Udsigtsløst befriet

Ursula Andkjær Olsen:

Udgående fartøj

(anmeldelse til Standart)

Der er sket noget i Ursula Andkjær Olsens digtning siden samlingen Samlet. Poesi 2000-2010, der udkom i 2011. Ikke at Andkjær Olsen har fået samling på sig selv, snarere føles det som om, at hendes poesi er blevet mere distinkt og politisk. Hun forbeholder sig retten til at sige hvad som helst: Nu er det hendes fjerne indre, der taler hardcore. Allerede i Det 3. årtusindes hjerte (2012) fornemmede man en forandring. Bogen blev i sin matriarkalske kritik en knugende læseoplevelse.  Bogen var bygget op omkring poler: del og helhed, ensomhed og fællesskab, autonomi og heteronomi, og det hed et sted: ”Man skal skilles ad, før man kan mødes. Det er strukturen”. Tanken var velsagtens, at man som subjekt, ligesom moren og barnet, skal skilles ad, før man overhovedet kan mødes med det andet og de andre. Således er vi i en vis forstand alle mødre og/eller børn.

Samtidig var der i bogen også markante udfald i imod en opfattelse af mennesket som autonomt. En sådan opfattelse, som jeg læser bogen, blev i store træk forbundet negativt med det maskuline, fx da jeget pludselig forvandles til et pikhoved og i en påtaget ”mandlig” jargon skælmsk siger ”min samfundskritik/ svulmer mere end jeg gør, den er sgu da helt blålilla, for helvede,/ blålilla, blålilla, blålilla, jeg kalder mig mand, kvinde, offer blærerøv, men/ jeg er jo bare et pikhoved. Min samfundskritik er en hyldest til blålilla, mit/ produkt er elastisk”. Som man kan se, er selv samfundskritikkens diskurs, den diskurs som Andjær Olsens poesi på sin vis læner sig opad, under kritik i Andkjær Olsens poesi. Men når samfundskritikken ikke kan unddrage sig litteraturens mere altomfattende kritik, hvor skal man så gå hen med sine politiske holdninger? Findes der et ståsted, hvor man kan sige eller mene noget som helst? Hvad er det for en kritik, som Det 3. årtusindes hjerte af (af)født?

            Udgående fartøj  er delvist det umulige ”svar” på dette, tror jeg. Bogen består af en række digtforløb, der alle er afsluttet med længere, nummererede digte (1-6) ved navn ”tecnoscientific”. Disse digte er mere eksperimenterende og mindre andkjær olsenske, udformet i et nærmest babelsk sprog, der i stil og opsætning kan give mindelser om Øyvind Rimbereids nordiske nyklassiker Solaris korrigert (2004), men som alligevel er noget andet. Hvad de to deler er nok snarere poetisk ideologi, dvs. en utopi/drøm, måske et mareridt om et sprog hinsides menneskene. Det posthumane, kunne man kalde det for nemheds skyld. Jeget taler om sig selv som fjernhedsideolog. Her inkorporerer Udgående fartøj en samtidstendens i flere nyere digtsamlinger, fx også set hos Theis Ørntoft, nemlig at afsøge grænserne for det menneskelige og den menneskelige stemme i det, der er blevet kaldt den antropocæne tidsalder. Alle ideologier arbejder velsagtens med en utopi, men hvad er poesiens utopi? Muligvis at tilføre sprogets dets salt, igennem sproget at ændre vores relation til verden.

Som altid er Andkjær Olsens digtsamling opbygget via digteriske forløb, som i større eller mindre grad skal læses sammen og i forlængelse af hinanden. På en måde er alle hendes bøger poetiske afhandlinger. Forløbene bygges op og knopskyder i sætninger, tanker og positioner, der udvikler sig tematisk og musikalsk, men altid i en intim, forbunden sammenhæng med hinanden. Retorikken er til forskel fra anden politisk tale alt mulig andet end logos, etos og patos. Åbningsdigtet kan fx ses som en introduktion til de fleste af den poetiske afhandlings temaer: ”jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser/ fra mit fjerne indre/ tyde dem i deres sammensathed/ sprede dem ud i tid// det var en fejl/ jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere/ indtil det punkt, hvor de blev til sten// det der er hermetisk lukket/ det der er utilgængeligt/ det der er tabt// nu skal det fyres af”.

Kritikere vil måske klandre Andkjær Olsens politiske digtning for at være poetiske spredehagl, for hvorfor kan hun ikke bare skrive en almindelig afhandling, der kommunikerer et politisk budskab? Men så nemt er det ikke, når ingen ståsteder tages for givet, og sandheden om mennesket er ”det strømmende”. Når selv sproget ikke er til at stole på, så må man starte dér. Hvis man derfor ønsker en ”nøgle” til hendes budskab, er det kun at gå i gang med at udsætte sig selv for den strøm og de stemmer, der opstår i de forskellige digteriske forløb, for herefter at erfare at det sprog deler jeg, eller en hvilken som helst anden læser, faktisk med det ”jeg”, der taler her i hendes digte, hvis man som læser ellers tør forpligte sig på det litterære, ja det  litteræres singularitet. Det er i den forstand, at poesien bliver politisk hos Andkjær Olsen. Som Jacques Derrida sagde engang i et berømt interview, så står litteraturen kun til regnskab overfor sin egen uansvarlighed – den har en beskyttet ret til at sige hvad som helst.

Sådan er det også hos Andkjær Olsen. Projektet fortsætter ufortrødent som et politisk missil længere og længere ind i det litterære. Udsigtsløst befriet. Der er måske ikke megen skælmeri tilbage i Andkjær Olsens poesi, medmindre man da tænker på forfatteren som en galgenfugl., men hun er stadig én af Danmarks vigtigste nulevende digtere, niveauet er vedvarende højt, selvom håbet delvist synes at forsvinde. Udgående fartøj er en poetisk stærk, men også særdeles fortvivlende læseoplevelse. Som et bonmot-agtigt digt lyder i samlingen: ”al erfaring er patetisk/ al brug af sprog er i sig selv en bøn”, og ”bønnens præcision” er det eneste vi som mennesker har at klamre os til.