mandag den 28. november 2016

Strømperne op eller bukserne ned

Du trækker strømperne op
men mærker angsten
ned til sokkeholderne.
Piller virker bekendte,
nogle hilser
andre åbner dine spalter,
læser dig som vinden
gennem San Franciscos gader,
altimens træerne skriver
på endnu et lyserødt digt
om himlen.

tirsdag den 1. november 2016

Fort/da

Det er ofte ilten udenfor
der redder min morgen og måske mig
ovenpå de mange timers ublide søvn,
fylde lungerne med liv og fx tænke på
hvor kort det er, hvor lidt man når,
hvor uendeligt små vi allesammen er.
Sådan noget man tænker på, du ved.
når man står i oktobers kolde morgenluft
og den trækkes ind
og senere trækker mig ud.
Det er svært at slippe drømmene fra i nat,
hækken brændte ved min fars hus
og senere var det selve huset.
Det tænkte jeg også på,
da jeg ristede toastbrødene her til morgen
og jeg pludselig savnede det tarvelige motel
i Monterey, hvor mere en firs brandmænd
var indlogerede fordi der var skovbrand
lidt nord for Big Sur.
Hvad der var tåge og hvad der var røg
var umuligt at se, men om aftenen
kunne man skimte flammernes lys
gennem det grå og vi kunne stå der i sommerkulden
og samtidig tænke på den varme der var
længere inde i landet og måske derhjemme.
Hvad ved jeg? Jeg må hellere
sende Arthur af sted
han er som sædvanlig lidt sent på den,
så træk nu vejret åndssvage digt.

mandag den 24. oktober 2016

NY






Op fra dækslerne
stiger dampen
fodgængere suser som zombier
ned ad 5th Avenue
mod East Village
senere Lower Manhattan.
Byen er som en hjerne uden tanker
drømmene er endnu en bid
af øjeæblet, min 9/11.
Vi skal videre nu
med benene der aldrig sover.
Hører du mig, når jeg kalder
løfter vandet mod dit navn.
Her ved mindet,
hvor alle forsøger
at se dybet
som ikke er.
Vi er fanget i vores syn
vi ser dem springe
i vores øjne én gang til
vi griber dem aldrig.

tirsdag den 27. september 2016

MIN DANMARK

MIN DANMARK ER KARL STIKKER
OG MATADORMIX SOM POUL RICARDOS
92 RØVSNAPS TIL DEN GRIMME TÆLLING
OG FLÆSKEPOST TIL ALLE MUSLIMER
OG ANDRE UDEN SYG RIGTIG HUDFARVE
PÅ FYN OG OMEGN
MIG JEG ER FAR TIL FIRS
OG FISSE TIL FARS KAPERS RIBS
LAKS ASTERS SOVS GIPS OG SKIPPERLABSKOVS
TIL ØSTERLARS ELLER ET ROLIGANSLIPS
FOR AT BLIVE HVAD MIG JEG SPISER
SELVOM KOSTPYRAMIDEN ER AF SYVENDE ETNISKE OPRINDELSE
MEN DE BLØDE KONSONANTER KOMMER KUN UD FORNEDEN
HVOR JEG SÅ FØLER MIG MEST DANSK FOR TIDEN
FOR HAR JEG MIG ANDEN DANSKHED
END DEN DU SIDDER PÅ GRIZZEBAZZE
NÅR UDAD TABES OG INDAD
IKKE LÆNGERE FINDES.

fredag den 8. juli 2016

Fleetwood Mac


På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird" og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid. Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det?
Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig falde pladask i koret og guitaren. Så kan det ellers regne ad helvede til udenfor. Og man behøver ikke at tænke på, hvordan Rumours blev indspillet i den lille havneby Sausalito, hvor jeg på det seneste har siddet op til flere gange på færgelejet og tænkt over livet, når jeg ellers sad med en kaffe og stirrede på San Franciscos skyline og drømte Ferlinghettis selvbiografi. Heller ikke, hvordan lyden smelter sammen med landskabet omkring Lake Tahoe, hvis man en sjælden gang har chancen for at køre hele vejen rundt om søen og dermed slippe for al postyret nede sydpå. Casinoer og hvad har vi. Man behøver ikke at tænke på andet end sig selv og sit sukker. Tomlen ind i munden og farvel. Der kan man ligge og patte på livet og sig selv, uden andre forstyrrelser end den smasken, man og det afgiver. Jeg kan således ikke helt beslutte mig for, hvem af de to damer der synger bedst.

