fredag den 31. december 2010

Herta Müller og litteraturens kulturalisering


Jeg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag).

For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion.

Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior og altså slet ikke på Müllers værk(er). Romanen og dens kontroversielle komposition blev ikke værdiget et ord. Man kunne fx spørge Müller, om hun ikke havde etiske overvejelser omkring en sådan fiktiv konstruktion? Hvad gør fiktionaliseringen ved andre autentiske fortællinger om lejren osv. Hvorfor overhovedet forsyne romanen med et efterord om denne historie? Hvordan understøtter Pastiors autentiske beretning den fiktive fortælling?

Det er på en måde underligt, at interviewet havde et sådant perspektiv, men måske også symptomatisk. Når vi i dag beskæftiger os med litteratur, beskæftiger vi os oftere og oftere med konteksten frem for teksten selv (fra bogomslag til forfatteren). Vi tror ikke længere på den stærke læsning af en tekst. Det handler om, at en værdsætning af læsningen som disciplin er blevet tilsidesat - at en stærk læsning faktisk kan gøre en forskel. Interviewet bekræfter sådan set allerede en tendens, som man ser andre steder, ikke mindst i litterære tidsskrifter, hvor læsningen som disciplin oftere og oftere er henvist til anmeldelsessektionen.

Formentlig er det en konsekvens af "The Cultural Turn". Litteraturkritikken er blevet kulturaliseret. Problemet er flerfoldigt: Det giver ikke kun dårligere læsninger og dårligere læsere, det tilsidesætter også litteraturens særegenhed, som ikke længere er i fokus. Hvad er det litteratur kan, som andre former for kommunikation ikke kan? Ja, den kan jo fx i jegform fortælle os om, hvordan det er at være deporteret til en sovjetisk fangelejr og hele tiden mærke sultenglen ved sin side.

I stedet hører vi så om den historie, der danner baggrund for romanen. Vi får også et par flotte, men uhyre iscenesatte billeder af Herta Müller. Men hvad hendes litteratur egentlig handler om, hvorfor hun har fået Nobelprisen - det bliver vi ikke klogere på.

fredag den 17. december 2010

Klougart og Nordisk Råds Litteraturpris


Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland.

Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfattere, der får prisen, rent faktisk får den for deres bedste bog, ja det er muligvis aldrig sket endnu (måske er Naja Marie Aidt en undtagelse i den sammenhæng, men hun kan stadig nå at skrive endnu bedre bøger og Alting blinker er måske lige så god som Bavian, hvis det ellers giver mening at lave en sådan sammenligning).

Men her er der en lille liste over værker, som komiteen i hvert fald har overset: (Klougarts lærermester) Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri, Thomas Boberg: Hesteæderne, Simon Grotrian: Især til de levende, Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige, Pia Juul: Radioteatret. Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper, Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede. Niels Frank: Spørgespil.

(Jeg har desværre ikke læst Marianne Larsens seneste bog, men jeg kunne forestille mig at den også kunne være en kandidat.)

Kom igen kære komité.

mandag den 13. december 2010

Nyt design

Tjah, nyt design. Hvad skal jeg sige? Forhåbentlig mere læsevenligt.

fredag den 10. december 2010

En litteraturminister ville vide besked

Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen.

Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor stor afstanden er mellem de mere ”finlitterære” forfattere i Danmark og det brede, læsende publikum. Kulturministeren ville simpelthen have svært ved at finde en dansk forfatter, der kunne udfylde en rolle, som ville være tilfredsstillende for og have substans nok i begge parters øjne. Kløften er i mine øjne langt hen ad vejen et ikke-italesat fænomen, om end det er tydeligt, at den er der, og til en vis grad også har en afsmittende effekt på den litteratur, der skrives. Der er det finlitterære kredsløb af forfattere og anmeldere, og så er der det andet, bl.a. centreret omkring bogmessen, bogsalget i det hele taget. Det er en kløft, som måske er nemmere at få øje på i Danmark end i de andre skandinaviske lande

Men sagen fortæller os også, at kulturministerens opfattelse af, hvad en forfatter i dag er, langt hen ad vejen er præget af nostalgi. Han henviser til Georg Brandes. Men i Brandes’ tid, til eksempel, fyldte litteraturen og dermed forfatteren jo på en helt anden måde en dominerende plads i det kulturelle landskab. I dag må litteraturen på linje med alle mulige andre former for kulturelle udtryk slås om overhovedet at blive set og hørt. Den kulturalisering af domæner som tidligere har været domineret af det litterære har ligeledes haft en stor effekt på forfatternes rolle. Forfattere i dag kan ofte ikke nøjes med at være forfattere – de må ofte også kunne indtage alle mulige andre former for kommunikative og medialiserede platforme med den største selvfølgelighed. Således er der flere og flere af de yngre forfattere, der nærmer sig en status af at være en art Gesamtkunstlere, og hvis ikke en Gesamtkunstler inden for forskellige kunstneriske udtryk, så i hvert fald en Gesamtkunstler inden for en kommunikativ kontekst – et prægnant eksempel kunne være Das Beckwerk. Men måske også flere af de ”ældre” Gesamtkunstlere, der bliver fremhævet i tidens toneklang – tænk her på Jørgen Leth.

Sidst, men ikke mindst, siger sagen måske også noget om, hvordan en kulturminister og hans folk læser, eller snarere ikke læser den samtidslitteratur, der betyder noget. For ham er den usynlig og verdensfjern, de store emner er væk. Det er formentlig et udsagn, som til enhver tid vil være usandt. Så mon ikke det snarere skyldes en mangel på læsekompetencer, at man simpelthen ikke kan læse samtidig litteratur i kulturministeriet? Dvs. hvad der står om de store emner (i de små bøger ((af store forfattere)), som der efterlyses. Et utopisk scenarie ville være, at vi i stedet for en kultur- havde en litteraturminister. Hun ville vide besked. Hun ville spørge den rigtige.