onsdag den 15. september 2010

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder:

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bestemt ikke på, at det er Jakob Ejersbo, der skal "redde" dansk litteratur, og selvom artiklen emmer af idiosynkrasier, lyrikfortrængning, og lidt hasarderede påstande, fx når det påstås, at Rune Lykkeberg trak litteraturen ud af sit trygge reservat*, kan den måske alligevel være et ok, naturligvis lidt provokerende, indspil i det danske litterære miljø. En outsider-bemærkning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg igennem længere tid har læst en del nyere litteratur fra Norge. Det gør jeg af den simple grund, at den er bedre end den danske. Det kan der naturligvis være flere grunde til, men det er som om, at den danske litteratur slet ikke har opdaget at Norge litterært set er blevet storebror inden for de senere år. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der alligevel er noget omkring Harbsmeiers ide om reservatet, at den nye danske litteratur til en vis grad er præget af en slags selvtilstrækkelig lukkethed.

For det er til eksempel bemærkelsesværdigt, at den nye norske litteratur, som jeg har læst, generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur; den har den naturligt med som en del af den litterære bagage, imens megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker og nylige udgivelser. Det burde strengt taget ikke være de nye norske forfattere, der skriver om og lader sig inspirere af de danske, men omvendt, for oppe i Norge bor der faktisk andet end trolde.

Det her med lukkethed fik mig til at erindre et 1971-citat fra Hans Hertel:

”Rimeligvis har tendensen til selvforstærkende isolation i det finlitterære kredsløb også betydning for udviklingen af litterære former og motiver. Det er fristende at se strukturelle sammenhænge mellem på den ene side den lukkede cirkels tendens til selvrekruttering og på den anden side modernismens – også yngre dansk litteraturs – tendens mod metakunst: poesi om poesien som erkendelse og medium, anti-romaner om romaner der bliver til (eller om romanens umulighed eller sprogets opløsning), romaner om forfatternes og andre mediestjernes forhold til mediet og læserne – eller til sig selv, hinanden og det litterære miljø” (Hertel 1971: 236)

Det er fra Hertels efterskrift til Robert Escarpits litteratursociologiske bog fra 1971.

Nu må jeg jo nok selv betragtes som en del af de litterære (lukkede?) kredsløb. Men muligvis er det også derfor, at vi af og til har brug for et synspunkt som Harbsmeiers, netop for at se os selv udefra (og det kunne være meget mere nuanceret, enig Lars - lad os få en sociolog eller en spion ind i miljøet).

Fx er jeg jo (og det er heller ikke en hemmelighed) glad for den aktivitet, der er omkring selvbestaltede småforlag og mere eller mindre hemmelige udgivelser og har tidligere påpeget, hvordan disse måske kan have deres årsag i skønlitteraturens krise eller måske snarere finlitteraturens krise i forhold til bogmarkedet generelt. Det håber jeg er rigtigt.

På den anden side: Ser man på Amalie Smiths nylige debutbog, som er udkommet på Gyldendal, er der ingen grund til at klandre dem fx for at sylte den "fine" og avancerede litteratur. Så hvad hvis sagen i virkeligheden var en anden? At der var tale om en art dovenskab fra forfatternes side? Hvad hvis alle disse småtryk var et udtryk for, at man allerede er en del af det litterære netværk og har sine forbindelser i orden (måske fordi man har gået på forfatterskolen), hvilket betyder, at man behøver ikke at skrive sig sin vej ind i det. Man kan nøjes med pamfletter og performance.

Igen kan jeg ikke lade være med at skæve ud over den imaginære nationale grænse, især til Norge hvor den ene fantastiske roman efter den anden popper op, romaner som ud over at de er gode, ofte også sætter gang i en debat, rører ved flere end bare den sædvanlige litterære masse (os kritikere fra "det litterære kredsløb"). Måske er det afstandene i Norge, måske er det den jævnbyrdighed, der er mellem de store byer (eller med andre ord har de ikke et København), måske er det pengene? Man kunne også skæve til bordet her på mit kontor, hvor svenske Johan Jönsons mere end 700 sider lange Livdikt ligger og venter på at blive læst.

Pointen er ikke kun, at jeg som så mange andre, fx Harbsmeier, formenligt er ramt af virkelighedshunger (hey, jeg har skrevet en bog om Per Højholt). Pointen er snarere, at det af og til bliver for visionsløst, skrevet og udgivet til intern cirkulation i det litterære miljø. Jeg savner til eksempel store, fede bøger fra forfatterspirerne, om det er i retningen af Brixvolds Forbrydelse og fremgang, eller i retningen af Knausgårds Min kamp eller som Jönsons Livdikt er underordnet. Det kunne også være store, fede bøger med personer, handling osv. [CHOK], som Ejerbos, men hvor sproget ikke minder om noget man møder i en roman, skrevet til niendeklasses elever. Her for tiden hører jeg fx Philip Roth på min ipod og han vil være et fantastisk forbillede for enhver forfatterspire.



*Jeg er stor beundrer af Lykkebergs Kampen om sandhederne, men det er altovervejende en bestemt slags litteratur, som han gør brug af og som Harbsmeier tydeligt foretrækker, nemlig den realistisk-mimetiske, gerne samtidskritiske litteratur.



45 kommentarer:

Pia Juul sagde ...

Stefan, hvordan afgør du, at norsk litteratur "generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur" og at "megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker"??
Vh Pia

nexø sagde ...

Mit indtryk er heller ikke, at danske forfattere IKKE læser f. eks. Knausgaard. Vi oversatte ham i Porten i 2005, Jeppe Brixvold og Lars Frost var meget optagede af ham mange år før Min Kamp 1-6 begyndte at udkomme. Inden for lyrikken har Lars Skinnebach været optaget af (og vist nok oversat?) Steinar Opstad. Det samme har Naja Marie Aidt. Tor Ulven har betydet meget for en del danske forfattere. Og så videre.

Kan du ikke være lidt mere konkret? Lige nu er det ret store påstande på et ret løst grundlag.

Lars Bukdahl sagde ...

Jeg synes godt nok dine generaliseringer er TRÆLSE, Stefan - (i forlængelse af Pia, men rettet mod en endnu massivere generalisering) hvordan afgør du, at den norske litteratur ganske simpelt (!) er bedre end den danske? Hvis jeg nu tager to brandoriginale romaner af yngre danske forfattere fra i år, Harald Voetmanns "Vågen" og Christina Hagens "71 breve til M", hvilke romaner af hvilke nordmænd taber de så til, eller skal jeg virkelig opremse samtlige fremragende danske bøger fra i år, og så kan du opremse samtlige fremragende norske bøger - med sidetal, som da virkelig er for åndssvag en målestok for kvalitet og ambition - men dér står Klaus Høecks BUNKE af digt-mursten over Jönssons ene, BOIIING, svenskeren går i gulvet - og er debatten om Knausgaard i Norge væsentligere end debatten (og spørgsmålet er selvfølgelig om nogen af debatterne er væsentlige overhovedet: min bare røv er en dobbeltkontrakt) i DK om fx Knud Romer og Das Beckwerk, fordi Knausgaards værk er tykkere, helt ærligt!? Og hvor er det da SOM SÅDAN skideligemeget, hvor meget "debat", der er om en bog, eller hvor snæver en kreds, den umiddelbart læses af, så længe den med udbytte (herunder fryd og gammen bare) kan læses (og meget gerne kritisk debriefes) af MIG eller DIG - men noget andet er så, at jeg faktisk tror, at chancerne for at nå "andre" læsere end den akademiske/forfatterskolede ungdom og hattedamerne (som også er de primære læsere til Knausgaard og co., bare i større mængder) er større gennem de mobile undergrunds-operationer (og -værker) end gennem de traditionelle forlags-kanaler (og -værker). Kærlig hilsen.

Stefan K sagde ...

Kære P, Tue og Lars, først og fremmest tak for jeres kommentarer. Jeg vidste jo, at jeg ville få bl.a. jer på nakken (især Tue og Lars) for mine horrible påstande. Jeg kan naturligvis kun afgøre det for mit vedkommende, hvis ret skal være ret, dvs. at jeg synes, at der sker mere deroppe. Eller snarere at det der sker, er mere interessant (ifølge mig). Jeg har ikke læst de to bøger, du nævner, Lars, men kender naturligvis Voetmann og Hagen fra tidligere ting. Til gengæld tror jeg ikke på den der med den enkelte læser DIG og MIG, Lars. Eller måske forstår jeg det ikke? Hvis det kun er DIG og MIG (hvis ellers dig og mig er os to) som læser den nyeste og den bedste danske litteratur, så er der et problem et eller andet sted.

