Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land. Hamsuns store forbillede er Dostojevskij, "Sult" er skrevet efter "Kældermennesket", "Mysterier" efter "Idioten", det synes jeg er ret klart, men Dostojevskij er sgu ingen modernist, han er tvært imod den borgerlige psykologiske realisme i absolut topform. Hamsun var en realist af denne skole på linje med Jacobsen og Pontoppidan. At han skriver bedre end de to, er muligt, men hans form er den samme: Sindbilledet, karakterstudiet som anledning til en mere generel (national) samtidsbeskrivelse. Fred være med hele den tradition, den er muligvis noget af det bedste romankunst, vi har i Skandinavien, men modernistisk er den ikke, og det bliver heller ikke modernistisk, hvis man forsøger at gentage den i lidt andre stilistiske klæder end før, som det måske sker i dag. Modernismen er for det første anational, den er en erfaring af betingethed, historisk og globalt, en (bl.a. gennem krig dyrekøbt) erfaring af massesamfundet og dets mekanismer, hvor intet individ og ingen nation blot står frem til skue, fordi det snarere er det større billede, den større historie, det større uhyggelige eller lokkende møndster, der skaber individdet end omvendt. Dermed har vi Kafkas og Joyces romaner og lignende, men den slags kan jeg ikke finde i Skandinavien, jeg finder Hamsun som til sidst må opsøge de små nordligst liggende bygder for at finde stabile vilkår for sine gæve landarbejdere, jeg finder Jensen og Strindberg, som flipper ud i mytologiske fabler, "Klokkeren på Ranø", en fantastisk roman, og slet ikke borgerlig, men europæisk modernistisk roman er det godt nok ikke. Måske har vi aldrig haft nogen romanmodernisme i Skandinavien, og det er vel så, fordi betingelserne (erfaringerne) ikke har været til det, hvilket efter min mening ville være højst interessant. Måske kan man tale om modernisme hos Hultberg, Højholt, Fløgstad m.fl., men den er i så fald snarere en slags litterær inspiration end egentlig erfaringsbetinget. Nu er vi så sprunget over modernismen og ind i et postmoderne (og multinationalt) forbrugersamfund, hvor romanen som så meget andet er commodity, vare, og så ser forbrugsmønstret lidt anderledes ud i Norge, mit gæt er som sagt fordi den yngre norske nation i længere tid end f.eks. Danmark har kunnet bruge den borgerlige roman som nationalt identitetsparameter, og derfor er der stadig salg i den. Men lad være med at tale om "udbredelse af god litteratur", "bøger der handler om noget" osv. i gammelbrandesianske termer, det handler både i Norge og her om genkendeligheden af særlige varer. Og indtil videre leverer forfatterne, både i Norge og her, disse forholdsvis genkendelige varer, lidt forskellige fra nation til nation, men dybest set nostalgiske i formen. Men det har ikke fremtiden for sig rent kunstnerisk. Her skal vi til Bolano og andre forfattere, som tør tænke romanen helt forfra.
Martin Glaz Serup sagde ...Kære Jeppe,
Tak for nogle spændende, originale og radikale kommentarer - "Jeg kan slet ikke få øje på en modernistisk tradition inden for romanen i Norge eller i noget som helst andet nordisk land." - her er noget at tænke over. Niels Frank har jo allerede i sine essays 'Alt andet er løgn' (2007) redegjort for hvordan den litterære modernisme i Danmark er noget meget anderledes - i kraft af sin opbyggelighed ikke mindst - end i for eksempel Frankrig, Tyskland og England. Men du hævder altså at der slet ikke er (eller har været) nogen (nogenlunde samtidig) litterær modernisme i hele Norden?!? Jeg ville meget gerne om du gad, bare så omtrentligt, at redegøre for hvad du forstår ved 'modernistisk roman' (altså ikke ved 'roman'); og også hvor du ser den, hvis slet ikke i Norden???
Jeppe sagde ...Kære Martin -
er vi de eneste to her? - man kunne få den mistanke -
men angående modernismen: Først lige et forbehold: Jeg siger bestemt ikke, at der ikke findes nogen samtidig modernisme i Norden, Södergran, Björling, Momberg, Munch-Petersen og Schade er lyrisk modernisme, selv om jeg nok tror, Niels Frank har ret i, at der måske selv hos dem er mere opbyggelighed - eller i hvert fald noget andet på spil - end hos deres europæiske samtidige. Måske. Det ved jeg ikke. Hvad jeg udelukkende taler om, er fraværet af en modernistisk tradition inden for romanen i Norden - med vægt på ordet "tradition", det forhindrer ikke, at der kan findes enkelte romaner, som kan kaldes modernistiske. Men så skal man enten grave mærkværdigheder op, som i Danmark måske Knud Hjortø eller Bønnelyckes romaner, som aldrig fik nogen videre indflydelse på traditionen - eller man skal - som Stefan vist også siger det - op i 50'erne, måske endda 60'erne, og så har vi for mig at se ikke at gøre med en samtidig tradition, men om en senere litterær inspiration, f.eks. inspirationen fra Beckett hos danske prosaister som Seeberg, Thorup, Smærup Sørensen, Højholt m. fl. Og - for mig at se - en litterær inspiration er ikke det samme som den omvæltning i selve opfattelsen af romanen, som foregik i de store europæiske lande i tiden umiddelbart omkring og efter 1. verdenskrig, og som jeg først og fremmest ville kalde romanmodernisme. At visse nordiske forfattere har haft litterære forbilleder blandt de modernistiske forfattere, forhindrer jo f.eks. ikke, at hele romantraditionen i Norden primært skulle være forblevet borgerlig/realistisk - som er det, jeg hævder. Jeg tror endda, jeg ville kunne finde flere eksempler på, at romaner, som måske i det ydre ser modernistiske ud - altså har tillagt sig en stil, en sprogfornemmelse fra modernismen - i deres grundlæggende form stadig er borgerligt/realistiske romaner, "Hærværk" er et eksempel.
