tirsdag den 26. november 2013

Jeg læser Yahya Hassan

Jeg skrev en anmeldelse forleden om to yngre danske digtere. De er begge gode, talentfulde osv., men jeg havde, efter mange gennemlæsninger, alligevel en fornemmelse af at noget manglede. Anmeldelsen sluttede med følgende ord:

”Begge digtere kan siges at mangle stof. Formen skal fodres med noget, noget mere, og lokummet skal brænde, hvis de helt åbenlyse formmæssige talenter hos disse to digtere skal bringes til endelig udfoldelse. I de to samlinger må formen ligesom gøre hele arbejdet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt godt nok, talentet taget i betragtning.”

Da jeg skrev anmeldelsen, havde jeg endnu ikke læst Yahya Hassans bog. Heller ikke selvom jeg faktisk hilste på ham i Aarhus til Vild med ord, før medievirvaret, og han var en stille, måske lidt genert, men cool ung mand, der passede sit. Han havde lige været på Hald Hovedgård med alle de andre nystartede elever på forfatterskolen, og Pablo Llambías fortalte mig, at han beundrede Yahya for sin no bullshit attitude. (No shit, Pablo ; - )

Så kom postyret, og nu er det måske for sent at læse digtene, eller det er i hvert fald svært. Men Yahya Hassan har ligget på mit natbord de seneste fjorten dage, og jeg har konsekvent haft bogen i min taske, når jeg i forskellige sammenhænge har diskuteret digtene med mine studerende og hvem der ellers måtte interessere sig for litteratur. Med andre ord har jeg forsøgt at leve med digtene, ladet dem vise sig, hvis det ellers giver mening at sige det.

For det er en usædvanlig bog, og den skal formentlig høres oplæst. Bogen er og har fra starten af været underordnet og til dels sekundær i forhold til Yahyas performance. Tilbage står vi litteraturtosser, der stadigvæk tror, at litteratur kun foregår i en bog. Sådan er det jo ikke, og sådan har det formentlig aldrig været.

Jeg diskuterede netop dette med nogle af mine studerende. Flere af dem var i praktik som dansklærere i gymnasiet og flere oplevede undervisere, der argumenterede for, at Yahyas tekster skulle læses først, før man begav sig ud i YouTube-klip og diverse.

Men, opponerede jeg, er det ikke en forældet opfattelse af litteratur? Tændingen sker jo for alvor først, når man hører og ser kroppen, dvs. Yahya der giver digtene (endnu mere) liv. Og det er vel derfor, bogen hedder det samme som forfatteren? Tanken er velsagtens, at det ikke kan adskilles. Og hvad kan i øvrigt tænde litteraturen i et ungt menneske i dag? Yahyas oplæsning eller tekster i en bog? Her er de godt nok skrevet i VERSALER, men alligevel?

Pludselig vælter indholdet ud over formen, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op. Digtere har normalt ikke så meget på hjertet herhjemme. Det betyder ikke, at Yahya Hassans digte er formløse, eller at form ikke er godt, men her er den ikke kun hentet fra litteraturen (som vi kender den). Det er i lige så høj grad rapmusikkens måde at gestalte sig som poesi på. Herunder også dens leg med roller, positioner og positurer. Og har I egentlig hørt ”Survival” med Eminem? Man ligefrem mærker al den spyt og galde, man får i hovedet undervejs i sange.

Og ja, jeg er også dødtræt af den irriterende diskussion om ytringsfrihed, Politikens omklamring af digteren, der forvandler ham til alt muligt andet [og ikke mindst deres borgerligt-intellektuelle cafe latte fascination af naturens, nej, hvad der i dag kan komme ud på et, ghettoens søn – chok, tihi, sådan ser han altså ud i dag, og han er endog mørkere i huden end HCA], og jeg gider ABSOLUT ikke sammenligningen mellem Yahya og Kurt Westergaard. Westergaards tegninger er sådan en form for hø-hø, onkelsjov bestillings-kunst og er jo for fanden noget helt andet end Hassans brændende digte.

