Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Så diskuterer de en eller anden Søren Villemoes og jeg
som ikke engang ved hvem fanden han er (burde jeg det?)
eller ikke kender et klap til Bolsjefabrikken,
(er det måske en pendant til Bon Bon land?)
står undrende på sidelinjen og ser mine helte kvaje sig
som de utilstrækkelige mennesker, de også er
når de ikke skriver digte, litteraturkritik eller på andre måder
forsøger at hæve sig op over den fladpandede virkelighed.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg beundrer allermest de folk, der har en profil,
men som ikke rigtigt benytter sig af den; de som holder igen
og så alligevel ikke, for er det ikke fejt, krysteragtigt,
de investerer jo ikke noget i det rum som er os andre. Blotter sig
ikke og umenneskeligt er det ord, der umiddelbart falder mig,
men tænk sig at mediet er mere menneskeligt end mennesket:
Den eneste ven du rigtigt har, når alle andre svigter, er Facebook.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Her fra mit eksil på UC Berkeley ser jeg klart
for jeg er pludselig en fugl, måske en papegøje,
og jeg mærker en performancekunstners hånd oppe i røven
og den taler og taler og hadet og mindreværdskomplekserne,
den manglende anerkendelse er så stor
at den er nødt til hele tiden at befinde sig på afstand
for at holde det vedlige. Det hele ophober sig som en gigantisk lort
der bare skal hældes ud over det forsmående Danmark,
og som ikke længere kan være i en dåse,
men Facebook er et kolossalt hyggeligt lokum,
hvor man se folk sidde og skide på række.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg skriver dagligt kærlige hilsener til de venner jeg faktisk kender
og som Facebook venligt minder mig om, har fødselsdag i dag
eller i morgen eller engang i fremtiden
som Facebook naturligvis har styr på for mig.
Jeg overvejer grundigt hver gang, om de er det værd,
om jeg faktisk kender dem eller
hvordan det ser ud når jeg klistrer mig selv op
på deres ansigtsmur med min klamme hilsen.
Tænker tilbage på dengang, jeg selv fik en masse hilsener,
bl.a. fra Pia Tafdrup, som jeg aldrig har mødt
men som jeg vældig godt kan lide alligevel.
Jeg skrev tilbage: You got the love I need to see me through,
ikke kun til Pia, men til dem alle
og den kærlighed var måske en smule forloren,
når jeg tænker tilbage på det nu,
den er mig selv og mig selv i rigelige mængder
muret inde i det affektive hjørne af mediet selv,
hvor det kun er had eller kærlighed, hvis valuta gælder.

Mit had/kærlighedsforhold til Facebook er enormt.
Jeg googler Villemoes og det første der dukker op
er en eller anden plagiatsag, vorherrebevares
så er verden heller ikke større og Niels Lyngsø skriver
at han stemmer på Enhedslisten, selvom alle tror han er borgerlig,
men kære Niller, jeg tror ikke længere
at der er en forskel på forskellene: identitet ER politik,
alle er politikere og vi stemmer kun på os selv
for jeg er ikke længere en anden, men det nye repræsentative demokrati.

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere

Søg i denne blog