Jeg læser Pablos Monte Lema, naturligvis læser jeg Monte Lema, det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter.
Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt.
Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg har læst længe.
De skriver begge, at Pablo er svagest, når han skriver om teori. Jeg er ikke så sikker. De afsnit han har om Paul de Man, er fremragende, og jeg brugte dem i min undervisning forleden, fordi de Mans tekst er så åndssvagt vanskelig, især dér hvor han begynder på Wordsworth, hvorimod læsningerne af Lejeune og selvbiografien står skarpt, selv i dag. Hvis vi alle læser som Lejeune, bliver vi til omvandrende litteraturbetjente, med overskæg og jysk dialekt (det siger sig selv), der skal verificere, om begivenheder i en bog er sande eller ej. Gik man sådan til værks i forhold til Monte Lema, ville man gå galt i byen mange steder. Ikke at jeg kender til Pablos privatliv, men alligevel. Psykose er nok så meget sagt. Problemerne med damerne - det tror jeg nok på. Hvem har ikke det?
Lilian skriver, at bogen er bevidst dilettantisk. Det er et godt ord. Man kunne også kalde det deadpan. Bogen holdes i en bevidst monoton tone, som den prosaiske sonetform understøtter. Det fungerer.
Ingen er anmelderne nævner Stig Larsson, men sådan som jeg ser det, må projektet være inspireret af Larssons Natta de mina, hvor han besluttede sig for at skrive dårligt, men ærligt. Larssons projekt lægger sig også opad dagbogsformen, dens uhyrlig kontingens, men også den kontingens der gør, at man med formen så at sige "berører" tiden, der så imidlertid holdes i kort snor af Pablos sonettering.
Og ærlighed? Hvad sker der med den ærlighed for tiden? Den er over os på alle fronter, fra Medina over Knausgård til Llambías. Så længe man bare er ærlig, går det nok. Så kan man slippe afsted med at sige hvad som helst. Llambías' deadpan gør på en måde grin med dette, men gør det måske også muligt?
Hvad ville Kenneth Sørensen mon sige til det?
42 kommentarer:
I forbindelse med ærlighed, kom jeg til at tænke på dette citat:
"Den der ikke lyver, er allerede tilstrækkelig original."
(L. Wittgenstein)
Fantastisk citat. Gid Wittgenstein havde været lidt ærligere ; - )
Kære Stefan,
har læst i din nye blog et par gange, det ser lovende ud, blandt andet giver dit nye program en stor variation i typer af indlæg, hvilket jo altid er fint på en blog.
Samtidig er ærligheden jo altså en flimrende størrelse, intentionen om ærlighed kan snyde (bl.a. én selv) så groft. Det ved enhver terapeut. Man skal ikke tro på det, folk umiddelbart selv vælger at fortælle.
Se nu f.eks. det citat af Pablo Llambías, som du sætter så højt: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«.
Hvorfor skulle de linjer være så fremragende? Udsagnet er jo forkert. Situationen er et parforhold. Den ene part kan ikke elske den anden. Er de så lige afmægtige? Nej da. Den ene kan (og burde vel) gå et andet sted hen med enten den kærlighed, som der kunne opstå, eller mangel på kærlighed. Men den anden kan ikke gå (ikke hvis han/hun elsker). Hvem er så mest afmægtig? Hvem er "taberen"? Den, der simpelthen ikke kan finde ud af at gøre en ende på forholdet, eller den, der hænger på i et meningsløst håb om, at alting vil ændre sig? Jeg spørger igen: Hvem er mest afmægtig? Den, der har muligheden for at afslutte det ulige forhold, eller den, der ikke har?
(Og så kan det da godt være, at den, der ikke kan elske, i det større perspektiv er den største "taber", men nu er det jo altså ikke en personlig mangel på evne til at elske, men selve magten/afmagten i kærlighedsrelationen, linjerne påtager sig at sige noget om).
Sagen er, at den slags linjer simpelthen sjældent bliver ordentligt testet, fordi vi forudsætter, at Pablo mener dem alvorligt. De kan måske nok være forkerte, men hvis han mener dem alvorligt, er det alligevel ok. Eller hvad? Her er virkelig en stor faldgrube i al den selvbiografi. Lad os sige, at jeg satte mig ned for at skrive en bog om Afrika. Og en faktuel bog, vel at mærke, "sandheden", som Pablo ofte siger. Og lad os så sige, at jeg tog fejl i alle ting, jeg sagde om Afrika, men at jeg troede på, hvad jeg sagde. Ville det være ok?
Jeg tror, at mange af de nye selvbiografister forblændes af deres egen alvor og vilje til ærlighed - og derfor kan de ikke tale sandt. Dette gælder netop citatet fra Pablo. Da jeg selv i sin tid kæmpede mig tilbage fra det selvbiografiske til fiktionen (og det var faktisk en kamp), var det netop fordi det ved at skrive selvbiografi var gået op for mig, at jeg ikke kunne være ærlig nok på den måde. At min person stod i vejen, også for at sandt syn på mig selv. Mens fiktionen, hvis den skrives ordentligt, netop kan levere den slags sandheder om én, man ikke engang selv havde ventet. Ikke at dét er det vigtigste ved fiktion, heldigvis ikke, men det er et interessant biprodukt.
Nå, i øvrigt vil jeg fortælle dig, at jeg netop har indleveret et essay til Den Blå Port baseret på diskussionen om modernisme her på bloggen (eller dens lillebror) i sin tid. Du er behørigt nævnt.
Vh Jeppe Brixvold
Nej, lad mig lige tilføje, at jeg selvfølgelig ikke mener, at der ikke kan skrives god selvbiografi. Jeg har selv følt mig meget beriget (og i selskab med et ÆRLIGT menneske) ved at læse Lars Noréns En dramatikers dagbog og Peer Hultbergs Selvbiografi. Fælles for de to værker er, at de har en ret streng ydre ramme for skriften, hos Norén den klassiske dagbogsform efter kalenderen, hos Hultberg et udpeget emne, relationen til hans far, som undersøges med klarhed og til bunds. Den ydre ramme gør, at selve selvfremstillingsbehovet (og dermed afledningsmanøvrerne og de ufrivillige løgne jvf. Christina Hagens interviewpersoner) ikke får lov at styre enerådigt, og der er ingen tilflugt til finere litterære genrer, som jo også kan fungere som afledningsmanøvrer. Og, nå ja, så har både Norén og Hultberg været i årelang terapi i løbet af deres liv, det skader nok heller ikke, at man kan mærke det, lige som jeg kan lide, når f.eks. en udenrigskorrespondent også véd et og andet om det land, han gerne vil skrive om.
