onsdag den 26. september 2007

Litteraturen i mod- og medvind

Peter Nielsen, redaktør på Information, havde følgende bandbulle og bogspids mod litteraturteori og litteraturen nu i det hele taget i forlængelse af et interview med Todorov i Weekendavisen. Bl.a. skriver han:

"Han [Todorov] forlanger simpelt hen af litteraturen, at den skal have eksistentiel relevans og ikke skal reduceres til sproglige finurligheder og litterært spil for galleriet.

Så er det, at man kommer til at tænke tilbage på de seneste årtiers teoretiske hærgen på de danske litteraturstudier.

Især på den livsfornægtende dekonstruktion, hvis eneste formål er at påvise, at værker kan være i strid med sig selv, og at man kan påvise et misforhold mellem intention med et værk og det faktiske resultat, eller at litteraturen ikke evner at stå i et repræsenterende forhold til verden og at det handler om at demonstrere den vrangforestilling.

Alt sammen noget, der ofte ender i bogholdermæssige teknikaliteter. Og det, der gør, at litteraturvidenskaben udvikler sig til et reservat på tryg afstand af ikke bare verden, men også af selve litteraturen."

Det lyder så såre simpelt. Men sådan hænger tingene jo ikke helt sammen. Man kan fx ikke affærdige dekonstruktionen, sådan som han gør det ovenfor, som livsfornægtende, sikke noget vrøvl. Man kunne med rette sige det stik modsatte. At dekonstruktion er livet, livsaffirmerende. Det er tilfældet som mulighed. Det kan man fx forsikre sig om, hvis man kender en smule til den engelske ekspert Nicholas Royle, som flere gange har besøgt Aarhus Universitet de seneste par år. Og man kan ikke bare sådan uden videre se bort på den indflydelse en sådan tankegang har haft på hele humaniora som sådan. Naturligvis findes der teori-rytteri som er dårligt og livsfornægtende. Men det er ikke nødvendigvis dekonstruktion. Det er bare dårlig teori.

Desuden: Et værk som Beck-Nielsens Selvmordsaktionen, som måske er det mest intervenerende værk imellem samfund og kunst inden for litteraturen i de seneste mange år, kunne aldrig være opstået uden dekonstruktionen, uden Derrida eller Agamben. Det har både eksistentiel relevans og sproglige finurligheder på samme tid.

Jeg har den dybeste respekt for Todorov, men det lyder nu alligevel lidt gammelmandsagtigt, ligesom når man besøger sine bedsteforældre, der synes at de fremmede er sære, og at ungdommen nu til dags er af lave. Hvorfor skulle litteraturen pludselig ændre sig så radikalt og ikke interessere sig for livet, lave reservater og den slags? Vås.

I årene efter at Shakespeare skrev Hamlet, var der fx ingen der havde respekt for dennes ordspil. Det var jo blot noget sprogligt sludder, ren tomgang. Men i dag kan vi se at de tog fejl. Siden da har vores tid så at sige været "out of joint".

For god ordens skyld: Jeg synes også, at litteraturen skal tage del i livet, og at den af og til kan blive for selvsmagende, men hele ideen om at skyde den og teorierne i sænk som ovenfor er blot et modefænomen, som man ikke nødvendigvis skal lægge sig på knæ for.

mandag den 24. september 2007

Bevidsthed om sammenhængskraft?

Ved et tilfælde kom jeg til at sidde og læse denne grundlovstale af vores Statsminister. Her skriver han bl.a.:

"I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum.

På den anden side møder vi undertiden fra visse religiøse kredse en urimelig insisteren på hensyntagen til specielle, religiøst motiverede særordninger i situationer, hvor danske sædvaner støder sammen med andre normer og religiøse forestillinger. Det ville klart bidrage til færre religiøse spændinger i det offentlige rum, hvis der fra religiøse kredse blev udvist en passende fleksibilitet, pragmatisme og tilpasningsevne i de situationer.

Vi skal i højere grad være bevidste om de principper og holdninger, der har gjort Danmark til et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør vi ved at insistere på, at religion først og fremmest er en privatsag.

Hvis vi skal opretholde den stærke sammenhængskraft, der er så væsentlig for Danmarks fremgang og stabilitet, er det nødvendigt, at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark – og ikke som repræsentanter for forskellige religioner."

Javel, vi skal møde hinanden i det offentlige rum, men som "mennesker og borgere i Danmark". Vi skal med andre ord være partikulære og universelle på samme tid. Vi skal være enhver, men også enhver borger i DK. Det er ikke så let, som det lyder ovenfor.

Måske bør man overveje at lade kirkerne forstumme hver eneste søndag morgen, når de igen og igen ringer sognebørnene til kirke. Det er der ikke meget privat over. Heldigvis så er de fleste af os så meget verdensborgere, at vi vælger at blive hjemme i privaten og med døren godt lukket for at spise rundstykker og drikke kaffe i stedet. Kirkeklokkerne er blevet så meget sædvane (og ikke religiøse spændinger i det offentlige rum), at de stort set ikke er religiøse symboler mere, og vi registrerer dem ikke, imens vi sidder dér og slubrer kaffen i os. Men indeni mærker vi måske nok et lille ryk, et måske, en længsel efter at sidde i den kirke og om muligt mærke den gryende religiøsitet, som mange af os vel nok har eller ikke kan gøre for. Eller: om ikke andet så pga. det eksotiske ved hele situationen i kirken, når vi som nikkedukker skal rejse os op og ned fra bænken, synge og bede sammen med præsten deroppe i nogle langt ude og skøre, men naturligvis af sædvanen prægede klæder.

