Tjek Sentura. En hel sværm af nye anmeldelser. Deriblandt et par stykker af undertegnede: Moestrup, Ørntoft og Hans Otto.
27 kommentarer:
Anonym
sagde ...
kære stefan, dine anmeldelser er noget værre lort! enten tager du dit arbejde alvorligt og lader kunsten være, eller også tager du begge dele alvorligt, som var de et og samme; hvis ikke, spilder du både din egen, og en masse læseres tid
Stå dog frem med navns nævnelse, hvis jeg skal tage din kommentar alvorligt.
Men lige en kommentar:
KUNSTEN, uha da da. Den er altså ikke hellig, heller ikke litteraturen. Jeg tager både den og mit arbejde alvorligt, tror jeg nok.
Men mit arbejde og kunsten bliver altså ikke det samme. Hvordan skulle de dog kunne blive det?
Jeg er ked af, at jeg spilder din tid, men medmindre du taler med navns nævnelse eller for en identificerbar gruppe, er det svært at tage din kommentar ad notam.
Selvom jeg er en smule såret, så er jeg dog glad for at du skriver "en masse læseres tid". Ofte, føler jeg nemlig, er det kun forfatterne til de bøger, jeg anmelder, som læser mine anmeldelser. Måske du er en af dem?
Og nu forstår jeg dig. Med mit arbejde mener du anmelderiet. Det er ikke mit arbejde, men noget jeg gør i min fritid, efter arbejdet, om aftenen, eller natten, når dagens dont er overstået. Jeg gør det ud af et engagement og en interesse og uden at få en klejne for det. Men det er sikkert ikke at tage kunsten alvorligt ifølge din hårde dom?
Som neutral iagttager undrer jeg mig også en del over så surt et anonymt opkast. Stefans læsning af Moestrup er da interessant og medtolkende på en måde, der holder sig inden for det rimelige. For at blive konkret kan man så sammenligne SKs anmeldelse af YEAHSUITEN med fx Erik Skyums i Information - http://www.information.dk/216539
Måske er jeg idiot (muligvis en farlig formulering at bruge), men jeg kan ikke se den afgørende kvalitetsforskel... Det kan skyldes, at Skyum også er talentløs, og så er vi lissom kørt lidt fast.
Det er tonen, italesættelsen, sproget i anmeldelserne, der er nedladende og unødvendig. Hos Ørntoft, der jo er en ung mand, er den patroniserende ("I virkeligheden burde det måske ikke være digte, som kommer ud af Ørntofts mixerpult, snarere små pophits" [læg især mærke til: "små pophits"]), og hos Moestrup, der jo er en kvinde, er den liderlig, med sproglige spil der vækker tanker om hedegangne sexstillinger, dominans og lignende (vand i hvis mølle?). Jeg synes det er ret klamt at sidde og læse den slags skjulte værdidomme, som ingen relevans har i forhold til, ja, værkerne, kunsten, for helvede! En kritik må indføjes i værket, ikke forgribe sig på det, men lægge sig i forlængelse af den undersøgelse det litterære værk er, ikke de omvandrende biografier som signerer det, lægger navn til. Medmindre man har en god undskyldning. Ellers er det bare pikken i hånden i pennen, siger jeg
*) dermed ikke sagt at der ikke er gode ting i anmeldelserne; det er det kække, smarte, pseudo-journalistiske, respektløse sprogbrug som er, der vel nok skyldes, at det skrives sidst på natten, efter en lang dags arbejde
og mit navn, er det vigtigt? slå muligheden for anonyme kommentarer fra, hvis følelserne de vækker, ikke er til at styre
Mht. Ørntoft har jeg et sted set, at Moestrup sørme kalder Ørntofts digte for forsangerdigte - er det så også utilstedeligt? Det passer da med det citat, der fremhæves om pophits. Jeg synes, at Sentura-anmeldelsen passer rigtig fint på YEAHSUITEN, at den skriver sig op imod værket. MEN, og det er vel vigtigere, en anmeldelse er jo ikke kritik. Jeg mener i hvert fald, at man skal skelne mellem anmelderi og kritik - den sidste slags hører hjemme i Kritik, Den Blå Port, Passage, Standart osv. Sentura er et hurtigere sted, for nu at sige det plat.
"enten tager du dit arbejde alvorligt og lader kunsten være, eller også tager du begge dele alvorligt, som var de et og samme; hvis ikke, spilder du både din egen, og en masse læseres tid".
- Det er jo formuleret som en trussel! (nu hvor der pilles ved tone og italesættelse).
Jeg bryder mig ikke om sådan et anonymt udfald, det er fejt, synes jeg. Man diskuterer ansigt til ansigt, andet er tilsvining. Jeg forstår ikke anonymiteten, og jeg forstår ikke raseriet. Hvorfor skrive til nogen så rasende? Så vil man ikke have svar.
Kh Mads Eslund
Ps. Jeg er ellers enig i argumentationen, jeg synes også, det er ærgerligt, at du skal være lummer og kæk i anmeldelserne, Stefan. Hvorfor skal du smøre din læsninger ind i den attitude?
Jeg vil gerne beholde muligheden for anonymitet, bl.a. fordi den kan sætte lidt mere løsslupne diskussioner i gang som denne, men det er dog stadig lidt kujonagtigt, især når man som i det første indlæg ikke begrunder sin "lort". Imidlertid er det dejligt, at kritikken nu bliver mere specifik.
Jeg synes ikke, at det er en lummer anmeldelse af Moestrup. Jeg forsøger at fange det, som Moestrups litteratur gør ved sådan een som mig og dermed måske også andre læsere: Hendes charme og ofte forførende tone. Og ja, jeg bliver forført.
Mht. "små pophits", så undskylder jeg for, at det kommer til at lyde nedladende - det er måske lidt klodset formuleret. Det var ikke meningen, tværtimod, så er det en ros. Fundamentalt set synes jeg, at der er noget helt nyt på spil i Ørntofts bog, som jeg forsøger at indfange vha. facebook-jeg-fornemmelsen og andet. Heller ikke det er ment nedladende, men igen som en ros. Et facebooket centrallyrisk zombiejeg, eller hvad ved jeg? Og det er sgu da interessant. Sådan et har vi ikke mødt før i dansk poesi.
