Mit svar til Jette Hansen kan pga. juleomstændigheder først blive bragt i det nye år i Information . Derfor har jeg valgt at smide det ud her tillige: God JUL Smædebrev og hævnakt forklædt som debat Lad mig slå fast, at det her ikke er et forsvar, for hvordan kan jeg forsvare noget, som Jette Hansen alene tillægger mig i Information den 20/12 på baggrund af et læserbrev og en påtale i Informations bogtillæg, som hun klasker sammen til fordel for eget perspektiv. Fx når hun med sit eget tillægsord "rosende" fuldstændigt fordrejer mit udsagn om, at "værkets grænse udvides" skulle være noget, der automatisk forøger et værks kvalitet. Det ord, "rosende", er ikke mit, men hendes. På intet tidspunkt har jeg talt for, at det autonome eller det ikke-autonome værk skulle være bedre end det andet, om end jeg har talt en del ud fra det autonomes principper, fordi det er mest uproblematisk, fx i forbindelse med Leines bog. Jeg kunne godt have en tendens til at ...

af en temmelig infernalsk stemme i Information lover jeg her, at der kommer et modsvar til Jette Hansens indlæg i går, hvor hun ud fra sine halvstuderede meninger forsøger at udstede dom over min forskning og på eksemplarisk vis viser, hvordan skrift og affekt kan få de fleste til at konkludere mærkelige ting. ”Er der da ingen faglige standarder tilbage i den danske universitetsverden?” Fra to korte tekster af mig til hele universitetsverdenen af lave. Det går stærkt, når man er hævngerrig og hysterisk. FOR stærkt. For mage til vrøvl og odiøst angreb på baggrund af forvildede meninger, skal man lede længe efter. Jeg håber, at Information vælger at trykke mit svar til hende, ellers må jeg jo smide det herud.

Kære alle, der har gidet at læse og diskutere på min blog. Tak for i år og god jul. Jeg vender tilbage til januar og ikke nødvendigvis som litteraturens ridder. I mellemtiden kan man jo hygge sig med WHAM .

Det fantastiske arbejde med at lægge Per Højholts manuskripter ud på nettet fortsætter. Jeg er fuldstændig mundlam. Bl.a. 3 uudgivne digtsamlinger . Men også oplæsninger af Min hånd 66 og Show .

Simon Grotrian har sammen med Jesper Gottlieb, der her komponeret musikken, udsendt bogen Salmeregn på Det Kgl. Vajsenhus' Forlag. Tættere på den egentlige salmebog kommer man vist ikke. Grotrian er med næste gang. En flot bog med fantastiske salmer. Bl.a. den julesalme, som man kan se her til højre -->

Så er mit indlæg fra Informations bogtillæg lagt ud på nettet. Det kan læses her . Jeg har en længere kommentar nedenfor hovedteksten i kommentarfeltet. Nu er det tid til skrivekrampe. Eller bogen om Højholt... Eller bare frokost.

Og den er jeg superglad for. Den kan læses her.

Jeg troede, at jeg var den eneste i hele verden, som ikke kunne se de helt store litterære kvaliteter i Kim Leines bog, men nu melder Kamilla Löfström sig også på banen. Efter at Information bragte mit hoved på et fad, på bloggen så at sige, i deres bogtillæg i går, så var jeg ved at være en anelse nervøs, men jeg er glad for, at det er har sat gang i en længere diskussion. Det vigtige er her ikke Leines bog, men hvad litteratur er og hvilke kriterier, som man bedømmer litteraturen ud fra, synes jeg.

Som bevisførelse for og i forlængelse af mine sidste to indlæg vil jeg gerne citere en artikel af kulturredaktør på Information , Peter Nielsen. Den blev bragt 16/11, 2007. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den. Fx hvordan der lige linkes mellem samfundskritisk og sprogkritisk, således at det bliver de samfundskritiske bøger, der alene står for fornyelsen. Men taler han om litterær fornyelse eller hvordan? Noget andet er det han skriver om Kalak , at den er et "undersøgende selvportræt". Det er den måske nok, men den undersøger fx ikke selvportrættet som genre eller mulighed, hvorfor den ikke bliver specielt interessant i en litterær optik. Men bevar mig vel, den er samfundskritisk, nærmest ad helvede til. Om den gode litteratur i løbet af året skriver han: "Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser". Her er det underforstået, at frisættelsen skal brug...

