Jeg kørte forbi det store lager, der ligger ud til E45 igår og tænkte på Jonas Eika Rasmussens fine romandebut Lageret Huset Marie, som jeg havde læst i weekenden. Bag den hvide boks er der nu snarere en sort boks, men også en fortælling om mennesker som maskiner, mennesker og maskiner.
I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed.
Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne.
Romanen er nok det, man ville kalde realistisk, men den kredser om nogle randområder i virkeligheden og livet. Mest fascineret var jeg nok af Elias' længsel efter at opløse sig selv i andre, det andet måske? Både Lageret, Huset og Marie er forskellige udtryk for den længsel, men det er formentlig læren fra den lidt uhyggelige biperson Katja, der ender med at stå tilbage: "Man knepper altid sig selv", som hun siger til Elias på et tidspunkt. Så på trods af Elias' hengivelse til Maria, som er ret så hudløst beskrevet af Eika Rasmussen, ender det i sort. Man er klaustrofobisk fanget i sin egen krop. Som Elias siger det et sted: "Jeg kunne ikke føle det samme som hende, det gjorde mig så ked af det."
Måske handler romanen derfor om vores forbundethed i øvrigt. En forbundethed, som lover mere end den kan holde. Vi har internet, nye, sociale og intelligente medier og hvad har vi. Og der findes netværk i vores liv på mange måder, men vi kan aldrig blive immaterielle og dermed en del af det andet / de andre. Måske er det denne immaterielle længsel, som romanen i virkeligheden forsøger at indkredse? Kroppen som den rest, vi aldrig kan komme af med. Noget der er i vejen for virkeligheden. Eller som Samantha siger til Theodore henimod slutningen af Spike Jonzes Her:
"It’s hard to explain, but if you get there, come find me. Nothing will be able to tear us apart then."
Således gav det en svag gysen i mig eller min krop, da vi susede forbi Lageret (Netto Føtex Bilka).
I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed.
Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne. Romanen er nok det, man ville kalde realistisk, men den kredser om nogle randområder i virkeligheden og livet. Mest fascineret var jeg nok af Elias' længsel efter at opløse sig selv i andre, det andet måske? Både Lageret, Huset og Marie er forskellige udtryk for den længsel, men det er formentlig læren fra den lidt uhyggelige biperson Katja, der ender med at stå tilbage: "Man knepper altid sig selv", som hun siger til Elias på et tidspunkt. Så på trods af Elias' hengivelse til Maria, som er ret så hudløst beskrevet af Eika Rasmussen, ender det i sort. Man er klaustrofobisk fanget i sin egen krop. Som Elias siger det et sted: "Jeg kunne ikke føle det samme som hende, det gjorde mig så ked af det."
Måske handler romanen derfor om vores forbundethed i øvrigt. En forbundethed, som lover mere end den kan holde. Vi har internet, nye, sociale og intelligente medier og hvad har vi. Og der findes netværk i vores liv på mange måder, men vi kan aldrig blive immaterielle og dermed en del af det andet / de andre. Måske er det denne immaterielle længsel, som romanen i virkeligheden forsøger at indkredse? Kroppen som den rest, vi aldrig kan komme af med. Noget der er i vejen for virkeligheden. Eller som Samantha siger til Theodore henimod slutningen af Spike Jonzes Her:
"It’s hard to explain, but if you get there, come find me. Nothing will be able to tear us apart then."
Således gav det en svag gysen i mig eller min krop, da vi susede forbi Lageret (Netto Føtex Bilka).
Kommentarer