Måske for kækt? Men det kække er også med til at give det en kant, gøre det læsbart, underholdende, håber jeg da... det er den fremdrift der har skabt anmeldelserne, og engang imellem er det muligvis med andet end pennen i hånden. Sådan er litteratur og kritikken af denne for søren da også.
Der er for f..... forskel på at "blive forført" og så pludselig at skrive om oralsex. Så vidt jeg kan se, hiver du henvisningen til "69" ud af den blå luft, Stefan. Det gjorde du ikke, da du anmeldte Søren Ulrik Thomsens seneste.
Selvfølgelig er det lummert. Som en halvgammel mand der ikke kan tænke på andet end sex, så snart han er i nærheden af noget, der har været i nærheden af et kønt fruentimmer.
Slå lige din indre feminist til i fem minutter. Helt ærligt!
Hey, tak for kommentarerne igen, men I er godt nok hypersensitive, synes jeg. Prøv lige at løsne slipset en smule og den nu også belærende, lidt nedgørende tone, Tue (halvgammel mand og indre feminist). Det man siger, er man selv, og det er faktisk ikke min anmeldelse, der bringer MMs person på banen. Det står for din regning, ligesom din læsning for mig at se faktisk er forkert. Det handler ikke om chauvinisme, snarere tværtimod.
Lad mig forklare:
Det første billede (69)går jo mest på, at teksterne taler sammen,ja står i et udefinerbart og reversibelt forhold til hinanden, som - indrømmet - kunne forklares med et andet og sikkert bedre og mindre overfortolkende billede. Sorry. Formentlig for kækt.
Det andet kunne også undværes. Men det er sikkert kun mig, der synes, at "hænderne op eller bukserne ned" er et sjovt udtryk.
Jeg skrev det for at demonstrere, hvor overrumplet (som mand) jeg bliver af Moestrups bøger, og om man vil det eller ej , så er der en særlig form for charmerende og både pågående og sårbar feminisme på spil i hendes tekster, der spiller sig op imod noget maskulint. Læs fx Kingsize-digtet, der pasticherer Ewalds fragment.
Det sidste billede går derfor på min måske lidt sørgelige maskulinitet. Det er mig (som mand og anmelder), der taber bukserne, ikke Moestrups litteratur. Jeg bliver / føler mig udstillet via hendes litteratur.
Min indre feminist er alive and kicking, men læser jeg den med en sådan slået til, bliver jeg blind overfor nogle af de mest fundamentale ting ved bogen, tror jeg.
"Som vand på min fortolkende mølle er der 68 tekstafsnit, men tæller man én tekst mere med, nemlig den samlede, er der 69 i alt. Et tal som vi er flere, der forbinder med en efterhånden outdated seksuel stilling fra 1980’erne. Men man kunne måske tænke sig, at de 68 første tekster udgør en art 69’er sammen med spøgelsesteksten til sidst.
Hvad det har af implikationer for fortolkningen, hvis det er sandt, skal jeg ikke gøre mig klog på, ligesom jeg nok må holde igen som overfortolkende anmelder, hvis ikke det skal blive for pinligt."
- ja, du fornemmer også selv, at du går over stregne åbenbart, men lader det alligevel stå? Til sidst skriver du:
"Som i sine tidligere tekster formår hun at trække sin læser (i hvert fald denne i parentes bemærket mandlige læser) med ind i et intimt rum, hvor man får ordren: Hænderne op eller bukserne ned. Kun litteraturen beholder bukserne på."
- Det er da utilsløret lummert og klamt faktisk. Ville du skrive sådan om en bog skrevet af en mand? Bogen er ifølge dig også udfordrende, sågar intimiderende. Udfordrende kunne gå på at bogen er interessant og kompleks, men med tilføjelsen "intimiderende" hørmer du igen læsningen til, synes jeg.
jeg kan virkelig ikke se at det er så vigtigt at du er MAND når du læser; billedet med 69'eren, som skal henvise til formen, som en orm der bider sig selv i halen, det formfuldendte konstrukt bogen er, er både plat, lummert, som Eslund påpeger det, meget fint, sikkert, i hvert fald urimeligt MASKULINT.
er du ude af stand til at læse med kroppen? er dit køn så nødvendigt i den proces læsningen er? fordi signaturen siger kvinde?
undervejs i anmeldelsen indskriver du desuden det biografiske i din læsning, hovedstolen, binder det op på samme ide om materialisme som teksten arbejder med, de mange M'er.
jeg undskylder for mit første, truende udfald, den agressive og polemiske tone; jeg blev bare så vred, og bliver stadig vred, når du nægter at anerkende den maskulint (imperialistiske) holdning, attitude, som fylder sproget i din anmeldelse af Moestrup, den patroniserende hos Ørntoft, som et problem, noget problematisk, du burde undersøge og arbejde med i dine kommende læsninger; at du i virkeligheden ikke forføres af bogen, bøgerne, men af dig selv og din pen, når du skriver.
det er, som jeg skrev tidligere, unødvendigt, for den læsning du i virkeligheden præsenterer og interesserer dig for.
og det handler ikke om politisk korrekthed, om at gå i kirke eller ej, om hvor engageret man er, hvor få penge man får, dem man ikke får overhovedet, for det man gør (der er sgu ingen der tjener en klejne på litteratur; sådan har det altid været, og sådan vil det altid være); det handler simpelthen om 1) respekt for de mennesker, de kunstnere, og den kunst de gør, som er foran dem, om 2) den tid der ligger i de værker, du anmelder, den tid de fortjener at blive betalt med (fuck pengene!) og om 3) at tage det alvorligt!
moestrups bog fortjener den alvor den selv opererer med, som et minimum (theis' for den sags skyld også (surprise! humoren er også en alvor, alvorlig figur at operere med i litteratur). jævnet med jorden er, for bare at være plat, en af det forgangne års ubestridt sejeste bøger på dansk, og så skal den bespises med sådan en læsning. det er sgu for groft.
men hvad så nu? jeg sgu ligeglad! jeg læser bare mit oei, vagant, dbp eller ildfisk, og lader sentura være sentura: reaktionære læsninger til reaktionære læsere, fra reaktionære læsere til dig! (evt. nyt slogan?)