Det er poesien, kunsten, der bliver mast i denne diskussion. Sigende var det derfor også, hvordan Thomas Boberg sad og skuttede sig i Deadlines studie i går ved siden af søjlestore mastodonter som Metz, Stjernfelt og Lidegaard, der alle er ligeglade med den, altså poesien. Og de og vi er jo alle sammen enige om, at ytringsfriheden som princip er uden for forhandling, men ikke mange gider at ofre opmærksomhed på, at ytringer i praksis kun findes i kontekster, der har konsekvenser som med medialiseringen og globaliseringen som baggrund bliver yderst komplicerede og vanskelige både at forstå og overskue. Men ytringer, kunstneriske såvel som ikke-kunstneriske, bliver jo, i hvert fald i min optik, for det meste ytret med bestemte intentioner. I den henseende vil jeg stadigvæk hævde, at tegningerne i sin tid var dybt åndssvage, eller at Hedegaards udsagn er ikke så lidt dubiøse, imens at Hassans digte er dybt nødvendige.

Der er mange ting, der ikke er som de plejer, når det gælder Yahya Hassan. Vi havde fx ikke lige set den cocktail af 80er lyrik, islamisk inspirereret messen og gangsterrap komme, selvom vi nok har hungret efter den. Og som dansklærere og litteraturkritikere sidder vi tilbage dér med vores form og kan slet ikke finde rundt i litteraturen, når den for alvor brænder. Lad mig her minde om, hvad Dana Gioia skrev for godt 10 år siden i sin artikel “Disappearing Ink: Poetry at the End of Print Culture”:

“Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a disaster for all kinds of literature, this situation is largely beneficial for poetry. It has not created a polarized choice between spoken and printed information. Both media coexist in their many often-overlapping forms. What the new technology has done is slightly readjust the contemporary sensibility in favor of sound and orality. The relation between print and speech in American culture today is probably closer to that in Shakespeare’s age than Eliot’s era—not an altogether bad situation for a poet. For the first time in a century there is the possibility of serious literary poetry reengaging a non-specialized audience of artists and intellectuals, both in and out of the academy. There is also an opportunity of recentering the art on an aesthetic that combines the pleasures of oral media and richness of print culture, that draws from tradition without being limited by the past, that embraces form and narrative without rejecting the experimental heritage of Modernism, and that recognizes the necessary interdependence of high and popular culture. A serious art does not need a large audience to prosper—only a lively, diverse, and engaged one.”

Nogle gange, da jeg som yngre var en mere flittig digtlæser, når jeg fx læste Baudelaire, Rimbaud, Ginsbergs Howl, måske endda Søren Ulrik Thomsens City Slang, forestillede jeg mig, hvordan disse digte ville have lydt, da de i sin tid udkom. Hvordan det ville være at læse eller høre dem første gang, med hele det shock of the new indlejret? Jeg er naturligvis kun et menneske, også jeg mærkede karakteren af begivenhed, da Yahya læste sine digte op på Godsbanen for et par uger siden. Men alligevel: Det er den samme følelse, Yahyas digte har vækket i mig. Følelsen af en helt ny diskurs, simpelthen, inden for det vi ellers regner for poesi.

mandag den 25. november 2013

STUDIEFREMDRIFTSREFORM



MIG JEG VÆRE LEKTOR HVER ENESTE DAG
MIG JEG ELSKER MIN JOB
MIG JEG ER BRÆNDT NED TIL ASK IFØLGE PSYKISK APV
MEN MINISTER VIL HA JEG BÅDE FORSKE OG UNDERVISE MERE
MIG JEG HAR EN MINISTER DER LAVER UDVALGT SOM ØREPROP
MIG JEG HAR EN MINISTER DER VIL LAVE MERE ER BEDRE
MIG JEG HAR EN MINISTER SOM IK TROR PÅ
AT STUDERENDE KAN LÆRE NOGET VED AT LÆSE DERHJEMME
MIG JEG MÅ UNDERVISE STUDERENDE MERE DER IKKE HAR TID
TIL AT BLIVE UNDERVIST
MIG JEG ELSKE MIN JOB MEN MINISTER ELSKER OGSÅ SIN
REGNEARK OG SIN EMBEDSMÆND
DERFOR HAN GØRE LIVET SURT FOR OS
MIG JEG RÅBE MINISTER HELT IND I ØRE MEN MINISTER HAR STOPPET DET MED ØKONOMIUDVALG OG TAL
MIG JEG HOLDE STUDERENDE I HÅND HVER DAG IFØLGE MINISTER
HELT UDEN AT DUMP DEM MEN KUN VED AT DUMP NIVEAU
MIG JEG SNART GØRE ALVOR AF PØLSEFABRIKMETAFOR
HVER ENESTE DAG
MIG JEG HØRER MINISTER KALDE DET NOGET LANGT OG GRIMT
MIG JEG HAR EN MINISTER SOM KUN TROR AT ARBEJDE ER SYNLIGT NÅR DET FINDES SOM MERE TAL
MIG JEG HØRER ORDET STUDIEFREMDRIFTSREFORM
MIG JEG TROEDE JEG ARBEJDER PÅ UNIVERSITET MEN MINISTER
VIL LAVE DET TIL MERE FOLKESKOLE
MIG JEG ELSKER MIN JOB MEN MINISTER HAN ELSKER SIN

