Herta Müller og litteraturens kulturalisering

Jeg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag).

For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion.

Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior og altså slet ikke på Müllers værk(er). Romanen og dens kontroversielle komposition blev ikke værdiget et ord. Man kunne fx spørge Müller, om hun ikke havde etiske overvejelser omkring en sådan fiktiv konstruktion? Hvad gør fiktionaliseringen ved andre autentiske fortællinger om lejren osv. Hvorfor overhovedet forsyne romanen med et efterord om denne historie? Hvordan understøtter Pastiors autentiske beretning den fiktive fortælling?

Det er på en måde underligt, at interviewet havde et sådant perspektiv, men måske også symptomatisk. Når vi i dag beskæftiger os med litteratur, beskæftiger vi os oftere og oftere med konteksten frem for teksten selv (fra bogomslag til forfatteren). Vi tror ikke længere på den stærke læsning af en tekst. Det handler om, at en værdsætning af læsningen som disciplin er blevet tilsidesat - at en stærk læsning faktisk kan gøre en forskel. Interviewet bekræfter sådan set allerede en tendens, som man ser andre steder, ikke mindst i litterære tidsskrifter, hvor læsningen som disciplin oftere og oftere er henvist til anmeldelsessektionen.

Formentlig er det en konsekvens af "The Cultural Turn". Litteraturkritikken er blevet kulturaliseret. Problemet er flerfoldigt: Det giver ikke kun dårligere læsninger og dårligere læsere, det tilsidesætter også litteraturens særegenhed, som ikke længere er i fokus. Hvad er det litteratur kan, som andre former for kommunikation ikke kan? Ja, den kan jo fx i jegform fortælle os om, hvordan det er at være deporteret til en sovjetisk fangelejr og hele tiden mærke sultenglen ved sin side.

I stedet hører vi så om den historie, der danner baggrund for romanen. Vi får også et par flotte, men uhyre iscenesatte billeder af Herta Müller. Men hvad hendes litteratur egentlig handler om, hvorfor hun har fået Nobelprisen - det bliver vi ikke klogere på.