Tak for kommentaren. Jeg sætter pris på jeres engagement, også selvom vi er uenige. Husk det.
Men "klamt" ligefrem og for hvem, så er det vist heller ikke værre. Lummert er jeg med på. Lummert kan i min øjne godt være sjovt. Ordspil, det er lummert, som i "udfordrende". Og lummert, fordi der er noget lummert på spil hos Moestrup.
Men altså I er noget af et anmelderpoliti. Som anmelder bruger jeg naturligvis en attitude. Det er jo ikke uden forbehold mig, der står der med bukserne nede i teksten dér. Det burde I af alle vide. Hvis I forestiller jer "mig" (SK) uden forbehold, er det jer, der har et problem, og først og fremmest et problem med at læse teksten.
Og nej, jeg ville ikke skrive sådan om en bog af en mand, for en mand ville ikke performe sit køn sådan, som Moestrup gør det i sine bøger. Dertil kommer, at jeg nægter at skrive kønsløst. Måske er det en modperformance fra min side, men da en der udstiller eller parodierer det køn, der performes: nemlig mandens.
Læs desuden fx Lillian Munk Rösings gode anmeldelser, fx den seneste om Aidt. Hun læser for fanden da også som en kvinde, og gud ske tak og lov for det.
Denne specifikke anmeldelse er for mig ikke er det vigtigste i verden. Vigtigere er naturligvis, om man som anmelder, må stille sig an, skabe sig i og med teksten. Med det mener jeg ikke som en fiktiv anden, men mere en art skriftlig attitude, en performance af en art. Det mener jeg godt, at man må. Det hører måske ligefrem til genren. Desuden vil alt andet er være dødkedeligt. Ingen gider at læse anmeldelser af kønsløse robotter (jf. jeres egen reaktion ; - )
kh. Stefan
P.S.: Kommentarfeltet beder mig om at vælge en identitet. Jeg vælger "Stefan K".
skrev min forrige kommentar samtidig med dig og havde derfor ikke din seneste med i tankerne.
En kommentar til dig: Nu er min læsning jo heldigvis ikke den eneste, langtfra (selvom det næsten kommer til at lyde sådan i din udlægning (hvilket jeg på sin vis er beæret over)), og Moestrups bog skal nok overleve den (min anmeldelse) også.
Desuden, HEY, jeg ER faktisk glad for begge bøger på hver sin helt forskellige måde, så jeg forstår ikke helt vreden.
Dertil kommer: Jeg håber og tror på, at min virksomhed som sådan demonstrerer, at jeg skam tager det dødsens alvorligt.
Det her er sgu' som at spille bold med en mur. Dødsensalvorligt.
Og den eneste robot i dette lokale, i denne offentlige forsamling, er dig, Stefan, med din indædte tro på MANDEN og KVINDEN.
Kulturradikale anmeldere og anmeldelser er der sgu nok af. Var det ikke på tide vi kom lidt videre?
(og tilfældet vil, i øvrigt, at der anmeldelses meget lidt, og de anmeldelser der trykkes, på nettet eller i dagbladene, som er seriøse, og når ud til en gruppe læsere, sjældent lever op til de krav værkerne som anmeldelserne skrives på baggrund af, stiller. kritikerne tager ikke deres job alvorligt. informations redaktion gør, men fandme ikke mange andre... åbenbart...)
Det er måske rigtigt. Vi kunne trænge til flere anmeldere, der tager deres hverv alvorligt (eller bare får en ordentlig løn) (men så hellere flere penge til dem der skriver litteraturen). Dog: Det er tiden som sådan, der ikke tager litteraturen alvorligt, er jeg bange for.
Jeg synes ikke, at du læser mig rigtigt ang. køn. Ligesom Butler skelner jeg mellem sex og gender, sex kan jeg ikke løbe fra, men gender kan jeg performe.
Kald mig bare ikke chauvinist, for det er jeg fanme ikke.
Digterne brokker sig De vil have alvor, de vil have priser De vil have permanent anerkendelse nu Men de burde skamme sig Sætte sig ned og skrive deres digte Ikke denne selvmedlidende ynk.
Selvmedlidenhed og poesi er i virkeligheden hinandens modsætninger. Mange tror at de hænger sammen. Men hvordan dyrke en selvmedlidenhed i et rum uden et selv? Den talende i et digt er aldrig sig selv men heller ikke en anden.
Den talende er på vej. Altid på vej ind i digtets åbne arme.
”Jeg er en elendig stripper” sagde Morten i lørdags og brød sammen. Vi var, som man siger, stangbacardi. Han havde lige vrikket fnisende rundt til noget gammelt Prince. Pludselig stod han ret op og ned, som Gud, som man siger, havde skabt ham, og græd. Der var noget femårigt, formørket ved ham, tænker jeg. Det var noget, som stak dybt, jeg anede ikke, hvad det var. Jeg anede desperat, at jeg burde putte ham. Ae hans kind. At det var omsorg og ikke sex, han havde brug for. At sex ville gøre ondt værre. Sex ville gøre ham ondt. Mig ondt. Os ondt. Jeg følte mig bundet til stolen, det var jeg så også, men jeg kunne jo bare have bedt ham om at binde op. Så let som ingenting; det hele havde jo bare været for sjov […] Selvom han selv, nærmest mekanisk, tog initiativ til at slikke mig, følte jeg mig på én gang skammet ud og skyldig i et overgreb. Men hønefuld som du var, siger jeg til mig selv, ophidsede skam- og skyldfølelsen dig snarere end at hæmme dig. Det, at du kom på rekordtid, gjorde det ikke bedre, eller: Det var godt, og det var ikke godt”
det mest lumre ved hele denne her affære er at der åbenbart sidder nogen derude og har ondt i røven over stefans engagement i ny dansk litteratur. come on. tag jer sammen mads, nexø og den anonyme (den første). jeg ville kunne forstå jer hvis stefans anmeldelser som sådan var lumre, men i piller én anmeldelse frem og læner jer op af et kujonagtigt angreb - DET er klamt.
