"En absolut uoverskuelig størrelse dette tilfælde. Således artet at man aldrig kan sige noget afgørende om det, hverken totalt afvise det eller endeligt acceptere det som årsag til noget som helst. Ikke engang i enkelte tilfælde - hvor ordet, tilfældigvis, betyder noget andet - med sikkerhed udpege det, tilfældet altså. Der er noget gennemgribende uvist over det. Man skulle derfor tro at det, ud over intellektuelt at aflyse enhver mening, var uhyre angstfremkaldende. Det er det nok sjældent. Blandt andet fordi vi, trods alt, næsten altid, undlader at beskylde det for de allerværste ugerninger. Og de klarest lysende triumfer. Det kan sagtens få lov til at afstedkomme ærgrelser, det kan stille sig på tværs af alskens fornuftige planer, forulempe trafikken, spolere enhver idyl. Og i bedste fald måske nogenlunde lige så jævnligt kan vi lade det optræde som et uventet held, en ny chance, en gave fra himlen. " Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår (55)

Jeg var et par dage i Skagen og havde en smule læsestof med. Det var skønt ovenpå et par måneder udelukkende med Philip Roth. Bl.a. fik jeg læst Per Pettersons nyeste bog Jeg nægter . Den var fin nok, men i mine øjne måske alligevel ikke helt på højde med tidligere bøger, måske lidt for underspillet trods alt, eller lidt for ambitiøs i sin underspillede fortælling, om man så kan sige. Jeg ved således ikke helt, om brugen af de forskellige synsvinkler tilføjer så fandens meget til fortællingen Men den har naturligvis sine momenter, steder hvor man alligevel må overgive sig til Pettersons stilfærdige, men altid præcise og - faktisk - usentimentale melankoli. På vej til Skagen, og der er jo dælme stadigvæk langt derop, selvom toget ikke stopper i Ålbæk, hørte jeg Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår som lydbog. Nu er det naturligvis altid en smule svært at bedømme og udøve kritik, netop fordi det er en lydbog, et for mig stadig lidt uvant medium at benytte sig af, når det gælde...

Jeg er netop blevet færdig med at læse Jens Smærup Sørensens roman Phase . En roman som jeg personligt finder mere interessant end Mærkedage , der til trods for sin fortællesnilde, rent faktisk kedede mig lidt i perioder (og jeg er endog fra landet, opvokset på en gård!). I Phase , synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok. Handlingen i Phase , Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post H...