Gå videre til hovedindholdet

The world is turning, I hope it don’t turn away


Jeg sidder og afsætter spor, ransager mit litterære liv, bliver kastet rundt i den ene sang efter den anden. Jeg tænker på alle dem jeg sætter pris på derude: Facebook er jo for fanden et sølle mødested, en roman ville være mere passende. Jeg tænker på, hvorfor jeg ikke er Walter Benjamin, på hvorfor mine nosser ikke var tunge nok til at veje en forfatter ud, på at jeg for fanden synes, at Asta Olivias digte er så åndssvagt og latterligt hudløse at jeg får gåsehud blot jeg tænker på dem. Det vil man aldrig kunne gøre. Skrælle det hele af, invitere alle ind, her er det liv. Men hvad er litteraturen uden netop det liv, uden dem, der kaster sig selv ind i det. Og det. Og det. Hellere poesien end Seinen. Sådan er det at blive slynget af kloden, ud i mørket til en sang af Neil Young, prikket ud af Grotrians stjerner, opløst til centrallyrik, imens jeg tænker på Stine, da vi drak øl en helt igennem øm tirsdag på Vesterbro. Der var intet tag, kun den blå farve at falde ned i, og det var alt for farligt for sådan en som mig, for det går jo ikke, den tid er svunden, forfatteren begravet. Hvad skal man stille op, de gamle stoffer virker ikke mere, så vi lægger det bag os, tager det hele forfra, det er den slags mantra, som man ikke bør gentage, men den rus skulle vi ha, disse livlinjer ind i skriften, skifte stil, spor, hedde Lars, Pablo, Claus eller noget på højde med det. De unge som lever litteraturen, det er dem jeg vil være, det er en kompliceret situation.  Depressionen ovenpå en dokumentar om Bowie. Du mußt dein Leben ändern, siger den, men home is a desperat end, cocoon my heart, cocoon my heart. Hjertet vil det, det nemme og det ensomme, men det er ikke et liv for sådan en som mig. Jeg skal reddes af dem, der elsker mig. Båndet til min ensomhed er turen ind til kontoret. Den tændte computer. Kaffen og en knaldhård artikel for at holde på formerne, det hele der taler for sig selv. Og alt for snart er der ikke en skid at sige alligevel. Det der bliver sagt, kan kun hunden huske. Valget mellem konens sprog eller poesi. To knæ nede, nogenlunde som den dag flyene fløj ind i tårnene. Hej litteratur.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere