Gå videre til hovedindholdet

Lageret Huset Marie

Jeg kørte forbi det store lager, der ligger ud til E45 igår og tænkte på Jonas Eika Rasmussens fine romandebut Lageret Huset Marie, som jeg havde læst i weekenden. Bag den hvide boks er der nu snarere en sort boks, men også en fortælling om mennesker som maskiner, mennesker og maskiner.

I romanen er der en episode, hvor hovedpersonen og fortælleren Elias sammen med sin arbejdskammerat Costa går ned og kigger ind på "højlageret", som ifølge romanen er et sted kun befolket af arbejdende robotter. Elias ser her et mørke fyldt med bittesmå grønne og røde prikker, der aftegner mørket og arbejder i en uendelighed.

Hvad episoden helt præcist betyder, både i al almindelighed og for romanens fortælling er jeg i tvivl om, men det er som om at "højlageret" tilsidesætter mennesket, som om at Costa og Elias og alle de andre levende mennesker på lageret kun er der for et syns skyld. Som om de i virkeligheden ikke er nødvendige, et supplement til robotterne.

Romanen er nok det, man ville kalde realistisk, men den kredser om nogle randområder i virkeligheden og livet. Mest fascineret var jeg nok af Elias' længsel efter at opløse sig selv i andre, det andet måske? Både Lageret, Huset og Marie er forskellige udtryk for den længsel, men det er formentlig læren fra den lidt uhyggelige biperson Katja, der ender med at stå tilbage: "Man knepper altid sig selv", som hun siger til Elias på et tidspunkt. Så på trods af Elias' hengivelse til Maria, som er ret så hudløst beskrevet af Eika Rasmussen, ender det i sort. Man er klaustrofobisk fanget i sin egen krop. Som Elias siger det et sted: "Jeg kunne ikke føle det samme som hende, det gjorde mig så ked af det."

Måske handler romanen derfor om vores forbundethed i øvrigt. En forbundethed, som lover mere end den kan holde. Vi har internet, nye, sociale og intelligente medier og hvad har vi. Og der findes netværk i vores liv på mange måder, men vi kan aldrig blive immaterielle og dermed en del af det andet / de andre. Måske er det denne immaterielle længsel, som romanen i virkeligheden forsøger at indkredse? Kroppen som den rest, vi aldrig kan komme af med. Noget der er i vejen for virkeligheden. Eller som Samantha siger til Theodore henimod slutningen af Spike Jonzes Her:

"It’s hard to explain, but if you get there, come find me. Nothing will be able to tear us apart then."

Således gav det en svag gysen i mig eller min krop, da vi susede forbi Lageret (Netto Føtex Bilka).

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...