Højholt & Naturen

I forbindelse med mit forskningsprojekt sidder jeg og roder med gamle artikler af Per Højholt. Især er der mange i Aarhus Stiftstidende i fra 1960'erne, men også en del i Jyllands-Posten fra 1990'erne. Højholt skriver faktisk en hel del om træer i 1990'erne og hans forhold til naturen bliver dog også mere og mere idiosynkratisk. Bl.a. fandt jeg dette citat

"Oppe på en bakke her i højderyggen kan man kigge ned på et træ, man kan se en stor eg ovenfra! Det er næsten ligeså indiskret over for landskabet som at flyve hen over det. Træer har ligesom ikke tænkt sig, at de skulle ses derfra, - stå og se ned på et træ, det er porno. Vi skammer os lidt på naturens vegne, men vi gør det."

På den ene side er naturen, som Højholt skriver det andetsteds, dum, på den anden side er der en vis form for andægtighed over Højholts forhold til den, i hvert fald i den sene periode af Højholts liv. Måske en slags gensidig respekt, naturen og Højholt imellem, måske pga. det som Frederik Stjernfelt omtaler som en "konfrontation med endeligheden" i den sene Højholts digtning? Et tyst: "Nu mødes vi snart!", men også et undersøgende forhold "Hvad kan det møde bruges til i min digtning?".

Det afføder en potentiel elegisk tone og en omkringliggende patos, som Højholt dog vælger at værge sig imod. Det er en konstant mulighed for digtene i praksis 9, 10 og 11, men en mulighed, som de vælger at sige "nej tak" til, men hvor det "nej tak" alligevel får lov til at blive stående. Herved får Højholt udnyttet negationens effekt. Fornægtelsen skrives med. Vi kan fornemme, at digtene ligesom er badet i patos, men vi kan ikke finde den nogen steder, kun Højholts smækken døre i overfor alle de patetiske farer, der står på lur overalt.