Men hvad er så den modernistiske tradition i romanen? - jeg må i gang med en ny kommentar, tror jeg, satans.
Jeppe sagde ...Modernismen er ikke en bevægelse, der pludselig vælter alt forudgående af pinden, der skrives stadigt borgerlige romaner i hele Europa, men den er i nogle litteraturer blevet en korrigering af den borgerlige roman, og har frembragt nogle af de mest interessante forfattere. Den er f.eks. Jünger, Musil, Kafka, Bernhard. Den er Celine, Genet, Camus, nouveau roman. Den er Joyce, Beckett, Flann O'Brien. Den er Stephen Crane, Gertrude Stein, William Carlos Williams og sikkert også Faulkner (selv om Faulkner er, synes jeg, en special case ligesom Woolf, Hemingway og Proust, måske er de bare meget velskrivende og flerdimensionelle realister). Den er Pío Baroja, Unamuno og Cela. Den er Borges og Cortazar. Den er altså først og fremmest et tysk, fransk og spansk anliggende med indskud fra irske, amerikanske og sydamerikanske internationalister, som ofte havde tilknytning til Europa. Derimod er den forholdsvis svag i den angelsaksiske tradition, selv i USA. Og den er svag i Norden. I Rusland findes der derimod Mandelstams få romaner og prosatekster og sikkert meget mere, som jeg ikke kender til. Hvad der ligger bag den, er ganske kort sagt fornemmelsen af internationalt sammenbrud i de gamle nationalstatslige identiteter og erfaringen af international betingethed. Som jeg tidligere sagde: 1. At intet individ, ingen nation længere kan betragtes i sin gamle form, som en entitet der følger sin egen udvikling og danner sin egen mening (hvilket er kongstanken i den borgerlige roman før og nu), at nationen og identiteten derimod skabes i et ofte dunkelt og uigennemskueligt mønster af historiske kræfter og ofte decideret atavistiske aggressive kræfter fjernt fra de dannede og sensible forklaringsmodeller, som den borgerlige roman troede på. Hermed har vi Musils svanesang over det østrig-ungarnske dobbeltmonarki i "Manden uden egenskaber", vi har Joyces tombola af historiske og mytologiske kræfter, der ikke blot påvirker hans karakterer, men decideret skaber dem, allertydeligst i "Finnegans Wake", vi har Celas uhyggelige massemorderhistorie med en nærmest tom massemorder, der bliver ved med at sige, at han såmænd bare gør, hvad han bliver bedt om, fordi "det læger mig" i "La familia de Pascual Duarte". Ganske typisk for modernismen er der i disse værker ingen mulighed for direkte realistisk genkendelighed. Handlingen hos Musil foregår i et rum, hvor man stadig tror at dobbeltmonarkiet vil overleve, man planlægger en større fejring af kejser Franz Josefs regeringsjubilæum i (så vidt jeg husker) 1919, selv om Musil selv og alle læsere af bogen da den udkom i 1930/32 ville vide, at hverken stat eller kejser overhovedet kom til at leve så længe. "Finnegans Wake" kan ligesom "Ulysses" placeres i et genkendeligt Dublin, men begge bøger tager på sig at forvandle dette Dublin til en gennemgangshal for verdenshistorien og til en utopi. "Duarte" er måske nok historien om en genkendelig dum spansk bondetamp, men den er allerede ved første øjekast nærmere en allegorisk historie om den spanske borgerkrig og en grum satire over "Don Quijote", den spanske nationalroman. Osv.
Jeppe sagde ...Det er jo absurd, det her, men nu får du hele smøren:
... Den normale "realistiske" identifikation med fortællerum og hovedperson er suspenderet til fordel for et dyk ned i det bagvedliggende mønster, de bagvedliggende kræfter. Handlingsrum og hovedperson tager sig ud som et eksempel på disse kræfter og er fuldstændig betinget af dem. Med Northrop Frye kunne vi placere realismen i en "ironisk" generisk modus, bl.a. fordi den har genkendelighed og ligeværdighed mellem læser og hovedperson, mens modernismen befinder sig i den generiske modus, som Frye kalder "romance", og som kendetegnes ved emblematiske, eksemplariske hovedpersoner, larger than life - eller måske nogle gange smaller than life - i hvert fald aldrig bare life - tænk på Becketts vagabonder - og Kafkas "Slottet" kunne være et andet nærliggende eksempel. Er det historien om en genkendelig landmålertype, der gerne vil op på det slot, der har ansat ham? Nej. Det er snarere - uden at vi overhovedet behøver tage fortolkerbrillerne på - en historie om udsathed og higen efter mening midt i et univers af fjendtlige kræfter.