Mette, det passer jo ikke. Jeg har overhovedet ikke noget imod, at Stefan anmelder. Jeg har intet imod at Stefan engagerer sig i littertur, på ingen måde. Hvor for blive usaglig, det har jeg ikke skrevet nogen steder. Men jeg synes, det er trist at læse lummer udfoldelse som i anmeldelsen af Jævnet med jorden, jeg forstår ikke, hvorfor den lummerhed skal være der. Jeg er enig i den anonyme kommentar, der forsøger at indkredse problemet, som kunne være:
"at du [dvs. Stefan] i virkeligheden ikke forføres af bogen, bøgerne, men af dig selv og din pen, når du skriver."
Jeg kan ikke se, hvorfor lummerhed ellers skulle klistre læsningen til. Og grunden til, at jeg reagerer er, at jeg er træt af at læse onkelagtige anmeldelser, som ikke tager metieren og litteraturen alvorligt og som sovser læsningen ind i personlig oplevelse, kækhed attitude og ligegyldig (ofte nedladende eller smart) udenomssnak. Læs fx Skyum-Nielsen sjovt nok tilsyneladende, men alligevel vældigt nedladende anmeldelse af Abildgaards Kære Venner i Information sidste torsdag. Og der er masser af den slags. Jeg ville da bare ønske at SK ikke skulle være sådan - det er bl.a. derfor, jeg reagerer.
Jeg læner mig ikke op af et kujonagtigt angreb (jeg gå ud fra, at du henviser til det første indlæg, som jeg netop tager afstand fra, i hvert fald dets måde). Jeg følger op på en kommentar, som jeg er enig i. Der er desværre en kedelig tendens til tilfredst anmelderi - det, synes du bare, er i orden? Ligesom det er fint nok at du ikke selv har nogen argumentation i din kommentar, men laver spejl på klam-kommentaren (som jeg nok ikke skulle have brugt, beklager). Come on selv.
Til Mette: Jeg er nu sikker på, at de mener det godt nok, Mads, Tue og den anonyme, som jeg har en temmelig kvalificeret idé om, hvem er ; - )
Til Mads: OK. Ingen onkleri herfra i hvert fald. Og hvis jeg bliver onkelagtig, så bliver det på den fede måde i fremtiden ; - )
Dog: Jeg mener ikke, at man som anmelder skal have fløjlshandsker på. Man skal forsøge at gøre sit arbejde så godt som muligt, naturligvis, men når man som forfatter udgiver en bog, kan man ikke regne med, at kritikerne bare lægger sig ned i gruset. Og jeg synes ikke, slet ikke faktisk, at du har fat i en tendens, Mads, kun et par tilfældige anmeldelser. Skyum-Nielsen ER en god anmelder, men det svinger i kvalitet for ham, som det gør for os andre.
Jeg er overvejende positiv i mine anmeldelser, men det skyldes, at jeg udvælger og koncentrerer mig om de bøger, som jeg i forvejen håber på er interessante og vedkommende for mig og mit arbejde på uni generelt, og det er de så for det meste.
Desuden: Forfatterne efterlyser altid bedre anmeldere. Det er efterhånden en gammel og triviel historie. Set mere ovenfra så får bøgerne stort set altid den behandling de fortjener, og her taler jeg ikke kun anmeldelser, som jo kun er førstegangsindtryk. Mere vigtigt for bøgernes efterliv er behandlingen af dem i større og mere substantielle sammenhænge: Specialer, litteraturundervisning, tidsskriftsartikler, opgaver, afhandlinger osv. Men mange forfattere har sjældent blik for den slags. For dem er kritik lig med dagbladskritik. De hænger sig i anmeldelserne. Livet går dog videre, især hvis deres bøger er gode nok.
Jeg er helt med på, at anmeldelse og kritik er forskellige ting. Det er vi ikke uenige om. Det er vi så muligvis om standarden på anmelderiet. Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere læsning og mindre formidling af privat oplevelse, mindre forestilling om hvem læseren måtte være og mindre tøhø i anmeldelser. Jeg er ikke imponeret af niveauet.
At du generelt er positiv i dine anmeldelser, har vel ikke noget med kvaliteten af læsningen at gøre? Måske misforstår jeg dig?
Nej, det var blot fordi jeg skrev, at man ikke skulle lægge fingre imellem. Derfor kunne det se ud som om, at jeg er blødsøden.
(hvilket jeg for resten også er ; - )
Hvis man skulle kritisere dansk anmelderi, så er det mere for at være opdelt i mere eller mindre usynlige lejre, synes jeg. Nogen tager sig af underholdningen, andre af den bløde mellemvare og atter andre af det finlitterære (fx ofte bøger af forfatterskoleforfattere). Der findes et skel og visse praksisformer her, som forbliver ufortalte og uudfordrede, men findes det i den litteratur, som skrives i dag? Selvfølgelig giver WA fx en bog engang imellem til Bukdahl, som kan kan sætte tænderne i, men det er jo bare et mediestunt, ikke et udtryk for, at anmelderiet følger litteraturens opløsning af høj og lav.
Jeg er dybt forarget over din anmeldelse af Mette Moestrups bog, Stefan. 69'eren er da ikke en outdated stilling! :)
Nåmen, vigtigere: Hvad er en ghost-in-the-machine-fortæller? Du kan vel ikke mene en ånd i en krop, så henviser du til Arthur Koestlers definition af begrebet?
Næppe outdated i alle sammenhænge, det har du ret i ; - )
jeg brugte bare udtrykket i flæng og det er sikkert brugt forkert. ideen var blot at maskinen tager over i fortællingen og den ide stemmer vist ikke helt overens med Koestler eller Ryle for den sags skyld
27 kommentarer:
kære stefan,
dine anmeldelser er noget værre lort! enten tager du dit arbejde alvorligt og lader kunsten være, eller også tager du begge dele alvorligt, som var de et og samme; hvis ikke, spilder du både din egen, og en masse læseres tid
Kære anonyme,
Stå dog frem med navns nævnelse, hvis jeg skal tage din kommentar alvorligt.
