fredag den 8. juli 2016

Fleetwood Mac


På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird" og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid. Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det?
Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig falde pladask i koret og guitaren. Så kan det ellers regne ad helvede til udenfor. Og man behøver ikke at tænke på, hvordan Rumours blev indspillet i den lille havneby Sausalito, hvor jeg på det seneste har siddet op til flere gange på færgelejet og tænkt over livet, når jeg ellers sad med en kaffe og stirrede på San Franciscos skyline og drømte Ferlinghettis selvbiografi. Heller ikke, hvordan lyden smelter sammen med landskabet omkring Lake Tahoe, hvis man en sjælden gang har chancen for at køre hele vejen rundt om søen og dermed slippe for al postyret nede sydpå. Casinoer og hvad har vi. Man behøver ikke at tænke på andet end sig selv og sit sukker. Tomlen ind i munden og farvel. Der kan man ligge og patte på livet og sig selv, uden andre forstyrrelser end den smasken, man og det afgiver. Jeg kan således ikke helt beslutte mig for, hvem af de to damer der synger bedst.

søndag den 5. juni 2016

Autofiktion og litteraturdebat


De seneste par uger er der i Information blevet diskuteret autofiktion. Men diskussionen har i mine øjne været præget af manglende viden og faglige fordomme over for begrebet. Bl.a. har man tillagt autofiktionen at være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme skulle enten have eller ikke have en særlig forbindelse til hinanden. Det er blevet påstået, at betegnelsen autofiktion ”sporadisk” bliver ”klasket på bøgers forsider af forlag”. Men jeg kender ikke til en eneste europæisk roman, hvor det er tilfældet, selvom jeg har beskæftiget mig med begrebet i mere end 5 år. I et andet indlæg hører man, at det er et ”fatamorgana hos litteraturforskere med en veludviklet sans for sensationer”. Men påstår man det, ser man i skyndingen bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet, ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25 år. Man kunne jo begynde med en af de mange oversigtsartikler, fx ”L'autofiction:une réception problématique” af Mounir Laouyen eller Karen Ferreira-Meyers ”Autofiction: “imaginaire” and reality, an interesting mix leading to the illusion of a genre?”

Begge artikler demonstrerer, at man i fransk sammenhæng utvivlsomt savner en klar definition, men jeg synes, at Poul Behrendt, både i avisen her og andetsteds, fornuftigt har forsøgt sig med at definere autofiktionen således: For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side. Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen roman. Så vidt er jeg fuldstændig enig. Det problematiske opstår, når man også inddrager spørgsmålet om, hvor meget navneligheden faktisk forpligter forfatteren på det, der fremføres i romanen. Dvs. spørgsmålet om kontrakt eller pagt mellem forfatter og læser. Det varierer meget inden for genren, fx alt efter hvilken opfattelse af sprog og virkelighed, forfatteren har.

I nogle tilfælde skal navneligheden tages som en del af værkets samlede æstetiske udsagn, fx når Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet bevidst leger med sit navn og spiller på navneligheden mellem Bjørn og en bjørn, og, ikke mindst, bjørnen fra Sigurds Bjørnetime. Andre gange, som når Karl Ove Knausgård højtideligt skriver i bind 6 af Min kamp: ”Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård.” Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor de, til trods for at begge kan kategoriseres som autofiktioner, kan være vanskelige at sammenligne yderligere. Det er klart, at man med Knausgårds roman får mere ud af også at læse efter henvisninger til virkeligheden end i Rasmussens tilfælde, der ikke i samme grad inviterer til dette. Uanset hvad man gør, er det at kalde bøger som disse for autofiktioner ikke et facit, der lukker for læsningen, men snarere en begyndelse, der forhåbentlig er med til at åbne den. Præcis som når man i dansktimen sidder med en tekst og forsøger at finde ud af, om det er en novelle, en roman, et digt eller noget mere spidsfindigt, der slet ikke passer ind i en genremodel, man har med at gøre.