Men det er jo ikke al slags litteratur, som vi læser. Der er nogle præferencer, noget der sorteres fra umiddelbart, noget som hverken er til DIG eller MIG.

Måske er jeg ikke præcis nok omkring mine frustrationer over det litterære kredsløb? Formentlig ikke. Måske er det, fordi jeg mener, at det er for forudsigeligt, hvad der ligesom ender i den finlitterære kategori og derefter blandt anmeldere som os, og hvad der ender hos andre.

Lars og Tue, I har jo helt tydeligt taget jer af "finlitteraturen" (eller hvad man nu skal kalde den), det samme har jeg, men den opdeling ekspliciteres aldrig (og jeg ved godt, at du Lars, i hård infight, har revet håret af Carsten Jensen op til flere gange, men det tæller vel ikke rigtigt, bl.a. fordi det kun er os, der allerede har givet dig ret i forvejen, som sidder på tilskuerpladserne og klapper)

Vi får altså vores egen litterære legeplads eller boksering (uden for "samfundet" i øvrigt). Måske er det en frustration over, at den litteratur, som vi trods alt ofte er fælles om at hævde som god, tager ingen andre end os alvorligt?

Jeg husker dit oplæg, Lars, om danske forfattere til lyrikseminaret i foråret på KUA. Det var fint, det er ikke det, men jeg tænkte efterfølgende på: Hvor dælen bliver de udenlandske digtere af i den kanon? Det kan da ikke passe at danske digtere kun læser andre danske digtere. Det er naturligvis lidt sent at komme med den indvending, men oplægget var på en måde symptomatisk for det, jeg forsøger at beskrive.

Mht. til at være konkret, Tue, så har du sikkert ret. Der sker nok en udveksling, det er sat på spidsen. Det er også sandt, at jeg ikke har ledt så meget efter norske spor i danske tekster som omvendt for nyligt. Men jeg sidder fx her med Nils-Øivind Haagensen Adressebøkene, en fin ting, og en af Haagensens største inspirationskilder er Turéll. Eller her med Gulliksens Et ansikt som minner om norsk politikk, hvor både Turell og Hans-Jørgen Nielsen figurerer blandt noterne, som ophavsmænd til linjer, der direkte har inspireret digte hos Gulliksen.

Under alle omstændigheder, mine litterære med-afficionados:

Håber I tilgiver mig ; - )

kærlig hilsen
Stefan

Anonym sagde ...

"Så hvad hvis sagen i virkeligheden var en anden? At der var tale om en art dovenskab fra forfatternes side? Hvad hvis alle disse småtryk var et udtryk for, at man allerede er en del af det litterære netværk og har sine forbindelser i orden (måske fordi man har gået på forfatterskolen), hvilket betyder, at man behøver ikke at skrive sig sin vej ind i det. Man kan nøjes med pamfletter og performance."

Undskyld det lange citat, men jeg tror næppe en sociolog vil give dig ret i ovenstående. Alternative distributionskanaler er kommet for at blive - og det gælder alle litterære miljøer, også dem, der ikke er specielt "fine". Småtryk er særdeles udbredt i alle kredse og har vist været det i mange mange år: bare tænk på eksempelvis 70'ernes fanzines, der spændte fra punk- til tegneseriemiljøer. Forskellen på nu og da er ikke, at nogle forfattere eller publicister pludselig er blevet dovne, fordi de allerede er anerkendt på forhånd og derfor ikke har brug for anerkendelse fra mere etablerede netværk. Den teknologiske udvikling har gjort trykning og distribution af litteratur, PR for kommende arrangementer samt dokumentation af dem, endnu enklere. Det er simpelthen blevet praktisk lettere at være spontan og mangfoldig i udtrykket. Heldigvis.

Om dem, der perfomer og småtrykker i dag, fortsat er interessante om tyve år, vil tiden vise. Intet er sikkert - og jeg tror absolut heller ikke, at småtrykkerne regner med, at de skriver og optræder for eftertiden. Så ville de formodentlig vælge andre kanaler. Alene det faktum, at kulturarvsinstitutionerne ikke rutinemæssigt gemmer på småtryk, betyder, at sandsynligheden for at de bliver husket er lille.

Anonym sagde ...

Men de danske digtere læser jo fx. amerikanere. Linjerne fra Niels Frank, fx. Bøgerne fra Palle Sigsgaard, Martin Larsen, Pejk Malinovski, Eva Trind Kristensen, fx. fx. Eller tyskerne hos René Jean Jensen og Knud Romer. Eller Rasmus Graff og Mette Moestrup og de kære svenskere. Jeg mener det dundrer da derudaf med udsyn. Selvom det selvf. også er rigtigt med selvtilstrækkeligheden og hverdags Danmark. Digte fra det genkendelige dk, noveller om nervekrig i parforholdet, romaner der trækker sig sammen om en eller anden erindring fra barndomshjemmet i thy. Men de er der begge bevægelser og det er da sejt. At de også mangler. At det også i hele det danske er anstrengt, og at man nogengange kan få på fornemmelsen at Lars har nok i det danske, det er der vist mange der mener.
Jeg synes det er trist at vi ikke som en selvfølge får formidlet hvad der er på færde i de skandinaviske lande, i det europæiske lande, i nord- og sydamerika, i afrika, i asien. Vi lever en tid hvor udsynet er en mangel. Og det slår igennem, fra eliten til folket, men det starter sgu med eliten.

/frion

Stefan K sagde ...

Igen, tusinde tak for kommentarerne. Og ja, jeg er jo ikke sociolog, men faldt måske for udtrykket "pamfletter og performance". Dem kan man ikke skære over en kam, men derfor kan man godt lufte teorien om, at det er en nemmere måde at "blive" forfatter på end ved at udgive bøger.

Og til den anden ukommenterede kommentar: Også jeg var glad for Niels Franks indsats ifm. forfatterskolen. Men I dag trænger vi måske til en opdateret sprøjtekanon a la Borums, direkte ind i årerne på den nye litteratur.

Men jeg kan jo ikke dokumentere mine påstande, ligesom de ikke kan modbevises. I hvert fald kan man jo konstatere, at det sjældent er den gode litteratur, heller ikke værker af Voetmann og Hagen, som Lars nævner (UGH direkte fra reservatet), der fylder i det samlede billede af det kulturelle landskab i DK. Ikke at det er en målestok i sig selv, men det er formentligt et sådant Harbsmeier taler fra og til. Det i sig selv er en smule sørgeligt.

Bedste h
Stefan

Martin Glaz Serup sagde ...

Hej Stefan,

Da du selv nævner Geir Gulliksen og hans seneste digtsamling 'Et ansikt som minner om norsk politikk' (2008) (har du læst hans seneste roman? 'Tjuendedagen' (2009)), ville jeg lige gøre opmærksom på en samtale mellem netop Gulliksen og mig, publiceret i Passage #59 (2008) under titlen Et ansigt som minder om norsk poesi. Her dokumenteres det i hvert fald at vi er flere der læser hvad der sker i Norge; ligesom mange norske læser hvad der sker i Danmark. Det nummer af Passage var forresten et temanummer om Norge, Hvedekorn havde også et helt temanummer om ny norsk poesi da jeg var redaktionssekretær der, ligesom man i ret mange af de ret mange litterære tidsskrifter der udkommer i Danmark kan finde samtidige norske bidrag (og originale danske bidrag i de norske tidsskrifter). I festskriftet til Jan Erik Volds 70års fødselsdag der udkom sidste år bidrager fra Danmark foruden jeg selv; Lars Bukdahl og Gitte Broeng. Se hvor relativt meget norsk der udkommer på mere etablerede forlag som fx Batzer&Co., men jo også Hanne Ørstavik, Lars Saabye Christensen, Dag Solstad, Carl Frode Tiller, Stian Hole og så videre. Med andre ord: hvad snakker du om? Det er vanskeligt for mig at imødegå din kritik, da jeg har svært ved at gennemskue dine kvalitetsparametrer eller hvorfor du bruger dem. Mange sider, det populære, ud af reservatet. Måske det bare er mig, men hvad mener du? Og jeg synes stadig ikke du har svaret på Pia Juuls indledende spørgsmål, så jeg vil gerne spørge igen: hvordan afgør du, at norsk litteratur "generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur" og at "megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker"??