Og dermed kommer jeg til den anden ting, jeg ville nævne som en afgørende forskel imellem realisme og modernisme: 2. Den modernistiske roman er sig sin status som fiktion bevidst. Hvor realismen udgår fra den berømte Henry James-idé, at en roman skal være "a slice of life", hvor der altså postuleres en direkte spejling mellem roman og virkelighed, ofte som om der slet ingen fiktiviserende instans var til stede, som om sætningerne på naturligste vis bare kom ud af den blå luft, der går den modernistiske roman nærmest den modsatte vej, den skjuler ikke, nej, den snarere markerer sin fiktivitet. Dette er tydeligt hos næsten alle dem, jeg har nævnt, Kafka, Celine, Stein, Beckett, Baroja osv. Og hvorfor? Ja, fordi en bevidst fiktion, en allegori, en mytologisk fabel måske er det bedste middel til at beskrive de mønstre og kræfter som i det 20. århundrede har vist sig som mere virkelige end vores "umiddelbare" virkelighed. OG sikkert også - som vi ser det hos Joyces, Borges m.fl. - fordi det for en moderne bevidsthed ville være absurd at påstå, at der ikke fandtes anden litteratur, at vi ikke også på dette punkt var betingede af historien - mens den typiske realistiske roman tilsyneladende helst vil lade som om, litteraturen (og litteraturhistorien) slet ikke fandtes.
Mens den realistiske romankonvention altså helst vil glemme, at den opererer inden for visse historiske rammer - og inden for litteraturen som sådan - og derfor ofte får et bekræftende traditionalistisk præg - forsøger modernismen (måske nærmest bourdieusk) netop at inddrage rammerne, betingelserne, og ofte med det klare mål at modernisere dem i en stadigt fortløbende proces. Nationalstaten skal opgives eller moderniseres (Joyce, Musil, Genet, Bernhard), opfattelsen af individdet skal opgives eller moderniseres (Camus, Unamuno, Baroja, Beckett), religionen skal opgives eller moderniseres (Joyce, Kafka, Celine, Cela), vore familiære og sociale vaner, bla. kønsrollerne skal moderniseres (Joyce, Musil, Celine, Genet, Stein), og ikke mindst skal litteraturen moderniseres, så den i højere grad passer til en ny epoke i verdenshistorien (hele flokken). 3. Denne aktivt påvirkende - i stedet for blot og bart beskrivende - relation til den omgivende kultur, er det tredje jeg ville fremhæve som et modernistisk træk.
21 kommentarer:
leser dette med interesse, og siden alt egentlig begynte med Norge,kjæmpers fødeland, og spørsmålet om det er noen modernisme-tradisjon å snakke om her, så tror jeg Jeppe har helt rett i at den borgerlig-realistiske romanen står fjellstøtt her i landet, og har gjort det siden Brandes ba forfatterne sette problemer under debatt. Men et spørsmål som ikke har med nasjon å gjøre, men det Jeppe sier om tradisjon og modernisme. Du skriver at modernisme springer ut av livserfaring, altså formen avfødes av en erfaring som kanskje først og fremst var akutt for forfattere på tjue-tallet. Er det ikke et paradoks i å på den ene side at formen oppsto i en konkret historisk epoke, for deretter snakke om modernisme som litterær tradisjon? Vår livserfaring er da helt anderledes enn folk som levde på tjuetallet? Vi har da også flere former å velge mellom og mindre realisme -modernisme som tradisjon-brudd å forholde oss til. Modernistene skrev jo i opposisjon til realismen. Hvem skulle i så fall modernistene skrive i opposisjon til i dag? Realismen? Da er det vel strengt tatt ingen utvikling å snakke om?
Jeg ved godt at ballet er forbi og løbet kørt, men Jeppe, du forholder dig ikke til mine to danske yndlingsromaner, Kongens fald og Saturn. Jeg ved ikke hvad de kalder Johs. V. i gymnasiet for tiden - men modernist - dét er han da. Så kropslig som Joyce så småfacistisk som Pound og så hård som Celine. Og så Saturn der nærmest gennemskriver, genskriver Joyce (men det er måske for sent med den)Den nye roman har da også gået sin sejrsgang I DK. Jeg har svært ved at forestille mig Hesselholdt uden Simon. Og hele den formelt innovative 70er-prosa. Villy Sørensen var vitterlig ingen Kafka og Paludan ingen Musil - men lyskilder, der er der da.
Jeg synes forsøgene på årsagsforklaringer er lidt søgte, altså at romanmodernismen i Norden ikke findes fordi (citat fra ovenstående):
"betingelserne (erfaringerne) ikke har været til det" altså "en erfaring af betingethed, historisk og globalt, en (bl.a. gennem krig dyrekøbt) erfaring af massesamfundet og dets mekanismer, hvor intet individ og ingen nation blot står frem til skue, fordi det snarere er det større billede, den større historie det større uhyggelige eller lokkende møndster, der skaber individdet end omvendt."
