Gå videre til hovedindholdet

Skagensrevy

Jeg var et par dage i Skagen og havde en smule læsestof med. Det var skønt ovenpå et par måneder udelukkende med Philip Roth. Bl.a. fik jeg læst Per Pettersons nyeste bog Jeg nægter. Den var fin nok, men i mine øjne måske alligevel ikke helt på højde med tidligere bøger, måske lidt for underspillet trods alt, eller lidt for ambitiøs i sin underspillede fortælling, om man så kan sige. Jeg ved således ikke helt, om brugen af de forskellige synsvinkler tilføjer så fandens meget til fortællingen Men den har naturligvis sine momenter, steder hvor man alligevel må overgive sig til Pettersons stilfærdige, men altid præcise og - faktisk - usentimentale melankoli.

På vej til Skagen, og der er jo dælme stadigvæk langt derop, selvom toget ikke stopper i Ålbæk, hørte jeg Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår som lydbog. Nu er det naturligvis altid en smule svært at bedømme og udøve kritik, netop fordi det er en lydbog, et for mig stadig lidt uvant medium at benytte sig af, når det gælder litteratur, men jeg synes, at jeg hørte den bedste bog nogensinde fra Sørensens side. Portrættet af faderen og sønnen er eminent. Sønnens fortabte kærlighed til en forfærdelig fader er aldrig blevet bedre beskrevet og overgår velsagtens Erling Jepsens portræt i Kunsten at græde i kor. Desuden sidder de sure opstød om verdens tilstand, fx om forbrugerisme, fra jegfortællerens side lige i skabet. Jeg troede, at jeg skulle læse om fædre og sønner hos Petterson - det skulle jeg sådan set også - men hos Smærup Sørensens var det mere udtalt og bedre beskrevet end nogensinde før. Et lille mesterværk i forfatterskabet, tror jeg.






Jeg fik også tid til at bladre en smule i de tidsskrifter, som jeg har fået tilsendt her op til ferien. Det nye nummer af Vagant, som er ungt og kækt og flot udstyret med lange anmeldelser, fx af Craig Dworkins nyeste bog No Medium, som jeg læste med stor interessere. Vagant er måske en smule højpandet af og til, muligvis fordi de unge skribenter stadig har en række uvaner udi det akademiske sprog, men overordnet set er det stadig et dejligt trendy tidsskrift og de lange anmeldelser af nye bøger, udvalgt en smule arbitrært fra hele verden, er øjenåbnende. Her kunne det danske hæderkronede Kritik måske lære noget, for hvorfor er det kun danske akademiske bøger, der skal have anmeldelser? Anmeldelsen af Dworkin er jo på en måde arbitrær og så alligevel ikke, for det er jo ham der rykker for tiden inden for konceptuel litteratur, og at blive introduceret til nyt hot stuff på den akademiske scene er altid rart. Ung med de unge er også danske Nielsen, der har en formidabel tekst med "De næste 50 år", som er skrevet i anledning af Claus Beck-Nielsens 50 års fødselsdag. Nielsen går rundt i Paris på dagen, som kvinde, men med lidt for store sko. Han har sit kamera med og lader tilfældige forbipasserende tage snapshots af "sig selv", kvinden Nielsen, og det kommer der en særdeles fin reportage-tekst ud af. Endnu en afvikling af CBN, men sikke en.


I min boks lå også det nyeste nymmer af Passage med titlen "Lyrik på tværs". Heri finder man fine artikler af mange af mine gode venner og kolleger, fx Hans Kristian Rustad, Birgitte Stougaard Pedersen, Susanne Kemp, Louise Mønster, Peter Stein Larsen, Martin Glaz Serup. Det giver et fint rids af forskellige rørelser i lyrikken i DK nu. Naturligvis meget mere velopdragent end Vagant, men sobert og godt. Man er i trygt og kyndigt selskab i alle artiklerne. Fremhæves bør måske Jacob Schweppenhäusers velskrevne artikel om Nikolaj Zeuthens forfatterskab. Lidt ærgerligt dog, men naturligvis fuldt forståeligt, at Jacob ikke nåede at få Zeuthens seneste bog med, Stråler, som jo er rigtig fin og desperat skør.




Nå, tilbage til balladen om Marie. Efter besøget i Skagen og naturligvis også Skagens Museum, blev jeg fristet til at se Bille Augusts film om Marie Krøyer. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det er ret utroligt, at det er den samme instruktør, som også har lavet Zappa og Tro, håb og kærlighed etc. Han har tilsyneladende helt mistet taget. Fx forstår man slet ikke brugen af irriterende og særdeles insisterende klaverspil, stort set under hele filmen. Eller hvordan man kan forvandle så godt et stof til en så uinspirerende fortælling? Skuespillerne er overladt til et dårligt manus (hvad klaverspilleriet jo antyder, og ja, Birgitte Hjort Sørensen er skøn, men der er saftsuseme også noget at leve op til med hende Marie), og vi hører desværre intet om alle de andre i kunstnerkolonien Skagen: Ingen Drachmann, ingen Ancher, ingen fest på Brøndums Hotel, ingen brug af det store Skt. Hans billede, suk. Men skidt, jeg har stadig Krøyers blå billeder hængende på nethinden. Ingen af Skagensmalerne nåede Krøyer til sokkeholderne, heller ikke hvad iscenesættelse af kunstnerne og kuntstnerkolonien som sådan angår. Han var en mester, og det kan man forvisse sig om ved at tage til Skagen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...