fredag den 18. september 2015

Fredagsmorgen og ømt portræt af Rilke

"Tiden var nu ikke til at søge nye venner. Rainer Maria Rilke var den eneste, jeg undertiden havde en samtale med ud fra inderlig forståelse. Det var lykkedes at få også ham tilkaldt til vort afsides krigsarkiv, for han ville have gjort den mest umulige figur som soldat med sine forfinede nerver, på hvilke smuds, stank og spektakel bevirkede direkte legemligt ildebefindende. Jeg må stadig uvilkårligt smile, når jeg mindes ham i uniform. En dag bankede det på min dør. Der stod en temmelig forsagt soldat udenfor. I næste nu blev jeg forskrækket - Rainer Maria Rilke i krigerisk forklædning! Han så rørende kluntet ud, generet, som han var, af den snævre krave og pint af tanken om at skulle udføre hilsepligt med sammensmækkede støvler over for enhver tilfældig hr. officer. Og da han jo lå under for en magisk tvang i retning af at gøre alting fuldendt og derfor også ville udføre disse reglementets ligegyldige formaliteter forbilledligt korrekt, befandt han sig i en tilstand af uafladelig bestyrtethed. Han sagde med sin stille stemme: "Jeg har hadet denne soldaterdragt lige siden kadetskolen. Jeg troede, jeg nu endelig for bestandig var sluppet fri for den. Og så - igen, næsten fyrretyve år gammel!" Heldigvis var der hjælpsomme hænder, der værnede om ham, og takket være en velvillig lægeundersøgelse slap han snart fri."

Stefan Zweig: Verden af i går (s. 209-210)

mandag den 7. september 2015

Fra versets horisonter

Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt

(anmeldelse til Standart)

Solsystemet blafrer og universet er kildent i Signe Gjessings anden digtsamling. Allerede med den første digtsamling Ud i det u-løse (2014), der subtilt spillede på titlen til Nelly Sachs’ Ind i det støvløse (2004), havde man en klar fornemmelse af, at vi her havde med en original og tidløs digter og digtning at gøre. Det er med ét ord kosmisk, eller et andet: verdensrumspoesi. Valgslægtsskabet med Sachs og dermed også mere eller mindre indirekte med Paul Celan (f.eks. lyder det hos Gjessing ”Der graves en grav til verdensrummets/højde” imens det i Celans ”Todesfuge” lyder ”wir schaufeln ein Grab in den Lüften”), deler Gjessing med en digter som Simon Grotrian. Og ligesom Grotrians digte er Gjessings hermetiske. Humoren er dog en væsentlig forskel mellem de to, selvom Gjessing har tilløb til flere fnis, f.eks. når der går madopskrift i et vers, formentlig pga. en betydningsafsmitning fra ordet »verdensviktualierummet«:


Universets½ halvdele ½½½ pilles og½½ skylles væk ½½som½ rosenkålsblade½½½½½½½

Det de så til gengæld har til fælles, er deres behandling af sproget som noget betydningsmættet, næsten materielt, ja en kabale, der aldrig går op. Man kunne tale om, at de begge er superlyrikere (lyrikernes lyrikere) i den forstand, at man ikke, i hvert fald ikke i DK, finder ret mange digtere, hvor sproget i den grad svinger mellem prægnans og vidde. Lad mig komme med et eksempel:

vejret kalder på os
som en moder kalder til te i døråbningen og vi husker at trække
det.

Det trækker bogstavelig talt i ordet »trække«. Det skal naturligvis ses i forbindelse med, at man trækker vejret, men desuden trækker teen jo også. Ved at trække vejret og ordet trække væk fra hinanden i sætningen og i to vers, skaber Gjessing imidlertid en effekt, som de russiske formalister ville kalde underliggørelse. Dertil kommer enjambementet mellem trække og det. Den mikroskopiske pause, som skiftet fra det ene til det andet vers besørger inde i sætningen, besørger også flertydighed. I det øjeblik er vi bogstavelig talt, både vi læsere og vi’et i teksten, som teen, noget der trækker.
            Poesien skal være disse blaffende rum, der nænner alt, ja nænner altet at komme til orde. I den forstand er Gjessings digte mere ambitiøse, end når Brorson slår sig for munden i »Op, al den ting, som Gud har gjort«, hvor man hører om mange munde i havets dybe grund, og himlen nok brøler til sidst. Der er således mange munde at mætte i sproget, og det resulterer hos Gjessing i et ”[a]fsind dyppet i noget, der trækker på det over for dét, verden siger”.
            Et hyppigt forekommende ord er »horisont«, og horisonten er som ordet »trække« et mødested, en betydningsforsvinding, men nu uden for sproget mellem himmel og hav, jorden og himlen. Ordet er desuden flertydigt som ”trække”, idet horisont også er grænsen for vores fatteevne. Eller som det lyder:

Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige: verden går til, bagefter det// Vores tilstedeværelse      her     lindrer på stikkene/ der stiger op og ned over uverden, som sole// et springvand af verdensstik-op-og-nedgange,/ som om der er en læk et sted i uendeligheden de springer ud fra: uendelighed lækker flere steder,/ horisonternes står ud i uendeligt tynde stråler,// tynde højtrykshorisonter ind i uverden: uverden gennemstikkes af uendelighed fra verdens side –