Jeg har hørt den forklaring før i en form, hvor den lød sådan cirka: "Det er fordi, vi har det for godt her i Norden". Men har og havde vi alle det? Det kan jeg ikke se.
Forholder det sig sådan, at de erfaringer ikke har fandtes eller findes i Norden? Måske handler det nærmere om, at de erfaringer ikke når eller har nået (roman)papiret her? Og hvorfor har de så ikke gjort det? Eller hvorfor har de gjort det i en form, som måske ikke har været modernistisk?
Hvis modernismen begynte som en erfaring som krevde nytt uttrykk, da ga de jo erfaringen form til bruk for andre med lignende erfaring. De ga for eksempel nordmenn valget mellom å skrive realistisk eller modernistisk. Hvis det er erfaring som er hovedsaken (og ikke å identifisere skrivemåter/grep/motiver osv.)så virker det som Jeppe mener at modernisme uttrykker den "rette" erfaringen og realisme uttrykker den "feile" erfaringen. Men dette virker usedvanlig lite nyansert, selv for en nordmann.
Jeg er ikke sikker på, det skal forstås sådan, altså som et spørgsmål om stil, smag og frit valg på alle hylder med kulturkonsum.
Eller sådan forstår jeg det i hvert fald ikke.
Jeg er lidt i tvivl om min egen holdning til ovenstående, men synes jo først og fremmest, at det er interessant, fordi det KAN diskuteres. Jeg er fuldstændig enige med "Greetings from Norway" [sic]i, at man skal passe på med at tilføre ismerne en bestemt værdi. Men mener også som Vibeke, at "modernisme", eller hvad man nu vil kalde det, ikke nødvendigvis hænger sammen med bestemte erfaringer.
Tager man de mange samtidige selvfremstillende / selvbiografiske romaner af den eller anden art, kunne de jo fx læses som en art navlepillende højkonjunktur-litteratur. Måske er det også derfor, at Matias Faldbakkens trilogi er en art (terror)bombe under alle disse. Samtidig med at de tillige ender med at blive en art "selvfremstilling", men på omvendt måde. Jeg husker specielt et citat fra Unfun:
”Hvad er en skandinav? En skandinav er en person som til daglig lever i spennet mellom to vesensforskjellige følelser: Følelsen av usårbarhet: jeg kan ikke skades (av det jeg ser på tv) – og følelsen av utilstrekkelighet: jeg har ikke mulighet til å påvirke (det jeg ser på tv). Dette er i prinsippet en trans-vestlig middelklassetilstand, men i Skandinavia kan denne tilstanden sies å være fullbrakt.”
(Abo Rasul: Unfun s. 89, 2008)
Men så igen: Selvfremstillingen er i mine øjne et led i et større fænomen, som har med med en medialisering at gøre, som igen har med globalisering at gøre osv. Men også med litteraturens ændrede rolle i et andet kulturelt landskab at gøre. Det er ikke nødvendigvis navlepillende luksuslitteratur i mine øjne, selvom noget af det kan være det.
Bedste hilsener
Stefan
Læs i øvrigt Harald Bergstedts Aleksandersen - det er mere modernisme (men dermed ikke være sagt bedre) end Kongens fald, som i mine øjne er modernistisk ved et tilfælde. "Modernisme ved et tilfælde" er jo en underlig form for misforstået modernisme. Det er bl.a. derfor at Per Højholt altid er ude efter Jensen (og Rifbjerg). Nå, blot en kommentar mere.
Tak for kommentarerne, Greetings from Norway, Elisabeth, Vibeke og Stefan,
når jeg valgte at sige, at modernismen har med en "erfaring" at gøre, var det netop for at undgå, at man opfattede den som blot endnu en mulighed fra hylden med stilarter. Jeg tror, at vi generelt er alt for overfladiske i vores genrebestemmelser, lidt tone fra Beckett, lidt ornamenteret beskrivestil à la Simon, så tænker vi, at det her er modernisme, selv om grundformen muligvis er standart borgerlig/realistisk roman. Lidt "splittelse" i hovedpersonen, besværet ateisme eller lignende, så kalder dansklæreren det modernisme, selv om grundformen muligvis stadig er borgerlig/realistisk roman (eller skal vi kalde det middelklasseroman i dag? det er for mig det samme). Med "erfaring" forsøger jeg at tale om noget, som ikke er fuldstændig inholdsspecifikt, men som nok alligevel har mere med indhold end med form at gøre, noget som har med en anden opfattelse af verden at gøre. Den erfaring af et skift i selve verdensopfattelsen, som man måske oplevede den i 20'erne og 30'erne i visse europæiske lande, og som bl.a. simpelthen betød mindre interesse i individdets dannelse inden for borgerskab/middelklasse, mener jeg til gengæld ikke nødvendigvis er en "livserfaring" hos forfatterne, som Greetings lader til at tro. Jeg bruger ordet i tæt forbindelse med ordet "tradition": En erfaring er noget, der foregår hos både læsere, forfattere og alle andre i en periode, og dét sætter så en tradition, som senere litteratur vil kunne relatere til, især hvis senere forfattere og læsere føler, at de deler den grundlæggende erfaring. Eksempler på sene tilkomster til traditionen inden for romanmodernismen kunne være Kerouac (f.eks. "Visions of Cody") og Burroughs, begge inspirerede af både Joyce, Beckett og Genet, men så sandelig også påvirkede af skift i den amerikanske middelklassebevidsthed og af krigsførsel - eller Bolano (f.eks. "2666") i en linje efter Borges, men så sandelig også påvirket af militærdiktaturer og et Mexico City på 15-20 millioner mennesker. Måske også nouveau roman er en sådan sen tilkomst til den franske modernisme, mens f.eks. Houllebecq (ikke altid lige vellykket) søger tilbage til en mere konfrontatorisk modernisme i linjen fra Genet. Men hvis der i en litteratur ikke rigtigt ER nogen tradition for f.eks. romanmodernisme, som jeg hævder det er tilfældet i Norden, er vi overladt til de enkelte forfatteres individuelle litterære inspirationer, og så får vi altså et andet billede (bl.a. et mere stilorienteret billede) af modernismen. Dette gælder i mine øjne i høj grad for den danske 60'er-modernisme.
