Jeg læser Pablos Monte Lema, naturligvis læser jeg Monte Lema, det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter.
Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt.
Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg har læst længe.
De skriver begge, at Pablo er svagest, når han skriver om teori. Jeg er ikke så sikker. De afsnit han har om Paul de Man, er fremragende, og jeg brugte dem i min undervisning forleden, fordi de Mans tekst er så åndssvagt vanskelig, især dér hvor han begynder på Wordsworth, hvorimod læsningerne af Lejeune og selvbiografien står skarpt, selv i dag. Hvis vi alle læser som Lejeune, bliver vi til omvandrende litteraturbetjente, med overskæg og jysk dialekt (det siger sig selv), der skal verificere, om begivenheder i en bog er sande eller ej. Gik man sådan til værks i forhold til Monte Lema, ville man gå galt i byen mange steder. Ikke at jeg kender til Pablos privatliv, men alligevel. Psykose er nok så meget sagt. Problemerne med damerne - det tror jeg nok på. Hvem har ikke det?
Lilian skriver, at bogen er bevidst dilettantisk. Det er et godt ord. Man kunne også kalde det deadpan. Bogen holdes i en bevidst monoton tone, som den prosaiske sonetform understøtter. Det fungerer.
Ingen er anmelderne nævner Stig Larsson, men sådan som jeg ser det, må projektet være inspireret af Larssons Natta de mina, hvor han besluttede sig for at skrive dårligt, men ærligt. Larssons projekt lægger sig også opad dagbogsformen, dens uhyrlig kontingens, men også den kontingens der gør, at man med formen så at sige "berører" tiden, der så imidlertid holdes i kort snor af Pablos sonettering.
Og ærlighed? Hvad sker der med den ærlighed for tiden? Den er over os på alle fronter, fra Medina over Knausgård til Llambías. Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe afsted med at sige hvad som helst. Llambías' deadpan gør på en måde grin med dette, men gør det måske også muligt?
Hvad ville Kenneth Sørensen mon sige til det?
Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt.
Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg har læst længe.
De skriver begge, at Pablo er svagest, når han skriver om teori. Jeg er ikke så sikker. De afsnit han har om Paul de Man, er fremragende, og jeg brugte dem i min undervisning forleden, fordi de Mans tekst er så åndssvagt vanskelig, især dér hvor han begynder på Wordsworth, hvorimod læsningerne af Lejeune og selvbiografien står skarpt, selv i dag. Hvis vi alle læser som Lejeune, bliver vi til omvandrende litteraturbetjente, med overskæg og jysk dialekt (det siger sig selv), der skal verificere, om begivenheder i en bog er sande eller ej. Gik man sådan til værks i forhold til Monte Lema, ville man gå galt i byen mange steder. Ikke at jeg kender til Pablos privatliv, men alligevel. Psykose er nok så meget sagt. Problemerne med damerne - det tror jeg nok på. Hvem har ikke det?
Lilian skriver, at bogen er bevidst dilettantisk. Det er et godt ord. Man kunne også kalde det deadpan. Bogen holdes i en bevidst monoton tone, som den prosaiske sonetform understøtter. Det fungerer.
Ingen er anmelderne nævner Stig Larsson, men sådan som jeg ser det, må projektet være inspireret af Larssons Natta de mina, hvor han besluttede sig for at skrive dårligt, men ærligt. Larssons projekt lægger sig også opad dagbogsformen, dens uhyrlig kontingens, men også den kontingens der gør, at man med formen så at sige "berører" tiden, der så imidlertid holdes i kort snor af Pablos sonettering.
Og ærlighed? Hvad sker der med den ærlighed for tiden? Den er over os på alle fronter, fra Medina over Knausgård til Llambías. Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe afsted med at sige hvad som helst. Llambías' deadpan gør på en måde grin med dette, men gør det måske også muligt?
Hvad ville Kenneth Sørensen mon sige til det?
Kommentarer
"Den der ikke lyver, er allerede tilstrækkelig original."
(L. Wittgenstein)
har læst i din nye blog et par gange, det ser lovende ud, blandt andet giver dit nye program en stor variation i typer af indlæg, hvilket jo altid er fint på en blog.
Samtidig er ærligheden jo altså en flimrende størrelse, intentionen om ærlighed kan snyde (bl.a. én selv) så groft. Det ved enhver terapeut. Man skal ikke tro på det, folk umiddelbart selv vælger at fortælle.