For en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige, hvad Montanas litteraturpris egentlig var i udgangspunktet, hvilke kriterier, de som udgangspunkt lagde for dagen, og fandt følgende fra Luftskibet, bloggen på Informations hjemmeside: "En helt ny litteraturpris ser dagens lys. Det er dagbladet Information og Testrup Højskole, der i fællesskab har indstiftet en ny litteratur-pris, Montanas Litteratur-pris, der vil blive uddelt første gang i januar 2007. Ifølge kriterierne skal prisen gives til "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde". Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essay-samlinger, fagbøger og biografier. Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere. I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, ...

I forbindelse med indstillingen af bøger til Montanas litteraturpris, havde jeg et par kommentarer til Mads Eslunds blog, hvor man løbende kan følge med i, hvem der indstilles. Jeg bryder mig ikke så meget om udviklingen, idet litteraturprisen er ved at blive en bogpris i stedet. Det er fint nok for bogen, men skidt for litteraturen, tror jeg. Mht. indstillingen af Kim Leines Kalak, som dog er en form for litteratur i gængs forstand, synes jeg faktisk, at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder s...

Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans s...

Lige nu udspiller der sig en hel den spændende ting på nettet i forlængelse af en enquete omkring litteratur og politik på Informations hjemmeside . Den har desuden affødt denne diskussion på Kornkammeret . Jeg er enig med Thomas Hvid Kromann i, at kritikken er malplaceret og ukvalificeret. Et af problemerne er, at politisk litteratur har ændret sig, tror jeg. Den er ikke politisk som i de "gode gamle dage", alle de utilfredse og (halv)gamle kritikere efterlyser. De kan måske ikke se skoven for bare træer. Måske leder de efter det forkerte, når de ser efter bøger med holdninger og politisk indhold. For mig at se er det politisk overhovedet at skrive litteratur, når nu litteraturen mere eller mindre er erklæret død. Derfor: Skriv videre. Jeg ved det lyder en smule naivt, men litteraturens fjende, hvis den har en, er jo ikke Anders Fogh, Pia K, Kulturradikalisme, Neokonservatisme eller hvad har vi - det er snarere det som fx Klaus Wivel udsætter litteraturen for i sit bogtillæg...

Jeg forstår simpelthen ikke begejstringen over Kim Leines erindringsroman Kalak . Eller jo, det gør jeg måske nok, idet den ud fra en række kriterier rammer plet. Den er en autofiktion, og det er jo moderne, den er en bekendelse, ditto, den behandler et forhold, hvor en (næsten) dansker er indvandrer i Grønland, dvs. omvendt af den situation, som vi savner beskrivelser af på dansk jord (indvandrere der skriver gode bøger om at bo i DK). Men i Leines tilfælde er indholdet åbenbart så vitalt, at man helt glemmer at se, om bogen nu også er god, godt skruet sammen osv. Det er den overhovedet ikke, efter min mening. Den er snarere pinlig, i hele dette ords mange fine betydninger, en udbasunering. Og det er den fordi den ikke holder på formerne, om man så må sige. Alt for meget erindring og for lidt roman. Personbillederne er fx ufuldstændige, og det er de, fordi den har så travlt med at fortælle om incest, narko og sex, travlt med at bekende og vække læserens nyfigenhed, i stedet for at vær...

Bruno Svindborg fortsætter sin fantastiske arbejde med at lægge Højholt-godbidder ud på nettet. Denne gang er det bl.a. videoen "Dette tab af sted jeg rejser i" , som man også kunne se på udstillingen i Roskilde for nogle år tilbage om performeren Per H. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om filmen, men Højholts tekst er god, med masser af ordspil på vejen, vej og mig osv. Og den er faktisk noget uhyggelig, hvilket måske er en smule specielt, når det handler om Højholt.

Simon Grotrian gør det bestemt ikke nemt for sin læser at følge med i den nye Ofelialåger , selvom gode og ihærdige kritikere som Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl forsøger sig med fine læsninger . (Og i øvrigt også Martin Johs. Møller ) I går aftes forsøgte jeg mig også, for Gud ved hvilken gang, og da jeg var ved at være halvtræt og døsig, begyndte ordene pludselig at give "mening", eller hvad man nu siger. Tæt på drømmeland, hang flere af Grotrians sætninger pludselig sammen. Tag fx dette digt: Kald på Isak gennem tågesløret, jeg véd, han er et sted derude. Blyantspidseren sænker sig over isen på toppen af bjerget. Vaf- lerne trækker sørgespor ind i mine stuer, hvor geværkuglen er standset foran min mund. Hvis det er kloden, jeg ser, så hold mig med selskab. Først og fremmest så må man finde forbindelser mellem sætningerne på forskellige niveauer. Der er rent faktisk en elastik mellem sætningerne, som svupper og som svuppede for mig i går. ...

