Alt må vige for natten

Man kan jo godt blive træt af skandinaviske mænd, der skriver om deres far i en delvis selvfremstillende diskurs. Det er Pinocchio om og om igen. Jeg var således i Struer for at holde et foredrag om fædre og sønner i skandinaviske autofiktioner (og dem er der mange af) for et par uger siden og dér forsøgte jeg at nævne et par maternalske og muligvis matriarkalske alternativer, fx Josefine Klougart, Stine Pilgaard (det er godt nok ikke en autofiktion, men alligevel), Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige. Der er uden tvivl mange flere. Men jeg burde jo også have nævnt den bog, som jeg just er blevet færdig med, nemlig Delphine de Vigans Alt må vige for natten, der har det helt fantastiske billede af moderen Lucile på omslaget. Det er klart, at det ikke er nemt at have sådan en kvinde som sin mor. Mørk og foruroligende smuk og, ikke mindst, psykisk ustabil og besat af døden. Bogen er vældig god og skildrer forfatterens forsøg på at forsone sig med moderens selvmord. De Vigans portræt af en parisisk storfamilie er desuden eksemplarisk og interessant, ikke mindst fordi familien med Luciles far, forfatterens bedstefar, udadtil er helt formidabel og indadtil totalt rådden. De Vigan efterlader imidlertid læseren med begge billeder og lader dommen være op til læseren. Der er her således ikke tale om en simpel biografi, men om en særdeles stærk og bevægende roman, der stærkt kan anbefales.