Gå videre til hovedindholdet

Hans Henrik Mattesen. En monografi


NU har jeg gennemlæst en række anmeldelser af Per Højholts Hans Henrik Mattesen. En monografi, men flere af anmelderne synes ikke helt at fatte alvoren bag bogen, tror jeg, ser den ikke i en sammenhæng med forfatterskabet. Der er mange flere spor og kommentarer til forfatterskabet end som sådan. Nøgler og nøglehuller, der afslører alt og især intet. Desværre er min egen kommentar eller anmeldelse, eller hvad man nu skal kalde det, endnu ikke på nettet i Sentura-sammenhæng, men den er efter sigende på vej. Dog kan jeg her sige, at bogens "slutning" naturligvis skal læses sammen med Marcel Duchamps efterladte værk Étant donnés. Lars Bukdahl er opmærksom på dette, men uden at gøre mere ved det. Men det ligner da et vink med en vognstang fra Højholts side, et efterladt værk afspejler et andet. Dermed ikke være sagt at Mattesen er hovedværket, slet ikke, men det er tænkt som et efterladt værk, en form for kryptisk testamente, der skal kommentere de tidligere, ingen tvivl om det. Læs mere, når min tekst trykkes på Sentura .

Kommentarer

Anonym sagde…
Hey Stefan
Ikke fordi vi ægte Højholtianere skal ligge i strid med hinanden - langt hellere skal vi nemlig stikke til en udvander som Gitte-kanonisatoren Th. Bredsdorff - men når du nu er så optaget af Duchamp-link'et dér til sidst i 3. Kapitel, så vil jeg altså lige korrekse, at det skulle være Elly Marcussen (hov"! sjofelt ORDSPIL!), HHM gentagne gange kopulerer med, det er rent faktisk lærerens kone, som Elly er i huset hos, læs nærmere s. 98-99, længere end som så, når PH/HHHM altså ikke gennem det glughul på museet i Philadelphia!
kh Lars
(og tak for bogen og tillykke med den, mon ikke det også kan blive til en anmeldelse, når efterårssæsonen lige om lidt - ligesom Sylvia i Punkter - våd og glat forsvinder ind i sig selv ...)
Stefan K sagde…
Kære Lars,

Tak for korrektionen. Selvfølgelig holder vi sammen. Gitte er fin nok, men Højholt er meget mere end det - det er vi enige om.

Måske var jeg for hurtig ude med Elly. Men Duchamp-tingen er da åbenlys alligevel, landskabet og sådan, synes jeg. Jeg kigger lige nærmere og læser det hele igen.
kh. SK
Anonym sagde…
ja, skal ikke blande mig i de her højtpandede hereti...ups højholtianernes diskussioner, men derimod blot nævne kommentaren på sidste side, "Husk, min ven, at jeg er frigid", der, ganske syret, optræder i en episode i Niels Barfoeds selvbiografi som også lige er kommet (jeg har kun kommentaren fra Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Barfoed). Semiotisk horen på tværs af forfatterskaberne?
Stefan K sagde…
"For eksempel køber han nogle solide travesko i et spejderdepot i Kolding. De sko gør, at han kommer til at gå lange ture i naturen. Dermed kommer Hans Henrik ind i Marcel Duchamps værk med den skrævende, liggende kvinde og får en enorm sønderjydsk erektion" citat fra Udsatte egne - det er mig (s. 137).

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...