Klougart og Nordisk Råds Litteraturpris

Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland.

Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfattere, der får prisen, rent faktisk får den for deres bedste bog, ja det er muligvis aldrig sket endnu (måske er Naja Marie Aidt en undtagelse i den sammenhæng, men hun kan stadig nå at skrive endnu bedre bøger og Alting blinker er måske lige så god som Bavian, hvis det ellers giver mening at lave en sådan sammenligning).

Men her er der en lille liste over værker, som komiteen i hvert fald har overset: (Klougarts lærermester) Hans Otto Jørgensen: Sæt Asta fri, Thomas Boberg: Hesteæderne, Simon Grotrian: Især til de levende, Morten Søndergaard: Processen og det halve kongerige, Pia Juul: Radioteatret. Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper, Ursula Andkjær Olsen: Have og helvede. Niels Frank: Spørgespil.

(Jeg har desværre ikke læst Marianne Larsens seneste bog, men jeg kunne forestille mig at den også kunne være en kandidat.)

Kom igen kære komité.