- jeg fortsætter lige i en ny kommentar
En af de afgørende fejltagelser - for mig at se - i den nordiske reception af romanmodernismen, er at tro, at den primært er en OPPOSITION imod den borgerlige/realistiske roman. En slags vranten lillebror, som gør tingene lidt sværere for sig selv, end han behøvede, fordi hans egentlige ærinde naturligvis må være det samme som storebrorens, realistisk virkelighedsskildring. Sådan kan man f.eks. se modernismen omtalt i Karl Ove og Jörns diskussioner om litteratur i Knausgårds "Min Kamp 2"; Jörn siger direkte, at alle modernisterne jo simpelthen er misundelige på Karl Ove for dennes evne til direkte og nær virkelighedsbeskrivelse af f.eks. et lokumsbesøg (underforstået: det er jo det, alle EGENTLIG vil, direkte og nær virkelighedsbeskrivelse). Jeg tror næppe f.eks. Joyce med Blooms berømte lokumsbesøg i starten af "Ulysses" ville være så misundelig, og det er jo fordi Joyce simpelthen vil noget andet. Hvad? Ja, det var det, jeg prøvede at klargøre med tre punkter i min foregående kommentar.
Her vil jeg blot minde om noget, jeg sagde i mit allerførste indlæg i "I Norge bor der andet end trolde"-diskussionen - et indlæg som er røget ud af denne version af diskussionen: At den modernistiske roman har aner i f.eks. Cervantes, Sterne og gotiske romaner, altså i førborgerlige romanformer, som ville noget andet med virkeligheden end beskrive den. Den har også aner i klassisk epik (Joyce, Beckett, Borges), i middelalderens romancer (Kafka, Celine, Baroja), i romantikken (Jünger, Bernhard) og i moderne lavkultur, journalistik, film- og TV-fortælling (den indflydelse er tydelig allerede hos Musil og Joyce). Endelig har den i højere grad end den borgerligt/realistiske roman aner forskellige steder i poesien - hvilket bl.a. kan få Harold Bloom til at kalde Kafka for det 20. århundredes vigtigste poet. Der er altså tale om en digterisk udfoldelse i sin egen ret med mange forskellige litterære mål, heraf mange, som simpelthen ikke er identiske med den borgerlige realistiske romans mål, men også mange som er helt fjerne fra den realistiske diskussion i det hele taget, og det er i høj grad vore indarbejdede romanforventninger i Norden, der får os til at fokusere på forskellen, "oppositionen" til den borgerligt/realistiske tradition.
Vh Jeppe
Vibeke stiller et centralt spørgsmål: Havde vi ikke den samme erfaring som i de større europæiske lande? Og hvis vi havde, hvorfor har det så ikke frembragt en modernistisk tradition her? Jeg tror ikke, at vi havde den samme erfaring. Alle nordiske lande slap meget nådigt ud af 1. verdenskrig, tjente vel endda ganske godt på landbrugsvarerne, økonomien gik i hvert fald op, hvor den andre steder gik ned, og frem for alt var borgerskabet i perioden optaget af helt andre ting, først og fremmest stabiliseringen af de nordiske demokratier og samlingen af befolkningerne under én nationsforståelse. Mens nationerne andre steder var i oprør og forandring. Vi blev simpelthen ikke ramt så hårdt, det er min naive opfattelse, og først i dag mærker vi for alvor vores betingethed af det internationale samfund, men nu i en helt anderledes version. Det er selvfølgelig - som Stefan er inde på - uhyre interessant, hvordan vi så reagerer på det - indtil videre sluger vi vist bare råt hvad der kommer af krimi-, fantasy-, chick-lit- mm. -genrekonventioner, det er jo også en slags internationalisme. Mange af de tidlige modernister ville sikkert have sagt velkommen til alt det - Musil var vild med sportsjournalistik, Kafka med dukketeater - i stedet for at forsøge at forskanse sig i nogen idé om "god litteratur".
Vh Jeppe
Okay. Tak for svarene.
Som jeg læser dem, har du den opfattelse, at nationer er antropomorfe størrelser, der kan have erfaringer. Nu identificerer du så erfaring som tradition - og så alligevel ikke. Derfor synes jeg, det bliver lidt mudret.
Jeg har nok et lidt andet syn på, hvad en nation, idet jeg ikke ser nationen som en homogen individuel menneskelignende figur, der kan "have det godt" eller "tjene godt".