Men lige en kommentar:
KUNSTEN, uha da da. Den er altså ikke hellig, heller ikke litteraturen. Jeg tager både den og mit arbejde alvorligt, tror jeg nok.
Men mit arbejde og kunsten bliver altså ikke det samme. Hvordan skulle de dog kunne blive det?
Jeg er ked af, at jeg spilder din tid, men medmindre du taler med navns nævnelse eller for en identificerbar gruppe, er det svært at tage din kommentar ad notam.
Bedste hilsener
Stefan
Selvom jeg er en smule såret, så er jeg dog glad for at du skriver "en masse læseres tid". Ofte, føler jeg nemlig, er det kun forfatterne til de bøger, jeg anmelder, som læser mine anmeldelser. Måske du er en af dem?
Og nu forstår jeg dig. Med mit arbejde mener du anmelderiet. Det er ikke mit arbejde, men noget jeg gør i min fritid, efter arbejdet, om aftenen, eller natten, når dagens dont er overstået. Jeg gør det ud af et engagement og en interesse og uden at få en klejne for det. Men det er sikkert ikke at tage kunsten alvorligt ifølge din hårde dom?
Bedste hilsener
Stefan
Som neutral iagttager undrer jeg mig også en del over så surt et anonymt opkast. Stefans læsning af Moestrup er da interessant og medtolkende på en måde, der holder sig inden for det rimelige. For at blive konkret kan man så sammenligne SKs anmeldelse af YEAHSUITEN med fx Erik Skyums i Information -
http://www.information.dk/216539
Måske er jeg idiot (muligvis en farlig formulering at bruge), men jeg kan ikke se den afgørende kvalitetsforskel... Det kan skyldes, at Skyum også er talentløs, og så er vi lissom kørt lidt fast.
Vh
Jacob
Det er tonen, italesættelsen, sproget i anmeldelserne, der er nedladende og unødvendig. Hos Ørntoft, der jo er en ung mand, er den patroniserende ("I virkeligheden burde det måske ikke være digte, som kommer ud af Ørntofts mixerpult, snarere små pophits" [læg især mærke til: "små pophits"]), og hos Moestrup, der jo er en kvinde, er den liderlig, med sproglige spil der vækker tanker om hedegangne sexstillinger, dominans og lignende (vand i hvis mølle?). Jeg synes det er ret klamt at sidde og læse den slags skjulte værdidomme, som ingen relevans har i forhold til, ja, værkerne, kunsten, for helvede! En kritik må indføjes i værket, ikke forgribe sig på det, men lægge sig i forlængelse af den undersøgelse det litterære værk er, ikke de omvandrende biografier som signerer det, lægger navn til. Medmindre man har en god undskyldning. Ellers er det bare pikken i hånden i pennen, siger jeg
*) dermed ikke sagt at der ikke er gode ting i anmeldelserne; det er det kække, smarte, pseudo-journalistiske, respektløse sprogbrug som er, der vel nok skyldes, at det skrives sidst på natten, efter en lang dags arbejde
og mit navn, er det vigtigt? slå muligheden for anonyme kommentarer fra, hvis følelserne de vækker, ikke er til at styre
kh
OK, Anonym, det er da i hvert fald til at forstå.
Mht. Ørntoft har jeg et sted set, at Moestrup sørme kalder Ørntofts digte for forsangerdigte - er det så også utilstedeligt? Det passer da med det citat, der fremhæves om pophits. Jeg synes, at Sentura-anmeldelsen passer rigtig fint på YEAHSUITEN, at den skriver sig op imod værket. MEN, og det er vel vigtigere, en anmeldelse er jo ikke kritik. Jeg mener i hvert fald, at man skal skelne mellem anmelderi og kritik - den sidste slags hører hjemme i Kritik, Den Blå Port, Passage, Standart osv. Sentura er et hurtigere sted, for nu at sige det plat.
"enten tager du dit arbejde alvorligt og lader kunsten være, eller også tager du begge dele alvorligt, som var de et og samme; hvis ikke, spilder du både din egen, og en masse læseres tid".
- Det er jo formuleret som en trussel! (nu hvor der pilles ved tone og italesættelse).
Jeg bryder mig ikke om sådan et anonymt udfald, det er fejt, synes jeg. Man diskuterer ansigt til ansigt, andet er tilsvining. Jeg forstår ikke anonymiteten, og jeg forstår ikke raseriet. Hvorfor skrive til nogen så rasende? Så vil man ikke have svar.
Kh Mads Eslund
Ps. Jeg er ellers enig i argumentationen, jeg synes også, det er ærgerligt, at du skal være lummer og kæk i anmeldelserne, Stefan. Hvorfor skal du smøre din læsninger ind i den attitude?
Tak for jeres kommentarer.
Jeg vil gerne beholde muligheden for anonymitet, bl.a. fordi den kan sætte lidt mere løsslupne diskussioner i gang som denne, men det er dog stadig lidt kujonagtigt, især når man som i det første indlæg ikke begrunder sin "lort". Imidlertid er det dejligt, at kritikken nu bliver mere specifik.
Jeg synes ikke, at det er en lummer anmeldelse af Moestrup. Jeg forsøger at fange det, som Moestrups litteratur gør ved sådan een som mig og dermed måske også andre læsere: Hendes charme og ofte forførende tone. Og ja, jeg bliver forført.
Mht. "små pophits", så undskylder jeg for, at det kommer til at lyde nedladende - det er måske lidt klodset formuleret. Det var ikke meningen, tværtimod, så er det en ros. Fundamentalt set synes jeg, at der er noget helt nyt på spil i Ørntofts bog, som jeg forsøger at indfange vha. facebook-jeg-fornemmelsen og andet. Heller ikke det er ment nedladende, men igen som en ros. Et facebooket centrallyrisk zombiejeg, eller hvad ved jeg? Og det er sgu da interessant. Sådan et har vi ikke mødt før i dansk poesi.
Måske for kækt? Men det kække er også med til at give det en kant, gøre det læsbart, underholdende, håber jeg da... det er den fremdrift der har skabt anmeldelserne, og engang imellem er det muligvis med andet end pennen i hånden. Sådan er litteratur og kritikken af denne for søren da også.