Muligvis skal vers forstås som horisonter, også de er, når de lykkes, hvepsestik. Det er i øvrigt svært at gengive versene korrekt, især grafisk. Gjessings bog er stor og flot, 20 x 30 cm med udsnit af Hans Haagen. Desuden er digtene ikke så meget digte, altså traditionelle afrundede tekster på cirka en side, som de var i debutbogen, men mere vers spredt ud over siderne, måske et langdigt, selvom man kan ane separate forløb, f.eks. i begyndelsen, hvor der cykles (»Rille i tid. Tynde dæk af sandhed kører/ i«), men et forløb der bliver bemærkelsesværdigt afbrudt af bogens eneste overskrifter stavet med fed »Endelig uden for poesien«, »Havet«, »Horisonten«, »Vinden«.
            Hvis det er poesi uden for poesien, vi her har at gøre med, forstår man godt hvorfor Gjessings vers vil favne alt. Det kosmiske består i at lade det helt store karambolere med det allermindste, som når »[s]tjernernes lys er i uorden som dunet i en dyne«. Også her kunne man tale om at skabe (nye) horisonter i sproget. Når det lykkes for hende er det svimlende. Man har muligvis set det før, ikke mindst i de danske salmer, og det bliver af og til en smule villet, hvis man skal stole på denne læsers smag, f.eks. i en linje som »flygtighedens muskels spasme, bag mure af sorgens juice«, hvor betydningsophobningen tager luften ud af ordenes klang og derved sænker det poetiske niveau. Omvendt giver disse passager læseren et indtryk af, at alt for meget presser sig på, en slags poetisk åndenød som er kendetegnende for Gjessing.  Derfor skal disse overdeterminerede passager ikke tage glansen af de mest stjernelige vers. Læs dem højt et sted ude under det store, mørke himmeltæppe og lad dem trække igennem dig som én af universets umærkelige og umættede vinde.

Udsigtsløst befriet

Ursula Andkjær Olsen:
Udgående fartøj

(anmeldelse til Standart)