Det var derfor, jeg forsøgte, at finde ud af, hvor i "fødekæden", du mente, at der var en mangel i Norden - altså om det ganske enkelt var mangel på erfaring i nationen, forstået som en ensartet individlignende størrelse, og der derfor simpelthen ikke kunne skrives på basis af en sådan erfaring. Altså en forståelse, der går nogenlunde sådan her - vi havde det storartet, migrerede ikke og lukkede ikke nogen ind, tjente fedt allesammen, levede med harmoniske kønsroller - og krig, industrialisering og urbanisering gik let henover alle, fra Kongens Nytorv over Jens Hansens marker til syvende baggård.
Eller om det måske nærmere var et spørgsmål om, at toneangivende skikkelser mente "at sådan skriver man da ikke", hvorfor erfaringerne i stedet blev forsøgt formet indenfor realismens rammer.
Og i forlængelse af det, en mangel på goodwill (og interesse) og lyst til at lytte til de erfaringer fra det danske borgerskabs side, der jo sad - og sidder - på både anerkendelse, stimulering og distribution af den kunstneriske produktion. Hvorfor der ikke skabtes nogen tradition. Det er i hvert påfaldende, at en del af den litteratur, du nævner, aldrig er blevet oversat til dansk - eller først er blevet det for nyligt.
Altså om det er en undertrykt eller fortrængt stemme. Eller en på dansk jord umulig stemme - idet "vi havde det for godt, allesammen". Der er ret stor forskel!
I øvrigt hører vi jo en masse til det globale, afhængigt af, hvor vi bor selvfølgelig. Der bliver importeret en masse andet end chick lit og krimi - det bliver bare ikke oversat, men distribueret blandt indvandrere.
Ja, Vibeke, mangelen kan like gjerne være et makt-spørsmål og at denne diskusjonene egentlig handler om Norge/Danmarks forhold til homogenitet versus pluralitet. Hva som er aksepterte uttrykk eller ei, avhenger absolutt av tidsånden. I Norge har en streng pietistisk kristendom stått sterkt, også i mellomkrigstiden, så muligens vi nordmenn var mer opptatt av å frigjøre oss mens de sentraleuropeiske modernistene allerede hadde fått med seg at Gud var død. Gud døde nok litt senere i Norge enn resten av verden.
En ting til; Jeppe, i Norge diskuterer vi lite vår nasjonale identitet. Jeg har inntrykk av at dette er et dansk fenomen, og kanskje skyldes et noe hardere debattklima enn her i Norge. Akkurat nå er det faktisk engler og kontakt med det hinsidige som har vært tema i offentligheten. (vi har en prinsesse som snakker med engler og døde mennesker, må vite).
Til Vibeke og andre,
Når farvehandleren fortæller mig, at det her træ "har det bedst" med terpentinmaling, gør han da ikke brædderne til et personaliseret individ, han bruger bare en metafor, overfører en sproglig form fra et område til et andet, det er sådan sprog fungerer. Jeg har altså intet sagt, der kunne tolkes som, at vi i Danmark under 1. Verdenskrig "havde det storartet, migrerede ikke og lukkede ikke nogen ind, tjente fedt allesammen, levede med harmoniske kønsroller" - kun, at krigen ikke "ramte" Danmark så hårdt som den ramte andre lande. Det betyder ikke, at alt i Danmark var lyst og lykkeligt. Der er bare forskel på f.eks. generelt dårlige kår for store dele af befolkningen og så et pludseligt chok i selve nations- og kulturopfattelsen, som var det, f.eks. Musil eller Joyce oplevede: De lande og kulturer, de voksede op i, fandtes simpelthen ikke længere efter henholdsvis 1. Verdenskrig og den irske uafhængighedskrig 1919-23. Hvilket jo i øvrigt ingen af de to begræd, et chok eller en pludselig omvæltning er ikke det samme som at have det dårligt.
Men jeg er da enig i, at borgerskabets/middelklassens normer dengang som nu i høj grad afgjorde og afgør, hvilken litteratur der kaldes "god". Det er også klart, at de tidlige modernister i høj grad rettede deres kritik imod borgerskabets værdier, og derfor kunne man udmærket tænke sig at resistensen i borgerskabet i et land ville være af betydning for, om landet udviklede romanmodernisme. Det er jo sådan set det, jeg har sagt hele tiden. Men om der direkte har været tale om en "fortrængning" af mulig modernisme i Danmark - en modernisme, som kunne tænkes at være kommet fra bønder, industriarbejdere eller hvad? - det tvivler jeg på. For det første har romanmodernismen historisk set været en kunstfærdig sag og har ofte krævet både et stort læsepensum og en ret fri levevis for forfatteren. For det andet er langt de fleste modernistiske forfattere SELV kommet ud af borgerskabet. Genet, der var søn af en prostitueret og voksede op hos en håndværkerfamilie og på opdragelsesanstalt, er en undtagelse. De andre jeg har nævnt er fra "gode borgerlige familier", ofte økonomisk skrantende familier, men tilhørende en borgerlig kultur.
