"I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum.
På den anden side møder vi undertiden fra visse religiøse kredse en urimelig insisteren på hensyntagen til specielle, religiøst motiverede særordninger i situationer, hvor danske sædvaner støder sammen med andre normer og religiøse forestillinger. Det ville klart bidrage til færre religiøse spændinger i det offentlige rum, hvis der fra religiøse kredse blev udvist en passende fleksibilitet, pragmatisme og tilpasningsevne i de situationer.
Vi skal i højere grad være bevidste om de principper og holdninger, der har gjort Danmark til et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør vi ved at insistere på, at religion først og fremmest er en privatsag.
Hvis vi skal opretholde den stærke sammenhængskraft, der er så væsentlig for Danmarks fremgang og stabilitet, er det nødvendigt, at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark – og ikke som repræsentanter for forskellige religioner."
Javel, vi skal møde hinanden i det offentlige rum, men som "mennesker og borgere i Danmark". Vi skal med andre ord være partikulære og universelle på samme tid. Vi skal være enhver, men også enhver borger i DK. Det er ikke så let, som det lyder ovenfor.Måske bør man overveje at lade kirkerne forstumme hver eneste søndag morgen, når de igen og igen ringer sognebørnene til kirke. Det er der ikke meget privat over. Heldigvis så er de fleste af os så meget verdensborgere, at vi vælger at blive hjemme i privaten og med døren godt lukket for at spise rundstykker og drikke kaffe i stedet. Kirkeklokkerne er blevet så meget sædvane (og ikke religiøse spændinger i det offentlige rum), at de stort set ikke er religiøse symboler mere, og vi registrerer dem ikke, imens vi sidder dér og slubrer kaffen i os. Men indeni mærker vi måske nok et lille ryk, et måske, en længsel efter at sidde i den kirke og om muligt mærke den gryende religiøsitet, som mange af os vel nok har eller ikke kan gøre for. Eller: om ikke andet så pga. det eksotiske ved hele situationen i kirken, når vi som nikkedukker skal rejse os op og ned fra bænken, synge og bede sammen med præsten deroppe i nogle langt ude og skøre, men naturligvis af sædvanen prægede klæder.
Een konklusion på talen kunne være, at sammenhængskraften ikke rigtig tilhører det private, men sædvaner, offentlig færden i det offentlige rum, bevidsthed om principper og holdninger. Det er i sig selv yderst tvivlsomt. Er det ikke netop det mest private, som binder os sammen? Ja skaber sammenhængskraft. Tænk, bare på enhver form for kloakering. Man kunne også tænke mere klassisk liberalisme, fx Hobbes' naturtilstand, men Statsministeren går den anden vej. Det naturlige er her borgeren.
Desuden går jeg ud fra, at Fogh Rasmussen indirekte taler om Muhammed-krisen, men her var der jo ikke megen bevidsthed om principper og holdninger, her var der i den grad tale om en naiv færden udi det offentlige rum, ja måske i sidste ende et privat projekt, som kostede på mange planer, men som vi til en vis grad alligevel valgte at forsvare i det offentlige rum.
Jeg er i tvivl og ved snart ikke, hvem jeg har mest lyst til at møde derude "i det offentlige rum": Mennesket, borgeren eller dem med det private udenpå tøjet.
Lad dog DEM om det, kunne man sige, men er DEM og MAN ikke de samme? Og så længe MAN ikke anser DEM for også at være os, så aner jeg ikke sammenhængen. Det gør jeg nok heller ikke alligevel.
Kommentarer