Mange venlige hilsner fra
Martin

Lars Bukdahl sagde ...

På kryds og tvært:

Min farmor var norsk, min farfar skrev bogen "Det skjulte Norge" - er det ikke nok Bukdahlsk norskhed?

Til det dér lyrikseminar på KUA var eksperimentet at konstruere en dansk kanon ud fra, hvilke digtere der var var mest og stærkest læst af deres kolleger - men jeg havde en fin søjle helt ude til højre, som måske var svær at se nede fra salen, med udenlandske påvirkninger/forbindelser, og ud for 00'erne blev luften TYK af kridtstøv, fra NY-skole til svenske sprog-materialister -

Ja, jeg er meget optaget af den danske litteratur - shoot me! - men der skal jo være nogen, der har læst og kan fremhæve fx Voetmanns og Hagens bøger, når det nationale selvhad går over gevind.

Men jeg interesserer mig ikke for noget, der hedder eller kan afgrænses som smal litteratur eller finlitteratur - jeg interesserer mig for god litteratur, hvor og hvordan den end har tænkt sig at optræde - og det var et hårdt feltarbejde sgu for syv-otte år siden i dansk raps jungle. Det, som NOGEN - et tu, Stefan - vælger at afgrænse som smalt og fint (og OK jeg gør det også selv - offensivt/polemisk, med min Bet fx), indeholder så bare, i mine øjne, som jeg (og x antal avislæsere) stoler på, uforholdsmæssig meget god litteratur - vi har ikke nogen Charles Dickens, vi har en Hanne-Vibeke Holst, men det gider jeg ikke begræde, når vi til gengæld har fx Vibeke Grønfeldt, og synd for de millioner (af også nordmænd), der ikke læser Grønfeldt, ikke synd for mig eller Grønfeldt eller den ualmindeligt rige danske litteratur -

Jeg gider i det hele taget ikke begræde NOGET og føler mig på ingen måde isoleret, jeg skriver for en avis med 200.000 læsere og optræder i fjernsyn og radio og holder folkelige foredrag i det ganske land - men jeg redigerer også Hvedekorn med 300 læsere og skriver digtsamlinger (og F.P. Jac-monografi) med 20 læsere og blog (og blog-kommentarer! watch me go og atter go) med jeg ved heldigvis ikke hvor få læsere og artikler i de bittemindste tidsskrifter og antologier - og det hele er lige vigtigt, fordi det er lige vigtigt for mig, og 1 læser er NOK, det mener jeg virkelig, og 2 læsere, dig og mig, er VILDT mange, for hvor mange er ellers nok, og hvor mange er ellers mange, op til min store helt David Letterman, mod hvis 20.000.000 seere, Hanne Vibeke blegner fuldstændig bort - og selvfølgelig er en af de primale drifter i en kritisk praksis markskrigeriet: læs dette, Hagen, Voetmann, Grønfeldt, det er pissepissegodt, men igen 1 (til) læser er NOK, 2 (til) læsere er VILDT mange.

Pyh!

Stefan K sagde ...

Tak for jeres udførlige kommentarer.

Man kan naturligvis kun have respekt for dit engagement, Lars. Det er og har altid været heroisk, selvom man som jeg godt kan være uenig mht. formålet og heltene og anti-heltene, ligesom man af og til kan få klaustrofobi over alle dine optegnede, pseudodeleuzianske (UGH) forbindelser mellem kendte, semi-ukendte og hemmelige pamfletter på tværs af det danske forfattermiljø. Jeg synes jo det kunne være mere interessant at få afdækket disse ting af en sociolog, sådan mere udefra, men lad nu det ligge. Naturligvis skal der være nogen, der læser Voetmann og Hagen, men jeg kan ikke lade være med at føle at du forskanser dig bag den "smalle" eller måske mere simpelt bag din litteratur. Den forskansning er præcis det, som jeg vil ud over, ikke bare i forhold til dig og dit litteratursyn, men generelt. I mine øjne giver den ingen mening længere. Snarere end at styrke de gode ting (i et samlet kulturelt landskab), som der findes inden for den smalle litteratur, isolerer det denne for sig selv. Gør den mere uforståelig, mere opak, altså set udefra. Indefra er man blind og forelsket. Javel, du bliver inviteret i fjernsynet, men er det som andet end mærkværdig litterat med sjove holdninger i bur?

Til Martin: Tak for dine henvisninger. Det er ikke dem alle, som jeg er opmærksom på. Du har jo om nogen været foregangsmand på det her område, ligesom din blog generelt rummer et stort, litterært og gavmildt udsyn mod resten af verden. Men hvordan afgør jeg det? Nu er det mest prosaen, som har været mit norske ærinde, men jeg synes da, at forfatterne til de romaner, som jeg generelt har læst: Henrik H. Langeland, Nikolaj Frobenius, Erlend Loe, Tomas Espedal, Ørstavik, Saabye Christensen, Kjærstad demonstrerer dette. Parameteret er naturligvis højest tvivlsomt. Men at de bliver oversat, er ikke en garanti for at de bliver indoptaget og slet ikke af den nye danske litteratur.

Det er især på romansiden, at vi danskere må misunde dem, synes jeg.
Måske handler det om, at flere af disse norske romanforfattere præcis underminerer, eller giver fanden i forhold til den ovennævnte forskansning? Det er præcis det som Pias fantastiske roman "Mordet på Halland" også gør. Men det er vigtigt at vi som litteraturkritikere gør de læsende opmærksom på, at en sådan roman findes, og, ikke mindst, at de kan læse den, og at den 1000 gange bedre end alt det andet krimi-crap, de fodrer deres bevidsthed med.

kh
Stefan

Anonym sagde ...

Kære blogindehaver.

Du er jo dybt selvmodsigende i din argumentation.

På den ene side fremhæver du et længere citat, hvor det hævdes, at litteraturen er sat i reservat, idet den forekommer i særlige bogtillæg. På den anden side hævder du romanen, som den sande form for litteratur, forfatterens "styrkeprøve", altså det afsluttede værk, der sælges i specialforretninger og formidles i særlige institutioner, såsom biblioteker, dvs. arkitoniske reservater. Litteraturen skal ud af reservatet, men den skal åbenbart også holde sig indenfor det....

Overfor romanen stiller du så småskriftet og den mundtlige fremførelse af litteraturen, distribueret via uformelle kanaler. Som om de former er mere reserverede og mere samtidsfjerne end romanen, der har været anbragt på lukket institution i flere århundreder og læst i ro og mag i lænestolene, langt fra al verdens larm.

Kan du blive enig med dig selv om, hvad det vil sige at være reserveret og hvad det vil sige at være i kontakt med samtiden og verden?

Stefan K sagde ...

Kære anonyme, enig med mig selv bliver jeg aldrig ; - ) og det er formentlig selvmodsigende, det jeg forsøger at udtrykke. Stefan-alene-i-verden (alle der læser denne blog vil jo være uenige med mig). Men det er ikke meningen, at jeg vil give romanen som genre forrang. Slet ikke. Det jeg siger er bare, at romanerne i Norge er mere interessante, det kan jo bl.a. skyldes, at forfatterne gør, som de gør. Det kan man også gøre i et vist omfang med alle mulige andre former for genrer, selvom (og det kan man vel ikke betvivle) at romanen er den mest læste og dominerende genre lige nu, hvad skønlitteratur angår.

Så jeg stiller ikke noget overfor romanen, selvom det kan se sådan ud.

Kort sagt mener jeg, at man af og til skal løfte blikket op fra det litterære kredsløb (mellem en bestemt slags litteratur / forfattere og en bestemt slags kritikere), som jeg selv er en del af i DK. Det bliver for indspist. Det er der næppe nogen der er uenige i.

For det første er der mange, som ikke vil give mig ret i, at et sådant findes, For det andet er der flere, som mener, at der ikke er en indspisthed, selvtilstrækkelighed og da slet ikke en der påvirker den nyeste danske litteratur.

Det kan jeg jo ikke modbevise, selvom min intuition af og til fortæller mig det.

Måske er denne intuition helt i skoven, men blot det at jeg som her på bloggen må grave i skyttegrave for at overleve, fortæller jo også et og andet.

kh
Stefan

Stefan K sagde ...