- fortsætter
Man må altså nærmere se deres forhold til borgerskabets værdier som en revolte indefra, som selvfølgelig ville give mere mening, hvis omtalte borgerskab i forvejen var økonomisk og moralsk i krise pga. en krig. Desværre betyder f.eks. dårlige kår for størsteparten af befolkningen i et land jo ikke nødvendigvis, at borgerskabet kommer i krise. Modernismen er bl.a. kendetegnet af desillusion, bogstavelig talt, af-illusionering, en pludselig opgivelse af synet på, hvad der er meningsgivende i et liv, en pludselig opgivelse af det mentale framework, som normalt kunne støtte op om individdet, men dermed også trangen til at dekonstruere, hvad vi opfatter som vores "kultur", og til at prøve at se på, hvad denne "kultur" egentlig består af. Denne trang er for mig at se central i modernismen, og den handler både om et tab og om en forhåbning om, at ting kunne være anderledes. Men der skal noget til, før et individ for alvor kaster sig ud i denne trang, det skal måske nærmere kastes ud i dén - "the old ego dies hard", som Beckett siger det.
Egentlig en meget interessant sætning i vores tid af skandinaviske selvbiografier. Hvad fanden vil de med alt det ego? Det kunne være interessant at undersøge. For mig at se er disse selvbiografier måske nogle af de sidste bastioner i den borgerlige tankegang, før den endelig kan begynde at dø. Måske er de på den måde nødvendige - efter de store familiedramaer hos Dostojevskij, Mann, Pontoppidan m.fl., og de mindre kernefamiliedramaer, som prægede anden halvdel af det 20. århundrede, er vi nu endelig nået til at erkende, at det ER enkeltindividdets identitet og selvudvikling, som det handler om (og som det hele tiden har handlet om) i den borgerlige/realistiske roman. Og det må vi vel så også blive trætte af på et tidspunkt.
Til Elisabeth (hvis du stadig er der): Jeg synes på ingen måde man kan sammenligne Joyces livslange optagethed af krop og seksualitet, mandlig, kvindelig, voksen, barnlig, hetero-, homo- osv. - en optagethed der sætter ham på linje med Freud i den tidlige forståelse af seksualitetens betydning for vores liv - med Johannes V.'s gammeldags mandighedsidealer. Jeg synes heller ikke, man kan sammenligne Pounds modstand mod finanssystemet i USA, bl.a. et råddent lånrentesystem, som kunne bringe os helt frem til vore dages finanskrise, og som fik Pound til at tilslutte sig den italienske fascisme (ingen "småfascisme"), med Johannes V.'s naive heltedyrkelse (som jeg ikke engang véd, om jeg ville kalde "småfascistisk", Johannes V. kunne da f.eks. sagtens være en beundrer af stærke mænd uden at være tilhænger af politisk totalitarisme?) Jeg kan faktisk ikke se den mindste modernisme i "Kongens Fald", jeg synes, den er meget flot, men dybest set uinteressant.
Uden at rode mig ud i en længere forklaring, vil jeg nøjes med lige at skrive to ting.
For det første var grunden til, at jeg prøvede at få dig til at uddybe, som sagt, at jeg søgte at tage pejling af, om du abonnerede på den udbredte (myte)forestilling om det homogene Danmark engang i en gylden fortid. I den retning kunne nogle af dine tidligere poster godt forstås, men jeg kan se nu, at det ikke er der, du er. Fint nok.
For det andet synes jeg, at forestillingen om homogenitet sådan set bare har forskudt sig til en forestilling om et homogent borgerskab, hvor alle havde det godt. Altså et miljø uden brydninger mellem grupper og idéer, et miljø uden magtforskelle - heller ikke når det drejede sig om muligheden for at publicere og opnå anerkendelse.
Man kunne nævne Studentersamfundets historie som et tegn på, at der har været opbrud, rygende uenighed og debatter i borgerskabet i modernismens periode - også i Danmark. Man kunne nævne kønsforskelle, som en andet eksempel på, at en homogen fordeling af penge og magt - og mangel på krise og illusionstab - ikke er selvskrevet indenfor en social klasse eller en bestemt gruppe i samfundet.
Jeg stopper nok her. Jeg synes, det har været spændende. Men nu skal mit hoved bruges til noget andet.
Hov, der var lige noget, jeg glemte at skrive. Som understøttelse af tesen om, at det er forlagene, der i sidste ende har bestemt, kan man for det se på, at romaner er væsentligt dyrere at trykke end pamfletter, blade osv., hvor man kan publicere digte, grafik osv. Modernistiske romaner fra andre lande på din liste, blev heller ikke oversat før 40'erne - og nogle af dem langt senere eller aldrig - så der har ikke været den store goodwill fra forlagenes side.
Det er ikke fordi, der ikke har været miljøer i borgerskabet, hvor man har kunnet se noget i modernismen. Det kan vi se digtene og grafikken som bevis på. Her har de ikke været nødt til at alliere sig med store forlag. Det er heller ikke fordi man ikke har kunnet forestille sig en radikalt anden verden. Når det drejer sig om radikale ungdomsbevægelser og radikale utopier, så tror jeg nok at nutidens Danmark er lidt kedelig i sammenligning - til trods for alle nutidens terroralarmer.
