Højholt & Naturen

I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat

"Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det."

På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som Frederik Stjernfelt omtaler som en "konfrontation med endeligheden" i den sene Højholts digtning? Et tyst: "Nu mødes vi snart!", men også et undersøgende forhold "Hvad kan det møde bruges til i min digtning?".

Det afføder en potentiel elegisk tone og en omkringliggende patos, som Højholt dog vælger at værge sig imod. Det er en konstant mulighed for digtene i praksis 9, 10 og 11, men en mulighed, som de vælger at sige "nej tak" til, men hvor det "nej tak" alligevel får lov til at blive stående. Herved får Højholt udnyttet negationens effekt. Fornægtelsen skrives med. Vi kan fornemme, at digtene ligesom er badet i patos, men vi kan ikke finde den nogen steder, kun Højholts smækken døre i overfor alle de patetiske farer, der står på lur overalt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere