Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt. Så diskuterer de en eller anden Søren Villemoes og jeg som ikke engang ved hvem fanden han er (burde jeg det?) eller ikke kender et klap til Bolsjefabrikken, (er det måske en pendant til Bon Bon land?) står undrende på sidelinjen og ser mine helte kvaje sig som de utilstrækkelige mennesker, de også er når de ikke skriver digte, litteraturkritik eller på andre måder forsøger at hæve sig op over den fladpandede virkelighed. Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt. Jeg beundrer allermest de folk, der har en profil, men som ikke rigtigt benytter sig af den; de som holder igen og så alligevel ikke, for er det ikke fejt, krysteragtigt, de investerer jo ikke noget i det rum som er os andre. Blotter sig ikke og umenneskeligt er det ord, der umiddelbart falder mig, men tænk sig at mediet er mere menneskeligt end mennesket: Den eneste ven du rigtigt har, når alle andre svigter, er Facebook. Mit had/kærlighedsforhold ...

Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende. Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrø...