Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, om jeg synes, at Kim Leines
Profeterne er en god roman. Som historisk roman betragtet og som roman betragtet i det hele taget er den jo temmelig traditionel. Men det behøver egentlig ikke at være et problem. Hvis man så alligevel skal komme med indvendinger i den retning, handler de jo om, at den er for skabelon-agtig: Hvorfor skal der absolut være en mordgåde? Og hvad med prologen, som den har til fælles med andre, på en måde beslægtede bestsellere af Morten Ramsland, Lars Saabye Christensen. Og afsnittet om branden i København som nærmest er addresseret til de historisk interesserede, ligesom Melville-pastichen med harpunmanden, der også virker lidt påklistret. Eller man kunne tage købmanden som figur, der mindede mig om den temmeligt firkantede skurk fra filmen
Avatar (der jo også handler om, hvordan man ødelægger et folk med tætte bånd til naturen, ligesom Morten Falck kan sammenlignes med helten etc.). Det er således en roman, der på en måde er skrevet på bestilling fra et forventet publikum. Når der kommer penge ind i maskineriet, tages der færre chancer, hvad fortællingen angår (hvilket man jo også ser i
Avatar). Det er en fortælling, der nemt lader sig omsætte og oversætte, både til andre sprog og til andre medier, fx til en film.
Men egentlig læste jeg romanen af en anden årsag. For det er jo mærkværdigt, hvordan Leine ligesom har vundet troværdighed (etos kalder man det inden for retorikken), når det gælder fortællinger fra og om Grønland. Denne etos udbreder sig på tværs af fiktion og ikke-fiktion, og nu også på tværs af historien. Det bedste og mest originale ved den nye roman knytter sig således også til denne tvetydige tilknytning, som Leines bøger har til Leine selv. Fx den gennemgående historie om hermafroditten i København, som man på en eller anden måde ikke kan lade være med at knytte til Leines selvbiografiske fortælling fra
Kalak. Rundt omkring i det fiktive landskab i
Profeterne finder man således selvbiografiske spor og fragmenter, Leine dissekeret så at sige. Ikke kun i den fortælling der knytter sig til Morten Falck, men i ligeså høj grad i de mange usympatiske danskere, der befinder sig i Grønland, der måske / måske ikke er udspaltninger af Leine selv, sådan som vi kender ham fra
Kalak. Det samme gælder de mange kropsligheder, som der er mange af i romanen, især når den er god, fx i begyndelsen, da Falck ankommer til København, der i mine øjne er romanens højdepunkt. Alle de drifter og kropsvæsker, der lurer rundt omkring i gaderne i København i slutningen af 1700-tallet. Igen er det her svært ikke at associere til
Kalak og Leines ankomst til København i denne fortælling. Men så med et rykker Morten Falck sig selv op ved rode, kvitter kæresten (ret pludseligt og på en måde uden sammenhæng med fortællingen i øvrigt) og tager til Grønland. Mao.: Her kunne jeg godt tænke mig, at Leine i stedet havde dvælet mere ved det, som han er bedst til: Det kropslige, drifterne, den besværlige og tvetydige seksualitet, i stedet for at prioritere fortællingens fremdrift.
Nuvel,
Løgneren af Martin A. Hansen (en roman som jeg aldrig helt kommer til at holde af) var jo også en radioroman, skrevet på bestilling, og den betragtes som en klassiker i dag. Jeg synes, at Leines roman er bedre end Hansens, så lad mig bare skrotte alle forbehold og (som Roselil) brøle, at Leines roman
er god. Den er, med alt hvad det indebærer inden for sin genre og art (bestselleren), faktisk fermt og konsekvent udført. Der ligger et stort og grundigt arbejde bag, og det er bestemt ikke mange forfattere, der kan håndtere en fortælling af den art, slet ikke danske forfattere. Leine kan sit håndværk, både fortællemæssigt og som skribent.