Hov, der skulle vist have været et stort MEN imellem "uenige i" og "For det første"

Stefan K sagde ...

"grave i skyttegrave", nu går det vist lidt hurtigt, sorry.

(Holder lige en pause fra kommentarfeltet, resten af dagen. Skal forberede undervisning til i morgen, men skriv endelig løs)

Anonym sagde ...

Så er problemet måske ikke formen på litteraturen og kanalen for formidlingen af den, altså pamfletter og performance, distribueret uformelt, overfor romanen, distribueret institutionelt. Det er måske heller ikke Norge versus Danmark.

Problemet er måske nærmere miljøerne - altså "incrowds" (hedder det det i dag?) overfor din lokale bibliotekar og din lokale bogpusher, der er ligeglad med, hvad du hedder og hvem du er ven med, men, i det mindste for bibliotekarens vedkommende, har det som lovpligtig opgave at formidle til alle?

Tør du ikke sige, at det her drejer sig om mennesker og miljøer og ikke om bogtillæg eller tykkelsen på skriftet? Er du bange for at det bliver personligt?

Martin Glaz Serup sagde ...

Hej Stefan,

Jeg prøver lige igen: hvis det at blive oversat ikke i sig selv er nogen garanti for at en udenlandsk litteratur bliver indoptaget i en national litteratur (her: den norske i den danske og omvendt); hvad skal der så til for at "de bliver indoptaget", som du skriver? Du har vel en idé eller fornemmelse, det er jo blandt andet på den statement at diskussionen her hviler. Jeg citerer lige Pia der citerer dig igen nedenfor. Du svarer ikke på spørgsmålet som jeg synes det er nok så relevant - hvordan du ser det - ikke mindst fordi det er mit indtryk at meget litteraturhistorie og -kritik skrives ud fra den slags mavefornemmelser som du har, fremfor udfra faktisk (ny)læsning (jf. fx Nexø vs Handesten), så altså:

Hvordan afgør du, at norsk litteratur "generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur" og at "megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker"??

Mange venlige hilsner,
Martin

Lars Bukdahl sagde ...

litteraturen, inkl. den unge undergrund, er kun en ghetto, hvis den er en ghetto i dit hoved -

free your mind and the rest will follow!

- når jeg taler og skriver om - og fremfører (i fx Beijing)! - Martin Larsens Monogrammer og Cia Rinnes notes for solitst, de seneste to vindere af Bukdahls Bet, gør jeg det ikke som beklageligvis eller herligt nok ultra-smal finlitteratur, men som UDEN VIDERE fantastisk læseværdig skønlitteratur, og det vilde er: DET VIRKER, også i Beijing.

Det jeg slet ikke kan klare ved din tilgang, Stefan, er dens in-autenticitet, for nu gudhjælpemig at tale Hereticansk, du styrer og secondguesser din egen smag ud fra en bekymret - fuck bekymringen! - idé om at litteraturen bør sige mere om og til samfundet og folket og sige det længere ude og inde i samfundet og folket - det lyder som om du hos dine nordmænd og Pia Juul plæderer for en 30-40-50 år gammel postmodernistisk idé om splejsning af eksklusivt og populært, men det er da kun fordi de pågældende romaner er fede, at de er fede, om jeg så må sige, ikke fordi de opbyggeligt skræver over kulturkløften -

Dalgaard sagde ...

Fra mit (forfatterskolede) synspunkt er det ret tungt at have en diskussion hvor begreber som forfatterskolelitteratur bliver dannet på baggrund af et ufatteligt lille udsnit af den litteratur, der kommer fra mennesker, der har gået på Forfatterskolen (desuden næsten altid hentet op fra halvfemserne, de etellerandetsted omtalte Hammann, Helle osv), og jeg opfatter det som evident dumt.
Der efterspørges samfundsrelavant litteratur, eller politisk engageret litteratur, eller hvad er det der efterspørges, og hvad menes egentlig med de begreber - indadvendt-udadvendt, lukket om sig selv, sat i reservat osv?
Jeg forstår ikke, at det skulle være væsentligt mere politisk eller engageret at etellerandet terrorangreb bliver omtalt eller at hovedpersonen i en (mimetisk-realistisk roman med helst et ret liniært narrativt forløb) er flygtning end fx, bare for at tage meget ung, meget ny litteratur:

* Olga Ravns anarkistiske grammatik- og syntaksopfattelse i både Antologi 2010 og Forfatterskolens afgangsantologi 2010, plus det ret tydelige kønspolitiske spor, der kommer endnu kraftigere til udtryk hos
* Olivia Nordenhoff også i Antologi 2010 - hvor noget ret eksplicit (køns)politisk er på spil, vil jeg påstå.
* Morten Chemnitz' tekster med deres insisteren på en meget, meget langsom læsning har klart også et politisk aspekt, fx en modvilje mod at lade litteraturen optræde som vare.
* Rasmus Halling Nielsens bidrag både i Antologi 2010 men også uendeligt mange andre steder, rummer med deres omfattende brug af sampling, knækket syntaks og metodiske nedbrydning af hierarkier i forhold til hvad der kan indgå side om side i en litterær tekst også et klart politisk perspektiv.
* Mikkel Thykiers projekt der måske ikke kan betegnes som politisk, men under alle omstændigheder har en meget klart etisk dimension og nogle idéer om mødet mellem mennesker (det mest grundlæggende politiske!?).

Osv osv. Jeg synes det er overalt, og det er vel bare et spørgsmål om hvad vi overhovedet mener med de begreber der er i debatten. Er det mere udadvendt eller samfundsorienteret eller samfundsengageret at skrive eksplicit, mimetisk-realistisk, fortællende, i en på et stort forlag udgivet roman om de menneskelige følger af dansk flygtningepolitik end når Olivia Nordenhoff i en performance ('Lejlighedssang' i Antologi 2010) undersøger hvad der sker i et socialt rum, hvis man ekspliciterer sin seksualitet og aggressivt overskrider (og dermed accentuerer) hvilke sociale normer, der gør sig gældende for eksempelvis ens køn i 2010 (hvordan ville teksten se ud, hvis en mand var afsenderen, ville den overhovedet forekomme ligeså grænseoverskridende? Jeg ved det ikke)?

Stefan K sagde ...

Til Martin: hvad skal jeg sige: ved at læse så meget som jeg kan overkomme fra begge lande (det er vist et dårligt svar?)

Til Lars:
Hvis jeg fucker bekymringen, kommer der jo ingen debat ud af det ; - ) Men jeg synes ikke, at de romaner er gode, fordi de er opbyggelige og skræver hen over kulturkløften. De er gode af mange andre grunde. Den tautologiske begrundelse for god litteratur, som du fremfører, taler derimod for sig selv, synes jeg, og hjælper ikke litteraturen nogen steder hen i mine øjne.

Til Dalgaard: jeg orkede ikke at tage forfatterskoledebatten, bl.a. fordi jeg jo går ind, for at den absolut skal være der. Men mere end det, går jeg ind for god litteratur, og litteratur og kriterier for god litteratur bliver kun kvalificeret ved at blive luftet. Mine kriterier går ikke kun i retning af det samfundsrelevante, mimetiske osv., men derfor kan jeg sagtens mene at sådanne er blevet forsaget og regnet for mindre af megen ny dansk litteratur. Derfor søger en del potentielle læsere, også af "forfatterskolelitteratur" mod Ejersbo og lign. i stedet, og det er ærgerligt, for ofte er sådanne bøger skrevet som en brækket arm.

kh
Stefan

Anonym sagde ...

Sidder lige og bladrer i Generationsmaskinen. Dér fylder resten af verden godt nok ikke særlig meget. Men det vigtigste er jo også, om man som forfatter er nævnt og hvor mange gange. Nå, denne kommentar blot for at forsvare den gode Kjerkegaard en lille smule. For selvom han ikke kan dokumentere sine påstande, så har ingen tilsyneladende til sinde at tænke på om selvransagelse nu også er en mulighed. Lad os blæse til mere angreb. Han klarer det nok. Litteraturhæren er klar til blitzkrieg.

Anonym sagde ...

Hvor meget litteraturkritik, -historie og -debat er i det hele taget skrevet på basis af metodiske videnskabelige undersøgelser? Det er som om, der stilles større krav til blogskribenten her, end til alle de øvrige debattører her.