Se nu f.eks. det citat af Pablo Llambías, som du sætter så højt: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«.
Hvorfor skulle de linjer være så fremragende? Udsagnet er jo forkert. Situationen er et parforhold. Den ene part kan ikke elske den anden. Er de så lige afmægtige? Nej da. Den ene kan (og burde vel) gå et andet sted hen med enten den kærlighed, som der kunne opstå, eller mangel på kærlighed. Men den anden kan ikke gå (ikke hvis han/hun elsker). Hvem er så mest afmægtig? Hvem er "taberen"? Den, der simpelthen ikke kan finde ud af at gøre en ende på forholdet, eller den, der hænger på i et meningsløst håb om, at alting vil ændre sig? Jeg spørger igen: Hvem er mest afmægtig? Den, der har muligheden for at afslutte det ulige forhold, eller den, der ikke har?
(Og så kan det da godt være, at den, der ikke kan elske, i det større perspektiv er den største "taber", men nu er det jo altså ikke en personlig mangel på evne til at elske, men selve magten/afmagten i kærlighedsrelationen, linjerne påtager sig at sige noget om).
Sagen er, at den slags linjer simpelthen sjældent bliver ordentligt testet, fordi vi forudsætter, at Pablo mener dem alvorligt. De kan måske nok være forkerte, men hvis han mener dem alvorligt, er det alligevel ok. Eller hvad? Her er virkelig en stor faldgrube i al den selvbiografi. Lad os sige, at jeg satte mig ned for at skrive en bog om Afrika. Og en faktuel bog, vel at mærke, "sandheden", som Pablo ofte siger. Og lad os så sige, at jeg tog fejl i alle ting, jeg sagde om Afrika, men at jeg troede på, hvad jeg sagde. Ville det være ok?
Jeg tror, at mange af de nye selvbiografister forblændes af deres egen alvor og vilje til ærlighed - og derfor kan de ikke tale sandt. Dette gælder netop citatet fra Pablo. Da jeg selv i sin tid kæmpede mig tilbage fra det selvbiografiske til fiktionen (og det var faktisk en kamp), var det netop fordi det ved at skrive selvbiografi var gået op for mig, at jeg ikke kunne være ærlig nok på den måde. At min person stod i vejen, også for at sandt syn på mig selv. Mens fiktionen, hvis den skrives ordentligt, netop kan levere den slags sandheder om én, man ikke engang selv havde ventet. Ikke at dét er det vigtigste ved fiktion, heldigvis ikke, men det er et interessant biprodukt.
Nå, i øvrigt vil jeg fortælle dig, at jeg netop har indleveret et essay til Den Blå Port baseret på diskussionen om modernisme her på bloggen (eller dens lillebror) i sin tid. Du er behørigt nævnt.
Vh Jeppe Brixvold
Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende? Men jeg synes, at det er rigtig interessant, det du skriver om at kæmpe sig tilbage til fiktionen, efter det selvbiografiske.
Tænker blot, at man måske ikke behøver at tænke dem som en form for erkendelsesmodi, eller hvad dælen man nu kalder det, på dén måde, men som en måde at kommunikere på, hvor ærlighed, autenticitet etc. ikke behøver at stå i modsætning til fiktion, men hvor de rent faktisk kan understøtte hinanden i visse tilfælde.
Mange hilsener
Stefan
Naturligvis er konteksten i dag så en anden. Alt det medialiserede er med til at understøtte en bevægelse ud i grænselandet, men også den (for fx Knausgård) modsatte ide om ærlighed, autenticitet. Men igen: Grunden til at Ewalds drikkescene på høyen virker så godt, er jo formentlig at den er fiktionaliseret.
kh
SK
Men kan noget ikke være ærligt, præcist fordi det er godt? Kunne man tænke ærlighed fra et ændret, mere autonomt perspektiv? Hvis nu man tænker, at det er æstetikken, udtrykkets form m.m., der er hjemmel for ærligheden, om man så kan sige, og hverken afsenderen eller modtageren.
Måske det blot er en sofisme, men hvad hvis der ikke er noget "ifølge sig selv eller andre", som du taler om,dvs. ikke noget selv eller nogen andre med en autoritet, men i stedet et udtryk, en form, et stykke kunst med sin egen autoritet, en autoritet det har erhvervet fordi det er, ja, GODT.