Som Lars (Bukdahl) påpeger nedenfor så lavede jeg faktisk en fejl i min begejstrede læsning af Højholts efterladte roman. Det er ikke Elly Marcussen, som Mattesen dyrker heftig sex med sidst i romanen, men lærerens kone. Det komplicerer naturligvis sagerne og ikke mindst visse aspekter i min læsning. Fakta i den forbindelse skal naturligvis være i orden. Det ændrer dog ikke på, at det landskab som Mattesen bevæger sig rundt i, da han betragter Elly bade, i unægtelig grad minder om det landskab, man ser, når man glugger ind ad Marcel Duchamps Étant Donnés . Forbindelsen er der stadigvæk, så vidt jeg kan se. Hvordan det så lige skal forstås, er noget andet, udover at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at de to værker er efterladte. Det er altid svært at finde ud af, hvor meget man skal lægge i sådanne detaljer, men det er sjovt for os, der sidder tilbage at overvurdere Højholt på det vildeste, hvis det ellers kan lade sig gøre. Hvad Højholt lærte af Duchamp handler ikke kun om det, m...

NU har jeg gennemlæst en række anmeldelser af Per Højholts Hans Henrik Mattesen. En monografi, men flere af anmelderne synes ikke helt at fatte alvoren bag bogen, tror jeg, ser den ikke i en sammenhæng med forfatterskabet. Der er mange flere spor og kommentarer til forfatterskabet end som sådan. Nøgler og nøglehuller, der afslører alt og især intet. Desværre er min egen kommentar eller anmeldelse, eller hvad man nu skal kalde det, endnu ikke på nettet i Sentura-sammenhæng, men den er efter sigende på vej. Dog kan jeg her sige, at bogens "slutning" naturligvis skal læses sammen med Marcel Duchamps efterladte værk Étant donnés . Lars Bukdahl er opmærksom på dette, men uden at gøre mere ved det. Men det ligner da et vink med en vognstang fra Højholts side, et efterladt værk afspejler et andet. Dermed ikke være sagt at Mattesen er hovedværket, slet ikke, men det er tænkt som et efterladt værk, en form for kryptisk testamente, der skal kommentere de tidligere, ingen tvivl om det...

Efter lang tids arbejde udkommer min ph.d.-afhandling i en mere letlæselig form. Det er blevet til denne bog, der hedder I ldspor. Ordspillet og dets funktion i Per Højholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning . Titlen er et anagram på ordet "ordspil", en idé som jeg har tyvstjålet fra Lars Bukdahl, tak for det Lars! Det skal dog siges, at forfatteren Henning Mankell allerede har brugt titlen til en af sine bøger, men jeg har ikke noget imod gentagelsen. Måske lover titlen mere end den holder, men det må titler gerne, især når det drejer sig om akademiske bøger, hvem er fx ikke trådt igennem Dæmonernes port !

Jeg har just fået tilsendt dette lille bønne-hæfte fra Simon Grotrian. Her er forsiden og et par smagsprøver. Man kan vistnok stadig anskaffe sig eksemplarer, hvis man er heldig og skriver til prk@km.dk God efterårsferie!

Alle kender til Per Højholts udsagn om, at man som forfatter ikke må tage af hovedstolen, men hvem ved, hvor udsagnet reelt kommer fra? Selvom jeg efterhånden har endevendt en hel del af dennes tekster, herunder også en del interviews, er det ikke lykkedes mig at finde STEDET, hvor det optræder. I et portrætinterview som Morten Sabroe laver med Pia Juul fra 1993, bruger Juul citatet, men naturligvis uden henvisning. Jeg har endda kontaktet min gode kollega, Carsten Madsen, der har skrevet doktorafhandling om Højholt, og han ved det desværre heller ikke. Sådanne udsagn fra Højholts side, der lever sit helt eget liv og vandrer fra mund til mund, findes der naturligvis en del af, men dette er nu alligevel af særlig interesse, fordi det får så stor betydning for dansk litteratur efter Hesselholdts bog Hovedstolen i 1998. Er der nogen, der ved noget?