fredag den 22. november 2013

Alt må vige for natten

Man kan jo godt blive træt af skandinaviske mænd, der skriver om deres far i en delvis selvfremstillende diskurs. Det er Pinocchio om og om igen. Jeg var således i Struer for at holde et foredrag om fædre og sønner i skandinaviske autofiktioner (og dem er der mange af) for et par uger siden og dér forsøgte jeg at nævne et par maternalske og muligvis matriarkalske alternativer, fx Josefine Klougart, Stine Pilgaard (det er godt nok ikke en autofiktion, men alligevel), Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige. Der er uden tvivl mange flere. Men jeg burde jo også have nævnt den bog, som jeg just er blevet færdig med, nemlig Delphine de Vigans Alt må vige for natten, der har det helt fantastiske billede af moderen Lucile på omslaget. Det er klart, at det ikke er nemt at have sådan en kvinde som sin mor. Mørk og foruroligende smuk og, ikke mindst, psykisk ustabil og besat af døden. Bogen er vældig god og skildrer forfatterens forsøg på at forsone sig med moderens selvmord. De Vigans portræt af en parisisk storfamilie er desuden eksemplarisk og interessant, ikke mindst fordi familien med Luciles far, forfatterens bedstefar, udadtil er helt formidabel og indadtil totalt rådden. De Vigan efterlader imidlertid læseren med begge billeder og lader dommen være op til læseren. Der er her således ikke tale om en simpel biografi, men om en særdeles stærk og bevægende roman, der stærkt kan anbefales.

onsdag den 20. november 2013

Individ i fælleskab

Tip: Tjek Christoffer Ugilt Jensen og Troels Ugilt Jensens i øjeblikket valgaktuelle m.m. robotdigte "Individ i fællesskab. Det er cool stuff.

mandag den 18. november 2013

Vinteren kommer


Som litterær blogger sker det (eller i hvert fald som denne litterær blogger), at man får tilsendt bøger eller tidsskrifter, der er inciterende og mærkværdige på samme tid. Et eksempel på dette er Halfdan Pisket og Fryd Frydendahls mashup af af en bog – Vinter hedder den – der udover at være en sammenstilling af tegninger og billeder, ligeledes rummer vilde tekster af Bjørn Rasmussen og Christina Hagen.

Bogen præsenteres lidt ironisk som endnu en samtalebog ”lige til gavebordet hos onkel Peter”, men det er den nok alligevel langt fra. Imidlertid må den meget gerne ligge under mit juletræ, selvom jeg stadig har svært ved helt at finde de rigtige ord for, hvilken type af bog, det så i grunden er. Ironien synes på den ene side at være bundløs samtidig med, at udtrykket forsøger at nærme sig det ærlige og ukompromitterede. Billederne er kornede, næsten grynede, af og til fyldte med ømhed og sensualitet, imens tegningerne er mere rå og fabulerende. De sidste er således også mere narrative i en forstand, imens billederne fastholder et poetisk sprog. Til sammen danner de et mytologisk præget univers, der på en og samme tid er dennesidigt og begravet i fremtiden.

