Jeg sidder og afsætter spor, ransager mit
litterære liv, bliver kastet rundt i den ene sang efter den anden. Jeg tænker
på alle dem jeg sætter pris på derude: Facebook er jo for fanden et sølle
mødested, en roman ville være mere passende. Jeg tænker på, hvorfor jeg ikke er
Walter Benjamin, på hvorfor mine nosser ikke var tunge nok til at veje en
forfatter ud, på at jeg for fanden synes, at Asta Olivias digte er så åndssvagt
og latterligt hudløse at jeg får gåsehud blot jeg tænker på dem. Det vil man
aldrig kunne gøre. Skrælle det hele af, invitere alle ind, her er det liv. Men hvad er litteraturen uden
netop det liv, uden dem, der kaster sig selv ind i det. Og det. Og det. Hellere
poesien end Seinen. Sådan er det at blive slynget af kloden, ud i mørket til en
sang af Neil Young, prikket ud af Grotrians stjerner, opløst til centrallyrik,
imens jeg tænker på Stine, da vi drak øl en helt igennem øm tirsdag på
Vesterbro. Der var intet tag, kun den blå farve at falde ned i, og det var alt
for farligt for sådan en som mig, for det går jo ikke, den tid er svunden,
forfatteren begravet. Hvad skal man stille op, de gamle stoffer virker ikke
mere, så vi lægger det bag os, tager det hele forfra, det er den slags mantra,
som man ikke bør gentage, men den rus skulle vi ha, disse livlinjer ind i
skriften, skifte stil, spor, hedde Lars, Pablo, Claus eller noget på højde med
det. De unge som lever litteraturen, det er dem jeg vil være, det er en
kompliceret situation. Depressionen
ovenpå en dokumentar om Bowie. Du
mußt dein Leben ändern, siger den, men home is a
desperat end, cocoon my heart, cocoon my heart. Hjertet vil det, det nemme og
det ensomme, men det er ikke et liv for sådan en som mig. Jeg skal reddes af
dem, der elsker mig. Båndet til min ensomhed er turen ind til kontoret. Den
tændte computer. Kaffen og en knaldhård artikel for at holde på formerne, det
hele der taler for sig selv. Og alt for snart er der ikke en skid at sige
alligevel. Det der bliver sagt, kan kun hunden huske. Valget mellem konens
sprog eller poesi. To knæ nede, nogenlunde som den dag flyene fløj ind i
tårnene. Hej litteratur.
For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Kommentarer