I går mens jeg sad og nød min tyske weissbier, Franziskaner-tingen med munken udenpå, slog det mig, da jeg læst etiketten bagpå, hvordan det tyske sprog stadigvæk har sine ar efter 2. Verdenskrig. Selskabet House of Beer havde i deres danske præsentation af øllen omdøbt det tyske Reinheitsgebot til den tyske Purity lov. Det forekom mig næsten komisk. Hvad skyldes denne erstatning af et tysk ord med et engelsk i en dansk tekst? Ølentusiaster er vel ikke så dumme, at de ikke kender til begrebet Reinheitsgebot ! For mig selv, mens jeg sad der og funderede ovenpå en halv liter øl, tænkte jeg på, at det formentlig skyldes de konnotationer ordet har i danske ord. Renhed, så tænker man også udrenselse og på det styggeste ord af dem alle i det tyske sprog "Vernichtung". Det tyske sprog bløder stadig, og selvom Paul Celan flere steder plastrede det til, ja skrev sine ar, så er det måske snarere til Rilke og Hölderlin, at man må gå for at standse blødningen.

Peter Nielsen, redaktør på Information , havde følgende bandbulle og bogspids mod litteraturteori og litteraturen nu i det hele taget i forlængelse af et interview med Todorov i Weekendavise n. Bl.a. skriver han: "Han [Todorov] forlanger simpelt hen af litteraturen, at den skal have eksistentiel relevans og ikke skal reduceres til sproglige finurligheder og litterært spil for galleriet. Så er det, at man kommer til at tænke tilbage på de seneste årtiers teoretiske hærgen på de danske litteraturstudier. Især på den livsfornægtende dekonstruktion, hvis eneste formål er at påvise, at værker kan være i strid med sig selv, og at man kan påvise et misforhold mellem intention med et værk og det faktiske resultat, eller at litteraturen ikke evner at stå i et repræsenterende forhold til verden og at det handler om at demonstrere den vrangforestilling. Alt sammen noget, der ofte ender i bogholdermæssige teknikaliteter. Og det, der gør, at litteraturvidenskaben udvikler sig til et reserva...

Ved et tilfælde kom jeg til at sidde og læse denne grundlovstale af vores Statsminister. Her skriver han bl.a.: "I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum. På den anden side møder vi undertiden fra visse religiøse kredse en urimelig insisteren på hensyntagen til specielle, religiøst motiverede særordninger i situationer, hvor danske sædvaner støder sammen med andre normer og religiøse forestillinger. Det ville klart bidrage til færre religiøse spændinger i det offentlige rum, hvis der fra religiøse kredse blev udvist en passende fleksibilitet, pragmatisme og tilpasningsevne i de situationer. Vi skal i højere grad være bevidste om de principper og holdninger, der har gjort ...

Det var ikke fordi jeg ligefrem overrendte litteraturfestivalen Verbale Pupiller , men jeg nåede da at være lidt med lørdag aften og søndag eftermiddag. En fantastisk stemning var der helt bestemt og havde jeg ikke familie og sager, ville jeg klart hænge ud hele weekenden. Hvad Spot-festivalen er for dansk musik i Århus, kan man kun håbe at Verbale Pupiller kan blive for poesien. Takket være den allestedsnærværende Mathias Kokholm og bande-medlemmerne Mads Mygind, Christoffer Ugilt Jensen kunne man opleve litteraturen på vrangen i Århus. Små forlag, små bøger og stor, stor kunst. Det eneste man kan håbe på er, at arrangørerne får penge til at gøre det igen næste år, og hvis Århus kommune mener det alvorligt med deres litteraturpolitik, så har de da alle chancer her. Så let røven.... Skal man evaluere lidt, kunne man sige, at det var en succes at lade festivalen være skandinavisk, ikke mindst set ud fra det perspektiv at der langsomt er ved at vokse en ny nordisk offentlighed frem, især...

Faldt over et digt af Paul Celan i denne artikel om den selvsamme og oversatte det fluks: 14.12.1968 Lev livene, lev dem alle, hold drømmene fra hinanden, se, jeg stiger, se, jeg falder, er en anden, er ingen anden.

Lad mig benytte lejligheden til at reklamere en smule for nogle af mine kollegers arbejde. Er man interesseret i Jacques Derrida, kan man med fordel møde op til dette seminar . Personligt synes jeg selv, at Derrida til stadighed blev ved med at skrive interessante ting til det sidste.

Så fik jeg endelig fyret anmeldelsen af Martin Glaz Serups Trafikken er uvirkelig af sted til Sentura. Den er sikkert på i løbet af nogle dage. Grundlæggende er jeg sympatisk indstillet overfor bogen. Det er jeg jo stort set overfor alt det, som jeg siger ja til at anmelde, hvilket naturligvis er et problem, som det at anmelde af lyst indeholder. Nok om det. En smule malurt var jeg dog nødt til at komme i bægeret, selvom jeg slet ikke havde lyst til det, især fordi jeg synes, at Glaz Serup gør mange gode ting for den danske litteratur i det hele taget og er en glimrende blogger. Bogen er også blevet ganske vellykket, hvad omslaget angår, så et lille billede kan man jo altid bringe.