Så jeg abonnerer på tesen - at det er de danske forlag, der har sat en stopper på forhånd - altså penge, store penge - og ikke det danske borgerskabs erfaring, der har været konsensuspræget og harmonisk.
Forlagstesen kan jeg for så vidt godt være med på. Også Joyce, Musil, Genet, Burroughs - og sikkert mange andre romanmodernister - har haft uhyre svært ved at finde forlag og har ofte kun klaret den igennem til udgivelse vha. gode venner og supporters. Men tesen forudsætter altså, at en eller anden dansker skulle have skrevet en decideret modernistisk roman - som så simpelthen ikke I NOGEN FORM skulle være nået frem til eftertiden. Det bliver lidt spekulativt, synes jeg. Og lad mig så lige korrigere igen: Jeg har ALDRIG NOGENSINDE SAGT, at det danske borgerskab var konsensuspræget og harmonisk. Jeg siger bare, at de ikke - som klasse, i deres helhed - fik tæppet trukket væk under sig af 1. verdenskrig. Sådan som det skete andre steder. Læs Musils "Manden uden egenskaber" - et fantastisk opbud af filosoffer, naturvidenskabsmænd, jurister, militærfolk, kunstnere, journalister, alle højt placerede, alle "samfundsstøtter", og som alle som én går ind for det østrig-ungarnske dobbeltmonarki og fejringen af kejseren - her skal monarkiet bevise sin storhed - men det hele blev til ingenting, få år efter er landet splittet i tre dele, hverken dets navn eller kejser findes længere, alle har mistet deres poster, flere er sikkert døde i krigen - det er altså ikke en historie, vi finder i Danmark. MEN DERMED IKKE SAGT, at det danske borgerskab var en homogen idyl.
Jeg har læst Manden uden egneskaber. Men din liste rummer altså meget forskelligartede modernistiske romaner - også romaner, der ikke ligner Manden uden Egenskaber, idet de ikke søger at skildre så stor en helhed, eller så stort et sammenbrud.
Nej, vil jeg så sige. Min tese er ikke spekulativ, idet den ikke forudsætter, at der på forhånd foreligger noget som helst - idet den sådan set bare tager udgangspunkt i din tese om tradition. Dvs. der er ingen forbilleder (der foreligger ingen oversættelser) og der er tydeligvis ingen chancer for udgivelse og anerkendelse (man kender vel sine forlæggere, der end ikke gider at producere oversættelser af romaner, der allerede findes på andre sprog), ergo - man kan lige så godt lade være med at prøve at skrive den der modernistiske roman.
Medmindre du mener, at rigtige modernister skrev til egen skrivebordsskuffe og var tilfredse med det. Det mener jeg så ikke. Jeg tror, at de fleste af dem var akkurat lige så forfængelige og higende efter anerkendelse som alle andre.
Nå, men fred være med det. Eller krig være med det. Eller hvad ved jeg.
Okay, meget kort - mit forsøg på en historisk årsagsforklaring er naivt og amatørisk, det skal jeg være den første til at indrømme, og det er konventionelt, jeg siger sådan set bare, hvad mange andre har givet som historisk forklaring på modernismen - den eneste grund til at bringe det til torvs er at give et bud på, hvad der kunne ligge bag fraværet af romanmodernisme i Skandinavien, som har været mit hovedemne her. Og jeg tror altså, forklaringen er langt bredere funderet i de skandinaviske samfund i perioden (og for så vidt i dag), end din tese om distributionsmuligheder antyder. Jeg tror, det handler om de skandinaviske samfunds selvforståelse. Herunder om borgerskabets/middelklassens dominerende rolle i samfundsudviklingen. Herunder om en stærk nationalisme, som strider imod den modernistiske tankegang. Jeg mener ikke en nostalgisk Dansk Folkeparti-nationalisme, men noget mere grundlæggende, en væren-sig-selv-nok-enhedstænkning af en art, som til gengæld passer perfekt til borgerlig/realistisk romankunst. Men det er en amatørisk forklaring, jeg er ikke historiker. Til gengæld har jeg læst mange modernistiske romaner. Også mange, som ikke UMIDDELBART, som Musil, skildrer store sammenbrud, men som grunder sig i den samme fornemmelse af hjemløshed, ny virkelighed, betingetheden af større kræfter, behovet for nye ideer, ny litteratur, som kan indfange de nye større kræfters spil. Den slags handler ikke bare om én forfatter, som beslutter sig for at skrive en roman i "den nye form" - eller vælger at lade være, fordi han ikke tror han kan få den udgivet - det handler om en erfaring, som er vokset frem i kulturen, og som det bliver pinedød nødvendigt at skrive om. Jeg tror faktisk, gode forfattere er ret uselviske. Jeg tror, de i høj grad reagerer pr. intuition og pr. kunstnerisk nødvendighed - "sådan her ser det ud, jeg må formulere denne erfaring og finde ud af, hvad den går ud på" - og hvis tilstrækkelig mange med tilstrækkeligt stort talent reagerer på erfaringen, så får vi en tradition. Vi fik ikke dén tradition i Skandinavien - i hvert fald ikke i første omgang - og det tror jeg var, fordi der ikke var en erfaring der pressede stærkt nok på. Og det har eftervirkninger i skandinavisk litteratur den dag i dag.
Send en kommentar