En analogi:
Vi bliver ikke overbevist om, at et stykke musik er godt og/eller ærligt, fordi det er en bestemt afsender eller modtager, men fordi musikken taler for sig selv.
Kunne man ikke tænke den samme tanke om litteratur?
mange hilsener
Stefan
Tænk derfor hellere på teksten. Hos Knausgård består ærlighedseffekten ikke i para- eller konteksten. I første omgang bør vi suspendere det, som Knausgård siger om sin roman. Mere interessant er den ærlighedseffekt, der opstår, når han fx bruger en form, der minder om dagbogen, ligesom Hagen i øvrigt bruger brevformen for at opnå sin ærlighedseffekt.
Mange hilsener
Stefan
kh
SK
havde hovedpersonen hos Knausgaard ikke heddet netop Karl Ove Knausgaard, ville vi da ikke tale om bogen som ærlig (medmindre para-og konteksten havde fortalt os, at den faktisk handlede om ham, hvilket den så her gør). Havde navnet været anderledes, og havde para- og konteksten været anderledes, ville ærlighedseffekten vel altså ikke opstå. Navnet (og para- og konteksten) er rigtignok ikke en garanti for nogetsomhelst, naturligvis, men det etablerer da helt afgørende en tilgang, som overhovedet muliggør, at vi kan finde på at tale om en bog som ærlig. Denne forestilling om ærlighed kan så selvfølgelig blive dementeret under læsningen. Jeg synes, du overser noget afgørende, hvis du ignorerer navnets og/eller para- og kontekstens betydning for ærlighedseffekten. Jeg er klar over, at du ved mere om området (ikke mindst teorien), men i hvert fald er jeg ikke overbevist om argumenterne. Nå, føl dig fri til at undlade at svare (da vi måske ikke kommer videre)...Vh jens
Og lad mig så lige indskyde, at jeg føler mig lidt som djævelens advokat i at kritisere Monte Lema; når nu I andre her er forholdsvist positive, bliver jeg forholdsvis negativ; i en anden kontekst kunne jeg gerne rose Pablo for hans mod og vilje til at skrive anderledes litteratur. Men her handler det for mig om det her med ærlighed/sandhed, og jeg må sige, at om nu en selvbiografi som ML er ærlig på den ene eller anden måde, bekendende ærlig eller ”bare” ærligt ment, ligger der altså et litterært problem i at gøre dét til det eneste parameter. Per Aage Brandt skrev for et halvt års tid siden en artikel i Kritik om nødvendigheden for at opretholde, hvad han kalder sprogets "sandhedsfunktion", det samme som den klassiske retorik kalder logos. Hans eksempler er politiske; hvis den offentlige amerikanske diskussion af 9/11 simpelthen ikke vil kendes ved visse fakta i diskussionen, som kunne se ud til at belaste den amerikanske regering, så har man tilsidesat logos. Vi har problemet inde på livet hele tiden: EU kan vælge, at producenter af undertøj gerne må omtale deres produkter som "100 % bomuld", selv om de faktisk kun er 98 % bomuld; derved er logos tilsidesat. En af Brandts pointer er, at uden logos - fornemmelsen for logos - vil f.eks. litteratur degenerere til en udveksling af visitkort, så er vi nemlig henvist til sprogets ethos (som faktisk godt kan oversættes til, at nogen "mener det alvorligt") og dets pathos (at det kan overbevise os følelsesmæssigt), men har mistet kravet til sandhed i sproget. En litteratur som visitkort ville netop være: "Nå, så det mener du? Jamen, det er da okay. Så ser jeg ikke så nøje på selve formuleringen" - litteratur reduceret til en slags kommunikation, og det er vel ikke det, vi vil? For vi kan jo kommunikere på så mange måder - nogle af dem væsentligt mere effektive end den litterære - mens litteraturens sandhed (hvad man førhen kaldte den "poetiske sandhed") ingen steder kommer så klart til syne som i litteraturen. Den er (traditionelt set) frigjort fra det personlige behov for kommunikation, ja endda behovet for almindelig forståelse. Den er sprog som følelsesfordybelse og erkendelse, og ofte kan vi ikke engang – uden for netop den situation, hvor dét sprog ramte os - præcist formulere, hvad det var, vi følte og erkendte. Vi véd bare, at dét sprog talte sandt, at det havde logos. Derfor citerer vi det simpelthen.
Af samme grund må jeg også opponere mod Stefans beskrivelse af forholdet fiktion/ærlighed: "fiktionen som noget der fx ligger i forlængelse af sådan noget som ærlighed, eller måske endog understøtter denne, i stedet for noget, der underminerer den."
Her sætter du, Stefan, jo netop ærligheden (den personlige ærlighed) som det vigtigste, fiktionen er så et værktøj, der kan hjælpe ærligheden på vej (som når Roth anvender en fiktiv samtalepartner). For mig at se er forholdet i god litteratur lige omvendt. Fiktionen er det vigtigste (også i poesi), den er det niveau i sproget, som løfter sig over det personlige plan, og som er i stand til at rumme sandheder på "en anden måde" (lad mig begrænse mig til dén formulering lige her) end vi normalt kan det. Sandhed for forfatter og læser er her ikke en korrekt transmission af fakta, men overskrider enhver mål/middel-tænkning og retter sig mod selve sandhedsoplevelsen, at vi oplever noget som sandt. Hvilket vi gør i god litteratur, hvad fanden den så end taler om. Ærlighed kan så være et værktøj (en særlig tone, en særlig entusiasme måske, som f.eks. hos Sterne) til at nå denne poetiske sandhedsoplevelse.
(Det er selvforglemmelse, det handler om, for både forfatter og læser. Og manglen på evne til selvforglemmelse og ret perspektiv er en af de vigtigste grunde til, at vores kultur har kørt sig selv i sænk.)
Tak for debatten om Monte Lema. Jeg skal ikke kommentere, hvorvidt de berygtede citerede linjer er gode eller ej, det vil jeg overlade til jer/andre.
Men jeg vil godt kommentere på begrebet "ærlighed". Det er for mig at se noget vrøvl at sige, at en tekst kan være ærlig. Ærlig, det er noget, mennesker kan være (mere eller mindre), men ikke tekster. Hvori skulle ærligheden bestå?
Paul de Man siger, at selvbiografi er en måde at læse på. Han siger, at man intet sted i en selvbiografisk tekst kan fastslå, at den rent faktisk er såkaldt selvbiografisk. Når han mener læsemåde, mener han efter min opfattelse, at det er en holdning hos læseren foranlediget af nogle tegn i teksten eller af konteksten (fx interviews). Derfor adskiller en selvbiografisk tekst sig ikke fra en fiktiv andet end ved læsemåden. Teksten "er" ikke forfatteren, ligesom "ærligheden" ingen steder findes i teksten. Det er to store illusioner. Men derfor kan der jo godt optræde ord som "ærlighed", "sandhed" etc i teksten, men det gør den hverken ærligere eller sandere af den grund.
Jeg tror, at en del af irritationen over selvbiografien skyldes læsemåden og ikke så meget teksterne selv. Det at nogen uddrager ord som "ærlig" etc. om teksten får forståeligt nok andre til at blive trætte.
For mig at se er den såkaldte selvbiografi bare en tekst som alle andre tekster og skal behandles som sådan. Det må jo være konsekvensen af min holdning til ordet "ærlighed". Som sagt: Hvor i teksten kan man påvise ærlighed?
Dernæst må jeg også give Jens ret i, at en tekst da godt kan operere med en "ærlighedseffekt", og at denne bl.a. kan understøttes af forfatterens udsagn uden for bogen. Hvis du, Pablo, f.eks. er ude med bogen og omtaler dens indhold som noget der er sket for dig, og omtaler tekstens "jeg" som dig selv, ja, så udpeger du jo netop et rum uden for teksten, som den kan måles med. Som dens "ærlighed" kan prøves i forhold til. Det er lidt selvmodsigende, at man som læser i nogle sammenhænge, hvis man f.eks. kritiserer en selvbiografis æstetiske kvalitet, bliver henvist til, at "sådan skal den slet ikke læses", "det her er jo et personligt udsagn, hvor etik er vigtigere end æstetik" osv. - mens hvis man forsøger at tage dette udsagn alvorligt som eksistentielt/moralsk diskussionsgrundlag, så bliver man bedt om pænt at gå tilbage til en nykritisk læsemåde (som de Man i denne sammenhæng repræsenterer), der skal respektere bogen som autonomt værk. Er det ikke en mærkelig helgardering?