Jeg går ikke i kirke, når jeg læser litteratur.
Bedste hilsener
SK
Der er for f..... forskel på at "blive forført" og så pludselig at skrive om oralsex. Så vidt jeg kan se, hiver du henvisningen til "69" ud af den blå luft, Stefan. Det gjorde du ikke, da du anmeldte Søren Ulrik Thomsens seneste.
Selvfølgelig er det lummert. Som en halvgammel mand der ikke kan tænke på andet end sex, så snart han er i nærheden af noget, der har været i nærheden af et kønt fruentimmer.
Slå lige din indre feminist til i fem minutter. Helt ærligt!
Hey, tak for kommentarerne igen, men I er godt nok hypersensitive, synes jeg. Prøv lige at løsne slipset en smule og den nu også belærende, lidt nedgørende tone, Tue (halvgammel mand og indre feminist). Det man siger, er man selv, og det er faktisk ikke min anmeldelse, der bringer MMs person på banen. Det står for din regning, ligesom din læsning for mig at se faktisk er forkert. Det handler ikke om chauvinisme, snarere tværtimod.
Lad mig forklare:
Det første billede (69)går jo mest på, at teksterne taler sammen,ja står i et udefinerbart og reversibelt forhold til hinanden, som - indrømmet - kunne forklares med et andet og sikkert bedre og mindre overfortolkende billede. Sorry. Formentlig for kækt.
Det andet kunne også undværes. Men det er sikkert kun mig, der synes, at "hænderne op eller bukserne ned" er et sjovt udtryk.
Jeg skrev det for at demonstrere, hvor overrumplet (som mand) jeg bliver af Moestrups bøger, og om man vil det eller ej , så er der en særlig form for charmerende og både pågående og sårbar feminisme på spil i hendes tekster, der spiller sig op imod noget maskulint. Læs fx Kingsize-digtet, der pasticherer Ewalds fragment.
Det sidste billede går derfor på min måske lidt sørgelige maskulinitet. Det er mig (som mand og anmelder), der taber bukserne, ikke Moestrups litteratur. Jeg bliver / føler mig udstillet via hendes litteratur.
Min indre feminist er alive and kicking, men læser jeg den med en sådan slået til, bliver jeg blind overfor nogle af de mest fundamentale ting ved bogen, tror jeg.
Bedste hilsener
Det her er da mega lummert, Stefan:
"Som vand på min fortolkende mølle er der 68 tekstafsnit, men tæller man én tekst mere med, nemlig den samlede, er der 69 i alt. Et tal som vi er flere, der forbinder med en efterhånden outdated seksuel stilling fra 1980’erne. Men man kunne måske tænke sig, at de 68 første tekster udgør en art 69’er sammen med spøgelsesteksten til sidst.
Hvad det har af implikationer for fortolkningen, hvis det er sandt, skal jeg ikke gøre mig klog på, ligesom jeg nok må holde igen som overfortolkende anmelder, hvis ikke det skal blive for pinligt."
- ja, du fornemmer også selv, at du går over stregne åbenbart, men lader det alligevel stå?
Til sidst skriver du:
"Som i sine tidligere tekster formår hun at trække sin læser (i hvert fald denne i parentes bemærket mandlige læser) med ind i et intimt rum, hvor man får ordren: Hænderne op eller bukserne ned. Kun litteraturen beholder bukserne på."
- Det er da utilsløret lummert og klamt faktisk. Ville du skrive sådan om en bog skrevet af en mand? Bogen er ifølge dig også udfordrende, sågar intimiderende. Udfordrende kunne gå på at bogen er interessant og kompleks, men med tilføjelsen "intimiderende" hørmer du igen læsningen til, synes jeg.
kære stefan,
jeg kan virkelig ikke se at det er så vigtigt at du er MAND når du læser; billedet med 69'eren, som skal henvise til formen, som en orm der bider sig selv i halen, det formfuldendte konstrukt bogen er, er både plat, lummert, som Eslund påpeger det, meget fint, sikkert, i hvert fald urimeligt MASKULINT.
er du ude af stand til at læse med kroppen? er dit køn så nødvendigt i den proces læsningen er? fordi signaturen siger kvinde?
undervejs i anmeldelsen indskriver du desuden det biografiske i din læsning, hovedstolen, binder det op på samme ide om materialisme som teksten arbejder med, de mange M'er.
jeg undskylder for mit første, truende udfald, den agressive og polemiske tone; jeg blev bare så vred, og bliver stadig vred, når du nægter at anerkende den maskulint (imperialistiske) holdning, attitude, som fylder sproget i din anmeldelse af Moestrup, den patroniserende hos Ørntoft, som et problem, noget problematisk, du burde undersøge og arbejde med i dine kommende læsninger; at du i virkeligheden ikke forføres af bogen, bøgerne, men af dig selv og din pen, når du skriver.
det er, som jeg skrev tidligere, unødvendigt, for den læsning du i virkeligheden præsenterer og interesserer dig for.
og det handler ikke om politisk korrekthed, om at gå i kirke eller ej, om hvor engageret man er, hvor få penge man får, dem man ikke får overhovedet, for det man gør (der er sgu ingen der tjener en klejne på litteratur; sådan har det altid været, og sådan vil det altid være); det handler simpelthen om 1) respekt for de mennesker, de kunstnere, og den kunst de gør, som er foran dem, om 2) den tid der ligger i de værker, du anmelder, den tid de fortjener at blive betalt med (fuck pengene!) og om 3) at tage det alvorligt!
moestrups bog fortjener den alvor den selv opererer med, som et minimum (theis' for den sags skyld også (surprise! humoren er også en alvor, alvorlig figur at operere med i litteratur). jævnet med jorden er, for bare at være plat, en af det forgangne års ubestridt sejeste bøger på dansk, og så skal den bespises med sådan en læsning. det er sgu for groft.
men hvad så nu? jeg sgu ligeglad! jeg læser bare mit oei, vagant, dbp eller ildfisk, og lader sentura være sentura: reaktionære læsninger til reaktionære læsere, fra reaktionære læsere til dig! (evt. nyt slogan?)
kh
hej Mads:
Tak for kommentaren. Jeg sætter pris på jeres engagement, også selvom vi er uenige. Husk det.