Een konklusion på talen kunne være, at sammenhængskraften ikke rigtig tilhører det private, men sædvaner, offentlig færden i det offentlige rum, bevidsthed om principper og holdninger. Det er i sig selv yderst tvivlsomt. Er det ikke netop det mest private, som binder os sammen? Ja skaber sammenhængskraft. Tænk, bare på enhver form for kloakering. Man kunne også tænke mere klassisk liberalisme, fx Hobbes' naturtilstand, men Statsministeren går den anden vej. Det naturlige er her borgeren.

Desuden går jeg ud fra, at Fogh Rasmussen indirekte taler om Muhammed-krisen, men her var der jo ikke megen bevidsthed om principper og holdninger, her var der i den grad tale om en naiv færden udi det offentlige rum, ja måske i sidste ende et privat projekt, som kostede på mange planer, men som vi til en vis grad alligevel valgte at forsvare i det offentlige rum.

Jeg er i tvivl og ved snart ikke, hvem jeg har mest lyst til at møde derude "i det offentlige rum": Mennesket, borgeren eller dem med det private udenpå tøjet.

Lad dog DEM om det, kunne man sige, men er DEM og MAN ikke de samme? Og så længe MAN ikke anser DEM for også at være os, så aner jeg ikke sammenhængen. Det gør jeg nok heller ikke alligevel.

søndag den 16. september 2007

De verbale pupillers succes

Det var ikke fordi jeg ligefrem overrendte litteraturfestivalen Verbale Pupiller, men jeg nåede da at være lidt med lørdag aften og søndag eftermiddag. En fantastisk stemning var der helt bestemt og havde jeg ikke familie og sager, ville jeg klart hænge ud hele weekenden. Hvad Spot-festivalen er for dansk musik i Århus, kan man kun håbe at Verbale Pupiller kan blive for poesien. Takket være den allestedsnærværende Mathias Kokholm og bande-medlemmerne Mads Mygind, Christoffer Ugilt Jensen kunne man opleve litteraturen på vrangen i Århus. Små forlag, små bøger og stor, stor kunst. Det eneste man kan håbe på er, at arrangørerne får penge til at gøre det igen næste år, og hvis Århus kommune mener det alvorligt med deres litteraturpolitik, så har de da alle chancer her. Så let røven....

Skal man evaluere lidt, kunne man sige, at det var en succes at lade festivalen være skandinavisk, ikke mindst set ud fra det perspektiv at der langsomt er ved at vokse en ny nordisk offentlighed frem, især via tidsskrifter og blogs på nettet. Så en udbygning af dette samarbejde vil kun styrke festivalen. Man kunne måske ønske sig lidt mere sammenhæng / dialog mellem rap-musikken og lyrikken, fx ved en kritisk dialog, sådan at rapmusikken ikke bare er dem der står for festen og lyrikken for al det hemmelige ude i VIP-rummet. Det er klart, at når man satser på ung og ny lyrik, så skal man da have rapperne med, men de skal også med ind der, hvor de betragtes som litteratur og lyrikken ud der, hvor den er med til festen. Desuden kunne man måske ønske sig lidt mere struktur på Kritiker-salonen, fx ved at een vidste at vedkommende skulle lægge ud med et oplæg eller lign.

Men sådanne betragtninger ændrer ikke på den ubetingede succes, som festivalen har været. Tillykke og vi ses forhåbentlig igen næste år.

onsdag den 12. september 2007

& Celan


Faldt over et digt af Paul Celan i denne artikel om den selvsamme og oversatte det fluks:

14.12.1968

Lev livene, lev dem alle,
hold drømmene fra hinanden,
se, jeg stiger, se, jeg falder,
er en anden, er ingen anden.

mandag den 3. september 2007

Derrida til det sidste


Lad mig benytte lejligheden til at reklamere en smule for nogle af mine kollegers arbejde. Er man interesseret i Jacques Derrida, kan man med fordel møde op til dette seminar. Personligt synes jeg selv, at Derrida til stadighed blev ved med at skrive interessante ting til det sidste.

Trafikken er uvirkelig


Så fik jeg endelig fyret anmeldelsen af Martin Glaz Serups Trafikken er uvirkelig af sted til Sentura. Den er sikkert på i løbet af nogle dage. Grundlæggende er jeg sympatisk indstillet overfor bogen. Det er jeg jo stort set overfor alt det, som jeg siger ja til at anmelde, hvilket naturligvis er et problem, som det at anmelde af lyst indeholder. Nok om det. En smule malurt var jeg dog nødt til at komme i bægeret, selvom jeg slet ikke havde lyst til det, især fordi jeg synes, at Glaz Serup gør mange gode ting for den danske litteratur i det hele taget og er en glimrende blogger. Bogen er også blevet ganske vellykket, hvad omslaget angår, så et lille billede kan man jo altid bringe.