Ingen kan være i tvivl om, at ærlighed står i ekstrem høj kurs i et samfund dybt præget af nye medier, hvor det meste til tider kan virke iscenesat og som konstruktion. Men hvordan udtrykker man noget ærligt sådan, at det ikke virker som om, at den, altså ærligheden, også er påtaget. Kan man bevidst lave ”en Morten”?
I ærligheden finder man i princippet ingen intentioner, for intentioner indeholder som regel et motiv, og et motiv betyder, at man siger noget for at ville opnå noget andet. Skal en optræden, sange eller bøger derfor være ærlige, må de faktisk udtrykke noget uden at ville opnå noget andet. Det sker sjældent, men det må gerne vakle, som verdensstjernen Mø siger det i et interview til musikmagasinet Gaffa, for ”det er fucking smukt at se folks fejl”. Det værste hun kunne forestille sig er, at hendes musik skulle virke påtaget, falsk og overproduceret, for man skal kunne mærke, at der står et menneske bag.
Ny oprigtighed
Store dele af den nyeste danske litteratur handler om og tematiserer spørgsmål som ovenstående. Det gælder i værker af forfattere som Caspar Eric, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan m.fl. Og umiddelbart kan det måske også se ud som om, at disse forfatteres intention om en ny oprigtighed ender i en blindgyde. Ærligheden som iscenesat i stedet for den ægte vare.
Og så alligevel ikke, for dér, hvor deres oprigtighed skal findes, er i den måde som hele intentionen om at være ærlig fejler: En fundamental usikkerhed, der altid også gennemtrænger og omgiver deres litteratur. I digtsamlingen 7/11 skriver Caspar Eric et sted: ”fint nok med overfladejeg/ fint nok med performativ ærlighed/ som jeg aldrig kommer ud af/ uanset hvor radikal jeg forsøger at være/ i facebookopdateringer osv/ med direkte referencer til dig/ uanset hvad vil de altid ha en intention”. Men læser man digtet til ende, vil man i slutningen se, at et af de hashtags, der anvendes – alle Caspar Erics digte er uden titler, men derimod forsynet med sådanne – er “#gemttilkladder”. Måske var det slet ikke meningen, at dette digt skulle være et digt? Måske var det snarere en email, som forfatteren i virkeligheden slet ikke ønskede at sende?
Denne indarbejdede usikkerhed danner ramme om det, jeg kalder den menneskelige plet, og den er i mine øjne det vigtigste kendemærke ved den nye danske litteratur. Med en lettere omskrivning af et citat fra Nordenhof, så oplever man i den nye litteratur at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kan beskrives som både ærlig, oprigtig og til tider privat, men den kræver under alle omstændigheder en hensyntagen til selve læsningens situation, at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser. Et litterært værk er i dag ikke bare bogen eller teksten, men snarere den intervention som en litterær tekst, fx i en bog, iværksætter.
Det biografiske og det private
Tendensen er især tydelig, når det gælder brugen af selvbiografisk materiale. Denne tendens er efter alt at dømme et resultat af påvirkningen fra nye medier, men hvis litteraturen som sådan ikke også havde sine egne logikker, ville den i dag kun bestå af selvbiografisk litteratur, og det gør den som bekendt ikke. Det biografiske kunne man derfor se som det udefrakommende, dvs. mediepåvirkningen af det litterære og spindoktoriet i forhold til ens egen identitet, imens det private bør betragtes som én af litteraturens måder at modstå dette selv-spin, en slags resistens, men resistens forstået på flere måder. For sagen er den, at i en bestemt medielogik vil det, som ikke umiddelbart lader sig absorbere altid være mere interessant end det, der restløst lader sig opløse i den. Det er det tv-programmet, X Factor lever højt på. Her er man på evig jagt efter det originale, det singulære, det spektakulære, det som netop ikke er mainstream, men snarere menneskeligt. Præcis det gør man så til mainstream hver fredag aften. Samme logik gælder reality-programmer, men med det singulære forstået som det private. Logikken er i sidste ende også mulig at overføre til det litterære system. Den menneskelige plet er i den forstand på godt og ondt litteraturens x-factor.