Men "klamt" ligefrem og for hvem, så er det vist heller ikke værre. Lummert er jeg med på. Lummert kan i min øjne godt være sjovt. Ordspil, det er lummert, som i "udfordrende". Og lummert, fordi der er noget lummert på spil hos Moestrup.
Men altså I er noget af et anmelderpoliti. Som anmelder bruger jeg naturligvis en attitude. Det er jo ikke uden forbehold mig, der står der med bukserne nede i teksten dér. Det burde I af alle vide. Hvis I forestiller jer "mig" (SK) uden forbehold, er det jer, der har et problem, og først og fremmest et problem med at læse teksten.
Og nej, jeg ville ikke skrive sådan om en bog af en mand, for en mand ville ikke performe sit køn sådan, som Moestrup gør det i sine bøger. Dertil kommer, at jeg nægter at skrive kønsløst. Måske er det en modperformance fra min side, men da en der udstiller eller parodierer det køn, der performes: nemlig mandens.
Læs desuden fx Lillian Munk Rösings gode anmeldelser, fx den seneste om Aidt. Hun læser for fanden da også som en kvinde, og gud ske tak og lov for det.
Denne specifikke anmeldelse er for mig ikke er det vigtigste i verden. Vigtigere er naturligvis, om man som anmelder, må stille sig an, skabe sig i og med teksten. Med det mener jeg ikke som en fiktiv anden, men mere en art skriftlig attitude, en performance af en art. Det mener jeg godt, at man må. Det hører måske ligefrem til genren. Desuden vil alt andet er være dødkedeligt. Ingen gider at læse anmeldelser af kønsløse robotter (jf. jeres egen reaktion ; - )
kh.
Stefan
P.S.: Kommentarfeltet beder mig om at vælge en identitet. Jeg vælger "Stefan K".
Kære anonyme,
skrev min forrige kommentar samtidig med dig og havde derfor ikke din seneste med i tankerne.
En kommentar til dig:
Nu er min læsning jo heldigvis ikke den eneste, langtfra (selvom det næsten kommer til at lyde sådan i din udlægning (hvilket jeg på sin vis er beæret over)), og Moestrups bog skal nok overleve den (min anmeldelse) også.
Desuden, HEY, jeg ER faktisk glad for begge bøger på hver sin helt forskellige måde, så jeg forstår ikke helt vreden.
Dertil kommer: Jeg håber og tror på, at min virksomhed som sådan demonstrerer, at jeg skam tager det dødsens alvorligt.
kh.
SK
P.S. ang. alvor: Ellers gad du jo nok heller ikke skrive så meget her på min blog ; - )
Det her er sgu' som at spille bold med en mur. Dødsensalvorligt.
Og den eneste robot i dette lokale, i denne offentlige forsamling, er dig, Stefan, med din indædte tro på MANDEN og KVINDEN.
Kulturradikale anmeldere og anmeldelser er der sgu nok af. Var det ikke på tide vi kom lidt videre?
(og tilfældet vil, i øvrigt, at der anmeldelses meget lidt, og de anmeldelser der trykkes, på nettet eller i dagbladene, som er seriøse, og når ud til en gruppe læsere, sjældent lever op til de krav værkerne som anmeldelserne skrives på baggrund af, stiller. kritikerne tager ikke deres job alvorligt. informations redaktion gør, men fandme ikke mange andre... åbenbart...)
Det er måske rigtigt. Vi kunne trænge til flere anmeldere, der tager deres hverv alvorligt (eller bare får en ordentlig løn) (men så hellere flere penge til dem der skriver litteraturen). Dog: Det er tiden som sådan, der ikke tager litteraturen alvorligt, er jeg bange for.
Jeg synes ikke, at du læser mig rigtigt ang. køn. Ligesom Butler skelner jeg mellem sex og gender, sex kan jeg ikke løbe fra, men gender kan jeg performe.
Kald mig bare ikke chauvinist, for det er jeg fanme ikke.
Digterne brokker sig
De vil have alvor, de vil have priser
De vil have permanent anerkendelse nu
Men de burde skamme sig
Sætte sig ned og skrive deres digte
Ikke denne selvmedlidende ynk.
Selvmedlidenhed og poesi er i virkeligheden
hinandens modsætninger.
Mange tror at de hænger sammen.
Men hvordan dyrke en selvmedlidenhed i et rum
uden et selv?
Den talende i et digt er aldrig sig selv
men heller ikke en anden.
Den talende er på vej.
Altid på vej
ind i digtets åbne arme.
”Jeg er en elendig stripper” sagde Morten i lørdags og brød sammen. Vi var, som man siger, stangbacardi. Han havde lige vrikket fnisende rundt til noget gammelt Prince. Pludselig stod han ret op og ned, som Gud, som man siger, havde skabt ham, og græd. Der var noget femårigt, formørket ved ham, tænker jeg. Det var noget, som stak dybt, jeg anede ikke, hvad det var. Jeg anede desperat, at jeg burde putte ham. Ae hans kind. At det var omsorg og ikke sex, han havde brug for. At sex ville gøre ondt værre. Sex ville gøre ham ondt. Mig ondt. Os ondt. Jeg følte mig bundet til stolen, det var jeg så også, men jeg kunne jo bare have bedt ham om at binde op. Så let som ingenting; det hele havde jo bare været for sjov […]
Selvom han selv, nærmest mekanisk, tog initiativ til at slikke mig, følte jeg mig på én gang skammet ud og skyldig i et overgreb. Men hønefuld som du var, siger jeg til mig selv, ophidsede skam- og skyldfølelsen dig snarere end at hæmme dig. Det, at du kom på rekordtid, gjorde det ikke bedre, eller: Det var godt, og det var ikke godt”
Jævnet med jorden, side 33-34.
