onsdag den 31. januar 2007

Højholt & Naturen

I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat

"Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det."

På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som Frederik Stjernfelt omtaler som en "konfrontation med endeligheden" i den sene Højholts digtning? Et tyst: "Nu mødes vi snart!", men også et undersøgende forhold "Hvad kan det møde bruges til i min digtning?".

Det afføder en potentiel elegisk tone og en omkringliggende patos, som Højholt dog vælger at værge sig imod. Det er en konstant mulighed for digtene i praksis 9, 10 og 11, men en mulighed, som de vælger at sige "nej tak" til, men hvor det "nej tak" alligevel får lov til at blive stående. Herved får Højholt udnyttet negationens effekt. Fornægtelsen skrives med. Vi kan fornemme, at digtene ligesom er badet i patos, men vi kan ikke finde den nogen steder, kun Højholts smækken døre i overfor alle de patetiske farer, der står på lur overalt.

onsdag den 24. januar 2007

Imellem mudderkastning og mundsvejr

Jeg har kommenteret den løseligt før, men jeg kunne godt tænke mig at følge en smule mere seriøst op på den diskussion, som Mikkel Zangenberg og Tue Andersen Nexø havde i oktober måned omkring kriterier for litteraturkritikken. Positionerne er for mig at se ikke helt optegnede, som Tue ellers hævder.

Det startede med, at Zangenberg i en klumme i Politiken beklagede sig over, at kriterierne for, hvad der er godt eller skidt, nu er blevet så vilkårlige, at man burde nedlægge anmelderiet og smagsdommeriet. Dette underskud på kriterier udmønter sig i en fremturing af kritikerens personlighed på bekostning af kritikkens seriøsitet, som det fx sker i programmet ”Smagsdommerne” på DR2, hvor folk fra vidt forskellige fagområder anstiller domme over værker, som de ikke nødvendigvis har megen forstand på, i hvert fald ikke på værkernes rent faglige tilhørsforhold, om det så er litteratur, film, billedkunst osv.

Dette medførte et verbalt angreb fra Andersen Nexøs side, som mente, at der var tale om varm luft fra Zangenbergs side. Det er for nemt at give efter og at kritisere kritikken, fx for at favorisere personligheder frem for at udføre saglig kritik, uden at komme med mere konstruktive forslag til, hvilke kriterier der gælder for kritikkens vurdering, ifølge Andersen Nexø. Han fremkom således med et andet bud i sin blog, ”Sandkassen”, mandag den 9. oktober, 2006, hvor han opstiller fire krav til kritikeren.

Der er tale om udmærkede kriterier, synes jeg, som man naturligvis kan diskutere og tage op på forskellig vis. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre her. I stedet vil jeg hellere fokusere på noget andet. For det besynderlige og karakteristiske ved Andersen Nexøs krav er, at de går på kritikeren og ikke på værkerne som sådan. Naturligvis giver det god mening at opstille krav til kritikeren, men det er jo ikke ham, der er værket, eller hvad? Andersen Nexø falder for mig at se i en lumsk fælde, som Zangenbergs klumme til en vis grad opstiller, idet Zangenberg sammenblander tingene ved både at kritisere kritikerne og kriterierne for kritikken som sådan. Man kunne måske tale om en misforståelse mellem de to parter, for Zangenbergs svar, som man kan læse optrykt dagen efter på Andersen Nexøs blog ”Sandkassen”, tager igen ikke højde for denne skelnen.

Men man kunne også tale om fortalelse eller forskrivning fra Andersen Nexøs side, hvilket kunne få én eller anden til at tænke, at Zangenberg faktisk har ret, når han påstår, at kriterierne for kritik forsvinder til fordel for en promovering af kritikerne selv. I hvert fald tror jeg ikke, at gode gamle Kant udelukkende tænkte på kritikerne, når han forsøgte at adskille smagsdomme fra analytiske udsagn. Det er naturligvis kritikeren, der udfører den handling at bedømme et værks kvalitet, men kvaliteterne selv må jo i første omgang udspringe fra værket selv. Eller hvad? Man kunne anskue det anderledes ved at sige, at Tues udmærkede opstilling af kriterier præcis er et udtryk for underskuddet af kriterier. Goddag mand økseskaft. Vi dropper altså at diskutere værkets kvaliteter til fordel for kritikerens, for det første kan vi alligevel ikke blive enige om. Måske er diskussionen mere symptomal, end den umiddelbart udgiver sig for at være.

