fredag den 23. juni 2017

Bogen og værket

Klaus Nielsens Bogen og værket med undertitlen En introduktion til tekstkritik og boghistorie som litteraturteori er en virkelig fin og brugbar bog, som jeg meget gerne vil anbefale. Personligt har jeg altid været en smule skeptisk overfor boghistoriske tilgange til litteraturen, fordi de kan synes at være mere interesserede i bøgerne end i den litteratur, der optræder i dem.

Men Nielsens bog problematiserer en sådan fordom netop ved at tage fat i det udefinerbare begreb "det litterære værk", som vi ellers automatisk bruger og opererer med i vores litterære tilgang. Og altså strengt taget uden at vide hvad vi mener, og hvad det indebærer. For hvad vil det sige at læse og måske analysere litteratur ud fra en uklar ide om "det litterære værk"? Er litteratur i den forbindelse noget andet end bogen, som den optræder i? Kan vi blot ignorere, at litteraturen altid også har en krop i form af et omslag eller andre former for apparitioner? Hvor begynder og slutter "det litterære værk"?

I en tid som vores, hvor relationen mellem bøger og litteratur ikke længere er så selvfølgelig som tidligere, bør man hilse spørgsmål som disse velkomne, og Nielsens velskrevne og informative introduktion til en fusion af boghistorie og litteraturanalyse er et godt sted at starte.

Nå ja, og så bør man som Per Højholt-fan jo også konsultere bogen, for hvor første halvdel handler om at placere den boghistoriske disciplin som central i litteraturlæsningen på universiteter og andre steder (i en medialiseret tid), så handler anden del om Højholts Gitte-monologer.

Nielsen udvikler en metode i sin bog, som appliceres på Gitte-monologerne. Det kommer der en både totalt nørdet (nørdet på den fede måde) og detaljerig læsning ud af. Bl.a. har Nielsen kørt Højholts forskellige oplæsninger af monologerne igennem en maskine for at måle på Højholts stemmeføring. Forskellen er så markant, at man med fordel kan tale om en tidlig fase fra 1980-82 og en senere fase fra 1983-84. Udviklingen viser, at Gitte bevæger sig "over mod Højholts stemmeføring" og "Højholts stemmeføring bevæger sig samtidig den modsatte vej, hvormed de to stemmer næsten mødes på halvvejen" (138).

Nielsens konklusion er, "at idet Højholt og Gitte kommer til at optræde mere jævnbyrdigt med næsten lige meget scenetid, mindskes forskellen mellem dem og deres roller i værket" (161). Og mens "værket i højere grad kommer til at handle om andet end Gitte, bliver Højholts stemme mere og mere som Gittes" (161). På baggrund af dette argumenterer Nielsen bl.a. for, at Gitte-monologerne faktisk er mere end Gitte-monologerne. I hvert fald de nedskrevne af slagsen. Hvis man her skal argumentere for et litterært værk, må man derfor også have Højholts performance med, ikke mindst alle de sidebemærkninger, introduktioner og kommentarer, som han leverer ved siden af oplæsningen.

Er man connaisseur, kan man bekræfte dette via de radiotekster og Gitte-monologer, der blev udgivet i forbindelse med bogen Mellem ørerne. PERformer HØJHOLT MEDIEKUNST 1967--> (2004). Her er det tydeligt, at humoren i højere grad skal findes i Højholts improvisationer omkring monologerne end i oplæsningen af disse.

En sidste supernørdet ting: Nielsen har en fantastisk illustration med i sin bog, et udklip af en annonce fra Bryrup/Them/Virklund Avis (28/4, 1983), som Højholt selv gemte i sine arkiver, og som siger en del om, at Højholt også skal læses som en forfatter, der skubber til vores forestillinger om grænsen mellem underholdning og kunst.


torsdag den 15. juni 2017

Den menneskelige plet. Litteraturens x-factor


Da årets X Factor vinder Morten Nørgaard skal til at synge “Say You Won't Let Go” i femte runde af liveshowsne, taber han pludselig tråden. Han er tæt på at give op, men får efter et par opmuntrende ord fra både sin mentor Remee og værten Sofie Linde samlet sig. Han tager sangen forfra og gennemfører sin optræden. Øjeblikket er muligvis afgørende for udfaldet af årets talentshow. Morten Nørgaards optræden understreger nemlig hans egentlige x-faktor: menneskelighed. Men gennem sin fejl og tvivlen på egne evner bekræftes også den særlige ærlige aura, som omgiver Morten.
Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”?