Kære Jeppe, tusinde tak for dine udførlige kommentarer. Egentlig tror jeg bare, at jeg vil sige ja og give dig fuldstændig ret. Jeg har netop siddet og arbejdet med Philip Roths The Facts. An Autobiography, som jo ikke er en selvbiografi, men en roman, eller autofiktion er nok det præcise ord. Her brevveksler Roth med sit fiktive alter ego Nathan Zuckermann, der jo så selvfølgelig anklager, og med rette, Roth for at omgåes sandheden lemfældigt. Zuckermann skriver retteligt, at han jo netop er en af de fiktioner der tillader Roth at skrive mere ærligt og mere sandt end i "selvbiografien". Samtidig bliver "selvbiografien" dermed også mere ærlig fra Roths side, men den gør det, fordi den fiktionaliserer dele af sit indhold. Noget af det jeg arbejder med er jo, at tænke fiktionen som noget der fx ligger i forlængelse af sådan noget som ærlighed, eller måske endog understøtter denne, i stedet for noget, der underminerer den. Det betyder ikke at fiktion, ikke-fiktionsgrænsen forsvinder, men at man ser den et andet sted fra, som en form for retorik på linje med fx ironi. Ja, nu er det ikke kun noget jeg arbejder med, men flere af mine kolleger. Vi kalder det fiktionalitet.
Jeg ved ikke, om det er noget, du kan genkende? Men jeg synes, at det er rigtig interessant, det du skriver om at kæmpe sig tilbage til fiktionen, efter det selvbiografiske.
Tænker blot, at man måske ikke behøver at tænke dem som en form for erkendelsesmodi, eller hvad dælen man nu kalder det, på dén måde, men som en måde at kommunikere på, hvor ærlighed, autenticitet etc. ikke behøver at stå i modsætning til fiktion, men hvor de rent faktisk kan understøtte hinanden i visse tilfælde.
Mange hilsener
Stefan
Det du skriver om fiktion/ærlighed får mig straks til at tænke på Sterne, både Tristram Shandy, hvor ærlighed trækkes ind som et værktøj midt i en vild utopi, sentimentalism, som primært et fiktiv, Uncle Toby, ja fordi den er utopisk, og Sermons of Yorick, eller hvad de hedder, som jo er prædikener, Sterne faktisk holdt som præst, men omskrevet gennem alter ego'et Yorick. Sterne er en fantastisk forfatter i dette grænseland, den eneste danske vi har i samme kategori eller klasse er Johannes Ewald, Levnet og Meeninger, noget af det bedste prosa, der er skrevet på dansk, hvis ikke det allerbedste.
og så er det jo også interessant at den ide, vi får eller har omkring fiktion / skønlitteratur (jeg tænker også det engelske fiction med) jo måske opstår deromkring og i dag måske er under afvikling / udvikling / forandring? Det er noget, vi har diskuteret flere gange: Om fiktionen simpelthen er på vej ud i et grænseland som det Sterne og Ewald befandt sig i med deres litteratur? Ewald kunne jo ikke skrive en gængs roman, selvom han forsøgte. Det kan der naturligvis være forskellige årsager til, men alligevel. Jeg er også meget glad for Ewald og kender ham sådan set gennem Højholt, der i øvrigt også går vejen over Sterne og Tristram Shandy. Højholt forsøgte måske endog at skrive "The novel to end all novels". Så kan man så diskutere, om det lykkedes, men han havde blik for dette litteraturens og fiktionens grænseland.
Naturligvis er konteksten i dag så en anden. Alt det medialiserede er med til at understøtte en bevægelse ud i grænselandet, men også den (for fx Knausgård) modsatte ide om ærlighed, autenticitet. Men igen: Grunden til at Ewalds drikkescene på høyen virker så godt, er jo formentlig at den er fiktionaliseret.
kh
SK
Jeg er meget glad for Monte Lema, men jeg kan godt blive irriteret over, at det er disse linjer, der fremhæves: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Nok er det (for mig at se) sandt, men det er også hamrende banalt. Måske en imitation af en søgen efter sandheden, oprigtigheden, men de, der har fremhævet tekststykket synes at tage det for pålydende. Som Jeppe også er inde på, så er der noget løgnagtigt ved alle disse "sandheder". Og det gør mig lidt trist, at det, der igen fremhæves som god litteratur, er det "ærlige" og "oprigtige", som ikke forsøger at narre nogen, drive gæk med læseren. Jeg forstår ikke, hvorfor vi hænger fast i, at fortælleren skal være sympatisk, til at stole på, hige efter læserens accept. / Christina Hagen.
Kære Christina, tak for din kommentar. Det var jo slående at disse linjer blev citeret i stort set alle anmeldelser. Jeg anmeldte ikke bogen: Var de mon med på pressemeddelsen sammen med bogen? Uanset hvad, det med fortælleren er jo et menneskeligt træk, tror jeg. Både at vi gerne tillægger fortælleren menneskelige træk ( det er jo strengt taget en teknisk foranstaltning) og at vi stoler på denne. Vi smider en tillid ind i fortællesituationen, som ikke behøver at være der eller at være gensidig for den sags skyld. Spørgsmålet er om linjerne er gode fordi de er ærlige, eller ærlige fordi de er gode? Kh Stefan
Ærlige fordi de er gode?? Det forstår jeg ikke.
Så må jeg spørge: Hvad betyder det, at noget er ærligt (at afsenderen har været oprigtig ifølge sig selv? Ifølge andre? Eller at andre oplever dette noget som sandt - simpelthen genkender det)? Er noget kun ærligt, hvis det vækker genkendelse/forståelse hos læseren? Jeg synes generelt, der er en banal opfattelse af, hvad ærlighed og sandhed er. Jeg forstår, som den anonyme, heller ikke "ærlige fordi de er gode". Kan du forklare lidt?/ Christina Hagen.