Men som sagt, jeg vil hellere diskutere, hvad der sker med sproget og logos (jvf. Brandt), når en bog markerer, at den vil udskifte litteraturens traditionelle "poetiske sandhed" med en mere referentiel (f.eks. selvbiografisk) sandhed. Ender vi så ikke bare i litteratur som kommunikation, meningsudveksling? Og vil vi det?
Og så yderligere en kommentar: Jeg er med på de Mans ide om det selvbiografiske som "a figure of reading", men vil påstå at det er en læsefigur der til en vis grad, i større eller mindre grad, altid aktiveres i alle litterære tekster, ja faktisk, uanset deres grad af fiktion, eller spil på selvbiografiske referencer. En tekst kan så være overdetermineret, fx når forfatteren vælger at bruge sit eget navn i teksten, eller underdetermineret, hvis navnet fx er udeladt. Det betyder ikke, at vi ikke bør forsøge at udelukke forfatteren (den empiriske), når vi læser. Det skal vi måske nok. Men der er en pragmatisk side af det principielle, som du nævner, Pablo. Det er jo ikke sådan, at noget er fiktion, blot fordi det er en tekst. At påstå det ville jo være galimatias, synes jeg. Jeg er meget glad for Bjørn Rasmussens roman, men synes lidt at han, når han taler om bogen i interviews, forsøger at sige, at ham Bjørn dér, i teksten, at han hedder det, det skal vi bare glemme. Det er en underlig fordring, for hvorfor optræder navnet, billederne i bogen? Det er og bliver en æstetisk strategi, som man ikke bare kan ignorere som læser. Medmindre man vil udstille sig selv som en dårlig een af slagsen. Men derfor skal man jo ikke læse Bjørn = Bjørn.
Og så en sidste kommentar: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der sker noget med vores navne generelt disse år: Hæfter de mindre? Er de mindre identitetsgivende end de har været tidligere? Er de mere tekst? Det er jo i virkeligheden alt det som Knausgård forsøger at skrive sig ind til, dér hvor navnet hæfter, ikke mindst når man tænker på, hvordan han nævner farens navn til sidst i bind 6 sammen med sit eget, naturligvis. Nå, det sidste er blot en strøtanke.
Bedste hilsener
Stefan
Kan man godt have en kæreste, når man skriver sådan noget? Er han så ikke bange for, at du skriver om ham?
Det er ikke let. Jeg ser det som et stort handicap, at jeg skriver og at jeg skriver på en så grim måde. Der er situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg skrev smukke bøger, som jeg kunne vise frem. Men det gør jeg ikke. Mine bøger har grimheden tilfælles, og det må jeg leve med og endda skamme mig over, selvom jeg nødigt indrømmer det. På den måde er jeg, i bund og grund, en lige så stor kryster som dem, jeg skriver om. Og måske er det derfor, jeg har distanceret mig fra Christina Hagen og nu, privat, har et andet efternavn. Ingen af mine kærester har været i et forhold med den Christina Hagen, hvis navn står på forsiden af mine bøger, men det sker, at vi mødes og endda har en del tilfælles. Andre gange føles det mere som om, vi er fjerne slægtninge. Christina Hagen har kun kendt til de mest overfladiske detaljer omkring mine kærester, så de har aldrig behøvet at frygte noget. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil give fra mig. Hvad jeg vil dele med hende.
/Christina Hagen.
Og gode indlæg, Jeppe.
interessant diskussion. Jeg tror vi må skelne skarpt mellem fx Brandts sandhedsfunktion (der politisk og etisk er afgørende - Lukasjenko er en løgner), og så på den anden side spørgsmålet om det uheldige ord "ærlighed" (eller synonymer som fx "inderlighed", "ægthed", "velmenende"), der er forankret til ideen om dels hensigt, dels en referentiel forankring (slog du hende, eller ej?). Og så forlade begge positioner, altså både Brandts og ærlighedens.