I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som regel et motiv, og et motiv betyder, at man siger noget for at ville opnå noget andet. Skal en optræden, sange eller bøger derfor være ærlige, må de faktisk udtrykke noget uden at ville opnå noget andet. Det sker sjældent, men det må gerne vakle, som verdensstjernen Mø siger det i et interview til musikmagasinet Gaffa, for ”det er fucking smukt at se folks fejl”. Det værste hun kunne forestille sig er, at hendes musik skulle virke påtaget, falsk og overproduceret, for man skal kunne mærke, at der står et menneske bag.

Ny oprigtighed 

Store dele af den nyeste danske litteratur handler om og tematiserer spørgsmål som ovenstående. Det gælder i værker af forfattere som Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan m.fl. Og umiddelbart kan det måske også se ud som om, at disse forfatteres intention om en ny oprigtighed ender i en blindgyde. Ærligheden som iscenesat i stedet for den ægte vare.

Og så alligevel ikke, for dér, hvor deres oprigtighed skal findes, er i den måde som hele intentionen om at være ærlig fejler: En fundamental usikkerhed, der altid også gennemtrænger og omgiver deres litteratur. I digtsamlingen 7/11 skriver Caspar Eric et sted: ”fint nok med overfladejeg/ fint nok med performativ ærlighed/ som jeg aldrig kommer ud af/ uanset hvor radikal jeg forsøger at være/ i facebookopdateringer osv/ med direkte referencer til dig/ uanset hvad vil de altid ha en intention”. Men læser man digtet til ende, vil man i slutningen se, at et af de hashtags, der anvendes – alle Caspar Erics digte er uden titler, men derimod forsynet med sådanne – er “#gemttilkladder”. Måske var det slet ikke meningen, at dette digt skulle være et digt? Måske var det snarere en email, som forfatteren i virkeligheden slet ikke ønskede at sende?

Denne indarbejdede usikkerhed danner ramme om det, jeg kalder den menneskelige plet, og den er i mine øjne det vigtigste kendemærke ved den nye danske litteratur. Med en lettere omskrivning af et citat fra Nordenhof, så oplever man i den nye litteratur at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kan beskrives som både ærlig, oprigtig og til tider privat, men den kræver under alle omstændigheder en hensyntagen til selve læsningens situation, at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser. Et litterært værk er i dag ikke bare bogen eller teksten, men snarere den intervention som en litterær tekst, fx i en bog, iværksætter.

Det biografiske og det private

Tendensen er især tydelig, når det gælder brugen af selvbiografisk materiale. Denne tendens er efter alt at dømme et resultat af påvirkningen fra nye medier, men hvis litteraturen som sådan ikke også havde sine egne logikker, ville den i dag kun bestå af selvbiografisk litteratur, og det gør den som bekendt ikke. Det biografiske kunne man derfor se som det udefrakommende, dvs. mediepåvirkningen af det litterære og spindoktoriet i forhold til ens egen identitet, imens det private bør betragtes som én af litteraturens måder at modstå dette selv-spin, en slags resistens, men resistens forstået på flere måder. For sagen er den, at i en bestemt medielogik vil det, som ikke umiddelbart lader sig absorbere altid være mere interessant end det, der restløst lader sig opløse i den. Det er det tv-programmet, X Factor lever højt på. Her er man på evig jagt efter det originale, det singulære, det spektakulære, det som netop ikke er mainstream, men snarere menneskeligt. Præcis det gør man så til mainstream hver fredag aften. Samme logik gælder reality-programmer, men med det singulære forstået som det private. Logikken er i sidste ende også mulig at overføre til det litterære system. Den menneskelige plet er i den forstand på godt og ondt litteraturens x-factor.