øh, tak, eller hvordan man nu skal opfatte det?
det mest lumre ved hele denne her affære er at der åbenbart sidder nogen derude og har ondt i røven over stefans engagement i ny dansk litteratur. come on. tag jer sammen mads, nexø og den anonyme (den første). jeg ville kunne forstå jer hvis stefans anmeldelser som sådan var lumre, men i piller én anmeldelse frem og læner jer op af et kujonagtigt angreb - DET er klamt.
mvh
Mette
Mette, det passer jo ikke. Jeg har overhovedet ikke noget imod, at Stefan anmelder. Jeg har intet imod at Stefan engagerer sig i littertur, på ingen måde. Hvor for blive usaglig, det har jeg ikke skrevet nogen steder.
Men jeg synes, det er trist at læse lummer udfoldelse som i anmeldelsen af Jævnet med jorden, jeg forstår ikke, hvorfor den lummerhed skal være der. Jeg er enig i den anonyme kommentar, der forsøger at indkredse problemet, som kunne være:
"at du [dvs. Stefan] i virkeligheden ikke forføres af bogen, bøgerne, men af dig selv og din pen, når du skriver."
Jeg kan ikke se, hvorfor lummerhed ellers skulle klistre læsningen til. Og grunden til, at jeg reagerer er, at jeg er træt af at læse onkelagtige anmeldelser, som ikke tager metieren og litteraturen alvorligt og som sovser læsningen ind i personlig oplevelse, kækhed attitude og ligegyldig (ofte nedladende eller smart) udenomssnak. Læs fx Skyum-Nielsen sjovt nok tilsyneladende, men alligevel vældigt nedladende anmeldelse af Abildgaards Kære Venner i Information sidste torsdag. Og der er masser af den slags. Jeg ville da bare ønske at SK ikke skulle være sådan - det er bl.a. derfor, jeg reagerer.
Jeg læner mig ikke op af et kujonagtigt angreb (jeg gå ud fra, at du henviser til det første indlæg, som jeg netop tager afstand fra, i hvert fald dets måde). Jeg følger op på en kommentar, som jeg er enig i. Der er desværre en kedelig tendens til tilfredst anmelderi - det, synes du bare, er i orden? Ligesom det er fint nok at du ikke selv har nogen argumentation i din kommentar, men laver spejl på klam-kommentaren (som jeg nok ikke skulle have brugt, beklager). Come on selv.
Tak for kommentarerne Mette og Mads.
Til Mette: Jeg er nu sikker på, at de mener det godt nok, Mads, Tue og den anonyme, som jeg har en temmelig kvalificeret idé om, hvem er ; - )
Til Mads: OK. Ingen onkleri herfra i hvert fald. Og hvis jeg bliver onkelagtig, så bliver det på den fede måde i fremtiden ; - )
Dog: Jeg mener ikke, at man som anmelder skal have fløjlshandsker på. Man skal forsøge at gøre sit arbejde så godt som muligt, naturligvis, men når man som forfatter udgiver en bog, kan man ikke regne med, at kritikerne bare lægger sig ned i gruset. Og jeg synes ikke, slet ikke faktisk, at du har fat i en tendens, Mads, kun et par tilfældige anmeldelser. Skyum-Nielsen ER en god anmelder, men det svinger i kvalitet for ham, som det gør for os andre.
Jeg er overvejende positiv i mine anmeldelser, men det skyldes, at jeg udvælger og koncentrerer mig om de bøger, som jeg i forvejen håber på er interessante og vedkommende for mig og mit arbejde på uni generelt, og det er de så for det meste.
Desuden: Forfatterne efterlyser altid bedre anmeldere. Det er efterhånden en gammel og triviel historie. Set mere ovenfra så får bøgerne stort set altid den behandling de fortjener, og her taler jeg ikke kun anmeldelser, som jo kun er førstegangsindtryk. Mere vigtigt for bøgernes efterliv er behandlingen af dem i større og mere substantielle sammenhænge: Specialer, litteraturundervisning, tidsskriftsartikler, opgaver, afhandlinger osv. Men mange forfattere har sjældent blik for den slags. For dem er kritik lig med dagbladskritik. De hænger sig i anmeldelserne. Livet går dog videre, især hvis deres bøger er gode nok.
Hej Stefan
Jeg er helt med på, at anmeldelse og kritik er forskellige ting. Det er vi ikke uenige om. Det er vi så muligvis om standarden på anmelderiet.
Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere læsning og mindre formidling af privat oplevelse, mindre forestilling om hvem læseren måtte være og mindre tøhø i anmeldelser. Jeg er ikke imponeret af niveauet.
At du generelt er positiv i dine anmeldelser, har vel ikke noget med kvaliteten af læsningen at gøre? Måske misforstår jeg dig?
Kh Mads
Nej, det var blot fordi jeg skrev, at man ikke skulle lægge fingre imellem. Derfor kunne det se ud som om, at jeg er blødsøden.
(hvilket jeg for resten også er ; - )
Hvis man skulle kritisere dansk anmelderi, så er det mere for at være opdelt i mere eller mindre usynlige lejre, synes jeg. Nogen tager sig af underholdningen, andre af den bløde mellemvare og atter andre af det finlitterære (fx ofte bøger af forfatterskoleforfattere). Der findes et skel og visse praksisformer her, som forbliver ufortalte og uudfordrede, men findes det i den litteratur, som skrives i dag? Selvfølgelig giver WA fx en bog engang imellem til Bukdahl, som kan kan sætte tænderne i, men det er jo bare et mediestunt, ikke et udtryk for, at anmelderiet følger litteraturens opløsning af høj og lav.
kh
SK
Jeg er dybt forarget over din anmeldelse af Mette Moestrups bog, Stefan. 69'eren er da ikke en outdated stilling! :)
Nåmen, vigtigere: Hvad er en ghost-in-the-machine-fortæller? Du kan vel ikke mene en ånd i en krop, så henviser du til Arthur Koestlers definition af begrebet?
Hej Cecilie, tak for din kommentar
Næppe outdated i alle sammenhænge, det har du ret i ; - )
jeg brugte bare udtrykket i flæng og det er sikkert brugt forkert. ideen var blot at maskinen tager over i fortællingen og den ide stemmer vist ikke helt overens med Koestler eller Ryle for den sags skyld
Send en kommentar