Når jeg læser Hultbergs betagende "Brev", og Gombrowiczs betagende "Dagbog" og Strindbergs betagende "Plaidoyer d'un fou" slår det mig, at kriteriet må være negativt: alt det der IKKE føles forlorent, kvalmt, kælent, forløjet - dur. Her er geigertælleren idiosynkratisk og ekstremt kontekstfølsom. Og det løser fsv. ingen problemer - men forskyder måske problemfeltet, flytter det et andet og bedre sted hen. Eller? For der findes jo også vidunderlig bullshit, forloren storhed. Måske vi skal sætte spaden ned et helt andet sted, som Wittgenstein jo også skrev. Skip diskussionen og emnet, men notér den i forbifarten som symptom, som allergisk afsmag for en inderlighedsdyrkende ukultur. En avant. GH Mikkel
Jeg reflekterede lidt over det i en artikel i Passage for et stykke tid siden omkring det selvbiografiske digt. Her læser jeg Lone Hørslevs "Hilton / Hørslev", hvor hun jo skriver at "jeg indeholder mit navn som en bandage kan indeholde/ en brækket arm"
Pierre Bourdieu skriver også i teksten med den sigende titel ”Den biografiske illusion”, at egennavnet er en enorm og arbitrær abstraktion, men også ”grundlaget for en sammenhæng i individets forskellige fremtrædelsesformer og for den socialt anerkendte mulighed for at sammenfatte disse fremtrædelsesformer i officielle registreringer såsom curriculum vitae, straffeattest, nekrolog, biografi”
Men vedr. denne diskussion har vi jo også vores allesammens Nielsen, der vel har ligget underdrejet i disse spørgsmål siden 2001.
Mvh
SK
Men at en tekst har logos, sandhedsfunktion, kan vi ikke komme udenom, det har selv en kassebon fra supermarkedet. Spørgsmålet er derfor, hvilken type sandhedsfunktion, teksten markerer, og dette har også betydning for, hvilken læsemåde vi slår ind på - som i ovenstående eksempel. Fiktion, poesi mm. markerer typer af sandhedsfunktion i teksten, som kan adskilles fra f.eks. sandhedsfunktionerne i en lovtekst, en politisk tale, et brev, en dagbog osv. Sandhedsfunktionerne er forskellige retoriske matricer i teksten, de kan til en vis grad styres af forfatterens bevidste intentioner, men er i mindst lige så høj grad genrens og stilens matricer, som optager forfatteren i sig, og derfor findes der heller ikke noget, der "bare" er "en tekst som alle andre tekster", som Pablo mener. Nej, tekster har forskellige, måske endda hver for sig helt unikke sandhedsfunktioner, det er et spørgsmål om retorik, om markeringer i teksten selv, og vi læser med eller mod disse forskellige forhold til sandheden, men vi kan ikke læse uden dem. Så kunne vi slet ikke læse.
Hvor befinder den sig i forhold til æstetik og etik. Jeg sidder som forfatter ikke inde med nøglen til blandingsforholdet, selvom udfordringen efter min opfattelse befinder sig i bevægelsen fra det ene til det andet, frem og tilbage. Jeg vidste godt, da jeg skrev det, at det ikke var sikkert, det overhovedet ville blive antaget som litteratur. Det var en del af problematikken. At jeg ville ud i grænseområderne.
For beder du ikke om det? Jeg tror på, at du har haft dine tvivl om Monte Lema som litteratur, den tvivl er der vel altid i alle værker, i hvert fald dem, der er noget værd, men jeg som læser ser en stor imponerende bog med et bjerg på forsiden, med hundredvis af sider og flot plads på siderne til den højst traditionelle litterære form sonetten, med en seriøs inddeling i tre emnekredse, med en bagsidetekst, som samtidig taler om en "fortælling" (jeg læser det som en "livshistorie") og endda til overflod forsynet med en cd, hvor det traditionelle litterære vandmærke pr excellence, den personlige STEMME endda får fysisk form - kort sagt jeg ser litteratur med kæmpestort L. Men det er måske en helt anden diskussion.
Dernæst en kommentar til din sidste bemærkning, Jeppe: Jeg har nok ikke helt det samme forhold til det selvbiografiske i en litterær form som dig. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det indsnævrer læsningen for mig, nogle gange endog tværtimod - hvis det er gjort med stil og akkuratesse. Det der kan indsnævre læsningen, er ofte det en forfatter kan komme af sted med at sige ved siden af sin bog. Her er kvaliteteten ofte ikke så høj som i bogen, hvis man kan sige det på den måde?
Jeg synes på en måde, at det som Christina skriver, viser at det selvbiografiske ikke nødvendigvis er en stabil matrice, ikke engang navnet.
Jeg vil derfor nok ikke trække linjerne så hårdt op, fx mellem kunst og selvbiografi, men sige at det først og fremmest handler om, om det er god litteratur.
Men man kan naturligvis læse med forskellige formål for øje.
Under alle omstændigheder: Tusinde tak for jeres mange og gode kommentarer.
SK