Men det kunne jo også være, at Tues krav til kritikerne faktisk er det rigtige sted at begynde, og at det giver mere mening at starte med en diskussion af kritikernes kvaliteter end af værkets. Således kunne man gå til Norge, hvor der de seneste år har været en større seriøsitet omkring litteraturvidenskabens behandling af litteraturkritikken. Et af de vigtigste bidrag til denne debat har Erik Bjerck Hagen stået for med sin bog Litteraturkritikk. En introduksjon (Oslo 2004). I kapitel 1 opstiller han bl.a. 7 symptomer på litterær kvalitet. Han mener generelt, at litterær kvalitet er noget, som hverken er udenfor eller inden i os, men en hændelse som vi deltager i. Han mener ikke, at der findes et smagsprincip, noget der kan beskrive overgangen mellem princip og enkelttilfælde. Derfor må vi nøjes med symptomerne, der dog, pr. definition er forræderiske, ifølge Hagen (26). Men de er desværre det eneste, vi har at gå efter. For der findes ingen bevisbarhed (31), når det kommer til litterær kvalitet og heller ingen egentlig objektivitet.

De 7 symptomer er, som følger:

1: De fysiske reaktioner. Måden vi reagerer på, når vi læser et værk, der er godt. Om det så vækker afsky eller glæde. Om der er tale om følelser eller fornemmelser, om de befinder sig i maven, i hovedet eller andre steder.
Vi må altså have en bestemt litterær sans eller intuition og evnen til at introspektion og selvanalyse, for at finde ud af, om vores intuition er rigtig eller forkert.

2: Det værk er godt, som lader sig beskrive godt. Hvis værket bliver ved med at kaste noget af sig, når man beskæftiger sig med det, så må det have nogle særlige kvaliteter

3: Kritikken er i dialog og er ingen privatsag. Man kan tage fejl. Hvis andre ikke bryder sig om det, man selv godt kan lide, kan det jo være, at man tager fejl

4: Et værks varighed over tid er et symptom på kvalitet, at det tåler en genlæsning. Det har med kulturel autoritet at gøre. Traditionen får det, som den vil, skriver Hagen (29)

5: De gode værker konstituerer vores horisont, sætter en dagsorden, afstikker en ny (dis)kurs.

6: Sproglig kvalitet: Vi læser for at få sprogoplevelser og sprogerfaring. Hvis vi læser minutiøst og er ængstelige for at gå glip af et eneste ord, er det formentlig et tegn på kvalitet.

7: Litteraturen er noget andet, et chok af anderleshed. En behagelig fornemmelse af at være mindre end værket

Men måske burde Bjerck Hagen have taget konsekvensen af, at der netop er tale om symptomer og dermed have vendt udgangspunktet for sin bog på hovedet. Godt nok har Bjerck Hagen et kapitel om kritikeren senere i sin bog, der bl.a. indeholder en udredning af forskellige former for kritik, herunder det han kalder impressionistisk (hvor afstanden mellem kritiker og værk bliver minimal) og ekspressiv kritik (der er præget af en modstand mod at lade sig influere af værket), men det ændrer ikke ved, at det er værkets kvalitet, som er i centrum for Bjerck Hagens bog.

Skal man således drage en konklusion på denne debat mellem Zangenberg og Andersen Nexø (med Bjerck Hagens bog in mente), så kunne den være, at der faktisk kan være tale om en frugtbar misforståelse mellem de to. Før vi overhovedet går i gang med at diskutere litterær kvalitet, skal vi som et minimum gøre os klart, om kvalitetskriterierne går på kritikeren eller litteraturen selv. Begge dele er for mig at se fornuftigt, imens en sammenblanding kun medfører mudderkastning og mundsvejr.

mandag den 22. januar 2007

Litteraturteoriens skizofreni

Jeg sidder med et gammelt speciale om Per Højholt fra starten af halvfjerdserne. I slutningen af specialets indledning står der følgende at læse:

"Endelig skal der her til slut gøres nøgle bemærkninger om det personlige pronomen, skriveren benytter i omtalen af sig selv. Det lyder kunstigt i manges øren at sige "vi" om sig selv. Det gjorde det også i vores ører i begyndelsen, men vi vænnede os hurtigt til det. Og når vi betragter de to alternativer: man og jeg, bliver vi sikrere i vor sag. "Man" indicerer en total reduktion af det aktive moment i processen, det fungerer som en skyden ansvaret fra sig ved helt at fjerne det aktive moment. Det er et pronomen, der kræver hypotetiske verber. "Jeg" er et pronomen, der så tydeligt bliver negeret og afsløret i al sin grundlæggende overensstemmelse med den metafysik, der kritiseres og søges afskrevet i denne fremstilling. Både Derrida og Højholt river grundlaget bort under det. "Vi" har den fordel, så længe det er nyt og unormalt i hvert fald, at det peger på skriften som tilgrundliggende for fremstillingen, og at det konstant peger på pronomensproblematikken. "Vi" påpeger, at det er et aktivt moment, og at det ikke er et individuelt subjekt, men mange der skriver gennem den skrift, der findes på papiret."