Man kunne spørge jer andre - hvad med jeres mavefornemmelser af kvalitet, åbenhed og udsyn, politisk og samfundsmæssigt engagement osv. i dansk litteratur og miljøerne omkring den, hvordan er I nået frem til dem, sådan rent metodisk? Hvordan afgør I, at Kjerkegaard har en ghetto i sit hoved og at den ghetto ikke findes udenfor hans hoved? Hvordan er I nået frem til, at der ikke findes "forfatterskolelitteratur"? Hvordan afgør I, at norsk litteratur IKKE generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur og at megen ny dansk litteratur IKKE snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker??

Hvilke videnskabeligt funderede systematikker har i benyttet jer af? Hvilke undersøgelser har I lavet?

nexø sagde ...

@anonym

En af de mest frustrerende ting i den her slags debatter er, at det er i orden at komme med vilde påstande om "smal litteratur" eller bare "finlitteratur" uden faktisk at undersøge om der er empirisk belæg for dem. Det, jeg kunne ønske mig fra Stefan er ikke videnskabelig metode, men nogenlunde de samme krav som man stiller til en journalist eller til folk, man diskuterer med i hverdagen: prøv lige at undersøge det en ekstra gang, inden du kommer med store, generaliserende påstande. Jeg og Martin Glaz og Lars B giver f. eks. ret klare indicier på, at en af Stefans centrale påstande simpelthen ikke holder. Man læser norsk litteratur, man lader sig påvirke af anden udenlansk litteratur i DK, der er ikke belæg for at sige, at "smal" dansk litteratur kun orienterer sig mod sig selv.

Nå. I kommentarerne er det som om, Stefan i virkeligheden mener sådan noget som at dansk litteratur ikke har nok ... jeg ved ikke rigtigt: power? engagement? ... i det omkringliggende samfund. Jeg ville også ønske, den havde mere effekt og synlighed. Men så vidt jeg kan se, så har den for tiden masser af interesse for verden omkring sig. Dog er der, som dalsgaard meget rigtigt gør opmærksom på, ingen grund til at lade medierne og det politiske felt definere, hvad vi andre (og litteraturen) skal opfatte som offentligt relevant. Måske er det derfor, den slags litteratur ikke bliver set af journalisterne på DR eller kommenteres på Peter Mogensens blog. Så er det snarere kritikernes opgave at tage det alvorligt, at synliggøre det.

Du efterlyser andre bud. Jeg henviser i al beskedenhed til min egen artikel "Vidnesbyrd fra velfærdsstaten", som stod i Kritik 191. Martin Glaz havde en artikel om litteratur og politik et nummer eller to efter i Kritik.

Stefan K sagde ...

Tak til de anonyme for opbakningen og tak til Tue for opklaringen.

Du har sikkert ret, Tue, I at der mangler belæg fra min side. Men endnu mere ret i din konstruktive opsummering, synes jeg, omkring synligheden, og dér mener jeg ikke, at man kommer langt ved som Lars at sige, at god litteratur er god, fordi den er god. Det er en forskansning på den ene side af rækværket. Det er vigtigt at have øje for, at det litterære kredsløb også er os. Eller snarere at der i første omgang overhovedet er et kredsløb: Der er jo ingen af os, der anmelder eller tager Ejersbo eller fx Kim Leine alvorligt, eller er der?

Mange vil sikkert synes, at det er åndssvagt, at litteraturen, især den gode af slagsen, skal legitimere sig og legitimeres af os, der fx anmelder den. Men jeg tror på, at god litteratur skaber gode læsere og dårlig litteratur dårlige læsere. Netop her skal vi ikke gå med til, at vandene deles. Gode bøger skal også nå nogle af de dårlige læsere (ligesom de dårlige skal nå nogle af de gode læsere (det kunne måske være sådan nogle som os)). Et os og dem er i det hele taget det rene selvmord for litteraturen. Det er ikke litteraturen, der skal være opbyggelig (jf. Lars kommentar), det er os kritikere.

kh
Stefan

Anonym sagde ...

Bukdahl har vel også en tendens til at lade som om at han "stadig" er talsmand for det marginaliserede i dansk litteratur imens han i virkeligheden er, nej har været en magtfaktor uden lige i nyere dansk litteratur. Jvf. Hvedekorn og vel også som bedømmer af folk der kommer ind og ud af forfatterskolen og som den der anmelder dem til sidst. Til forskel fra Borum er Bukdahls sprøjtekanon imidlertid et spejl som han holder op for forfatterne selv, jvf. Generationsmaskinen.

Anonym sagde ...

At den del af dansk litteratur, der udgøres af folkebibliotekernes formidling og udlån befinder sig i et nationalt reservat (med en smule svensk, norsk, britisk og amerikansk som tilbehør), findes der faktisk en rapport, der bekræfter. Og den er baseret på statistiske data. "Bibliotekernes og lånernes skønlitterære bogvalg", udarbejdet i 2000 for Biblioteksstyrelsen.

Hvad der kommer fra folkebibliotekerne må stadig formodes at dække en relativt stor del af litteraturformidlingen og -læsningen her i landet.

Og hvor var de danske forfattere og litteraturformidlere for øvrigt, da der var Images of the World i sidste og forrige uge? De andre kunstarter var med, men hvor var I?

Vagn Remme sagde ...

Kære alle sammen i skolegården. Der råbes jo ud over alle breder. Norsk eller dansk, er det ikke bare to måde at sige grød på? Hvornår skete der noget i dansk litteratur? Sidst der virkelig skete noget var under Højholt-perioden som i virkeligheden skulle have heddet Bomholt-perioden. På det tidspunkt blev der tilført forholdsvis store midler til kultusministeriet. Og med de midler som var givet i den ånd og forestilling om at kunsten er fri og skal have frihed, både tidsligt, stedsligt og økonomisk. Højholts meningsløse skriblerier (sat efter 60'ernes folkelige holdninger) er i dag meget værdifulde i en forholdsvis bred offentlighed. Det jeg mener er at muligvis har vi en eller anden form for debat om litteratur i medierne, men den er noget kønsløs eller bedre sagt uden nosser. Der er nogle få som tør tage bladet fra munden. Men det er egentlig ligegyldigt. Det skal være sådan - mere eller mindre. Langt vigtigere er de økonomiske forhold som forfattere, den mellemforfattere som er den næring store mægtige forfattere nærer sig af inden de rammer loftet under stjernehimlen, gonk! Spørgsmålet er, sætter glarmesteren vinduer i, hvis han ikke kan leve af det? Svaret er naturligvis nej. Forfattere i Danmark kan ikke leve af deres arbejde og har alrig kunnet det. Selv ikke Hanne Vibeke holst kan leve af det! I de femten år hun brugte på at nå dertil, hvor hun er i dag, der bestod hendes økonomiske fundament af midler fra andet sted. Når en medievant og folkelig forfattere ikke på nogen måde kan leve af endsige opbygge deres virksomhed, så må resultatet af den debat som har kørt på bloggen her være, at forfattere skal og må have flere midler til at arbejde for. En typisk forfatterløn ligger på 100.000 kroner om året, det er omtrent 200.000 mindre end det forfatterens kvalifikationer er til!

Vagn Remme sagde ...

Kære alle sammen i skolegården. Der råbes jo ud over alle breder. Norsk eller dansk, er det ikke bare to måde at sige grød på? Hvornår skete der noget i dansk litteratur? Sidst der virkelig skete noget var under Højholt-perioden som i virkeligheden skulle have heddet Bomholt-perioden. På det tidspunkt blev der tilført forholdsvis store midler til kultusministeriet. Og med de midler som var givet i den ånd og forestilling om at kunsten er fri og skal have frihed, både tidsligt, stedsligt og økonomisk. Højholts meningsløse skriblerier (sat efter 60'ernes folkelige holdninger) er i dag meget værdifulde i en forholdsvis bred offentlighed. Det jeg mener er at muligvis har vi en eller anden form for debat om litteratur i medierne, men den er noget kønsløs eller bedre sagt uden nosser. Der er nogle få som tør tage bladet fra munden. Men det er egentlig ligegyldigt. Det skal være sådan - mere eller mindre. Langt vigtigere er de økonomiske forhold som forfattere, den mellemforfattere som er den næring store mægtige forfattere nærer sig af inden de rammer loftet under stjernehimlen, gonk! Spørgsmålet er, sætter glarmesteren vinduer i, hvis han ikke kan leve af det? Svaret er naturligvis nej. Forfattere i Danmark kan ikke leve af deres arbejde og har alrig kunnet det. Selv ikke Hanne Vibeke holst kan leve af det! I de femten år hun brugte på at nå dertil, hvor hun er i dag, der bestod hendes økonomiske fundament af midler fra andet sted. Når en medievant og folkelig forfattere ikke på nogen måde kan leve af endsige opbygge deres virksomhed, så må resultatet af den debat som har kørt på bloggen her være, at forfattere skal og må have flere midler til at arbejde for. En typisk forfatterløn ligger på 100.000 kroner om året, det er omtrent 200.000 mindre end det forfatterens kvalifikationer er til!