For min del som underviser og forsker i skønlitteratur, der ofte har et selvbiografisk indhold, er jeg sjældent interesseret i at gå forfatterens konkrete henvisninger til virkeligheden efter i sømmene. Det interesserer mig sjældent, men jeg finder det interessant, at værkerne integrerer det selvbiografiske så eksplicit, som de gør, i deres retorik. Hvis jeg ignorer det som læser, er jeg en sørgelig én af slagsen. Det selvbiografiske er derfor en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at tage alvorligt, hvis man som jeg fortsat vil hævde, at man også af og til udøver kritisk litteraturlæsning. Og dette gælder jo ikke bare for autofiktioner, men for megen litteratur udover denne. Autofiktion er derfor ikke en tendens, men et forsøg på en genrebetegnelse for de romaner, hvor der er navnelighed, men ikke nødvendigvis empirisk lighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Behrendt og Bunch udvider så denne genrebetegnelsesproblematik i deres udmærkede lærebog Selvfortalt til også at gælde andet end romaner ved at tale om fiktion. Her er jeg ikke helt enig med dem, fx mener jeg ikke, at betegnelsen ”digte” på en bogs omslag faktisk er enslydende med en ”fiktionskontrakt”. Digte er faktisk sjældent fiktion, hvis jeg skulle sige det, men det er en anden sag. Desuden er der en lang række af tilfælde, der grænser op til autofiktion, fx når forfatteren optræder ved navn i sin bog, men ikke er hverken hovedperson eller fortæller.

Autofiktionen som genre er udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, som er vanskelig at få hold på, og som tilsyneladende får begreberne til at skride. Denne form for selvfremstilling inden for skønlitteraturen, som man mere overordnet kunne kalde det, afspejler mere omfattende ting, der handler om forandringer i selvet og identitetsfølelsen i lyset af generelle termer som globalisering og medialisering. Dette afspejles allerede i den akademiske artikel om begrebet, som opfinderen af begrebet, Serge Doubrovsky, udgiver et par år efter, at han opfinder begrebet på bagsiden af sin roman Fils. Her taler han desuden i forlængelse af poststrukturalismen om en bevægelse fra væren til tekst i autofiktioner ligesom i selvbiografier, men i autofiktioner skal også tekstens væren tages alvorligt, hævder Doubrovsky.

At teksten har sit eget liv kan lyde gådefyldt, men måske er tanken ikke mere mystisk, end at man som læser også må tage hensyn til dens æstetiske intentioner og dermed kunstneriske ambitioner. Det betyder, at autofiktioner ofte opererer med flere sandheder på samme tid. En selvbiografisk sandhed, hvor det handler om henvisning eller ej, samt en æstetisk sandhed, hvor sandheden kommer til udtryk i det litterære og kunstneriske. Spørgsmålet om noget er løgn, er derfor problematisk at stille, hvis der er tale om autofiktion og ikke en selvbiografi.

At der sådan arbejdes med flere sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for en kontrovers. Kontroversen skyldes imidlertid ikke, at bøgerne er autofiktioner, men at de gennem brugen af det selvbiografiske og referentielle i en mere eller mindre kunstnerisk form, bevidst eller ubevidst, ramler ind i misforståelser. Herhjemme har vi inden for de senere år set det med Jørgen Leth, Knud Romer, Yahya Hassan og uden for DKs grænser fx med Knausgård, Michel Houellebecq eller James Frey.