Efterskriftet af Asbjørn Skou benytter sig af underoverskriften (Winter is coming), hvilket leder denne læsers tanker hen på Game of Thrones, men lad nu det ligge. Under det hele lurer under alle omstændigheder en apokalyptisk stemning. Noget er på vej, eller har allerede været. Personerne på billederne stirrer på læseren, som om de ved bedre, eller har set både fortiden og fremtiden på en måde, vi endnu kun kan ane via dette indblik i mødet mellem tegning og billede. Et af billederne forestiller to drenge, de ligner brødre, og man forestiller sig, at de som brødrene Løvehjerte går en større kamp i møde. Men hvilken kamp forbliver uvist. Vinteren kommer i hvert fald. Kun et billede rummer mere håb. Igen en dreng i et mere lyst billede omgivet af grene med formentlig små spirende blade. Men så igen paralleltegningen til dette billede er dyster og grum og forestiller hyænelignende dyr, fra hvis øjne en røg stiger op. Og grenene er i øvrigt ikke kun spirende og håbindgydende, de er også uhyggelige, omklamrende, som om naturen er ved at tage over.

Både Hagens og Rasmussens tekst hedder ”Vinter”. Hagens er på engelsk og en del af hendes formentlig kommende boyfriend-projekt. Afslutningen på teksten lyder: ”Sooner or later it will be winter. Bf tells me to enjoy the Summer,/ it’s the time for joy and being careless. Let’s eat outside today,/ strawberrys, cream cheese and crackers, a beetle in my juice. I wanna/ live on the bottom of a freezer and take him with me./ Ice crystals in my hand, nobody speaks,/ people really will die, make friends with popsicles and lamp chops.”

Det er ikke bare galgenhumor, men også dyster frostpoesi. Vi er på en måde på den anden side af apokalypsen i en ny form for Edens have, men en have hvor uskylden for længst er sat over styr, og hvor seksualitet ikke længere er determineret ud fra en bestemt forestilling om køn.

Skulle man være interesseret i mere, kan man finde og købe bogen via det lille forlag Gladiators hjemmeside. Gladiator, hvis bøger jeg ikke havde kendskab til før nu, men som ser ud til at fortjene megen mere omtale.

Læs mere om bogen her, hvor Frydendahl og Pisket bliver interviewet til VICE Denmark.


fredag den 1. november 2013

The world is turning, I hope it don’t turn away


Jeg sidder og afsætter spor, ransager mit litterære liv, bliver kastet rundt i den ene sang efter den anden. Jeg tænker på alle dem jeg sætter pris på derude: Facebook er jo for fanden et sølle mødested, en roman ville være mere passende. Jeg tænker på, hvorfor jeg ikke er Walter Benjamin, på hvorfor mine nosser ikke var tunge nok til at veje en forfatter ud, på at jeg for fanden synes, at Asta Olivias digte er så åndssvagt og latterligt hudløse at jeg får gåsehud blot jeg tænker på dem. Det vil man aldrig kunne gøre. Skrælle det hele af, invitere alle ind, her er det liv. Men hvad er litteraturen uden netop det liv, uden dem, der kaster sig selv ind i det. Og det. Og det. Hellere poesien end Seinen. Sådan er det at blive slynget af kloden, ud i mørket til en sang af Neil Young, prikket ud af Grotrians stjerner, opløst til centrallyrik, imens jeg tænker på Stine, da vi drak øl en helt igennem øm tirsdag på Vesterbro. Der var intet tag, kun den blå farve at falde ned i, og det var alt for farligt for sådan en som mig, for det går jo ikke, den tid er svunden, forfatteren begravet. Hvad skal man stille op, de gamle stoffer virker ikke mere, så vi lægger det bag os, tager det hele forfra, det er den slags mantra, som man ikke bør gentage, men den rus skulle vi ha, disse livlinjer ind i skriften, skifte stil, spor, hedde Lars, Pablo, Claus eller noget på højde med det. De unge som lever litteraturen, det er dem jeg vil være, det er en kompliceret situation.  Depressionen ovenpå en dokumentar om Bowie. Du mußt dein Leben ändern, siger den, men home is a desperat end, cocoon my heart, cocoon my heart. Hjertet vil det, det nemme og det ensomme, men det er ikke et liv for sådan en som mig. Jeg skal reddes af dem, der elsker mig. Båndet til min ensomhed er turen ind til kontoret. Den tændte computer. Kaffen og en knaldhård artikel for at holde på formerne, det hele der taler for sig selv. Og alt for snart er der ikke en skid at sige alligevel. Det der bliver sagt, kan kun hunden huske. Valget mellem konens sprog eller poesi. To knæ nede, nogenlunde som den dag flyene fløj ind i tårnene. Hej litteratur.