Da jeg senere udgav Hørbylundemanden i 2009 på Aarhus Universitetsforlag, der handlede om Per Højholts forfatterskab, så det lidt anderledes (og mere trist) ud. Bogen blev anmeldt i Nordjyske Stiftstidende, Berlingske havde en kort "anmeldelse" på kanten af en omtale, hvor dele af denne senere blev reproduceret i Aarhus Stiftstidende. Desuden var der, som den eneste i det år, hvor bogen faktisk blev udgivet, en idiosynkratisk, men trods alt god anmeldelse i Jyllands-Posten, der kaldte bogen for den bedste indføring hidtil i Højholts forfatterskab. Bogen fik senere grundige anmeldelser i Standart og Edda, som jeg var superglad for, men som nok ikke giver den store opmærksomhed uden for akademiske kredse.I maj 2017 udgav jeg bogen Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet på Dansklærerforeningen, og status er indtil videre en overfladisk omtale i Weekendavisen og nul anmeldelser på trods af, at jeg i dag (til forskel fra år 2000 og til dels fra 2009) kender mange flere af de mennesker, der skriver for de større aviser, og desuden gennem de seneste år har skrevet til fx Information og medvirket i flere litterære debatter, fx om den samtidslitteratur, som min bog netop forsøger at tematisere og beskrive. Information har desuden ofte været opmærksomme på denne blogs indhold, hvilket jeg har været glad for. Og selvom blogosfæren nu er en død sild i det samlede litteratursystem, så burde chancen (tænker nogen, fx jeg, for det er ikke nemt at være nogen) for at blive anmeldt, ja bare blive set af de danske avisers bog- og litteratursektioner, være større end nogensinde før. Men nej.
* * *
Selvfølgelig var jeg klar over, at bogen ikke ligefrem ville blive en bestseller. Eller at anmelderne ville slås om at anmelde den. Men jeg tænkte måske i mit naive sind, at når den fx omhandler debatter, der svarer til den, man så for nylig ifm. Christina Hagens Jungle-interview, så udkom bogen faktisk på det rette tidspunkt. Den ville blive set af aviserne. Desuden tænkte jeg, at litteraturjournalister kunne være interesserede i en bog, der forsøger at gøre boet op i dansk samtidslitteratur efter Knausgård? At de måske havde lyst til at læse om Yahya Hassan og den litterære debat, som hans bog vakte? At man var interesseret i brugen af selvbiografisk materiale i skønlitteraturen ovenpå lange og ofte futile diskussioner af begrebet "autofiktion", der tilsyneladende lever sit eget journalistiske liv i medierne og andre steder?
Men ordet "medialiseringen" i bogens titel har muligvis skræmt litteraturjournalisterne væk? Lugter det af lix-tal og højpandethed? Måske? Men der findes, så vidt jeg kan se, desværre ikke længere noget forum for litteraturvidenskabelige bøger i DK. Jeg kunne her nævne en række bøger af flere af mine kolleger, som har fortjent opmærksomhed, men sjældent har fået det, i hvert fald ikke i aviserne. Min egen bog er ellers "hudfarvet" på en politisk korrekt måde for bl.a. at alludere til den hvidhedsdebat, der huserede i det danske litteraturmiljø i 2014 og 15 (prøv selv at google ordet "hvidhedsdebat").
Heldigvis er Den menneskelige plet dog med i Dansklærerforeningens forårspakke. Over 400 dansklærere modtager den automatisk med posten via deres medlemskab, og disse dansklærere er litteraturens fremtid. Det er bl.a. dem, der skal sørge for, at unge mennesker også i det 21. århundrede stadig vil læse og interessere sig for litteratur. Det er langtfra sikkert, at de læser min bog, men det er vigtigere, at de trods alt har set den, end at medarbejderne på avisernes bog- og litteratursektioner har gjort det samme.
Hey, og imens jeg skrev dette, tikkede der så alligevel en enkelt anmeldelse ind i indbakken. Den er godt nok skrevet på min opfordring og af en gammel bekendt, men pyt. Det er bedre end ingenting. Anmelderen giver min bog fire ud af seks skønhedspletter. Jeg er glad, selvom det nok sådan cirka er det værste antal, en bog kan få, uanset om det er hjerter, stjerner, hatte eller birkes. Så hellere en eller to eller fem eller seks. Men uddelingen af skønhedspletter går i det mindste godt i spænd med en af bogens hovedpointer: At det som menneske gælder om at tage sine (skønheds)pletter på sig ; - )
.
2 kommentarer:
Aviserne bryder sig ikke om den slags udgivelser. Det er bare at resignere. Christina Hagen, til forskel, kan bruges af aviserne. En skønlitterær forfatter bliver fotograferet på en sexy måde, hun har identitet, selvom Hagen sikkert har gjort meget for at undslippe netop dette. Hun er stadig "en ny stemme" som er interessant som potentiel kjendis og provokatør. Desuden er der hos Hagen (fx) kamplinjer som tilsvarer hvad som klikkes på på Face: Køn og race får folk til at klikke (net) og klikke (hoved). Det såkaldt litterære miljø må slutte at sutre (som man siger på norsk) og få sig en opdateret medieanalyse. Derefter må man bakke strategisk og aktivistisk op omkring de fora som er, som fx Vagant, Standart, Atlas og andre. Giv dem kraft og varme og al god energi som findes. De kommer til at dø hvis vi ikke stepper op, så enkelt er det. Det handler ikke om at acceptere at vi er fanget i en klikøkonomi, det handler snarere om modstand ved at møde op, og blive ved med at insistere på at "brainy" ting er populære og vigtige, og at vi ønsker det anderledes end klikøkonomien tilsiger og som mainstreammedier i stigende grad spekulerer i.
Kære Susanne, tak for din kommentar. Du har ret, selvom jeg har svært ved resignationen. Man vil jo gerne ses af nogen og NU, når man har skrevet en bog, så man ved, at man findes. Men jeg er enig i, at vi skal bakke strategisk og aktivistisk op omkring de fora, som er. Man kan måske ikke sammenligne en bog som min med CHs projekt, men det med klikkeriet er også rigtigt. Det eneste tidspunkt, nyhedsmedierne interesserer sig for litteratur, er når de lugter skandale. Imidlertid forbliver jeg forundret over alle de dygtige og intelligente medarbejdere, der sidder på nyhedsmedierne rundt omkring og med store anstrengelser sørger for at tale ned til deres publikum gennem vinklinger, sorthvide, ja klikøkonomiske formidlinger. På de såkaldte litteratur- og bogsektioner gør man det også. Og mere og mere. Men gad vide, om man derved faktisk faktisk giver læserne det, som de ønsker? Jeg tror, at man også her forestiller sig ting og sager om avislæserne, som ikke er sande. Man regner læserne af litteratur- og bogsektionerne for dummere, end de er. Det bliver deres død, tror jeg. De læsere, der virkelig gerne vil have intelligent litterær formidling finder andre kanaler, andre aviser, tidsskrifter, etc.
Send en kommentar