Nu kan man se billeder fra afsnit p's udstilling Min hånd 67 og downloade antologien Album Alder ganske gratis her . Det er bl.a. i den antologi, at Thorkild Bjørnvig skriver et fantastisk digt til Højholt, faktisk et af de bedste Bjørnvig-digte, som jeg kender: Alder Til en ungdomsven Først var et genskær af havet på gulvet. Solen stod op og træer tabte blade. Mit liv flimred hen over strand skov og gade. Månens lyn slog ned og jeg sværmede, elskede, skrev og forlod. Jeg står nu ved randen af et åbent hav. Jeg svajer ved randen af en bundløs rus. Jeg er nået frem. Solen stiger af rusen gloende rød. Havet stråler ud fra mig til horisonten. Bagved min ryg er skyggerne lange og bag horisonten langt ude er intet. Her er mit liv, min rest af liv gløder af glemsel, nu og kun nu ved kanten af mørket.

Først skulle skrivebordet lige ryddes, før jeg kom så langt som til at skrive i min blog igen. Nå, men i sommerferien fik jeg et brev af Peter Laugesen, der har en kommentar til min anmeldelse af Vejrudsigter på Senturas hjemmeside. Jeg kommenterer billedet af digtet som en kanariefugl på ryggen af en blind pony. Laugesen skriver, at sådan foregik det rent faktisk i visse minegange, og hvis fuglene faldt døde om, så var der tegn på giftige gasarter i gangene. At billedet er autentisk, om man så kan sige, underminerer dog ikke min læsning, synes jeg ikke, snarere tværtimod. Laugesen skriver jo præcis, at "Digtet er....". Jeg vil snarere sige, at autenticiteten gør billedet stærkere, bl.a. at det tilmed er politisk, fordi det sympatiserer med de folk, der arbejdede under sådanne forhold i minegangene. Men det er altid spændende at få sine læsninger suppleret op, om man så kan sige. Som læser er man jo ofte også en kanariefugl på ryggen af en blind pony.

Apropos nogle af mine kommentarer tidligere omkring litteraturens krise, så faldt jeg over denne artikel i New York Times , der slår fast, at børn, trods Harry Potter-fænomenet, læser mindre og mindre. Det er da værd at tænke over...

Nogle vil måske klandre mig for at være lidt oldfashioned eller out of date , eller nogle andre klichéfyldte ting på engelsk, som jeg også burde oversætte til dansk, men stødte ind i dette site , hvor man kan rode rundt med salmerne online. Det er i hvert fald yderst praktisk, hvis man, som jeg, af og til skal skrive noget om dem, fx hvis man skal kigge Grotrian efter i kortene eller ærmerne. Grotrian der for nyligt og fortjent i øvrigt har fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Jeg bladrede lige litteratursidens liste over danske debutanter igennem inden for de seneste 7 år. Den her ikke helt komplet, men pyt nu med det. Herunder søgte jeg på ordet "digte" for at danne mig et overblik over digtdebutanter. Hvis der er en tendens, så handler den om, at der er opstået en række nye små forlag som Eksperimental , Frother, Undr og Facet . Det er mestendels dem, der står for debutanter i dansk lyrik, men i reglen forfattere man ikke hører så meget om, og som oftest ikke bliver anmeldt. Hos Eksperimental skal man selv finansiere sin bog. Tager man de etablerede forlag (Borgen, Gyldendal, Samleren, Lindhardt og Ringhof) og kigger nærmere på, hvor mange lyrik-debutanter de har, så varierer det en smule, men et sted mellem 2 og 5 lyrik-debutanter om året. Men apropos den udmeldte krise fra Bendik Wold, bogredaktør på det norske avis Klassekampen , siger disse tal så noget om, hvordan det står til med ny dansk lyrik? Desværre er mit statistiske materiale en ...