søndag den 5. juni 2016

Autofiktion og litteraturdebat


De seneste par uger er der i Information blevet diskuteret autofiktion. Men diskussionen har i mine øjne været præget af manglende viden og faglige fordomme over for begrebet. Bl.a. har man tillagt autofiktionen at være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme skulle enten have eller ikke have en særlig forbindelse til hinanden. Det er blevet påstået, at betegnelsen autofiktion ”sporadisk” bliver ”klasket på bøgers forsider af forlag”. Men jeg kender ikke til en eneste europæisk roman, hvor det er tilfældet, selvom jeg har beskæftiget mig med begrebet i mere end 5 år. I et andet indlæg hører man, at det er et ”fatamorgana hos litteraturforskere med en veludviklet sans for sensationer”. Men påstår man det, ser man i skyndingen bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet, ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25 år. Man kunne jo begynde med en af de mange oversigtsartikler, fx ”L'autofiction:une réception problématique” af Mounir Laouyen eller Karen Ferreira-Meyers ”Autofiction: “imaginaire” and reality, an interesting mix leading to the illusion of a genre?”

Begge artikler demonstrerer, at man i fransk sammenhæng utvivlsomt savner en klar definition, men jeg synes, at Poul Behrendt, både i avisen her og andetsteds, fornuftigt har forsøgt sig med at definere autofiktionen således: For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side. Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen roman. Så vidt er jeg fuldstændig enig. Det problematiske opstår, når man også inddrager spørgsmålet om, hvor meget navneligheden faktisk forpligter forfatteren på det, der fremføres i romanen. Dvs. spørgsmålet om kontrakt eller pagt mellem forfatter og læser. Det varierer meget inden for genren, fx alt efter hvilken opfattelse af sprog og virkelighed, forfatteren har.

I nogle tilfælde skal navneligheden tages som en del af værkets samlede æstetiske udsagn, fx når Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet bevidst leger med sit navn og spiller på navneligheden mellem Bjørn og en bjørn, og, ikke mindst, bjørnen fra Sigurds Bjørnetime. Andre gange, som når Karl Ove Knausgård højtideligt skriver i bind 6 af Min kamp: ”Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård.” Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor de, til trods for at begge kan kategoriseres som autofiktioner, kan være vanskelige at sammenligne yderligere. Det er klart, at man med Knausgårds roman får mere ud af også at læse efter henvisninger til virkeligheden end i Rasmussens tilfælde, der ikke i samme grad inviterer til dette. Uanset hvad man gør, er det at kalde bøger som disse for autofiktioner ikke et facit, der lukker for læsningen, men snarere en begyndelse, der forhåbentlig er med til at åbne den. Præcis som når man i dansktimen sidder med en tekst og forsøger at finde ud af, om det er en novelle, en roman, et digt eller noget mere spidsfindigt, der slet ikke passer ind i en genremodel, man har med at gøre.

For min del som underviser og forsker i skønlitteratur, der ofte har et selvbiografisk indhold, er jeg sjældent interesseret i at gå forfatterens konkrete henvisninger til virkeligheden efter i sømmene. Det interesserer mig sjældent, men jeg finder det interessant, at værkerne integrerer det selvbiografiske så eksplicit, som de gør, i deres retorik. Hvis jeg ignorer det som læser, er jeg en sørgelig én af slagsen. Det selvbiografiske er derfor en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at tage alvorligt, hvis man som jeg fortsat vil hævde, at man også af og til udøver kritisk litteraturlæsning. Og dette gælder jo ikke bare for autofiktioner, men for megen litteratur udover denne. Autofiktion er derfor ikke en tendens, men et forsøg på en genrebetegnelse for de romaner, hvor der er navnelighed, men ikke nødvendigvis empirisk lighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Behrendt og Bunch udvider så denne genrebetegnelsesproblematik i deres udmærkede lærebog Selvfortalt til også at gælde andet end romaner ved at tale om fiktion. Her er jeg ikke helt enig med dem, fx mener jeg ikke, at betegnelsen ”digte” på en bogs omslag faktisk er enslydende med en ”fiktionskontrakt”. Digte er faktisk sjældent fiktion, hvis jeg skulle sige det, men det er en anden sag. Desuden er der en lang række af tilfælde, der grænser op til autofiktion, fx når forfatteren optræder ved navn i sin bog, men ikke er hverken hovedperson eller fortæller.