(Ole Krogh: Per Højholt som eksempel fra modernisme til skrifttænkning 1973, s. 9)

Hold da kæft hvor noget vrøvl. Det er jo næsten poesi. Man kommer uvilkårligt i tanke om Gollum fra Ringenes herre, som benytter en lignende skizofren tale. På den anden side kan citatet jo tjene til at sætte nogle tanker i gang om, hvem eller hvad der egentlig er, der taler i en litteraturteoretisk diskurs. Det er et problem de fleste fra universitetet sikkert har siddet med. Men at afskrive jeget på den måde, som det gøres ovenfor, virker mere komisk end rigtig. Desuden skal man være varsom, tror jeg, med at overtage en metafysik eller mangel på sådan fra det objekt eller genstandsfelt, man forsøger at skrive om. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Men at skriften skulle skrive det speciale selv: Sikke noget nonsens. Selvom man som skribent overtager ordene fra et i forvejen eksisterende vokabularium, så fratager det jo ikke en sådan for at være et subjekt og dermed underkastet et og et specielt perspektiv. Som Horace Engdahl skriver det et sted, så er litteraturteorien til forskel fra litteraturen underlagt et krav om kommunikation. Litteraturen kan godt gå amok i forestillinger som ovennævnte, men når teorien gør det, så bliver det i bedste fald komisk. Eller det er ikke længere teori, men litteratur og dermed heller ikke længere et speciale på et universitet.

Lad bare pressen gå i selvsving

Hold da op, hvor er der mange billeder af Mette Moestrup alle vegne. Hvis man lavede en statistik tror jeg ikke, at man kunne finde nogen unge, kvindelige digtere med så forholdsvis få bøger bag sig, der tilnærmelsesvis har fået deres billede bragt så mange gange i dagspressen (og med så store billeder og så store øjne), og hun ser jo også forfærdelig dejlig ud på alle billederne - det er ikke det. Men det virker lidt mistænkeligt. Aviserne er vilde med det: Den kvindelige, dygtige og succesfulde digter, der tilmed ser godt ud. På den anden side så under man jo Moestrup og ny dansk lyrik nogle succeser. Så lad bare pressen gå i selvsving.

lørdag den 20. januar 2007

Tillykke til Moestrup

Det er og har været en fornøjelse at følge den (forholdsvis, alt er forholdsvist når det kommer til den nye danske litteratur) enorme mediedækning af litteraturugen på Testrup højskole. Montanas litteraturpris gik velfortjent til Mette Moestrup og hendes kingsize. Jeg har tidligere anmeldt bogen i rosende vendinger, så jeg vil ikke sige så meget andet her end tillykke til Moestrup. Om bogen ligefrem kan karakteriseres som en form for modkultur (som kulturredaktør Peter Nielsen argumenterer for på bagsiden af gårsdagens Information), er måske nok mere tvivlsomt. Der er vel snarere tale om en form for sofistikeret medkultur, når man tænker på alle de høj- og lavlitterære referencer, der er i bogen, dvs. hvordan der ypperligt ironisk, parodisk og dybtalvorligt spilles på litteraturhistoriens både sorte og hvide tangenter. Moestrup ved heller ikke helt, hvordan hun skal forholde sig til den del af prisen i interviewet igår i Informantion, men skidt være med det. Det er jo en god bog.

Vi er sikkert (forholdsvist) mange der glæder os til at læse nyt fra hende igen.

onsdag den 17. januar 2007

Symptomatisk Selvskreven

For snart nogle måneder siden udgav jeg sammen med to kollegaer Nordisk Institut, AU, antologien Selvskreven - om litterær selvfremstilling, som mildest talt blev tiet ihjel, også selvom vi håbede en smule omtale, bl.a. fordi bogen havde en artikel med om Jørgen Leths skandaleombruste bog Det uperfekte menneske. Men der skete intet. Ingen omtale, ingen anmeldelser. Her til aften googlede jeg titlen endnu en gang for at se, om der skulle være sket noget nyt i sagen og mindsanten, symptomatisk nok var bogen blevet omtalt et svensk site. Nu kan man blot håbe , at bogen trods alt har et liv et sted derude. Det er nemlig temmelig underligt at arbejde on and off en bog igennem halvandet til to år og stå ansigt til ansigt med en mur af tavshed. Bogen er faktisk OK, hvis jeg skal sige det selv (og det er jeg jo nødt til her i hvert fald), og aktuel, men hvordan skulle nogen vide det, hvis den ikke bliver omtalt?

Livet som hund

Krigen har mange ansigter. Generelt er der tale om et hundeliv. Det kan man jo forsikre sig om ved at se denne lille videosekvens.

tirsdag den 16. januar 2007

Verden mangler ikke ligefrem poesi

Hvis man er i tvivl om hvorvidt der findes poesi udenfor de gængse rammer, så kan man jo blot læse kommentarerne til denne artikel i Politiken. Spring blot selve artiklen over og gå direkte til kommentarerne: Her finder man alt fra street gang bang til Hölderlins Scardanelli-digtning. Fra lort til lagkage og så det, der forsøger at svæve derimellem.

Alle har en blog

Måske er det på tide at blande sig med de andre ord. Internettet er en tsunami af tanker og meninger, og alle linker til hinanden. Jeg forsøger atter at surfe på bølgen.