Dengang i 1990, cirka et år inde i min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede. Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er dateret 16. juni 1990.: 1990      et sted, langt væk et årti alt står stille, musikken, hjerterne og smerterne udvider horisonten men mod et spejl forvrængede spejlbilleder sendes som et ekko, som et tegn ser i billeder læser i kroppe drikker, spiser, sluger fremtiden nøgent bevægelser fra mennesker lyder af maskiner i en uduelig fabrik undertoner forvirrer i en stadighed mit sinds åbne kanaler – paradisets veje til de nedskrevne ord men ...

Da jeg udgav Digte er bjergede halse i 2000 på forlaget After hand om Simon Grotrians forfatterskab, blev bogen anmeldt i Weekendavisen, Information , Politiken, Aktuelt, Berlingske , Kristeligt Dagblad samt i litteraturtidsskriftet Standart og på Afsnit P . Ikke alle anmeldelser var gode, et par stykker var deciderede ondskabsfulde. Men bogen, som var baseret på mit spæde speciale, fik trods alt (fx at det var det undselige forlag After hand, som stod for udgivelsen) ret stor opmærksomhed i aviserne. Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende , Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Post...

-->(udvidet version af artiklen med samme navn fra Dansk Noter 3, sept. 2015, s. 10-17. Temanummer om "Vendingen mod verden") ”Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om/ det var tider, hvor intet skulle begrænse os./ Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen/ hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/ får jeg det fysisk dårligt./ Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os.” (Ørntoft 2014, s. 11)                                                       Theis Ørntoft: Digte 2014 Indledning Det er i sandhed forvirrede tider, som det her skal handle om. Men at forsøge at skabe sig et overblik eller blot et perspektiv i sin samti...