Autofiktionen som genre er udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, som er vanskelig at få hold på, og som tilsyneladende får begreberne til at skride. Denne form for selvfremstilling inden for skønlitteraturen, som man mere overordnet kunne kalde det, afspejler mere omfattende ting, der handler om forandringer i selvet og identitetsfølelsen i lyset af generelle termer som globalisering og medialisering. Dette afspejles allerede i den akademiske artikel om begrebet, som opfinderen af begrebet, Serge Doubrovsky, udgiver et par år efter, at han opfinder begrebet på bagsiden af sin roman Fils. Her taler han desuden i forlængelse af poststrukturalismen om en bevægelse fra væren til tekst i autofiktioner ligesom i selvbiografier, men i autofiktioner skal også tekstens væren tages alvorligt, hævder Doubrovsky.

At teksten har sit eget liv kan lyde gådefyldt, men måske er tanken ikke mere mystisk, end at man som læser også må tage hensyn til dens æstetiske intentioner og dermed kunstneriske ambitioner. Det betyder, at autofiktioner ofte opererer med flere sandheder på samme tid. En selvbiografisk sandhed, hvor det handler om henvisning eller ej, samt en æstetisk sandhed, hvor sandheden kommer til udtryk i det litterære og kunstneriske. Spørgsmålet om noget er løgn, er derfor problematisk at stille, hvis der er tale om autofiktion og ikke en selvbiografi.

At der sådan arbejdes med flere sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for en kontrovers. Kontroversen skyldes imidlertid ikke, at bøgerne er autofiktioner, men at de gennem brugen af det selvbiografiske og referentielle i en mere eller mindre kunstnerisk form, bevidst eller ubevidst, ramler ind i misforståelser. Herhjemme har vi inden for de senere år set det med Jørgen Leth, Knud Romer, Yahya Hassan og uden for DKs grænser fx med Knausgård, Michel Houellebecq eller James Frey.

Når bøgerne sådan bliver genstand for en kontrovers, indlemmes de også i en medielogik, som langtfra kun er litterær, og som er blevet mere tydelig inden for det litterære system de senere år. Forfatterne og deres værker bliver en del af det affektforskeren Sara Ahmed har kaldt en affektiv økonomi, hvor kun de mest dyrebare former for følelsesmæssige investeringer, dvs. kærlighed og især had, ”fungerer godt”. At ”fungere godt” vil her sige desto flere delinger, mere omtale, flere klik. Facebook faciliterer, især i DK, på flere måder dette, og det har påvirket hele det danske litterære felt på en måde, tror jeg, som vi stadig savner ord for. Se blot på Yahya Hassans profil, eller se hvordan der generelt diskuteres på FB, senest på Caspar Erics profil. Men samme medielogik kan naturligvis også udnyttes af alle andre, fx litteraturkritikere. Det gælder i denne henseende om at positionere sig ”rigtigt”. En position, der eksempelvis kan producere megen had, er ofte yderst synlig. I den forstand er der også gået ”performativ biografisme” i litteraturkritikken, for nu at henvise til en anden vigtig dansk teoretiker inden for selvfremstillingsfeltet, Jon Helt Haarder.

Vi må se, hvad fremtiden bringer for litteraturen i dette nye heteronome felt.

onsdag den 18. maj 2016

Hjemad til Berkeley

Så letter vi fra Vegas
og vindene er tørre og rå
mod flyets vinger.
Vi har afleveret vores Dodge
og blomstrer nu
skævt mod himlen.
Fra boulevarden strømmer
alle spøgelserne ud:
David Copperfield
Britney Spears
Taylor Dane
The Righteous Brothers
Richard Marx.
Alle vil med hjem,
men ingen har plads.
På vejen herud
hvor der var en del
turbulens under nedstigningen
fik en passager sat ord på
bemestringen af det store dyr:
That a boy.
Sådan finder vi alle en vej
ud af den store ørken.