Når bøgerne sådan bliver genstand for en kontrovers, indlemmes de også i en medielogik, som langtfra kun er litterær, og som er blevet mere tydelig inden for det litterære system de senere år. Forfatterne og deres værker bliver en del af det affektforskeren Sara Ahmed har kaldt en affektiv økonomi, hvor kun de mest dyrebare former for følelsesmæssige investeringer, dvs. kærlighed og især had, ”fungerer godt”. At ”fungere godt” vil her sige desto flere delinger, mere omtale, flere klik. Facebook faciliterer, især i DK, på flere måder dette, og det har påvirket hele det danske litterære felt på en måde, tror jeg, som vi stadig savner ord for. Se blot på Yahya Hassans profil, eller se hvordan der generelt diskuteres på FB, senest på Caspar Erics profil. Men samme medielogik kan naturligvis også udnyttes af alle andre, fx litteraturkritikere. Det gælder i denne henseende om at positionere sig ”rigtigt”. En position, der eksempelvis kan producere megen had, er ofte yderst synlig. I den forstand er der også gået ”performativ biografisme” i litteraturkritikken, for nu at henvise til en anden vigtig dansk teoretiker inden for selvfremstillingsfeltet, Jon Helt Haarder.

Vi må se, hvad fremtiden bringer for litteraturen i dette nye heteronome felt.

onsdag den 18. maj 2016

Hjemad til Berkeley

Så letter vi fra Vegas
og vindene er tørre og rå
mod flyets vinger.
Vi har afleveret vores Dodge
og blomstrer nu
skævt mod himlen.
Fra boulevarden strømmer
alle spøgelserne ud:
David Copperfield
Britney Spears
Taylor Dane
The Righteous Brothers
Richard Marx.
Alle vil med hjem,
men ingen har plads.
På vejen herud
hvor der var en del
turbulens under nedstigningen
fik en passager sat ord på
bemestringen af det store dyr:
That a boy.
Sådan finder vi alle en vej
ud af den store ørken.

Viva Las vegas

Så letter vi fra Oakland
og ind i ørkenen.
At se verden fra ti kilometers højde
er at se den som fiktion.
Om lidt vil vi lande i 32 graders varme
og enarmede tyveknægte
vil forgæves omfavne os.
Vi vil køre i vores lejede Dodge Charger
ind til byen fra McCarran.
Vi vil smide os i poolen
og lade os tørre mellem tæerne
i den varme ørkenluft.
Vi vil være
den svampede fiktion
og ikke meget andet.
Viva Las Vegas.

fredag den 13. maj 2016

Naturens muntre søn

Naturens muntre søn går tur og er sur på sin søn af en filur, fordi han lugter skævt og lister som en hund, der skal pisse i et eller andet hjørne, hver gang naturens muntre søn netop skal til at nyde naturen og nærværet og lufte ud i nisserne og alt det der, der hele tiden flytter med, selvom naturens muntre søn er flyttet til et helt andet land nu for aldrig mere at holde jul og aldrig mere ikke at kunne sove, når nu søvn er så naturlig en del af naturens gang og naturens gang er et sted inde midt i naturens muntre søn, som banker og gør ved.

torsdag den 12. maj 2016

Crazy for you

Jeg sidder og lytter
til min gamle yndlingssang
med Madonna
Crazy for you
og bliver hamret tilbage
til syvende klasse
og en alt for håbløs
teenagetilværelse
hvor jeg sidder 13 år
gammel på gården med
med det purunge overskæg
som Bent Basse
under skolekomedien
roste mig for
og roder i mit
stereorack for at finde
netop den plade med
Roxette som udgjorde
soundtracket senere
den sommer hvor vi sammen med
karatefyrene fra Juelsminde
endte i en massiv slåskamp
til havnefest
med nogle nødder
fra Hedensted eller Løsning 
who cares
når det bare
er den egn vi taler om.
Nu sidder jeg så her og venter
på min datter
udenfor Berkeley High
og tiden er ikke længere
til stereoracks, lp'er eller Karate Kid.
Nålen er ikke i sporet
og armen løfter sig aldrig
igen.

torsdag den 28. april 2016

Jeg betyder ja

Jeg
betyder ja
ja ja ja
men nej er
mennesket
som salt
på sprogets
rand.