Den singularitet, som det private ved en litterær tekst afstedkommer, har man haft en tendens til enten at overse eller undervurdere – man har endog i visse tilfælde anset det for at være en svaghed, ikke mindst når man har anklaget litteratur skrevet af kvinder for at være for privat. Det er først nu, vi for alvor anerkender kvaliteten ved Tove Ditlevsens erindringer eller Vita Andersens digte. Det betyder ikke, at hvis en tekst er privat, så er den automatisk litteratur. Det ville naturligvis være en absurd påstand. Men det betyder, at det private ofte bidrager til den singularitet, der gør litteratur til noget særligt, og at man føler sig talt til, ikke bare talt til som litteraturlæser, men også tiltalt som menneske, og dermed begynder at investere noget i teksten i stedet for blot at studere den.

Blottelsens etik

At kunne fornemme en teksts ærlighed og oprigtighed som læser kræver derfor en form for åbning eller blottelse i og med teksten, som i en eller anden form kommunikeres til læseren. Heri ligger der også en indbygget etik. I selvfremstillingen, uanset hvor fejlbarlig den end må være, må man forsøge at se sig selv i en større sammenhæng. Ideen illustreres til sidst i Amalie Smiths bog I civil (2012), hvor det tydeliggøres, hvordan det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten.


Ansvarlighed er nemlig et forhold, der bygger på vores manglende evner til at kunne gennemskue os selv. Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at udstille vores menneskelige begrænsninger så præcist som muligt. Det er bl.a. dette, der sker i de nye danske litteratur. Den stiller bevidst sine menneskelige pletter til skue. Morten er åbenbart ikke den eneste, der kan lave ”en Morten”.

Litteratur, det fortvivlede sprog 

Oprigtigheden i den nye litteratur handler derfor nok alligevel om intention, men ikke en naiv intention om problemfrit at overføre et bestemt indhold i den litterære kommunikation fra afsender til modtager, snarere om at være oprigtig i forhold til at udstille den sårbarhed, der også altid er på spil, når man i sin selvfremstilling kommunikerer med andre mennesker. Der er tale om en litteratur, der ikke bare kommunikerer, men også rummer den fortvivlelse, der ligger i kommunikationen som sådan: At det nok handler om at med-dele sig, men at den meddelen aldrig restløst finder sted. Som det lyder i Stine Pilgaards roman Min mor siger (2012):

”Vi taler forbi hinanden, nogle gange med vilje, andre gange af vane, undertiden som en raffineret hævn, men oftest fordi misforståelserne er det eneste der findes. Vi forestiller os at vi ikke kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige. De få gange vi rent faktisk glemmer at ensomheden findes, bliver vi så ekstatiske af lykke at vi kalder det kærlighed, selv om det tætteste vi kan komme, er muligheden for at møde et menneske der jævnligt får os til at tvivle på at vi er alene. Det eneste vi kan håbe på, er hurtige glimt af kortvarig intimitet der ikke erstatter ensomheden, men i bedste fald kan fungere parallelt med den. Så bliver vi henrykte og siger ja til hinanden i kirker, lever sammen i trædemøller og sætter parallelle fodspor på jordkloden.”

Men selvom misforståelserne muligvis er det eneste, der findes, så ophører de ensomme mennesker ikke med at forsøge at forstå hinanden, og en af de former, hvori denne fortvivlende gentagelse oftest sker, kan man jo så kalde litteratur.



*(NOTE: teksten ovenfor var i første omgang antaget som kronik i Information og skulle have været i avisen i løbet af maj måned, men blev af uvisse årsager aldrig trykt)


mandag den 5. juni 2017

Fire skønhedspletter & litteratursystemet (anno 2000, 2009 og 2017)

Da jeg udgav Digte er bjergede halse i 2000 på forlaget After hand om Simon Grotrians forfatterskab, blev bogen anmeldt i Weekendavisen, Information, Politiken, Aktuelt, Berlingske, Kristeligt Dagblad samt i litteraturtidsskriftet Standart og på Afsnit P. Ikke alle anmeldelser var gode, et par stykker var deciderede ondskabsfulde. Men bogen, som var baseret på mit spæde speciale, fik trods alt (fx at det var det undselige forlag After hand, som stod for udgivelsen) ret stor opmærksomhed i aviserne.

Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende, Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Posten, der kaldte bogen for den bedste indføring hidtil i Højholts forfatterskab. Bogen fik senere grundige anmeldelser i Standart og Edda, som jeg var superglad for, men som nok ikke giver den store opmærksomhed uden for akademiske kredse.

I maj 2017 udgav jeg bogen Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet på Dansklærerforeningen, og status er indtil videre en overfladisk omtale i Weekendavisen og nul anmeldelser på trods af, at jeg i dag (til forskel fra år 2000 og til dels fra 2009) kender mange flere af de mennesker, der skriver for de større aviser, og desuden gennem de seneste år har skrevet til fx Information og medvirket i flere litterære debatter, fx om den samtidslitteratur, som min bog netop forsøger at tematisere og beskrive. Information har desuden ofte været opmærksomme på denne blogs indhold, hvilket jeg har været glad for. Og selvom blogosfæren nu er en død sild i det samlede litteratursystem, så burde chancen (tænker nogen, fx jeg, for det er ikke nemt at være nogen) for at blive anmeldt, ja bare blive set af de danske avisers bog- og litteratursektioner, være større end nogensinde før. Men nej.

 *  *  *

Selvfølgelig var jeg klar over, at bogen ikke ligefrem ville blive en bestseller. Eller at anmelderne ville slås om at anmelde den. Men jeg tænkte måske i mit naive sind, at når den fx omhandler debatter, der svarer til den, man så for nylig ifm. Christina Hagens Jungle-interview, så udkom bogen faktisk på det rette tidspunkt. Den ville blive set af aviserne. Desuden tænkte jeg, at litteraturjournalister kunne være interesserede i en bog, der forsøger at gøre boet op i dansk samtidslitteratur efter Knausgård? At de måske havde lyst til at læse om Yahya Hassan og den litterære debat, som hans bog vakte? At man var interesseret i brugen af selvbiografisk materiale i skønlitteraturen ovenpå lange og ofte futile diskussioner af begrebet "autofiktion", der tilsyneladende lever sit eget journalistiske liv i medierne og andre steder?

Men ordet "medialiseringen" i bogens titel har muligvis skræmt litteraturjournalisterne væk? Lugter det af lix-tal og højpandethed? Måske? Men der findes, så vidt jeg kan se, desværre ikke længere noget forum for litteraturvidenskabelige bøger i DK. Jeg kunne her nævne en række bøger af flere af mine kolleger, som har fortjent opmærksomhed, men sjældent har fået det, i hvert fald ikke i aviserne. Min egen bog er ellers "hudfarvet" på en politisk korrekt måde for bl.a. at alludere til den hvidhedsdebat, der huserede i det danske litteraturmiljø i 2014 og 15 (prøv selv at google ordet "hvidhedsdebat").

Heldigvis er Den menneskelige plet dog med i Dansklærerforeningens forårspakke. Over 400 dansklærere modtager den automatisk med posten via deres medlemskab, og disse dansklærere er litteraturens fremtid. Det er bl.a. dem, der skal sørge for, at unge mennesker også i det 21. århundrede stadig vil læse og interessere sig for litteratur. Det er langtfra sikkert, at de læser min bog, men det er vigtigere, at de trods alt har set den, end at medarbejderne på avisernes bog- og litteratursektioner har gjort det samme.

Hey, og imens jeg skrev dette, tikkede der så alligevel en enkelt anmeldelse ind i indbakken. Den er godt nok skrevet på min opfordring og af en gammel bekendt, men pyt. Det er bedre end ingenting. Anmelderen giver min bog fire ud af seks skønhedspletter. Jeg er glad, selvom det nok sådan cirka er det værste antal, en bog kan få, uanset om det er hjerter, stjerner, hatte eller birkes. Så hellere en eller to eller fem eller seks. Men uddelingen af skønhedspletter går i det mindste godt i spænd med en af bogens hovedpointer: At det som menneske gælder om at tage sine (skønheds)pletter på sig  ; - )






.