Nogle sætter vel pris på ærlighed, bare sådan. Man er god, eller noget er godt, fordi man eller det er ærligt.
Men kan noget ikke være ærligt, præcist fordi det er godt? Kunne man tænke ærlighed fra et ændret, mere autonomt perspektiv? Hvis nu man tænker, at det er æstetikken, udtrykkets form m.m., der er hjemmel for ærligheden, om man så kan sige, og hverken afsenderen eller modtageren.
Måske det blot er en sofisme, men hvad hvis der ikke er noget "ifølge sig selv eller andre", som du taler om,dvs. ikke noget selv eller nogen andre med en autoritet, men i stedet et udtryk, en form, et stykke kunst med sin egen autoritet, en autoritet det har erhvervet fordi det er, ja, GODT.
En analogi:
Vi bliver ikke overbevist om, at et stykke musik er godt og/eller ærligt, fordi det er en bestemt afsender eller modtager, men fordi musikken taler for sig selv.
Kunne man ikke tænke den samme tanke om litteratur?
mange hilsener
Stefan
Brugen af ordet "ærlig" virker for mig at se også temmelig upræcis. Ville det i øvrigt ikke være en mulighed at tale om noget a la "ærlighedeffekt" (a la realitetseffekt)? Det ville måske være mere præcist og mindre naivt.Hvis man valgte at tale om "ærlighedseffekt", tror jeg, det er væsentligt at være opmærksom på, at denne effekt ofte også skabes udenfor teksten, altså via kunstnerens interviews mm. Og de (i mine øjne banale, må jeg indrømme) citerede linier fra Llambias forbinder jeg slet ikke med ærlighed, måske fordi jeg forbinder ærlighed med det personlige og private, altså det at man er ærlig om sig selv. I hvert fald: hvorfor betegne linierne som ærlige, måske nok sande (hvis man altså finder dem sande), men det er vel ikke synonymt med ærlig? Hvis den slags linier betegnes som ærlige, udvander man ordet, synes jeg, for så kan rigtig meget betegnes som ærligt. I øvrigt: Hvorfor mener du, at Medina er mere ærlig end så meget anden popmusik (jeg formoder, at du mener det, da du nævner hende som eksempel på ærlighed). Hun synger om kærlighed som så mange andre og selvfølgelig med alvor som så mange andre, men hvorfor er hun mere ærlig end så mange andre? Nå, beklager de mange - og lidt rodede - spørgsmål/tanker. Vh jens
Jeg nåede i øvrigt ikke at læse din sidste kommenatar, før jeg skrev det ovennævnte. Jeg er mest interesseret i mit spørgsmål om begrebet "ærlighedseffekt". Kunne det ikke være relevant at bruge begrebet? Vh Jens
Jeg forstår ikke dit svar på, at noget kan være ærligt fordi det er godt, men lad os sige, at det skyldes min manglende formåen. Du er (sgu), synes jeg, ofte lidt upræcis, søgende og spørgende, men måske er bloggen netop en mulighed for at famle lidt søgende i mørket (fremfor at være tvunget til akademisk præcision), og bedre end stilstand og skråsikkerhed er det vel...jens
Jeg håber jo på, at jeg er søgende og spørgende, men helst ikke upræcis ; - ) og ja bloggen er ET stor eksperiment fra min side
Ærlighedseffekt, god ide. Men det vigtige er, at begreber som ærlighed (eller fx realisme, autenticitet etc.) også bør ses i kontekst. Noget der lyder ærligt i dag, ville ikke have lydt ærligt for, lad os sige, 30 år siden. Ærlighedseffekten må ses ud fra bestemte konventioner om, hvad ærlighed er.
Ærlighedseffekt er et godt ord. Men altså, hvis vi generelt ikke er enige om, hvad helt simple ord betyder, er det svært at bruge dem som værktøjer til at diskutere en tekst, synes jeg. At noget er ærligt, fordi det er godt, forstår jeg ikke. Hvorfor er det så ikke bare godt?/ Christina Hagen.
Helt enig, Christina. Nogen bud på betydningen af ordet ærlighed? Et indledende forsøg på et bud(skud fra hoften, som man siger): Som jeg opfatter ordet (i denne litterære kontekst), er det forbundet med det bekendende og det private, måske noget i stil med at en ærlig tekst er en tekst, der uden forskønnelser og uden at fortie noget fortæller om forfatterens eget (måske allerhelst private) liv. En tekst med ærlighedseffekt ville så på en eller anden måde signalere, at den uden forskønnelser og uden at fortie noget fortalte om forfatterens eget liv (man burde nok tilføje, at ærlighedseffekten både kan skabes i teksten og uden for den, i form af f.eks. interviews). Knausgaard som eksempel: Ærlighedseffekten etableres vel her dels uden for teksten i f.eks. interviews, hvor vi får at vide – eller bekræftes i - at det faktisk handler om hans eget liv. Den etableres også ved brug af eget navn til romanens hovedperson og derved, at beskrivelsen af denne hovedpersons liv faktisk omhandler mange pinligheder, dvs. der er tilsyneladende ikke tale om fortielser og forskønnelser). Derimod falder de citerede Llambias-linier så ikke ind under kategorien ærlighed. De er muligvis sande, men sandhed er ikke nok, for man mangler, at linierne omhandler forfatterens eget liv. En roman der sandt fortalte om en historisk persons liv ville i øvrigt heller ikke kunne betegnes som ærlig, da den kun er sand, men netop ikke omhandler forfatterens eget liv. Nå, nu stopper jeg (og må hellere huske at undskylde, hvis jeg har spildt folks tid med de her hurtigt tænkte tanker). Jens
Lige et par hurtige kommentarer til dig, Jens: Glem forfatteren / forfatterens eget liv, når man taler om ærlighedseffekt. Jeg tror ikke, at det er den vej, man skal gå. Du lyder jo ligesom Lejeune, der taler om, at man etablerer en pagt mellem forfatter og læser. Den pagt er der aldrig, når det drejer sig om en roman. Heller ikke en roman, hvor der er navnesammenfald mellem den empiriske forfatter og forfatteren, fortælleren, hovedpersonen i romanen (også benævnt autofiktion, og what's in a name btw?). Navnet dur altså heller ikke. At jegfortælleren hedder Christina Hagen i 71 breve er jo ikke en garanti for noget som helst, andet end at vi bliver lidt mere nysgerrige og at bogen bliver mere performativ. Hvis man nærlæser bogen, fortæller den os jo både direkte og indirekte, at vi ikke skal forsøge at ækvivalere den empiriske Christina med den fortællende Christina. Den Christina der opløser sin stemme i Vernon Valley er jo en fiktiv størrelse - hvis vi ikke ser det, er vi dårligere læsere.
Tænk derfor hellere på teksten. Hos Knausgård består ærlighedseffekten ikke i para- eller konteksten. I første omgang bør vi suspendere det, som Knausgård siger om sin roman. Mere interessant er den ærlighedseffekt, der opstår, når han fx bruger en form, der minder om dagbogen, ligesom Hagen i øvrigt bruger brevformen for at opnå sin ærlighedseffekt.
Mange hilsener
Stefan
Og til dig Christina: Jeg er ikke relativist. Jeg tror på, at vi kan blive enige om, hvad ordene betyder, selvom det kan være svært. Og jeg tror på, at der findes værktøjer til at analysere tekster. Ellers ville jeg jo ikke befinde mig i den branche, som jeg gør. Men hvis man fx taler ærlighed eller ærlighedseffekt, så bør man måske lige konsultere nogle af de mennesker, der har ment og skrevet noget om dette inden for feltet, fx Barthes, Lejeune, Doubrovsky hele lifewriting traditionen Eakin og co, (Per Stounbjerg herhjemme) samt autofiktionsbegrebets historie, som jo er landet her i DK via en teoretiker som Poul Behrendt, der dog har mere til overs for Lejeune.
kh
SK
Og naturligvis bestemmer kontekst og dernæst genre også, hvordan vi læser. Når der ovenfor står Christina Hagen, så læser jeg det jo anderledes end når der står Christina Hagen i 71 breve. Begge navne knytter jeg til den empiriske forfatter Christina Hagen, men i forskellige grader. Den Christina Hagen man møder i 71 breve, er på en måde suspenderet, eller delvist suspenderet. Man kunne også sige, at hun er fiktionaliseret. Det er hun formentlig allerede på det billede, der optræder på bogflappen. SK
Jeg ved ikke nok om den teori du nævner, men som lægmand på området har jeg svært ved at se, at man nogensinde taler om ærlighed ifm bøger, der ikke handler om forfatterens eget liv?? Ifm Knausgaard lyder du til at mene, at para- og konteksten (jeg tænker her på interviews, der bekræfter at den handler om hans liv) og navnesammenfaldet ikke er afgørende, men at det alene handler om tekstens form. Men
havde hovedpersonen hos Knausgaard ikke heddet netop Karl Ove Knausgaard, ville vi da ikke tale om bogen som ærlig (medmindre para-og konteksten havde fortalt os, at den faktisk handlede om ham, hvilket den så her gør). Havde navnet været anderledes, og havde para- og konteksten været anderledes, ville ærlighedseffekten vel altså ikke opstå. Navnet (og para- og konteksten) er rigtignok ikke en garanti for nogetsomhelst, naturligvis, men det etablerer da helt afgørende en tilgang, som overhovedet muliggør, at vi kan finde på at tale om en bog som ærlig. Denne forestilling om ærlighed kan så selvfølgelig blive dementeret under læsningen. Jeg synes, du overser noget afgørende, hvis du ignorerer navnets og/eller para- og kontekstens betydning for ærlighedseffekten. Jeg er klar over, at du ved mere om området (ikke mindst teorien), men i hvert fald er jeg ikke overbevist om argumenterne. Nå, føl dig fri til at undlade at svare (da vi måske ikke kommer videre)...Vh jens
Jeg forstår godt, at både Christina og Jens undrer sig over Stefans brug af ordet ærlighed (at en tekst kan kaldes "ærlig" alene fordi den er god - det lyder også lidt sært for mig), men jeg giver omvendt Stefan ret i, at ordet KAN bruges i den retning. Man kan jo også tale om et ærligt forsøg, at noget er ærligt ment osv., hvilket ikke nødvendigvis har noget at gøre med bekendende ærlighed, men simpelthen at forsøget, meningsfremsættelsen er "genuine", på dansk måske har ”soliditet”. Alligevel vil man nok også i de situationer underforstå, at forsøget var ærligt, at det var gjort i en ærlig mening, fordi den, der gjorde det, satte sin personlige ærlighed ind på det. Det var noget lignende, jeg mente, da jeg talte om, at Monte Lema f.eks. får point for, at vi fornemmer at forfatteren "mener det alvorligt", om så det, der siges, er særlig ærligt eller ej.
Og lad mig så lige indskyde, at jeg føler mig lidt som djævelens advokat i at kritisere Monte Lema; når nu I andre her er forholdsvist positive, bliver jeg forholdsvis negativ; i en anden kontekst kunne jeg gerne rose Pablo for hans mod og vilje til at skrive anderledes litteratur. Men her handler det for mig om det her med ærlighed/sandhed, og jeg må sige, at om nu en selvbiografi som ML er ærlig på den ene eller anden måde, bekendende ærlig eller ”bare” ærligt ment, ligger der altså et litterært problem i at gøre dét til det eneste parameter. Per Aage Brandt skrev for et halvt års tid siden en artikel i Kritik om nødvendigheden for at opretholde, hvad han kalder sprogets "sandhedsfunktion", det samme som den klassiske retorik kalder logos. Hans eksempler er politiske; hvis den offentlige amerikanske diskussion af 9/11 simpelthen ikke vil kendes ved visse fakta i diskussionen, som kunne se ud til at belaste den amerikanske regering, så har man tilsidesat logos. Vi har problemet inde på livet hele tiden: EU kan vælge, at producenter af undertøj gerne må omtale deres produkter som "100 % bomuld", selv om de faktisk kun er 98 % bomuld; derved er logos tilsidesat. En af Brandts pointer er, at uden logos - fornemmelsen for logos - vil f.eks. litteratur degenerere til en udveksling af visitkort, så er vi nemlig henvist til sprogets ethos (som faktisk godt kan oversættes til, at nogen "mener det alvorligt") og dets pathos (at det kan overbevise os følelsesmæssigt), men har mistet kravet til sandhed i sproget. En litteratur som visitkort ville netop være: "Nå, så det mener du? Jamen, det er da okay. Så ser jeg ikke så nøje på selve formuleringen" - litteratur reduceret til en slags kommunikation, og det er vel ikke det, vi vil? For vi kan jo kommunikere på så mange måder - nogle af dem væsentligt mere effektive end den litterære - mens litteraturens sandhed (hvad man førhen kaldte den "poetiske sandhed") ingen steder kommer så klart til syne som i litteraturen. Den er (traditionelt set) frigjort fra det personlige behov for kommunikation, ja endda behovet for almindelig forståelse. Den er sprog som følelsesfordybelse og erkendelse, og ofte kan vi ikke engang – uden for netop den situation, hvor dét sprog ramte os - præcist formulere, hvad det var, vi følte og erkendte. Vi véd bare, at dét sprog talte sandt, at det havde logos. Derfor citerer vi det simpelthen.
