onsdag den 24. maj 2017

Spørgsmål om tendenser i dansk litteratur ifm. min eksamen


Kære Stefan Kjerkegaard,

Jeg skriver til dig i kraft af din beskæftigelse med litteratur, fordi jeg er ved at skrive en eksamensopgave på Københavns Universitet i kurset Kulturformidling. Opgaven handler i bund og grund om debutanter, tendenser og redaktionsprocesser på hhv. Gladiator og Gyldendal. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber, du har tid og lyst til at hjælpe mig med at svare på. Hvis du er travl, så kan et kortfattet svar eller et svar på bare ét spørgsmål også være til stor hjælp:
  • Hvilken udvikling har du evt. bemærket i forlagsbranchen og i litteraturen i den tid, du har beskæftiget dig med området?

Mange små forlag er dukket op samtidig med, at de store har fået det vanskeligere. Da Borgen lukkede for nogle år siden, var der nok mange, som var nervøse for den smalle litteratur, især digtene. Men jeg synes faktisk, at der har været masser af gode initiativer lige siden, og at fx Gyldendal stadig løfter sin del af ansvaret.
  • Hvilke tendenser ser du i hhv. Gladiators og Gyldendals udgivelser (måske især hos debutanter)?
Det er svært at svare samlet på, synes jeg. Men måske en opløsning af de klassiske genrer og en udfordring af bogformatet. Det kunne være Josefine Klougarts “roman” New Forest eller Amalie Smiths underlige poetik Et hjerte i alt på Gyldendal. Ang. debutanterne, så er de ikke så forskellige, synes jeg. Men jeg har ikke 100% overblik over dette.
  • Ser du nogen forskel i de to forlags (udvikling af/tilgang til) forfatterskaber og i deres udgivelser? Hvilke?
Gladiator har jo den her ide om mere ejerskab og kontrollen tilbage til forfatteren, tror jeg. Det kommer der sikkert mere af i fremtiden. Dvs. at forfattere ikke har brug for et kæmpe apparat i ryggen som Gyldendal, men at de for få midler stadig kan lave flotte og professionelle bøger. Det handler også om en udvikling inden for bogtrykkerkunsten, altså at det er blevet meget nemmere og billigere at lave bøger selv, fx på Lasertryk og andre steder.

  • Har du et bud på, hvem der udgør 'eliten' i dansk litteratur og i det litterære miljø lige nu? Det være sig personer såvel som institutioner eller steder.
Generelt er dette her med eliten en lidt dum måde at anskue tingene på, men der er ingen tvivl om, at nogle forfattere er mere toneangivende end andre. Det kunne være forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn og Caspar Eric. Jeg tror dog ikke, at nogle af disse føler sig som en elite. Det handler mere om, at de er kløgtige, har skrevet gode værker, der rammer noget i tidsånden, de har noget på hjertet og så er de aktive på de sociale medier. Deres talent og deres værker berettiger dem til at være toneangivende. Det har jo ikke nødvendigvis noget med elite at gøre. Snarere noget med Janteloven at gøre. Så det handler om, at det, de siger, ofte er interessant, og at det handler om vores tid. Jeg er ikke altid enig med dem, men jeg lytter, når de siger noget, fordi jeg også er interesseret i vores samtid.

  • Hvilke generelle tendenser/trends/strømninger ser du i dansk samtidslitteratur?
Jeg har lige udgivet en bog Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet, hvor jeg har skrevet en del om dette. Desværre er det sådan, at en bog som denne stort set ingen opmærksomhed får. De såkaldte bog- og litteraturtillæg anmelder ikke bøger med et Lixtal på over 50 og slet ikke, hvis de er skrevet af en, der ikke kommer fra KU. Men på bagsiden af bogen, står der:

Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur sigter ikke efter en mere radikal eksponering af forfatterens identitet, men derimod efter en litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser.
I stedet for at anse det menneskelige, fx i form af det private, som en æstetisk svaghed eller for et spørgsmål om fiktion eller fakta, anser bogen det her for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen. Det private kommer ofte til udtryk som en form for menneskelig plet eller plamage. En blottelse, til tider endog en selvstigmatisering, hvor selvfortællingen ikke hænger sammen. Der er tale om en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, som litteraturen gør, snarere end i det, den siger.
I den nye danske litteratur af eksempelvis Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen oplever man at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kræver en hensyntagen til selve læsningens situation: At et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser, men inden for et litterært system der er blevet medialiseret. Det betyder, at et litterært værk i dag ikke bare er bogen eller teksten, men snarere den intervention, som en litterær tekst iværksætter, eksempelvis i en bog. 


