fremturing af kritikerens personlighed på bekostning af kritikkens seriøsitet, som det fx sker i programmet ”Smagsdommerne” på DR2, hvor folk fra vidt forskellige fagområder anstiller domme over værker, som de ikke nødvendigvis har megen forstand på, i hvert fald ikke på værkernes rent faglige tilhørsforhold, om det så er litteratur, film, billedkunst osv.

Dette medførte et verbalt angreb fra Andersen Nexøs side, som mente, at der var tale om varm luft fra Zangenbergs side. Det er for nemt at give efter og at kritisere kritikken, fx for at favorisere personligheder frem for at udføre saglig kritik, uden at komme med mere konstruktive forslag til, hvilke kriterier der gælder for kritikkens vurdering, ifølge Andersen Nexø. Han fremkom således med et andet bud i sin blog, ”Sandkassen”, mandag den 9. oktober, 2006, hvor han opstiller fire krav til kritikeren.

Der er tale om udmærkede kriterier, synes jeg, som man naturligvis kan diskutere og tage op på forskellig vis. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre her. I stedet vil jeg hellere fokusere på noget andet. For det besynderlige og karakteristiske ved Andersen Nexøs krav er, at de går på kritikeren og ikke på værkerne som sådan. Naturligvis giver det god mening at opstille krav til kritikeren, men det er jo ikke ham, der er værket, eller hvad? Andersen Nexø falder for mig at se i en lumsk fælde, som Zangenbergs klumme til en vis grad opstiller, idet Zangenberg sammenblander tingene ved både at kritisere kritikerne og kriterierne for kritikken som sådan. Man kunne måske tale om en misforståelse mellem de to parter, for Zangenbergs svar, som man kan læse optrykt dagen efter på Andersen Nexøs blog ”Sandkassen”, tager igen ikke højde for denne skelnen.

Men man kunne også tale om fortalelse eller forskrivning fra Andersen Nexøs side, hvilket kunne få én eller anden til at tænke, at Zangenberg faktisk har ret, når han påstår, at kriterierne for kritik forsvinder til fordel for en promovering af kritikerne selv. I hvert fald tror jeg ikke, at gode gamle Kant udelukkende tænkte på kritikerne, når han forsøgte at adskille smagsdomme fra analytiske udsagn. Det er naturligvis kritikeren, der udfører den handling at bedømme et værks kvalitet, men kvaliteterne selv må jo i første omgang udspringe fra værket selv. Eller hvad? Man kunne anskue det anderledes ved at sige, at Tues udmærkede opstilling af kriterier præcis er et udtryk for underskuddet af kriterier. Goddag mand økseskaft. Vi dropper altså at diskutere værkets kvaliteter til fordel for kritikerens, for det første kan vi alligevel ikke blive enige om. Måske er diskussionen mere symptomal, end den umiddelbart udgiver sig for at være.

Men det kunne jo også være, at Tues krav til kritikerne faktisk er det rigtige sted at begynde, og at det giver mere mening at starte med en diskussion af kritikernes kvaliteter end af værkets. Således kunne man gå til Norge, hvor der de seneste år har været en større seriøsitet omkring litteraturvidenskabens behandling af litteraturkritikken. Et af de vigtigste bidrag til denne debat har Erik Bjerck Hagen stået for med sin bog Litteraturkritikk. En introduksjon (Oslo 2004). I kapitel 1 opstiller han bl.a. 7 symptomer på litterær kvalitet. Han mener generelt, at litterær kvalitet er noget, som hverken er udenfor eller inden i os, men en hændelse som vi deltager i. Han mener ikke, at der findes et smagsprincip, noget der kan beskrive overgangen mellem princip og enkelttilfælde. Derfor må vi nøjes med symptomerne, der dog, pr. definition er forræderiske, ifølge Hagen (26). Men de er desværre det eneste, vi har at gå efter. For der findes ingen bevisbarhed (31), når det kommer til litterær kvalitet og heller ingen egentlig objektivitet.

De 7 symptomer er, som følger:

1: De fysiske reaktioner. Måden vi reagerer på, når vi læser et værk, der er godt. Om det så vækker afsky eller glæde. Om der er tale om følelser eller fornemmelser, om de befinder sig i maven, i hovedet eller andre steder.
Vi må altså have en bestemt litterær sans eller intuition og evnen til at introspektion og selvanalyse, for at finde ud af, om vores intuition er rigtig eller forkert.

2: Det værk er godt, som lader sig beskrive godt. Hvis værket bliver ved med at kaste noget af sig, når man beskæftiger sig med det, så må det have nogle særlige kvaliteter

3: Kritikken er i dialog og er ingen privatsag. Man kan tage fejl. Hvis andre ikke bryder sig om det, man selv godt kan lide, kan det jo være, at man tager fejl

4: Et værks varighed over tid er et symptom på kvalitet, at det tåler en genlæsning. Det har med kulturel autoritet at gøre. Traditionen får det, som den vil, skriver Hagen (29)

5: De gode værker konstituerer vores horisont, sætter en dagsorden, afstikker en ny (dis)kurs.

6: Sproglig kvalitet: Vi læser for at få sprogoplevelser og sprogerfaring. Hvis vi læser minutiøst og er ængstelige for at gå glip af et eneste ord, er det formentlig et tegn på kvalitet.

7: Litteraturen er noget andet, et chok af anderleshed. En behagelig fornemmelse af at være mindre end værket

Men måske burde Bjerck Hagen have taget konsekvensen af, at der netop er tale om symptomer og dermed have vendt udgangspunktet for sin bog på hovedet. Godt nok har Bjerck Hagen et kapitel om kritikeren senere i sin bog, der bl.a. indeholder en udredning af forskellige former for kritik, herunder det han kalder impressionistisk (hvor afstanden mellem kritiker og værk bliver minimal) og ekspressiv kritik (der er præget af en modstand mod at lade sig influere af værket), men det ændrer ikke ved, at det er værkets kvalitet, som er i centrum for Bjerck Hagens bog.

Skal man således drage en konklusion på denne debat mellem Zangenberg og Andersen Nexø (med Bjerck Hagens bog in mente), så kunne den være, at der faktisk kan være tale om en frugtbar misforståelse mellem de to. Før vi overhovedet går i gang med at diskutere litterær kvalitet, skal vi som et minimum gøre os klart, om kvalitetskriterierne går på kritikeren eller litteraturen selv. Begge dele er for mig at se fornuftigt, imens en sammenblanding kun medfører mudderkastning og mundsvejr.