For mig er det springende punkt i diskussionen om f.eks. Monte Lema eller Knausgårds Min Kamp derfor ikke, om de er ærlige (på den ene eller anden måde). Mit spørgsmål til de bøger handler om deres sandhedsopfattelse. Det provokerer mig enormt, at de vil reducere litteraturens sandhed til et spørgsmål om personlig mening, ærlighed, hvad fanden vi kalder det. Pablo siger det flere gange i bogen: Han ønsker ikke en "pæn" litteratur, litteratur skal ikke bare være "rigtig". Som om alle litterære genrer eller værker, som ikke tog udgangspunkt i et følende selvbiografisk jeg simpelthen var løgnagtige. Jeg ved næsten ikke, om jeg skal græde eller grine over det, mest forekommer det mig desværre at udtrykke en litterær fattigdom, som jeg ikke behøver beskylde nogen personligt for, desværre tror jeg, den ligger i tiden. Som om et surrealistisk digt eller en science fiction-roman (for nu at gå til yderligheder) ikke havde SIT bud på en poetisk sandhed, som om det ikke var det konstante projekt for enhver type litteratur at finde sandheden, hvordan det projekt så end vælger at forstå, hvad sandhed er. Knausgård er inde på samme bane, når - f.eks. i diskussionerne med vennen Jörn i Min Kamp 2 - al litteratur der ikke søger genkendeligt realistisk indhold og traditionel beskrivende stil (to kerneværdier fra den borgerlige realisme) nedgøres som verdensfjern, uvæsentlig. Der er noget totalitært over tanken, og noget kunstfjendsk (måske – det får deres litterære selvpropagandering mig til at tænke – kunstfjendsk med ressentiment, som om Llambías og Knausgård bliver lidt fornærmede, når nogen skriver i mindre dagligdags ”gennemsigtig” stil end de selv) - som desværre passer meget godt til følelses- og fantasiniveauet i den skandinaviske virkelighed pt. Det føles meget begrænsende og ret trist, som en retræte fra litteraturens mulighed for at vække helt nye tanker og følelser. Modsat altså Norén og Hultberg, som er selvbiografier, jeg vender tilbage til, OGSÅ for deres sprog. Norén har sgu ingen angst eller selvtugt i forhold til litteraturen, man kan jo - midt i hans klare præcise prosa - f.eks. mærke, at han elsker poesi. OG at han tror på den poetiske sandhed, som løber bag om ham selv.
Af samme grund må jeg også opponere mod Stefans beskrivelse af forholdet fiktion/ærlighed: "fiktionen som noget der fx ligger i forlængelse af sådan noget som ærlighed, eller måske endog understøtter denne, i stedet for noget, der underminerer den."
Her sætter du, Stefan, jo netop ærligheden (den personlige ærlighed) som det vigtigste, fiktionen er så et værktøj, der kan hjælpe ærligheden på vej (som når Roth anvender en fiktiv samtalepartner). For mig at se er forholdet i god litteratur lige omvendt. Fiktionen er det vigtigste (også i poesi), den er det niveau i sproget, som løfter sig over det personlige plan, og som er i stand til at rumme sandheder på "en anden måde" (lad mig begrænse mig til dén formulering lige her) end vi normalt kan det. Sandhed for forfatter og læser er her ikke en korrekt transmission af fakta, men overskrider enhver mål/middel-tænkning og retter sig mod selve sandhedsoplevelsen, at vi oplever noget som sandt. Hvilket vi gør i god litteratur, hvad fanden den så end taler om. Ærlighed kan så være et værktøj (en særlig tone, en særlig entusiasme måske, som f.eks. hos Sterne) til at nå denne poetiske sandhedsoplevelse.
(Det er selvforglemmelse, det handler om, for både forfatter og læser. Og manglen på evne til selvforglemmelse og ret perspektiv er en af de vigtigste grunde til, at vores kultur har kørt sig selv i sænk.)
Den ene tanke sætter ærligheden (og dermed dybest set personen) højere end kunsten, og litteraturen kan så blive en slags sanktionering af denne person (derfor måske de fine genrer hos Knausgård og Llambías); det er en slags nyttetænkning, dybest set, litteraturen skal give os noget, f.eks. en evne til at kommunikere eller en passende storhed, romanagtighed mm at iklæde vores liv. Den anden tanke sætter kunsten højest, fordi den véd, at kunsten kan give os en sandhed, som overskrider den enkeltes selv, og må derfor ofre personen i processen (dvs. i skrivearbejdet, digtningen); det er det, der sker hos Sterne. Og hvad skal vi så bruge dét til? Jamen, det er ikke sikkert, vi kan bruge det til noget som helst, mine herrer og damer angelsaksiske og skandinaviske (protestantiske) selvbiografilitterater, det kan være, det bare er det, livet på alle mulige måder går ud på: At overskride sig selv for den ene eller anden større sag.
Kære alle
Tak for debatten om Monte Lema. Jeg skal ikke kommentere, hvorvidt de berygtede citerede linjer er gode eller ej, det vil jeg overlade til jer/andre.
Men jeg vil godt kommentere på begrebet "ærlighed". Det er for mig at se noget vrøvl at sige, at en tekst kan være ærlig. Ærlig, det er noget, mennesker kan være (mere eller mindre), men ikke tekster. Hvori skulle ærligheden bestå?
Paul de Man siger, at selvbiografi er en måde at læse på. Han siger, at man intet sted i en selvbiografisk tekst kan fastslå, at den rent faktisk er såkaldt selvbiografisk. Når han mener læsemåde, mener han efter min opfattelse, at det er en holdning hos læseren foranlediget af nogle tegn i teksten eller af konteksten (fx interviews). Derfor adskiller en selvbiografisk tekst sig ikke fra en fiktiv andet end ved læsemåden. Teksten "er" ikke forfatteren, ligesom "ærligheden" ingen steder findes i teksten. Det er to store illusioner. Men derfor kan der jo godt optræde ord som "ærlighed", "sandhed" etc i teksten, men det gør den hverken ærligere eller sandere af den grund.
Jeg tror, at en del af irritationen over selvbiografien skyldes læsemåden og ikke så meget teksterne selv. Det at nogen uddrager ord som "ærlig" etc. om teksten får forståeligt nok andre til at blive trætte.
For mig at se er den såkaldte selvbiografi bare en tekst som alle andre tekster og skal behandles som sådan. Det må jo være konsekvensen af min holdning til ordet "ærlighed". Som sagt: Hvor i teksten kan man påvise ærlighed?
Vedrørende at det - som du skriver - er noget vrøvl at sige, at en tekst kan være ærlig: Ja, det var netop derfor, at jeg foreslog ordet "ærlighedseffekt" og pointerede, at en sådan effekt ikke mindst kan skabes uden for teksten, f.eks. ved at forfatteren i interviews fortæller, at bogen er ærlig, at den faktisk handler om hans liv, som det er. "Ærlighedseffekt" signalerer jo (for fanden), at det (blot) virker ærligt pga tegn i teksten og konteksten. Jens
"virker" skulle nok være fremhævet, sådan: VIRKER. jens
Tak for kommentaren, Pablo, jeg tror jeg er nærmest enig med dig i din opfattelse af ærlighed (eller den bekendende ærligheds principielle umulighed) i en tekst. Det var også derfor, jeg hellere ville diskutere bogens eller andre selvbiografiske bøgers sandhedsopfattelse, deres forhold til logos, det ville være spændende, hvis du kunne give dine tanker om det.
Dernæst må jeg også give Jens ret i, at en tekst da godt kan operere med en "ærlighedseffekt", og at denne bl.a. kan understøttes af forfatterens udsagn uden for bogen. Hvis du, Pablo, f.eks. er ude med bogen og omtaler dens indhold som noget der er sket for dig, og omtaler tekstens "jeg" som dig selv, ja, så udpeger du jo netop et rum uden for teksten, som den kan måles med. Som dens "ærlighed" kan prøves i forhold til. Det er lidt selvmodsigende, at man som læser i nogle sammenhænge, hvis man f.eks. kritiserer en selvbiografis æstetiske kvalitet, bliver henvist til, at "sådan skal den slet ikke læses", "det her er jo et personligt udsagn, hvor etik er vigtigere end æstetik" osv. - mens hvis man forsøger at tage dette udsagn alvorligt som eksistentielt/moralsk diskussionsgrundlag, så bliver man bedt om pænt at gå tilbage til en nykritisk læsemåde (som de Man i denne sammenhæng repræsenterer), der skal respektere bogen som autonomt værk. Er det ikke en mærkelig helgardering?
Men som sagt, jeg vil hellere diskutere, hvad der sker med sproget og logos (jvf. Brandt), når en bog markerer, at den vil udskifte litteraturens traditionelle "poetiske sandhed" med en mere referentiel (f.eks. selvbiografisk) sandhed. Ender vi så ikke bare i litteratur som kommunikation, meningsudveksling? Og vil vi det?
Også tak herfra til alle jeres kommentarer. Dejligt.
Og så yderligere en kommentar: Jeg er med på de Mans ide om det selvbiografiske som "a figure of reading", men vil påstå at det er en læsefigur der til en vis grad, i større eller mindre grad, altid aktiveres i alle litterære tekster, ja faktisk, uanset deres grad af fiktion, eller spil på selvbiografiske referencer. En tekst kan så være overdetermineret, fx når forfatteren vælger at bruge sit eget navn i teksten, eller underdetermineret, hvis navnet fx er udeladt. Det betyder ikke, at vi ikke bør forsøge at udelukke forfatteren (den empiriske), når vi læser. Det skal vi måske nok. Men der er en pragmatisk side af det principielle, som du nævner, Pablo. Det er jo ikke sådan, at noget er fiktion, blot fordi det er en tekst. At påstå det ville jo være galimatias, synes jeg. Jeg er meget glad for Bjørn Rasmussens roman, men synes lidt at han, når han taler om bogen i interviews, forsøger at sige, at ham Bjørn dér, i teksten, at han hedder det, det skal vi bare glemme. Det er en underlig fordring, for hvorfor optræder navnet, billederne i bogen? Det er og bliver en æstetisk strategi, som man ikke bare kan ignorere som læser. Medmindre man vil udstille sig selv som en dårlig een af slagsen. Men derfor skal man jo ikke læse Bjørn = Bjørn.
Og så en sidste kommentar: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der sker noget med vores navne generelt disse år: Hæfter de mindre? Er de mindre identitetsgivende end de har været tidligere? Er de mere tekst? Det er jo i virkeligheden alt det som Knausgård forsøger at skrive sig ind til, dér hvor navnet hæfter, ikke mindst når man tænker på, hvordan han nævner farens navn til sidst i bind 6 sammen med sit eget, naturligvis. Nå, det sidste er blot en strøtanke.
Bedste hilsener
Stefan
I forhold til Bjørn og Bjørn, tænkte jeg på det forleden, da jeg gik igang med at skrive en FAQ - svare på simple spørgsmål, jeg har fået, når jeg har været på højskole, givet interviews etc. Nu lægger jeg lige det hele ud i stedet for at klippe i det:
Kan man godt have en kæreste, når man skriver sådan noget? Er han så ikke bange for, at du skriver om ham?
Det er ikke let. Jeg ser det som et stort handicap, at jeg skriver og at jeg skriver på en så grim måde. Der er situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg skrev smukke bøger, som jeg kunne vise frem. Men det gør jeg ikke. Mine bøger har grimheden tilfælles, og det må jeg leve med og endda skamme mig over, selvom jeg nødigt indrømmer det. På den måde er jeg, i bund og grund, en lige så stor kryster som dem, jeg skriver om. Og måske er det derfor, jeg har distanceret mig fra Christina Hagen og nu, privat, har et andet efternavn. Ingen af mine kærester har været i et forhold med den Christina Hagen, hvis navn står på forsiden af mine bøger, men det sker, at vi mødes og endda har en del tilfælles. Andre gange føles det mere som om, vi er fjerne slægtninge. Christina Hagen har kun kendt til de mest overfladiske detaljer omkring mine kærester, så de har aldrig behøvet at frygte noget. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil give fra mig. Hvad jeg vil dele med hende.
/Christina Hagen.
Og gode indlæg, Jeppe.
Kære bloggere,
interessant diskussion. Jeg tror vi må skelne skarpt mellem fx Brandts sandhedsfunktion (der politisk og etisk er afgørende - Lukasjenko er en løgner), og så på den anden side spørgsmålet om det uheldige ord "ærlighed" (eller synonymer som fx "inderlighed", "ægthed", "velmenende"), der er forankret til ideen om dels hensigt, dels en referentiel forankring (slog du hende, eller ej?). Og så forlade begge positioner, altså både Brandts og ærlighedens.
Når jeg læser Hultbergs betagende "Brev", og Gombrowiczs betagende "Dagbog" og Strindbergs betagende "Plaidoyer d'un fou" slår det mig, at kriteriet må være negativt: alt det der IKKE føles forlorent, kvalmt, kælent, forløjet - dur. Her er geigertælleren idiosynkratisk og ekstremt kontekstfølsom. Og det løser fsv. ingen problemer - men forskyder måske problemfeltet, flytter det et andet og bedre sted hen. Eller? For der findes jo også vidunderlig bullshit, forloren storhed. Måske vi skal sætte spaden ned et helt andet sted, som Wittgenstein jo også skrev. Skip diskussionen og emnet, men notér den i forbifarten som symptom, som allergisk afsmag for en inderlighedsdyrkende ukultur. En avant. GH Mikkel
Kære Christina, tak for dit indlæg. Det er yderst interessant, faktisk, at høre en forfatter reflektere over brugen af eget navn i litteraturen, om det så er fiktion eller ej.
Jeg reflekterede lidt over det i en artikel i Passage for et stykke tid siden omkring det selvbiografiske digt. Her læser jeg Lone Hørslevs "Hilton / Hørslev", hvor hun jo skriver at "jeg indeholder mit navn som en bandage kan indeholde/ en brækket arm"
Pierre Bourdieu skriver også i teksten med den sigende titel ”Den biografiske illusion”, at egennavnet er en enorm og arbitrær abstraktion, men også ”grundlaget for en sammenhæng i individets forskellige fremtrædelsesformer og for den socialt anerkendte mulighed for at sammenfatte disse fremtrædelsesformer i officielle registreringer såsom curriculum vitae, straffeattest, nekrolog, biografi”
Men vedr. denne diskussion har vi jo også vores allesammens Nielsen, der vel har ligget underdrejet i disse spørgsmål siden 2001.
Mvh
SK
Paul de Mans forfatterskab når vel sin centrale betydning i læsningen af den engelske romantik som en type litteratur, hvor selvet midt i sekularisering, revolutionære bevægelser mm. i særlig intens grad opdager sig selv som en forskydelig sproglig figur, hvor digtningen bliver et spørgsmål om selvlæsning, og hvor dette får radikal betydning for selvopfattelsen, hvilket gør den romantiske poesi så modsætningsfuld og dynamisk. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang gider læse, hvad han siger om den langt mere naive selvbiografi, for jeg kan gætte mig til det, ønsket om at destabilisere denne naivitet bla bla bla. Ja, i en tekst er selvet omdannet til retoriske figurer. Men dette er da ikke en pointe, man behøver at stå og stampe på for dens egen skyld. Det er jo netop pointen hos de Man, at vi dermed er henvist til læsemåder no matter what, der findes ingen "behandling" af teksten (med Pablos ord), som ikke er en læsemåde (de Man ville endda sige en fejllæsning) dvs. et forsøg på at kontekstualisere det figurative materiale. Og dette er netop for de Man, hvad litteratur går ud på. Enhver forestilling om en "ren" behandling af teksten er absurd. Hvordan skulle den se ud? Her står tre tegn sammen, hvoraf det første har en vis lighed med en elefantsnabel: "J", de to næste er en slags krøller, "e" og "g", så kommer der et lille stykke uden tegn, og – ja, fortsæt selv - selv dette er jo læsning, kontekstualisering. Selvfølgelig, for vi SKAL læse iflg. de Man, og dette kan være en radikal beskæftigelse, måske især hvis teksten, som nogle gange i litteraturen, som hos romantikerne eller som hos Bjørn Rasmussen, har opdaget og fremprovokeres af sin egen figurative proces. For så er vi virkelig i gang med at læse os selv, når vi læser. Hvis teksten derimod stritter imod at indgå i den figurative proces - hvis den bliver ved med at gentage, at her er JEG, og JEG mener, og JEG tænker, og JEG smadrer mig selv ud over siderne, og JEG er ligeglad med stil og litteraturhistorie og bla bla bla, ja så må vi som læsere gøre op med os selv, om vi vil tage dette (naive) sandhedskrav alvorligt (dvs. læse efter tekstens selvbiografiske "ærlighed", som mange gør med Monte Lema) eller vi vil insistere på med de Man hele tiden at læse imod tekstens markerede sandhedskrav (evt. opfatte den som en slags fiktion om, hvordan selvbiografi kan se ud). Og begge dele kan der muligvis komme spændende læsning ud af. Men den sidste kræver virkelig, at man orker.