På forhånd tak for din tid.

Mvh.
 
XX

mandag den 1. maj 2017

Tomas Espedals popularitet i Norden

Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant. Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways:

  • Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden?
Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga. Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede. 
  • Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?
Jeg ved ikke, om det er interessant at læse om forfatteres liv. Det er interessant at læse om andre menneskers liv, uanset om de er forfattere eller ej. Forfattere er så de bedste til at beskrive dette liv, hvis du spørger mig. Hos Espedal er tiltrækningen helt klart, at han forsøger at leve et litterært liv. Hvad det så end vil sige? Men tag nu fx ideen om at opsøge de steder, hvor en særlig litteratur er blevet til, fx Petrarcas digte om Laura. Eller ideen om at skrivning er noget fysisk, et arbejde, en boksekamp. Espedal konkretiserer litteraturen, materialiserer den, inkarnerer den. Det bliver vanskeligt at sige, om det er litteraturen, der skaber ham eller omvendt. Og hans måde at materialisere litteraturen på lever på mange måder op til vores ofte romantiske forestillinger om, hvad en forfatter er, og hvad litteraturen bør indeholde. Her står han i modsætning til fx Claus Beck-Nielsen, der snarere forsøger at dekonstruere og afmaterialisere forfatterrollen, men med den effekt, at ingen eller kun få kan identificere sig med projektet. Det er nemmere at identificere sig med Espedal og Knausgård, fordi deres forfatterroller bygger på klarere konventioner. Det betyder dog ikke, at deres litteratur er konventionel. De skriver sig ind i myterne om deres eget liv, og den aura det skaber, smitter af på dem, der læser dem. Især er det sådan for Espedal. Espedal er et sted, man går hen. Eller et sted man går ind i. En litterær tilstand. Men det er sigende for Espedal og dem, der læser hans bøger, at de på en romantisk måde bliver tiltrukket af litteratur, der blev skrevet dengang ‘litteraturen' slet ikke eksisterede. Altså litteratur skrevet før romantikken, fx Petrarca eller Pierre Abélard.

  • Espedal skriver autofiktivt. Er det en væsentlig begrundelse for bøgernes succes?
Autofiktion er et ofte misforstået begreb. Måske kan man sige, at der findes ‘autofiktion’ i en mere journalistisk forstand, hvor det hele handler om faktatjekkeri, og så findes der ‘autofiktion' i litteraturteoretisk forstand, hvor det handler om sætte ord på en ny form for selvbiografi, ja måske en ny måde at opfatte identitet på. Det sidste er i mine øjne mest interessant. Her er autofiktion ikke en undskyldning for at fiktionalisere sit liv, eller en reklametekst, men snarere et forsøg på at nå en sandhed, som er større end den, der knytter sig til selvbiografien. En æstetisk sandhed, om man vil. Man kan også bare kalde det en særlig romangenre, hvor der er navneidentitet, men ikke nødvendigvis empirisk identitet mellem forfatter, hovedperson og fortæller. Det er nemmere, men ikke så interessant. Så måske man kunne tale om, at selve undersøgelsen mellem navneidentitet og empirisk identitet er en sandhedsproces i autofiktioner og ikke bare et spørgsmål om henvisning til konkrete personer og begivenheder eller ej. Men jeg synes kun, at begrebet er relevant ift. Espedal, hvis man anvender det mere nuanceret. For ligesom i poesi er Espedals prosa jo også en undersøgelse af sproget selv. Dermed er spørgsmålet om det selvbiografiske ikke stillet i forgrunden i hans værker. Det er ligeså interessant/ uinteressant at spørge om Espedals værker er selvbiografiske eller ej, som det er at spørge til digte og digtsamlinger, om de er det eller ej. Så mit svar er både ja og nej.  

tirsdag den 28. marts 2017

mandag den 27. februar 2017

Jungle Boogie

§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre.