Der er sket noget i Ursula Andkjær Olsens digtning siden samlingen Samlet. Poesi 2000-2010, der udkom i 2011. Ikke at Andkjær Olsen har fået samling på sig selv, snarere føles det som om, at hendes poesi er blevet mere distinkt og politisk. Hun forbeholder sig retten til at sige hvad som helst: Nu er det hendes fjerne indre, der taler hardcore. Allerede i Det 3. årtusindes hjerte (2012) fornemmede man en forandring. Bogen blev i sin matriarkalske kritik en knugende læseoplevelse.  Bogen var bygget op omkring poler: del og helhed, ensomhed og fællesskab, autonomi og heteronomi, og det hed et sted: ”Man skal skilles ad, før man kan mødes. Det er strukturen”. Tanken var velsagtens, at man som subjekt, ligesom moren og barnet, skal skilles ad, før man overhovedet kan mødes med det andet og de andre. Således er vi i en vis forstand alle mødre og/eller børn.
Samtidig var der i bogen også markante udfald i imod en opfattelse af mennesket som autonomt. En sådan opfattelse, som jeg læser bogen, blev i store træk forbundet negativt med det maskuline, fx da jeget pludselig forvandles til et pikhoved og i en påtaget ”mandlig” jargon skælmsk siger ”min samfundskritik/ svulmer mere end jeg gør, den er sgu da helt blålilla, for helvede,/ blålilla, blålilla, blålilla, jeg kalder mig mand, kvinde, offer blærerøv, men/ jeg er jo bare et pikhoved. Min samfundskritik er en hyldest til blålilla, mit/ produkt er elastisk”. Som man kan se, er selv samfundskritikkens diskurs, den diskurs som Andjær Olsens poesi på sin vis læner sig opad, under kritik i Andkjær Olsens poesi. Men når samfundskritikken ikke kan unddrage sig litteraturens mere altomfattende kritik, hvor skal man så gå hen med sine politiske holdninger? Findes der et ståsted, hvor man kan sige eller mene noget som helst? Hvad er det for en kritik, som Det 3. årtusindes hjerte af (af)født?
            Udgående fartøj  er delvist det umulige ”svar” på dette, tror jeg. Bogen består af en række digtforløb, der alle er afsluttet med længere, nummererede digte (1-6) ved navn ”tecnoscientific”. Disse digte er mere eksperimenterende og mindre andkjær olsenske, udformet i et nærmest babelsk sprog, der i stil og opsætning kan give mindelser om Øyvind Rimbereids nordiske nyklassiker Solaris korrigert (2004), men som alligevel er noget andet. Hvad de to deler er nok snarere poetisk ideologi, dvs. en utopi/drøm, måske et mareridt om et sprog hinsides menneskene. Det posthumane, kunne man kalde det for nemheds skyld. Jeget taler om sig selv som fjernhedsideolog. Her inkorporerer Udgående fartøj en samtidstendens i flere nyere digtsamlinger, fx også set hos Theis Ørntoft, nemlig at afsøge grænserne for det menneskelige og den menneskelige stemme i det, der er blevet kaldt den antropocæne tidsalder. Alle ideologier arbejder velsagtens med en utopi, men hvad er poesiens utopi? Muligvis at tilføre sprogets dets salt, igennem sproget at ændre vores relation til verden.
Som altid er Andkjær Olsens digtsamling opbygget via digteriske forløb, som i større eller mindre grad skal læses sammen og i forlængelse af hinanden. På en måde er alle hendes bøger poetiske afhandlinger. Forløbene bygges op og knopskyder i sætninger, tanker og positioner, der udvikler sig tematisk og musikalsk, men altid i en intim, forbunden sammenhæng med hinanden. Retorikken er til forskel fra anden politisk tale alt mulig andet end logos, etos og patos. Åbningsdigtet kan fx ses som en introduktion til de fleste af den poetiske afhandlings temaer: ”jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser/ fra mit fjerne indre/ tyde dem i deres sammensathed/ sprede dem ud i tid// det var en fejl/ jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere/ indtil det punkt, hvor de blev til sten// det der er hermetisk lukket/ det der er utilgængeligt/ det der er tabt// nu skal det fyres af”.
Kritikere vil måske klandre Andkjær Olsens politiske digtning for at være poetiske spredehagl, for hvorfor kan hun ikke bare skrive en almindelig afhandling, der kommunikerer et politisk budskab? Men så nemt er det ikke, når ingen ståsteder tages for givet, og sandheden om mennesket er ”det strømmende”. Når selv sproget ikke er til at stole på, så må man starte dér. Hvis man derfor ønsker en ”nøgle” til hendes budskab, er det kun at gå i gang med at udsætte sig selv for den strøm og de stemmer, der opstår i de forskellige digteriske forløb, for herefter at erfare at det sprog deler jeg, eller en hvilken som helst anden læser, faktisk med det ”jeg”, der taler her i hendes digte, hvis man som læser ellers tør forpligte sig på det litterære, ja det  litteræres singularitet. Det er i den forstand, at poesien bliver politisk hos Andkjær Olsen. Som Jacques Derrida sagde engang i et berømt interview, så står litteraturen kun til regnskab overfor sin egen uansvarlighed – den har en beskyttet ret til at sige hvad som helst.
Sådan er det også hos Andkjær Olsen. Projektet fortsætter ufortrødent som et politisk missil længere og længere ind i det litterære. Udsigtsløst befriet. Der er måske ikke megen skælmeri tilbage i Andkjær Olsens poesi, medmindre man da tænker på forfatteren som en galgenfugl., men hun er stadig én af Danmarks vigtigste nulevende digtere, niveauet er vedvarende højt, selvom håbet delvist synes at forsvinde. Udgående fartøj er en poetisk stærk, men også særdeles fortvivlende læseoplevelse. Som et bonmot-agtigt digt lyder i samlingen: ”al erfaring er patetisk/ al brug af sprog er i sig selv en bøn”, og ”bønnens præcision” er det eneste vi som mennesker har at klamre os til.

Lageret Huset Marie

Jeg kørte forbi det store lager, der ligger ud til E45 igår og tænkte på Jonas Eika Rasmussens fine romandebut Lageret Huset Marie, som jeg havde læst i weekenden. Bag den hvide boks er der nu snarere en sort boks, men også en fortælling om mennesker som maskiner, mennesker og maskiner.

I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed.

Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne.

Romanen er nok det, man ville kalde realistisk, men den kredser om nogle randområder i virkeligheden og livet. Mest fascineret var jeg nok af Elias' længsel efter at opløse sig selv i andre, det andet måske? Både Lageret, Huset og Marie er forskellige udtryk for den længsel, men det er formentlig læren fra den lidt uhyggelige biperson Katja, der ender med at stå tilbage: "Man knepper altid sig selv", som hun siger til Elias på et tidspunkt. Så på trods af Elias' hengivelse til Maria, som er ret så hudløst beskrevet af Eika Rasmussen, ender det i sort. Man er klaustrofobisk fanget i sin egen krop. Som Elias siger det et sted: "Jeg kunne ikke føle det samme som hende, det gjorde mig så ked af det."

Måske handler romanen derfor om vores forbundethed i øvrigt. En forbundethed, som lover mere end den kan holde. Vi har internet, nye, sociale og intelligente medier og hvad har vi. Og der findes netværk i vores liv på mange måder, men vi kan aldrig blive immaterielle og dermed en del af det andet / de andre. Måske er det denne immaterielle længsel, som romanen i virkeligheden forsøger at indkredse? Kroppen som den rest, vi aldrig kan komme af med. Noget der er i vejen for virkeligheden. Eller som Samantha siger til Theodore henimod slutningen af Spike Jonzes Her:

"It’s hard to explain, but if you get there, come find me. Nothing will be able to tear us apart then."

Således gav det en svag gysen i mig eller min krop, da vi susede forbi Lageret (Netto Føtex Bilka).