Jeg har jo allerede gjort reklame for dette site en gang, men der sker fortsat nyt. Nu er Praksis, 10 også lagt ud, og der er planer om at lægge både 9 og 11 ud tillige. Det glæder mig i særdeleshed, da jeg holder meget af disse sene digte. Fx kan man se at digtet "Idyl, overbelyst" i sin tid startede med et "På den anden side...", og at Højholt når frem til titlen i det øjeblik, at digtets start ændres til "på den ene side". Netop den ændring betyder jo en hel del for digtet. Den betyder, at digtet bliver overbelyst, og at den anden side forsvinder i den overbelysning, og det præcis skaber digtets lidt uhyggeligt-fortrolige tone, hjemlig-uhjemlige. Åh altså. På den ene side er man altså taknemmelig for Bruno Svindborgs fantastiske arbejde med manuskripterne på det kongelige. På den anden giver det blot os "stakkels" Højholt-læsere endnu mere at lave. Kan man fx læse det digt her på samme måde igen, når man ved, at der har stået "På den an...

Læste Borowskis This Way for the Gas, Ladies and Gentlemen , som er fantastisk, men desværre ikke oversat til dansk. Til sidst måtte jeg lægge bogen fra mig og kunne heller ikke fravriste mig billederne i mine drømme flere nætter efter. Borowskis nøgterne og ofte ironiske blik kombineret med de frygtelige scenarier i Auschwitz blev for meget. Men Borowski er bestemt i samme klasse som andre forfattere, der skriver om lejren, fx Primo Levi eller Imre Kertész, og desto mere ærgerligt er det, at vi ikke kan læse ham på dansk. Desuden adskiller Borowski sig fra de andre, fordi han havde en anden, og man kunne måske sige, mere aktiv rolle i lejren. Borowski er tættere på det man i fagsproget kalder "bystander", men er samtidig også et "victim", dvs. tilskuer og offer på samme tid. Man gør sig således skyldig ved at overleve, ifølge Borowski. Det er han langtfra den eneste, der mener, men man mærker det på en anden måde i dennes litteratur end hos de andre, synes jeg. Bor...

På Youtube ligger der faktisk en del småfilm med mere eller mindre prominente akademia-stars. Bl.a. faldt jeg over denne fine lille ting med Jacques Derrida, hvor han taler om frygten for at skrive, skrivens frygt. Derrida er, i modsætning til hvad man kunne regne med når man læser dennes artikler og bøger, utroligt skarp og præcis i interviews og lign. Men han improviserer, eller mere præcist, skriver med det talte sprog.

Her til aften faldt jeg lige over Mikkel Zangenbergs mere moderate og eftertænksomme kommentar til den debat omkring litteraturkritikkens status, som denne havde med Tue Andersen Nexø i løbet af efteråret 06. Jeg er ikke så sikker på, at litteraturkritikken er i krise og tror heller ikke så meget på de store sociologiske forklaringer på alt, hvor man spænder Habermas, Luhman eller andre væddeløbsheste foran den kritiske guldkaret. Jeg tror snarere, som Zangenberg også er inde på, at denne "krise" hænger intimt sammen med en anden, nemlig litteraturens "krise" eller rettere: dens diffusion. Man behøver ikke at bladre ret meget, fx i amerikanske litterære tidsskrifter, for at finde ud, at de meget sjældent handler om litteraturen, som vi tror vi kender den. Sådan har det efterhånden været nogle år. De litterære kritikere kaster sig over noget andet ved litteraturen. Kulturstudier kalder man det vist, hvis man ellers oversætter cultural studies ligeover. At litterat...

Jeg har næsten lige fået Rune Christiansens bog Utelatelsen ind ad døren og vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et fantastisk, men relativt uopdaget forfatterskab fra Norge. Christiansen har efterhånden en del bøger bag sig, mestendels digtsamlinger, men også nogle romaner. I Utelatelsen eksperimenterer Christiansen en del med formen. Teksterne har ikke et knæk, som digte normalt har det, og man kan formentlig heller ikke tale om vers i gængs forstand. Professor Arne Melberg ville sikkert tale om interferensen mellem prosa og digt, jf. denne artikel , og om en prosaisering af det lyriske udtryk. Linjerne er ligesom punkterede af ellipser, ja udeladelser. Men en interessant lille og eksklusiv bog af en forfatter, der ligesom er for international til kun at blive læst på norsk, men måske også for norsk til at få et internationalt gennembrud, hvorfor kritikerne måske indtil videre har haft en vis berøringsangst. Man burde uden videre lave et udvalg og oversætte til da...

Jeg anmelder den nye digtsamling af Henrik Nordbrandt på Sentura . Den er god, ingen tvivl om det. Men det undrer mig, at forlaget ikke har læst ordentlig korrektur på bogen. Jeg fandt en 4-5 fejl af varierende art, fra manglende stort bogstav efter punktum til almindelige stavefejl, og det er en del for en bog med så forholdsvis lidt tekst. Værre endnu er det, at man kan komme i tvivl visse steder i bogen, om den og den sætning nu også er intenderet. Fx når de allerførste vers lyder sådan her: Jeg ville så gerne skrive et digt må være den uskrevne linje som alverdens digte begynder med. Enten mangler der noget, eller også eksperimenterer Nordbrandt lige rigeligt med enjambementet, således at man kan læse "et digt" som tilhørende to sætninger på een gang - både "Jeg ville så gerne skrive et digt" og "et digt/ må være den uskrevne linje/ som alverdens digte begynder med." Man kan sagtens argumentere for, at det er med vilje, dvs. at Nordbrandt ligesom lade...

Bruno Svindborg der arbejder på det Kongelige Bibliotek, har været i gang med at lægge en del af Per Højholts manuskripter ud på nettet. Det er blevet til dette fantastiske site, som alle Højholt-fans bør kende til.

Simon Grotrian sendte mig et eksemplar af bogen Svane tåre tåre le , som er opstået ud fra et samarbejdet med kunstneren Leif Dræby og udgivet på eget forlag i forbindelse med Midtjyllands Avis' 150 års jubilæum. Dræby lavede også omslaget til Grotrians seneste bog på Borgen Tyve sorte kinder . Normalt holder Dræby sig til ansigtsportrættet, men har i dette tilfælde gjort en undtagelse. Det fungerer vældig fint, synes jeg. Man kan bl.a. læse dette digt. Pulsen blev havskum og skyerne hvælvet det regner på øjnene alt, hvad du synes om mig er et hjerte skriv ikke dét digt som du lige har læst. Man kan læse mere om Dræby her og her og om bogen her.

Jeg har et ambivalent forhold til det at læse de her tykke, fantastisk svære klassikere, såsom Mason & Dixon , Ulysses , Beckett i særdeleshed og i den lidt blødere ende Absalom, Absalom! m.fl. På den ene side får man en fantastisk læseoplevelse, men på den anden så er oplevelsen ikke forankret i selve bogens tekst, i stedet er det, man husker bedst, efter læsningen, de rammer, som der var omkring bogen, fx om man læste bogen i en bestemt periode af ens liv, om man læste den i et sommerhus etc. Måske skyldes det, at jeg er lyrisk stemt? Måske det faktum, at jeg er for dum til at læse bøgerne? Måske for basalt uinteresseret? Men det kunne måske også være, at bøgerne rent faktisk udstøder sin læser. Man bliver ganske enkelt forkastet. Det giver til gengæld en helt bestemt oplevelse, især når man endelig har pløjet sig igennem bogen. Ahhhh. Forløsning igen, ingen modstand. Der er tale om en temmelig sej måde at kommunikere på, hvis det da overhovedet er kommunikation! Op ad bakke, d...

Her til morgen blev jeg lige sat 17 år tilbage i tiden, da jeg hørte Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit digt "Levende". Formidabelt og samtidig et genhør med mit eget udgangspunkt for at læse og indimellem skrive digte. Dengang var det jo Søren Ulrik og Michael Strunge, som var heltene. Jeg holder stadig utrolig meget af begge digtere. Derfor er det lidt nedslående, at når man i dag kommer ud på et gymnasium, så kender de ikke Strunge, men vil gerne høre historien om ham, især anekdoten med at han hoppede ud med skrivemaskinen på nakken fra den og den sal, fordi han troede, at han kunne flyve. Jeg ved ikke, om den passer, men eleverne husker det hele bedre, hvis det serveres sådan. Thomsen har de måske stødt ind i, hvis deres lærer ellers er lidt chick. Synd og skam, men sådan er der så meget, når man er ved at blive gammel, og lidt gammel er man vel altid. Nu ringer min mobil: En sms fra min fortid.

Indimellem, bare indimellem, og det er alt nok, så overgår Peter Laugesen dem alle: Jeg er som en guitar på endeløs feedback mens universerne bobler. (fra Trashpilot , 2000)

Der er måske ikke så meget nyt over det, men jeg faldt over en lille film på UBU i dag. Filmen er med tekst af Samuel Beckett. "Not I". Ikke-jeg eller knude-jeg måske, hvad ved jeg . Både tekst og film er interessante. Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har været inde i en Beckett-periode, men det skal man vel være en gang imellem. Dels fordi det er er svært at undervurdere Becketts betydning for den danske litterære modernisme i 60'erne, Højholt ikke mindst. Dels fordi man lærer så meget om, hvad litteratur er: Beckett er jo så tæt på litteraturens mumlende mund at man må grine eller græde for ikke at miste sig selv mere end det, en slags manifesteret litterær krop, og den er mærkelig og minder ikke altid om det, vi ellers kender, hvilket dog ikke bør forlede læseren til i desperation at opsøge et genkendeligt perspektiv på tingene, blot fordi man ikke føler sig hjemme. Her findes hjemme ikke, her findes "jeg" ikke, kun litteraturen, der imploderer. ...