§2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min.

§3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi.

§4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi.

§5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette!

§6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer og i bøger og som “værker”. En kunst der står ved sin menneskelighed. En kunst med intentioner, både kunstnerens og “værkets”.

§7 Den kunst, der stolt og provokerende (og til tider arrogant) hævder sin autonomi, er ofte ironisk. Ironien er en af autonomiens mange grimasser. Den kan kun fanges på det forkerte ben. Ben og grimasse…tsk tsk. Mener den noget, er det dette ben, vi fanger den på. Og benet er i øvrigt bare endnu en metafor. Den siger stolt: Tag den, alle jer ikke-autonome. Her er et slag i fjæset. Alle de ikke-autonome smiler og diskuterer deres røde mærker over en latte på Louisiana, imens de tænker på, om Audien trænger til en vask på vejen hjem.

§8 Ironien kan imidlertid også være disruption. Et vedvarende slag i fjæset, en brækket næse, et trælår, et hestebid, en jeg skal komme efter dig. Men ironien kan formentlig aldrig være samfundets samvittighed, selvom samfundet trænger til en sådan. Kun samfundets vittighed.

§9 Den kunst, der ikke længere tror på ironien, fordi den er påfaldende uanvendelig, når det drejer sig om at erstatte de hyklerier, den afslører, som David Foster Wallace siger det et sted, bliver ofte kaldt ideologisk, censurerende, et angreb på kunstens autonomi. Og ja, den kunst, der ikke er kunst, men som alligevel har en masse trælse holdninger helt ude i hampen, fortjener ikke at blive behandlet som kunst.

§10 Men hvem skal afgøre, hvad der er kunst? Ikke jeg.

mandag den 28. november 2016

Strømperne op eller bukserne ned

Du trækker strømperne op
men mærker angsten
ned til sokkeholderne.
Piller virker bekendte,
nogle hilser
andre åbner dine spalter,
læser dig som vinden
gennem San Franciscos gader,
altimens træerne skriver
på endnu et lyserødt digt
om himlen.

tirsdag den 1. november 2016

Fort/da

Det er ofte ilten udenfor
der redder min morgen og måske mig
ovenpå de mange timers ublide søvn,
fylde lungerne med liv og fx tænke på
hvor kort det er, hvor lidt man når,
hvor uendeligt små vi allesammen er.
Sådan noget man tænker på, du ved.
når man står i oktobers kolde morgenluft
og den trækkes ind
og senere trækker mig ud.
Det er svært at slippe drømmene fra i nat,
hækken brændte ved min fars hus
og senere var det selve huset.
Det tænkte jeg også på,
da jeg ristede toastbrødene her til morgen
og jeg pludselig savnede det tarvelige motel
i Monterey, hvor mere en firs brandmænd
var indlogerede fordi der var skovbrand
lidt nord for Big Sur.
Hvad der var tåge og hvad der var røg
var umuligt at se, men om aftenen
kunne man skimte flammernes lys
gennem det grå og vi kunne stå der i sommerkulden
og samtidig tænke på den varme der var
længere inde i landet og måske derhjemme.
Hvad ved jeg? Jeg må hellere
sende Arthur af sted
han er som sædvanlig lidt sent på den,
så træk nu vejret åndssvage digt.

mandag den 24. oktober 2016

NY






Op fra dækslerne
stiger dampen
fodgængere suser som zombier
ned ad 5th Avenue
mod East Village
senere Lower Manhattan.
Byen er som en hjerne uden tanker
drømmene er endnu en bid
af øjeæblet, min 9/11.
Vi skal videre nu
med benene der aldrig sover.
Hører du mig, når jeg kalder
løfter vandet mod dit navn.
Her ved mindet,
hvor alle forsøger
at se dybet
som ikke er.
Vi er fanget i vores syn
vi ser dem springe
i vores øjne én gang til
vi griber dem aldrig.