Fra versets horisonter

Signe Gjessing: Blaffende rum nænnende alt

(anmeldelse til Standart)

Solsystemet blafrer og universet er kildent i Signe Gjessings anden digtsamling. Allerede med den første digtsamling Ud i det u-løse (2014), der subtilt spillede på titlen til Nelly Sachs’ Ind i det støvløse (2004), havde man en klar fornemmelse af, at vi her havde med en original og tidløs digter og digtning at gøre. Det er med ét ord kosmisk, eller et andet: verdensrumspoesi. Valgslægtsskabet med Sachs og dermed også mere eller mindre indirekte med Paul Celan (f.eks. lyder det hos Gjessing ”Der graves en grav til verdensrummets/højde” imens det i Celans ”Todesfuge” lyder ”wir schaufeln ein Grab in den Lüften”), deler Gjessing med en digter som Simon Grotrian. Og ligesom Grotrians digte er Gjessings hermetiske. Humoren er dog en væsentlig forskel mellem de to, selvom Gjessing har tilløb til flere fnis, f.eks. når der går madopskrift i et vers, formentlig pga. en betydningsafsmitning fra ordet »verdensviktualierummet«:

Universets½ halvdele ½½½ pilles og½½ skylles væk ½½som½ rosenkålsblade½½½½½½½

Det de så til gengæld har til fælles, er deres behandling af sproget som noget betydningsmættet, næsten materielt, ja en kabale, der aldrig går op. Man kunne tale om, at de begge er superlyrikere (lyrikernes lyrikere) i den forstand, at man ikke, i hvert fald ikke i DK, finder ret mange digtere, hvor sproget i den grad svinger mellem prægnans og vidde. Lad mig komme med et eksempel:

vejret kalder på os

som en moder kalder til te i døråbningen og vi husker at trække

det.

Det trækker bogstavelig talt i ordet »trække«. Det skal naturligvis ses i forbindelse med, at man trækker vejret, men desuden trækker teen jo også. Ved at trække vejret og ordet trække væk fra hinanden i sætningen og i to vers, skaber Gjessing imidlertid en effekt, som de russiske formalister ville kalde underliggørelse. Dertil kommer enjambementet mellem trække og det. Den mikroskopiske pause, som skiftet fra det ene til det andet vers besørger inde i sætningen, besørger også flertydighed. I det øjeblik er vi bogstavelig talt, både vi læsere og vi’et i teksten, som teen, noget der trækker.

            Poesien skal være disse blaffende rum, der nænner alt, ja nænner altet at komme til orde. I den forstand er Gjessings digte mere ambitiøse, end når Brorson slår sig for munden i »Op, al den ting, som Gud har gjort«, hvor man hører om mange munde i havets dybe grund, og himlen nok brøler til sidst. Der er således mange munde at mætte i sproget, og det resulterer hos Gjessing i et ”[a]fsind dyppet i noget, der trækker på det over for dét, verden siger”.

            Et hyppigt forekommende ord er »horisont«, og horisonten er som ordet »trække« et mødested, en betydningsforsvinding, men nu uden for sproget mellem himmel og hav, jorden og himlen. Ordet er desuden flertydigt som ”trække”, idet horisont også er grænsen for vores fatteevne. Eller som det lyder:

Horisonterne er de hvepsestik verden giver uverdensmørket i det uendelige: verden går til, bagefter det// Vores tilstedeværelse      her     lindrer på stikkene/ der stiger op og ned over uverden, som sole// et springvand af verdensstik-op-og-nedgange,/ som om der er en læk et sted i uendeligheden de springer ud fra: uendelighed lækker flere steder,/ horisonternes står ud i uendeligt tynde stråler,// tynde højtrykshorisonter ind i uverden: uverden gennemstikkes af uendelighed fra verdens side –

Muligvis skal vers forstås som horisonter, også de er, når de lykkes, hvepsestik. Det er i øvrigt svært at gengive versene korrekt, især grafisk. Gjessings bog er stor og flot, 20 x 30 cm med udsnit af Hans Haagen. Desuden er digtene ikke så meget digte, altså traditionelle afrundede tekster på cirka en side, som de var i debutbogen, men mere vers spredt ud over siderne, måske et langdigt, selvom man kan ane separate forløb, f.eks. i begyndelsen, hvor der cykles (»Rille i tid. Tynde dæk af sandhed kører/ i«), men et forløb der bliver bemærkelsesværdigt afbrudt af bogens eneste overskrifter stavet med fed »Endelig uden for poesien«, »Havet«, »Horisonten«, »Vinden«.

            Hvis det er poesi uden for poesien, vi her har at gøre med, forstår man godt hvorfor Gjessings vers vil favne alt. Det kosmiske består i at lade det helt store karambolere med det allermindste, som når »[s]tjernernes lys er i uorden som dunet i en dyne«. Også her kunne man tale om at skabe (nye) horisonter i sproget. Når det lykkes for hende er det svimlende. Man har muligvis set det før, ikke mindst i de danske salmer, og det bliver af og til en smule villet, hvis man skal stole på denne læsers smag, f.eks. i en linje som »flygtighedens muskels spasme, bag mure af sorgens juice«, hvor betydningsophobningen tager luften ud af ordenes klang og derved sænker det poetiske niveau. Omvendt giver disse passager læseren et indtryk af, at alt for meget presser sig på, en slags poetisk åndenød som er kendetegnende for Gjessing.  Derfor skal disse overdeterminerede passager ikke tage glansen af de mest stjernelige vers. Læs dem højt et sted ude under det store, mørke himmeltæppe og lad dem trække igennem dig som én af universets umærkelige og umættede vinde.

---