Men at en tekst har logos, sandhedsfunktion, kan vi ikke komme udenom, det har selv en kassebon fra supermarkedet. Spørgsmålet er derfor, hvilken type sandhedsfunktion, teksten markerer, og dette har også betydning for, hvilken læsemåde vi slår ind på - som i ovenstående eksempel. Fiktion, poesi mm. markerer typer af sandhedsfunktion i teksten, som kan adskilles fra f.eks. sandhedsfunktionerne i en lovtekst, en politisk tale, et brev, en dagbog osv. Sandhedsfunktionerne er forskellige retoriske matricer i teksten, de kan til en vis grad styres af forfatterens bevidste intentioner, men er i mindst lige så høj grad genrens og stilens matricer, som optager forfatteren i sig, og derfor findes der heller ikke noget, der "bare" er "en tekst som alle andre tekster", som Pablo mener. Nej, tekster har forskellige, måske endda hver for sig helt unikke sandhedsfunktioner, det er et spørgsmål om retorik, om markeringer i teksten selv, og vi læser med eller mod disse forskellige forhold til sandheden, men vi kan ikke læse uden dem. Så kunne vi slet ikke læse.
Retoriske matricer i såvel som uden for teksten. Det er rigtigt, det kommer vi ikke udenom. Der findes mere eller mindre ustabile retoriske matricer. Jeg tror, jeg personligt holder meget af de ustabile. Og der mener jeg ikke de bevidst indførte ustabile matricer så som indførelsen af eget navn i teksten, men mere teksten i sin helhed, hvis man kan sige det.
Hvor befinder den sig i forhold til æstetik og etik. Jeg sidder som forfatter ikke inde med nøglen til blandingsforholdet, selvom udfordringen efter min opfattelse befinder sig i bevægelsen fra det ene til det andet, frem og tilbage. Jeg vidste godt, da jeg skrev det, at det ikke var sikkert, det overhovedet ville blive antaget som litteratur. Det var en del af problematikken. At jeg ville ud i grænseområderne.
@Pablo: Jeg er fuldstændig med på, hvad du siger ang. de ustabile matricer og grænseområderne, det er også, hvor jeg gerne selv søger hen. Men så er vi måske til gengæld uenige om, hvad der er ustabilt og på grænserne. For mig - hvis jeg må bruge et par af de begreber, jeg nu har smidt på bordet her - ligger grænsespændingerne i litteraturen netop imellem de forskellige modi, som defineres af retorikerne som logos, ethos og pathos, dvs. sproget som sandhedsfunktion (i elementær forstand, at hvis jeg siger "en grøn postkasse" vil en dansk læser tænke, at en postkasse er rød), som repræsenterende et personligt udsagn (hvor megen fiktiv "stemme" der end kan være i dette udsagn) og som skønt (det kan bl.a. også mindst siden Baudelaire betyde grimt som skønt), dvs. at når sproget befinder sig i en slags vekselvirkning, kortslutning eller gensidig befrugtning imellem disse niveauer, så sker der noget for mig følelsesmæssigt og erkendelsesmæssigt, som jeg ville kalde en ustabil tilstand. Ustabiliteten bliver for mig størst mulig, når jeg har glemt mig selv som skrivende, eller, som læser, når jeg har glemt, at teksten har en afsender et eller andet sted, Modsat opfatter jeg selvbiografien som en forholdsvis stabil matrice, fordi - som jeg forsøgte at komme ind på det i min allerførste kommentar - den ofte tilsidesætter logos og . det er så en anden diskussion - i realiteten også ofte pathos til fordel for en ekstremt dominerende ethos, det bliver simpelthen så altafgørende, at "nogen er i gang med at sige noget" - som vedkommende endda formentlig mener - det indsnævrer læsningen for mig, trækker netop snævre grænser for, hvordan jeg kan være til stede i teksten. Som sagt tidligere kan jeg godt have en stor oplevelse af selvbiografi, som f.eks. med Norén, så er det ret simpelt fordi jeg føler mig i selskab med en ærlig og interessant fortæller, jeg er ligeglad med dets status som kunst, hvorimod - hvis jeg SKAL betragte det som kunst, som jeg føler Knausgaard og du beder mig om det - ja, så føles det for snævert.
For beder du ikke om det? Jeg tror på, at du har haft dine tvivl om Monte Lema som litteratur, den tvivl er der vel altid i alle værker, i hvert fald dem, der er noget værd, men jeg som læser ser en stor imponerende bog med et bjerg på forsiden, med hundredvis af sider og flot plads på siderne til den højst traditionelle litterære form sonetten, med en seriøs inddeling i tre emnekredse, med en bagsidetekst, som samtidig taler om en "fortælling" (jeg læser det som en "livshistorie") og endda til overflod forsynet med en cd, hvor det traditionelle litterære vandmærke pr excellence, den personlige STEMME endda får fysisk form - kort sagt jeg ser litteratur med kæmpestort L. Men det er måske en helt anden diskussion.
Først en kommentar til dig Pablo, naturligvis er det litteratur, stor litteratur, synes jeg, litteraturen bør jo kunne rumme alle former for ordkunst, gør den ikke?
Dernæst en kommentar til din sidste bemærkning, Jeppe: Jeg har nok ikke helt det samme forhold til det selvbiografiske i en litterær form som dig. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det indsnævrer læsningen for mig, nogle gange endog tværtimod - hvis det er gjort med stil og akkuratesse. Det der kan indsnævre læsningen, er ofte det en forfatter kan komme af sted med at sige ved siden af sin bog. Her er kvaliteteten ofte ikke så høj som i bogen, hvis man kan sige det på den måde?
Jeg synes på en måde, at det som Christina skriver, viser at det selvbiografiske ikke nødvendigvis er en stabil matrice, ikke engang navnet.
Jeg vil derfor nok ikke trække linjerne så hårdt op, fx mellem kunst og selvbiografi, men sige at det først og fremmest handler om, om det er god litteratur.
Men man kan naturligvis læse med forskellige formål for øje.
Under alle omstændigheder: Tusinde tak for jeres mange og gode kommentarer.
SK
Send en kommentar