Ole Mortensen sagde ...

En heftig debat må man sige. Stefan, jeg kan kun sige, at dine mange anbefalinger af især norsk prosa på nærværende blog i den grad har inspireret til at gå dén vej i valget af romaner. Jeg er fuldstændig på linie med dig, når du gør status over de litterære kvaliteter i norsk litteratur kontra den nyere danske prosa. I stedet for at blive rasende over en uskyldig smagsdom, kunne man i stedet for glæde sig over, at den danske lyrik stadigvæk overrasker positivt, uagtet at meget af den er et produkt af en indspist, subkulturel elite, som oftest insisterer på at gentage arven fra 60'er-modernismens kunststrategier.

Martin Glaz Serup sagde ...

Hermed blot referencen til artiklen Tue nævner ovenfor i fald nogen skulle være interesserede:

Martin Glaz Serup 'Poesi, politik og postproduktion' i Kritik #193/sep 2009.

kenneth krabat sagde ...

"men, i det mindste for bibliotekarens vedkommende, har det som lovpligtig opgave at formidle til alle?"

Ja, bibliotekarerne har til lovpligtig opgave at indkøbe alsidigt. "Alsidighedskriteriet". Men

• Alsidigt kan bibliotekslokalt defineres som: ikke mange læser den sværere tilgængelige litteratur, dansk som norsk, digtning som kort- og længere prosa, og det er derfor tilstrækkeligt at indkøbe enkelte KENDTE forfattere snarere end at købe bredt ind af det "smalle".
• Flere bibliotekarvenner bekræfter, at deres biblioteker (og dem selv) på ovenstående grundlag indkøber efter FU, forventet udlån, og at de ikke har det dårligt over det - fordi dét, der gør en bibliotekar dårlig, er ikke-udlånelige bøger, der står og optager pladsen for nye værker.

Det kan man sige meget om, blive vred over dumheden, f.eks. men jeg vil hellere smile som solen.

Og jeg er jo heller ikke hverken litterat eller bibliotekar.

Martin Glaz Serup sagde ...

Fra en privat mail jeg sendte til en ven tidligere i dag vedr. diskussionen her:

"Problemet er vel også at det er i private mails som denne eller i samtaler osv., at der bliver diskuteret andet end blot positioner... Jeg ved det ikke... Blogmediet er måske også dårligt til det, der skal være en journalist eller spinatfugl der samler op på den lange kommentarsnor og vinkler og kondensere og på den baggrund interviewer fagpersoner, researcher osv.; blogmediet kan jo tydeligvis ikke hele tiden klare sig selv, hvis vi skal nogen steder hen, hvis vi skal blive klogere på noget."

Stefan K sagde ...

Tak for de mange kommentarer og bliv endelig ved. Til dig Martin: Vi overvejer at lave et dansk-norsk seminar den 18. marts næste år i Århus, som forhåbentlig kan kvalificere og diskvalificere noget af alt dette her ovenfor.

Men derfor mangler vi stadig spinatfuglen ; - )

God weekend alle sammen.

kh
Stefan

Martin Ravn sagde ...

Bukdahl skriver:
jeg synes godt nok dine generaliseringer er TRÆLSE, Stefan - (i forlængelse af Pia)"

Det lyder som en dialogstump fra en Malmrosfilm. Klassens time måske..

Anonym sagde ...

Jeg synes stadig en sociolog ville være mere interessant at pudse på de litterære miljøer, for at se nærmere på deres kontakt (eller mangel på samme) med resten af verden, hvad enten resten af verden er litterære miljøer i andre lande eller det er samfundet/det politiske eller det er læserne, hvem de end er. En journalist, der interviewer fagpersoner får jo bare de sædvanlige positioner, fra de sædvanlige personer, der taler internt med hinanden. Noget a la Informations litteraturdækning. Ikke særligt nytænkende og refleksionsfremmende. Andre redskaber til at undersøge sagerne end de rent journalistiske kunne måske vise nye sider, be- eller afkræfte den herskende selvforståelse.

Jeppe sagde ...

Til Stefan og andre romandyrkere. Det lader til, at den borgerlige roman - som er den der skrives så flittigt i Norge - har noget at gøre med dannelsen af nationalidentiteten, og Norge er kommet senere i gang end Danmark og Sverige. Derfor skriver de, hvad folk stadig i høj grad opfatter som "rigtige romaner" - mens vi kun har eftervirkninger af den slags, Ida Jessen, Hanne Vibeke Holst, måske endda Ejersbo, og resultatet er blot lidt traditionalistisk, hvis det ikke bliver til såkaldte genre - eller ungdomsromaner - det er kun en formssag for os, mens det for nordmændene har indhold - og derfor bliver bedre efter netop dén genres målestok.

Selvsagt køber jeg ikke selve præmissen, at den borgerlige - lineære, tilstræbt realistiske - roman skulle være mere rigtig roman end Cervantes eller Sterne eller en hob af gotiske tyksere, som for mig at se kickstartede selve romanideen - før den blev en borgerlig genre - og som den post-borgerlige, modernistiske roman hos f.eks. Joyce, Kafka, Beckett har fulgt op på. Den digteriske/pikareske/modernistiske roman har for mig at se - i vore dage - det fortrin, at den taler generelt om mennesker, i stedet for at knytte menneskeskildringen til en særlig national historie, særlige nationale forhold. Som nutidigt eksempel ville jeg nævne Roberto Bolano, som i traditionen fra Borges har genopfundet den pikareske latinske roman, og som netop på grund af en bevidst digterisk undersøgelse af selve romanens idé undgår den sentimentalitet, som i den borgerlige, realistiske tradition af i dag ofte følger med i forsøget på at være så væsentlige og virkelige. I realiteten lykkes det på den måde Bolano at få langt mere overblik over tidens emner - politisk korruption, international kriminalitet, vold som følge af overbefolkning og tiltagende kynisme - end de, undskyld mig, mere selvoptagne nordmænd, Tiller, Espedal m.fl., med deres identitetshistorier.

Stefan K sagde ...

Jeg ville også foretrække en sociolog. Helt sikkert. Men i forhold til det med romanen, så føler jeg mig ikke som en romandyrker, slet ikke faktisk.

Og nu nogle helt tentative gisninger, og det er gisninger, bemærk dette:
Jeg tror ikke, at Norges "gode" romaner skyldes, at de er kommet senere i gang, snarere at de har en stærkere modernistisk prosatradition, eller i hvert fald nogle bud på en ny roman efter det moderne gennembrud, fx Hamsu.n. Herhjemme skriver Pontoppidan indtil 1920erne og da er hans romaner forældede (også selvom de stadig er fan..tastiske, fx De Dødes Rige). Tænk på Jørgen Stein, hvor goddamn forældet den er. Kongens fald, er som min kollega Stefan Iversen formulerer det, modernistisk ved et tilfælde. Hvad der kommer til at dominere (den modernistiske) prosa i DK i det 20. århundrede er snarere kortformer. Jeg ved godt, at vi har Hærværk osv. men alligevel - er den ikke en undtagelse? Efter krigen er det Rifbjerg, Seeberg, Sørensen, Madsen m. m. fl.

Nå, som man kan se, et lidt vildt gæt. Men tak for den flotte kommentar Jeppe.

Jeppe sagde ...

Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land. Hamsuns store forbillede er Dostojevskij, "Sult" er skrevet efter "Kældermennesket", "Mysterier" efter "Idioten", det synes jeg er ret klart, men Dostojevskij er sgu ingen modernist, han er tvært imod den borgerlige psykologiske realisme i absolut topform. Hamsun var en realist af denne skole på linje med Jacobsen og Pontoppidan. At han skriver bedre end de to, er muligt, men hans form er den samme: Sindbilledet, karakterstudiet som anledning til en mere generel (national) samtidsbeskrivelse. Fred være med hele den tradition, den er muligvis noget af det bedste romankunst, vi har i Skandinavien, men modernistisk er den ikke, og det bliver heller ikke modernistisk, hvis man forsøger at gentage den i lidt andre stilistiske klæder end før, som det måske sker i dag. Modernismen er for det første anational, den er en erfaring af betingethed, historisk og globalt, en (bl.a. gennem krig dyrekøbt) erfaring af massesamfundet og dets mekanismer, hvor intet individ og ingen nation blot står frem til skue, fordi det snarere er det større billede, den større historie, det større uhyggelige eller lokkende møndster, der skaber individdet end omvendt. Dermed har vi Kafkas og Joyces romaner og lignende, men den slags kan jeg ikke finde i Skandinavien, jeg finder Hamsun som til sidst må opsøge de små nordligst liggende bygder for at finde stabile vilkår for sine gæve landarbejdere, jeg finder Jensen og Strindberg, som flipper ud i mytologiske fabler, "Klokkeren på Ranø", en fantastisk roman, og slet ikke borgerlig, men europæisk modernistisk roman er det godt nok ikke. Måske har vi aldrig haft nogen romanmodernisme i Skandinavien, og det er vel så, fordi betingelserne (erfaringerne) ikke har været til det, hvilket efter min mening ville være højst interessant. Måske kan man tale om modernisme hos Hultberg, Højholt, Fløgstad m.fl., men den er i så fald snarere en slags litterær inspiration end egentlig erfaringsbetinget. Nu er vi så sprunget over modernismen og ind i et postmoderne (og multinationalt) forbrugersamfund, hvor romanen som så meget andet er commodity, vare, og så ser forbrugsmønstret lidt anderledes ud i Norge, mit gæt er som sagt fordi den yngre norske nation i længere tid end f.eks. Danmark har kunnet bruge den borgerlige roman som nationalt identitetsparameter, og derfor er der stadig salg i den. Men lad være med at tale om "udbredelse af god litteratur", "bøger der handler om noget" osv. i gammelbrandesianske termer, det handler både i Norge og her om genkendeligheden af særlige varer. Og indtil videre leverer forfatterne, både i Norge og her, disse forholdsvis genkendelige varer, lidt forskellige fra nation til nation, men dybest set nostalgiske i formen. Men det har ikke fremtiden for sig rent kunstnerisk. Her skal vi til Bolano og andre forfattere, som tør tænke romanen helt forfra.

Anonym sagde ...

En metode, man kunne benytte, hvis man vil have en mere klar fornemmelse af, hvor reserverede danske forfattere og litteraturformidlere er, er en hurtig citationsanalyse - Hvorfra i verden kommer de forfattere, formidlere og forskere, som de henviser til og hvordan fordeler referencerne sig rent statistisk i forhold til geografi? En sådan undersøgelse ville faktisk være rimelig enkel at udføre, hvis man gider. Herefter kunne man jo sammenligne med lignende forfattere og formidlere i Norge.

Min mavefornemmelse siger mig, at danske forfattere og de formidlere, der ikke har en tilknytning til de nævnte folkebiblioteker, alligevel generelt fordeler deres referencer mellem nationaliteter på en måde, der ligner den fra undersøgelsen fra 2000. Det vil sige først og fremmest Danmark (op til 80-90%), dernæst Storbrittanien, USA, Sverige og Norge (fordelt på mellem 15% og 10%) og så mindre end 5-10% til resten af verden, hvor hovedvægten i kategorien "Resten af verden" kommer til at ligge på Island, Frankrig og Færøerne.

Min mavefornemmelse er også, at sådan en undersøgelse vil vise, at en relativt stor del refererer til en meget lille gruppe forfatterskaber og formidlere. Og at en relativt stor del af de yngre danskere, der skriver med i denne debat, er meget optaget af - deres nærmeste venner og forfatterskolens nuværende og tidligere elever.

Man kan, som sagt, tage en pejling af det, ved at tælle eksplicitte referencer. Hvem er med på litteraturlisterne, hvem namedropper man på blogs, hvem linker man til, hvem forsker man i? Hvor hyppigt er de enkelte med? Hvad karakteriserer henvisningerne - eksempelvis geografisk? Hvis man vil være lidt mere præcis, kunne man sortere i dem ud fra positive og negative referencer og herved tage pejlinger af helte og fjendebilleder. Arme Hanne Vibeke Holst får sig sikkert et (for hendes vedkommende selvbekræftende) chok.

Tendensen til ekstrem geografisk afgrænsethed i forhold til "Resten af verden" vil nok være endnu mere udtalt, hvis man frasorterer forfatterskaber, hvor forfatteren er nulevende og i stedet kun koncentrerer sig om forfattere og formidlere, som man (i princippet) ville kunne få en levende dialog med.

Jeg er bange for at noget lignende gør sig gældende i Norge - de interesserer sig heller ikke for resten af verden (- Norden og de engelsktalende lande).

Man kunne jo starte med at tælle lidt referencer til forfatter- og formidlernavne på de blogs, der findes...der findes sikkert statistikprogrammer til formålet. Og så selvfølgelig tillade sig at undre sig over, hvem der ikke er med, og hvad der karakteriserer dem.

Anonym sagde ...

Hov! Der skulle ikke have stået: "hvis man frasorterer forfatterskaber, hvor forfatteren er nulevende", men i stedet "hvis man frasorterer forfatterskaber, hvor forfatteren er død"

nexø sagde ...

@ anonym

Er det en parodi? Hvis din undersøgelse er så let at lave, og hvis du synes den er så interessant, så lav den dog, pronto. Så kan du konkludere noget ordenltigt og holde dine hypotetiske statistikker og mavefornemmelser for dig selv.

Hvorfor skriver du anonymt? Alle os andre bruger vores navne.

Anonym sagde ...

Jeg skriver anonymt fordi jeg ikke vil rodes ind i personfnidderet. Tag mine kommentarer for, hvad de er - synspunkter og vinkler, som ikke er specielt subjektive. Nogle af de anonyme kommentarer har jeg for eksempel ikke postet. Den anonyme er ikke identisk med sig selv :-)

At analysere referencer er blot et forslag til en metode, der kan bruges, hvis man vil vide, om der er noget om reservatsnakken. Men den kræver nogle statistikprogrammer, som jeg ikke har til rådighed.

Ingen grund til at blive fornærmet over det forslag. Men prøv selv at gå nogle lister igennem, næste gang du har nogle tidsskrifter eller blogs foran dig - og se for dig selv, hvorfor man får de her mavefornemmelser af snævre referencer. Nærværende blogs referenceliste (ex. blogrullen) er eksempelvis meget snæver - måske endda meget mere end mange andres.

Martin Glaz Serup sagde ...

Kære Jeppe,

Tak for nogle spændende, originale og radikale kommentarer - "Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land." - her er noget at tænke over. Niels Frank har jo allerede i sine essays 'Alt andet er løgn' (2007) redegjort for hvordan den litterære modernisme i Danmark er noget meget anderledes - i kraft af sin opbyggelighed ikke mindst - end i for eksempel Frankrig, Tyskland og England. Men du hævder altså at der slet ikke er (eller har været) nogen (nogenlunde samtidig) litterær modernisme i hele Norden?!? Jeg ville meget gerne om du gad, bare så omtrentligt, at redegøre for hvad du forstår ved 'modernistisk roman' (altså ikke ved 'roman'); og også hvor du ser den, hvis slet ikke i Norden???

Jeppe sagde ...