Den singularitet, som det private ved en litterær tekst afstedkommer, har man haft en tendens til enten at overse eller undervurdere – man har endog i visse tilfælde anset det for at være en svaghed, ikke mindst når man har anklaget litteratur skrevet af kvinder for at være for privat. Det er først nu, vi for alvor anerkender kvaliteten ved Tove Ditlevsens erindringer eller Vita Andersens digte. Det betyder ikke, at hvis en tekst er privat, så er den automatisk litteratur. Det ville naturligvis være en absurd påstand. Men det betyder, at det private ofte bidrager til den singularitet, der gør litteratur til noget særligt, og at man føler sig talt til, ikke bare talt til som litteraturlæser, men også tiltalt som menneske, og dermed begynder at investere noget i teksten i stedet for blot at studere den.
Blottelsens etik
At kunne fornemme en teksts ærlighed og oprigtighed som læser kræver derfor en form for åbning eller blottelse i og med teksten, som i en eller anden form kommunikeres til læseren. Heri ligger der også en indbygget etik. I selvfremstillingen, uanset hvor fejlbarlig den end må være, må man forsøge at se sig selv i en større sammenhæng. Ideen illustreres til sidst i Amalie Smiths bog I civil (2012), hvor det tydeliggøres, hvordan det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten. Ansvarlighed er nemlig et forhold, der bygger på vores manglende evner til at kunne gennemskue os selv. Det bedste, vi kan gøre, er at forsøge at udstille vores menneskelige begrænsninger så præcist som muligt. Det er bl.a. dette, der sker i de nye danske litteratur. Den stiller bevidst sine menneskelige pletter til skue. Morten er åbenbart ikke den eneste, der kan lave ”en Morten”.
Litteratur, det fortvivlede sprog
Oprigtigheden i den nye litteratur handler derfor nok alligevel om intention, men ikke en naiv intention om problemfrit at overføre et bestemt indhold i den litterære kommunikation fra afsender til modtager, snarere om at være oprigtig i forhold til at udstille den sårbarhed, der også altid er på spil, når man i sin selvfremstilling kommunikerer med andre mennesker. Der er tale om en litteratur, der ikke bare kommunikerer, men også rummer den fortvivlelse, der ligger i kommunikationen som sådan: At det nok handler om at med-dele sig, men at den meddelen aldrig restløst finder sted. Som det lyder i Stine Pilgaards roman Min mor siger (2012):
”Vi taler forbi hinanden, nogle gange med vilje, andre gange af vane, undertiden som en raffineret hævn, men oftest fordi misforståelserne er det eneste der findes. Vi forestiller os at vi ikke kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige. De få gange vi rent faktisk glemmer at ensomheden findes, bliver vi så ekstatiske af lykke at vi kalder det kærlighed, selv om det tætteste vi kan komme, er muligheden for at møde et menneske der jævnligt får os til at tvivle på at vi er alene. Det eneste vi kan håbe på, er hurtige glimt af kortvarig intimitet der ikke erstatter ensomheden, men i bedste fald kan fungere parallelt med den. Så bliver vi henrykte og siger ja til hinanden i kirker, lever sammen i trædemøller og sætter parallelle fodspor på jordkloden.”
Men selvom misforståelserne muligvis er det eneste, der findes, så ophører de ensomme mennesker ikke med at forsøge at forstå hinanden, og en af de former, hvori denne fortvivlende gentagelse oftest sker, kan man jo så kalde litteratur.
*(NOTE: teksten ovenfor var i første omgang antaget som kronik i Information og skulle have været i avisen i løbet af maj måned, men blev af uvisse årsager aldrig trykt)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar