Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen.
Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor stor afstanden er mellem de mere ”finlitterære” forfattere i Danmark og det brede, læsende publikum. Kulturministeren ville simpelthen have svært ved at finde en dansk forfatter, der kunne udfylde en rolle, som ville være tilfredsstillende for og have substans nok i begge parters øjne. Kløften er i mine øjne langt hen ad vejen et ikke-italesat fænomen, om end det er tydeligt, at den er der, og til en vis grad også har en afsmittende effekt på den litteratur, der skrives. Der er det finlitterære kredsløb af forfattere og anmeldere, og så er der det andet, bl.a. centreret omkring bogmessen, bogsalget i det hele taget. Det er en kløft, som måske er nemmere at få øje på i Danmark end i de andre skandinaviske lande
Men sagen fortæller os også, at kulturministerens opfattelse af, hvad en forfatter i dag er, langt hen ad vejen er præget af nostalgi. Han henviser til Georg Brandes. Men i Brandes’ tid, til eksempel, fyldte litteraturen og dermed forfatteren jo på en helt anden måde en dominerende plads i det kulturelle landskab. I dag må litteraturen på linje med alle mulige andre former for kulturelle udtryk slås om overhovedet at blive set og hørt. Den kulturalisering af domæner som tidligere har været domineret af det litterære har ligeledes haft en stor effekt på forfatternes rolle. Forfattere i dag kan ofte ikke nøjes med at være forfattere – de må ofte også kunne indtage alle mulige andre former for kommunikative og medialiserede platforme med den største selvfølgelighed. Således er der flere og flere af de yngre forfattere, der nærmer sig en status af at være en art Gesamtkunstlere, og hvis ikke en Gesamtkunstler inden for forskellige kunstneriske udtryk, så i hvert fald en Gesamtkunstler inden for en kommunikativ kontekst – et prægnant eksempel kunne være Das Beckwerk. Men måske også flere af de ”ældre” Gesamtkunstlere, der bliver fremhævet i tidens toneklang – tænk her på Jørgen Leth.
Sidst, men ikke mindst, siger sagen måske også noget om, hvordan en kulturminister og hans folk læser, eller snarere ikke læser den samtidslitteratur, der betyder noget. For ham er den usynlig og verdensfjern, de store emner er væk. Det er formentlig et udsagn, som til enhver tid vil være usandt. Så mon ikke det snarere skyldes en mangel på læsekompetencer, at man simpelthen ikke kan læse samtidig litteratur i kulturministeriet? Dvs. hvad der står om de store emner (i de små bøger ((af store forfattere)), som der efterlyses. Et utopisk scenarie ville være, at vi i stedet for en kultur- havde en litteraturminister. Hun ville vide besked. Hun ville spørge den rigtige.
Kommentarer