Kære Martin -

er vi de eneste to her? - man kunne få den mistanke -

men angående modernismen: Først lige et forbehold: Jeg siger bestemt ikke, at der ikke findes nogen samtidig modernisme i Norden, Södergran, Björling, Momberg, Munch-Petersen og Schade er lyrisk modernisme, selv om jeg nok tror, Niels Frank har ret i, at der måske selv hos dem er mere opbyggelighed - eller i hvert fald noget andet på spil - end hos deres europæiske samtidige. Måske. Det ved jeg ikke. Hvad jeg udelukkende taler om, er fraværet af en modernistisk tradition inden for romanen i Norden - med vægt på ordet "tradition", det forhindrer ikke, at der kan findes enkelte romaner, som kan kaldes modernistiske. Men så skal man enten grave mærkværdigheder op, som i Danmark måske Knud Hjortø eller Bønnelyckes romaner, som aldrig fik nogen videre indflydelse på traditionen - eller man skal - som Stefan vist også siger det - op i 50'erne, måske endda 60'erne, og så har vi for mig at se ikke at gøre med en samtidig tradition, men om en senere litterær inspiration, f.eks. inspirationen fra Beckett hos danske prosaister som Seeberg, Thorup, Smærup Sørensen, Højholt m. fl. Og - for mig at se - en litterær inspiration er ikke det samme som den omvæltning i selve opfattelsen af romanen, som foregik i de store europæiske lande i tiden umiddelbart omkring og efter 1. verdenskrig, og som jeg først og fremmest ville kalde romanmodernisme. At visse nordiske forfattere har haft litterære forbilleder blandt de modernistiske forfattere, forhindrer jo f.eks. ikke, at hele romantraditionen i Norden primært skulle være forblevet borgerlig/realistisk - som er det, jeg hævder. Jeg tror endda, jeg ville kunne finde flere eksempler på, at romaner, som måske i det ydre ser modernistiske ud - altså har tillagt sig en stil, en sprogfornemmelse fra modernismen - i deres grundlæggende form stadig er borgerligt/realistiske romaner, "Hærværk" er et eksempel.

Men hvad er så den modernistiske tradition i romanen? - jeg må i gang med en ny kommentar, tror jeg, satans.

Jeppe sagde ...

Modernismen er ikke en bevægelse, der pludselig vælter alt forudgående af pinden, der skrives stadigt borgerlige romaner i hele Europa, men den er i nogle litteraturer blevet en korrigering af den borgerlige roman, og har frembragt nogle af de mest interessante forfattere. Den er f.eks. Jünger, Musil, Kafka, Bernhard. Den er Celine, Genet, Camus, nouveau roman. Den er Joyce, Beckett, Flann O'Brien. Den er Stephen Crane, Gertrude Stein, William Carlos Williams og sikkert også Faulkner (selv om Faulkner er, synes jeg, en special case ligesom Woolf, Hemingway og Proust, måske er de bare meget velskrivende og flerdimensionelle realister). Den er Pío Baroja, Unamuno og Cela. Den er Borges og Cortazar. Den er altså først og fremmest et tysk, fransk og spansk anliggende med indskud fra irske, amerikanske og sydamerikanske internationalister, som ofte havde tilknytning til Europa. Derimod er den forholdsvis svag i den angelsaksiske tradition, selv i USA. Og den er svag i Norden. I Rusland findes der derimod Mandelstams få romaner og prosatekster og sikkert meget mere, som jeg ikke kender til. Hvad der ligger bag den, er ganske kort sagt fornemmelsen af internationalt sammenbrud i de gamle nationalstatslige identiteter og erfaringen af international betingethed. Som jeg tidligere sagde: 1. At intet individ, ingen nation længere kan betragtes i sin gamle form, som en entitet der følger sin egen udvikling og danner sin egen mening (hvilket er kongstanken i den borgerlige roman før og nu), at nationen og identiteten derimod skabes i et ofte dunkelt og uigennemskueligt mønster af historiske kræfter og ofte decideret atavistiske aggressive kræfter fjernt fra de dannede og sensible forklaringsmodeller, som den borgerlige roman troede på. Hermed har vi Musils svanesang over det østrig-ungarnske dobbeltmonarki i "Manden uden egenskaber", vi har Joyces tombola af historiske og mytologiske kræfter, der ikke blot påvirker hans karakterer, men decideret skaber dem, allertydeligst i "Finnegans Wake", vi har Celas uhyggelige massemorderhistorie med en nærmest tom massemorder, der bliver ved med at sige, at han såmænd bare gør, hvad han bliver bedt om, fordi "det læger mig" i "La familia de Pascual Duarte". Ganske typisk for modernismen er der i disse værker ingen mulighed for direkte realistisk genkendelighed. Handlingen hos Musil foregår i et rum, hvor man stadig tror at dobbeltmonarkiet vil overleve, man planlægger en større fejring af kejser Franz Josefs regeringsjubilæum i (så vidt jeg husker) 1919, selv om Musil selv og alle læsere af bogen da den udkom i 1930/32 ville vide, at hverken stat eller kejser overhovedet kom til at leve så længe. "Finnegans Wake" kan ligesom "Ulysses" placeres i et genkendeligt Dublin, men begge bøger tager på sig at forvandle dette Dublin til en gennemgangshal for verdenshistorien og til en utopi. "Duarte" er måske nok historien om en genkendelig dum spansk bondetamp, men den er allerede ved første øjekast nærmere en allegorisk historie om den spanske borgerkrig og en grum satire over "Don Quijote", den spanske nationalroman. Osv.

Jeppe sagde ...

Det er jo absurd, det her, men nu får du hele smøren:

... Den normale "realistiske" identifikation med fortællerum og hovedperson er suspenderet til fordel for et dyk ned i det bagvedliggende mønster, de bagvedliggende kræfter. Handlingsrum og hovedperson tager sig ud som et eksempel på disse kræfter og er fuldstændig betinget af dem. Med Northrop Frye kunne vi placere realismen i en "ironisk" generisk modus, bl.a. fordi den har genkendelighed og ligeværdighed mellem læser og hovedperson, mens modernismen befinder sig i den generiske modus, som Frye kalder "romance", og som kendetegnes ved emblematiske, eksemplariske hovedpersoner, larger than life - eller måske nogle gange smaller than life - i hvert fald aldrig bare life - tænk på Becketts vagabonder - og Kafkas "Slottet" kunne være et andet nærliggende eksempel. Er det historien om en genkendelig landmålertype, der gerne vil op på det slot, der har ansat ham? Nej. Det er snarere - uden at vi overhovedet behøver tage fortolkerbrillerne på - en historie om udsathed og higen efter mening midt i et univers af fjendtlige kræfter.

Og dermed kommer jeg til den anden ting, jeg ville nævne som en afgørende forskel imellem realisme og modernisme: 2. Den modernistiske roman er sig sin status som fiktion bevidst. Hvor realismen udgår fra den berømte Henry James-idé, at en roman skal være "a slice of life", hvor der altså postuleres en direkte spejling mellem roman og virkelighed, ofte som om der slet ingen fiktiviserende instans var til stede, som om sætningerne på naturligste vis bare kom ud af den blå luft, der går den modernistiske roman nærmest den modsatte vej, den skjuler ikke, nej, den snarere markerer sin fiktivitet. Dette er tydeligt hos næsten alle dem, jeg har nævnt, Kafka, Celine, Stein, Beckett, Baroja osv. Og hvorfor? Ja, fordi en bevidst fiktion, en allegori, en mytologisk fabel måske er det bedste middel til at beskrive de mønstre og kræfter som i det 20. århundrede har vist sig som mere virkelige end vores "umiddelbare" virkelighed. OG sikkert også - som vi ser det hos Joyces, Borges m.fl. - fordi det for en moderne bevidsthed ville være absurd at påstå, at der ikke fandtes anden litteratur, at vi ikke også på dette punkt var betingede af historien - mens den typiske realistiske roman tilsyneladende helst vil lade som om, litteraturen (og litteraturhistorien) slet ikke fandtes.

Mens den realistiske romankonvention altså helst vil glemme, at den opererer inden for visse historiske rammer - og inden for litteraturen som sådan - og derfor ofte får et bekræftende traditionalistisk præg - forsøger modernismen (måske nærmest bourdieusk) netop at inddrage rammerne, betingelserne, og ofte med det klare mål at modernisere dem i en stadigt fortløbende proces. Nationalstaten skal opgives eller moderniseres (Joyce, Musil, Genet, Bernhard), opfattelsen af individdet skal opgives eller moderniseres (Camus, Unamuno, Baroja, Beckett), religionen skal opgives eller moderniseres (Joyce, Kafka, Celine, Cela), vore familiære og sociale vaner, bla. kønsrollerne skal moderniseres (Joyce, Musil, Celine, Genet, Stein), og ikke mindst skal litteraturen moderniseres, så den i højere grad passer til en ny epoke i verdenshistorien (hele flokken). 3. Denne aktivt påvirkende - i stedet for blot og bart beskrivende - relation til den omgivende kultur, er det tredje jeg ville fremhæve som et modernistisk træk.

Er du der endnu? Kh Jeppe