"Tidligt i vinteren og lysere i gaden. I den omsorg for lyset som vinteren har. Og/ hver for sig i det tidlige af vinteren. Under træernes allerede bladløse grene.// I vintertræerne vintertræernes hinanden." Morten Chemnitz,  Inden april , 2013. Jeg ringer til min mor og fortæller hende, at hun skal skynde sig ud på gårdspladsen. Der er noget hun bare skal se. Jeg ved ikke, hvad det er, men der hænger noget i luften over Skulsballevej. Det er noget stort. Måske er det en luftballon? Måske en UFO? En helikopter uden lyd? Jeg ved det ikke, men hun skal skynde sig. Og det er NU.  Siden min mor er blevet ramt af en række blodpropper i hjernen, er der blevet mindre plads til grin i tilværelsen. Men jeg elsker at få hende til at smile. Måske fordi det minder mig om den, hun var. Eller er. At blodpropperne ikke er det hele, og at der i grinet er en slags forsoning. Når vi griner sammen, er vi igen os. Afasien forsvinder. Vi behøver dem ikke. Ordene. Jeg ved ikke, om hun tænker d...

Har netop modtaget Den Blå Port nr. 81 i dag og læste fluks det lille fine essay af Elisabeth Friis, hvor hun laver en fiks sammenligning mellem Juliana Spahr og Inger Christensen. Friis viser, hvordan Spahr bruger en sentens fra Christensens ellers dystopiske samling Alfabet (1981) til at skabe luft i sit eget store trøstedigt om 9/11. Midt i håbløsheden står disse nu to sentenser og smiler til hinanden, som noget andet, som en lethed, luft, ja som utvetydigt liv. Sådanne mere essayistiske artikler fra litterater er desværre en mangelvare i dansk litteraturkritik, også selvom vi har mange der som Friis skriver blændende og har gode ideer. Det hele skal helst være formålsrettet, nogen skal have noget for pengene, vi skal formidle (til den håndfuld læsere, der læser artiklen) osv.  Men udover at det er en fin artikel, som Friis leverer, så er det pudsige, at hun er faldet over det selvsamme digt fra Christensens samling, som undertegnede tillige forsøger at gøre sig klogere på i et sæ...