Gå videre til hovedindholdet

Svar til Jette Hansen

Mit svar til Jette Hansen kan pga. juleomstændigheder først blive bragt i det nye år i Information. Derfor har jeg valgt at smide det ud her tillige: God JUL

Smædebrev og hævnakt forklædt som debat

Lad mig slå fast, at det her ikke er et forsvar, for hvordan kan jeg forsvare noget, som Jette Hansen alene tillægger mig i Information den 20/12 på baggrund af et læserbrev og en påtale i Informations bogtillæg, som hun klasker sammen til fordel for eget perspektiv. Fx når hun med sit eget tillægsord "rosende" fuldstændigt fordrejer mit udsagn om, at "værkets grænse udvides" skulle være noget, der automatisk forøger et værks kvalitet. Det ord, "rosende", er ikke mit, men hendes.

På intet tidspunkt har jeg talt for, at det autonome eller det ikke-autonome værk skulle være bedre end det andet, om end jeg har talt en del ud fra det autonomes principper, fordi det er mest uproblematisk, fx i forbindelse med Leines bog. Jeg kunne godt have en tendens til at mene, at man skal tilbage til værket for at se kvaliteten af de udenomsværkelige aktiviteter, som kan være af forskellig kvalitet. Hos Das Beckwerk fx af stor kvalitet, hos Knud Romer af ingen kvalitet, for værket slutter for mig at se med dennes romans pegen fingre ad virkeligheden, hvilket jo egentlig også er et brud på autonomien, men indefra værket selv. Jeg har en større artikel på vej om dette og om Knud Romers roman, som jeg stadigvæk synes er god.

Måske er det Ella Steehck, der står bag Jette Hansen eller omvendt, for deres aggressive og personfikserede angreb kan til forveksling minde om hinanden. Jeg husker, at Mads Brügger i en kronik til forsvar for Knud Romers bog skrev, at Jette Hansens indlæg var "et smædebrev skrevet i kussens hule" (Jyllands-Posten 19.03, 2007). Her er der så et mere af slagsen, men denne gang rettet mod mig. Jeg fatter ikke, hvordan det på nogen måde kan være interessant i forhold til den diskussion, der ellers kører. Selv hvis Jette Hansen havde ret i sine påstande, så ville det jo ikke virke konstruktivt ind i debatten, men blot afspore den. Og hun kalder sig debattør?

Det er præcis typer som Jette Hansen, der afholder typer som mig i at blande sig i den litterære debat. Jette Hansen bruger sin faglighed som dække til at sige højest ufaglige ting, imens jeg med alle midler, i hvert fald i denne debat, har forsøgt at afklæde mig min faglighed, være demokratisk sammen med andre gode boglæsere, fordi fagligheden måske ikke er det vigtigste, når det kommer til bedømmelsen af, hvad god litteratur er. Det skider Jette Hansen på. Hun fremturer egoistisk, egen- og nævenyttigt og tænker kun på hævn, fordi jeg tilfældigvis korreksede hendes kronik i Politiken for knap et år siden med et læserbrev ugen efter. Men desværre er det ikke kun mig, som hun ender med at skide på med sit indlæg, men også alle de andre, der har deltaget i debatten, og det er straks værre.

Med venlig hilsen

Stefan Kjerkegaard

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...