I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder:

"Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding."

Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bestemt ikke på, at det er Jakob Ejersbo, der skal "redde" dansk litteratur, og selvom artiklen emmer af idiosynkrasier, lyrikfortrængning, og lidt hasarderede påstande, fx når det påstås, at Rune Lykkeberg trak litteraturen ud af sit trygge reservat*, kan den måske alligevel være et ok, naturligvis lidt provokerende, indspil i det danske litterære miljø. En outsider-bemærkning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg igennem længere tid har læst en del nyere litteratur fra Norge. Det gør jeg af den simple grund, at den er bedre end den danske. Det kan der naturligvis være flere grunde til, men det er som om, at den danske litteratur slet ikke har opdaget at Norge litterært set er blevet storebror inden for de senere år. Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der alligevel er noget omkring Harbsmeiers ide om reservatet, at den nye danske litteratur til en vis grad er præget af en slags selvtilstrækkelig lukkethed.

For det er til eksempel bemærkelsesværdigt, at den nye norske litteratur, som jeg har læst, generelt er meget åben overfor dansk (og svensk) litteratur; den har den naturligt med som en del af den litterære bagage, imens megen ny dansk litteratur snarere har øjnene stift rettet mod sig selv, fx mod forfatterskole-kollegernes værker og nylige udgivelser. Det burde strengt taget ikke være de nye norske forfattere, der skriver om og lader sig inspirere af de danske, men omvendt, for oppe i Norge bor der faktisk andet end trolde.

Det her med lukkethed fik mig til at erindre et 1971-citat fra Hans Hertel:

”Rimeligvis har tendensen til selvforstærkende isolation i det finlitterære kredsløb også betydning for udviklingen af litterære former og motiver. Det er fristende at se strukturelle sammenhænge mellem på den ene side den lukkede cirkels tendens til selvrekruttering og på den anden side modernismens – også yngre dansk litteraturs – tendens mod metakunst: poesi om poesien som erkendelse og medium, anti-romaner om romaner der bliver til (eller om romanens umulighed eller sprogets opløsning), romaner om forfatternes og andre mediestjernes forhold til mediet og læserne – eller til sig selv, hinanden og det litterære miljø” (Hertel 1971: 236)

Det er fra Hertels efterskrift til Robert Escarpits litteratursociologiske bog fra 1971.

Nu må jeg jo nok selv betragtes som en del af de litterære (lukkede?) kredsløb. Men muligvis er det også derfor, at vi af og til har brug for et synspunkt som Harbsmeiers, netop for at se os selv udefra (og det kunne være meget mere nuanceret, enig Lars - lad os få en sociolog eller en spion ind i miljøet).

Fx er jeg jo (og det er heller ikke en hemmelighed) glad for den aktivitet, der er omkring selvbestaltede småforlag og mere eller mindre hemmelige udgivelser og har tidligere påpeget, hvordan disse måske kan have deres årsag i skønlitteraturens krise eller måske snarere finlitteraturens krise i forhold til bogmarkedet generelt. Det håber jeg er rigtigt.

På den anden side: Ser man på Amalie Smiths nylige debutbog, som er udkommet på Gyldendal, er der ingen grund til at klandre dem fx for at sylte den "fine" og avancerede litteratur. Så hvad hvis sagen i virkeligheden var en anden? At der var tale om en art dovenskab fra forfatternes side? Hvad hvis alle disse småtryk var et udtryk for, at man allerede er en del af det litterære netværk og har sine forbindelser i orden (måske fordi man har gået på forfatterskolen), hvilket betyder, at man behøver ikke at skrive sig sin vej ind i det. Man kan nøjes med pamfletter og performance.

Igen kan jeg ikke lade være med at skæve ud over den imaginære nationale grænse, især til Norge hvor den ene fantastiske roman efter den anden popper op, romaner som ud over at de er gode, ofte også sætter gang i en debat, rører ved flere end bare den sædvanlige litterære masse (os kritikere fra "det litterære kredsløb"). Måske er det afstandene i Norge, måske er det den jævnbyrdighed, der er mellem de store byer (eller med andre ord har de ikke et København), måske er det pengene? Man kunne også skæve til bordet her på mit kontor, hvor svenske Johan Jönsons mere end 700 sider lange Livdikt ligger og venter på at blive læst.

Pointen er ikke kun, at jeg som så mange andre, fx Harbsmeier, formenligt er ramt af virkelighedshunger (hey, jeg har skrevet en bog om Per Højholt). Pointen er snarere, at det af og til bliver for visionsløst, skrevet og udgivet til intern cirkulation i det litterære miljø. Jeg savner til eksempel store, fede bøger fra forfatterspirerne, om det er i retningen af Brixvolds Forbrydelse og fremgang, eller i retningen af Knausgårds Min kamp eller som Jönsons Livdikt er underordnet. Det kunne også være store, fede bøger med personer, handling osv. [CHOK], som Ejerbos, men hvor sproget ikke minder om noget man møder i en roman, skrevet til niendeklasses elever. Her for tiden hører jeg fx Philip Roth på min ipod og han vil være et fantastisk forbillede for enhver forfatterspire.

*Jeg er stor beundrer af Lykkebergs Kampen om sandhederne, men det er altovervejende en bestemt slags litteratur, som han gør brug af og som Harbsmeier tydeligt foretrækker, nemlig den realistisk-mimetiske, gerne samtidskritiske litteratur.