Snart udkommer Simon Grotrians næste digtsamling. Det er faktisk den tyvende fra hans side og han udnytter igen nummeret i titlen. Jeg vil blot citere det første digt, som er aldeles fremragende: "Kroppen smelter ned i sin betagelse af solen jeg kan tro på dét, jeg ikke ser og folde mine hænder som en rose." Poesi, Ikaros og religiøsitet i skøn forening. Poesi som religion. Religion som poesi.

I lørdagens bogsektion i Politiken havde jeg følgende kommentar til en kronik af Jette Hansen, som blev trykt ugen før i samme dagblad. Jeg kunne ikke dy mig for at give mit besyv med, men min kommentar virkede muligvis lidt blamerende og abrupt, fordi de havde forkortet den til sidst. Her er den i hele sin tekst, som giver mere sammenhæng: Det er bemærkelsesværdigt og højest overraskende, at et værk som Knud Romers ”Den som blinker…” kan forarge sine læsere i sådan en grad, at det medfører læserbrevsstorm og kronikker i et væld. Der er mange perspektiver i debatten, som man kunne have lyst til at kommentere, men især et af dem finder jeg særlig diskutabelt. Det drejer sig om Jette Hansen, der i sin kronik i Politiken 17. februar anfører en række årsager til, at det er vigtigt at diskutere, om historien er sand eller ej. Som en kommentar til Poul Behrendts indlæg skriver Hansen: ”Sjovt nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har erklæret i offentligheden, a...

Sidder og læser Briefwechsel imellem Nelly Sachs og Paul Celan. Det er bemærkelsesværdige ting. Fx den måde som Celan nærmest besværgende skriver til Sachs, at hun skal komme ud i lyset, væk fra mørket. Det er ikke ordene, der her står i centrum for Celan, men handlingen. Ordene skal gøre noget; de skal hive Sachs ud af mørket. Det siger mange ting om dennes forhold til ordene, fx om en tillid til deres besværgende magi. Ordene skal handle for Celan, og digtene er en redning for digteren. Flere gange skriver Celan også om et fællesskab, som Sachs og han jo i den grad har via ordene og deres eksil, ikke mindst sproglige eksil. Men han kan ikke overtage Sachs' Gud, selvom han accepterer denne. Digtningens Gud da? Måske?

Det har som skrevet tidligere været småt med kommentarer til vores antologi, men nu er der endelig dukket én anmeldelse op af Selvskreven , og det er jo formentlig bedre end ingenting.

Min bog om Højholt skriver sig selv. Jeg skal til at passe på. Det sker næsten hver gang, jeg skal skrive noget om forfatterskabet. Man falder ind i en stime, hvor det hele giver sig selv. Gad vide om andre skribenter, der skriver om Højholt, har det på samme måde? Man må gribe sig selv i armen. Er det mig, eller Højholt der taler? Man må vride sig selv af led, ellers bliver det aldrig godt. Men ude af sig selv dukker Højholts stemme netop op, snakker løs og jeg er til diktat igen. Arrrghhh

I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat "Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det." På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som F...

Jeg har kommenteret den løseligt før, men jeg kunne godt tænke mig at følge en smule mere seriøst op på den diskussion , som Mikkel Zangenberg og Tue Andersen Nexø havde i oktober måned omkring kriterier for litteraturkritikken. Positionerne er for mig at se ikke helt optegnede, som Tue ellers hævder. Det startede med, at Zangenberg i en klumme i Politiken beklagede sig over, at kriterierne for, hvad der er godt eller skidt, nu er blevet så vilkårlige, at man burde nedlægge anmelderiet og smagsdommeriet. Dette underskud på kriterier udmønter sig i en fremturing af kritikerens personlighed på bekostning af kritikkens seriøsitet, som det fx sker i programmet ”Smagsdommerne” på DR2, hvor folk fra vidt forskellige fagområder anstiller domme over værker, som de ikke nødvendigvis har megen forstand på, i hvert fald ikke på værkernes rent faglige tilhørsforhold, om det så er litteratur, film, billedkunst osv. Dette medførte et verbalt angreb fra Andersen Nexøs side, som mente, at de...